Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w89 1/10 s. 4-5
  • Sådan opstod læren om helvede

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Sådan opstod læren om helvede
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Den mesopotamiske helvedesopfattelse
  • Ægyptiske og orientalske religioner
  • Grækernes, etruskernes og romernes helvedesopfattelse
  • Jøderne og De Hebraiske Skrifter
  • Sandheden om helvede
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
  • Hvad er der sket med læren om helvede?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2002
  • Er helvede et virkeligt sted? Hvad siger Bibelen?
    Svar på bibelske spørgsmål
  • Hvordan opstandelsen bliver til gavn for alle de døde i dødsriget
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1989
w89 1/10 s. 4-5

Sådan opstod læren om helvede

IFØLGE New Catholic Encyclopedia „betegner [helvede] de fordømtes opholdssted“. Et protestantisk opslagsværk definerer helvede som „det sted hvor de onde straffes efter døden“.a Men andre end kristenhedens store kirkesamfund tror at der findes et sted hvor nogle straffes efter døden. Denne tro blev til flere hundrede år før kristenheden.

Den mesopotamiske helvedesopfattelse

Cirka 2000 år før Jesu fødsel troede sumererne og babylonierne på at der fandtes en underverden; de kaldte den „landet hvorfra ingen vender tilbage“. Denne forestilling skinner igennem i de sumeriske og akkadiske digte der er kendt som „Gilgamesj-eposet“ og „Isjtars Nedstigning til Underverdenen“. De beskriver de dødes tilholdssted som et hus med mørke, „det hus som ingen forlader når de først er kommet ind“.

Om de forhold der rådede der, siger en assyrisk oldtidstekst at „underverdenen var fyldt med rædsel“. Den assyriske fyrste der angiveligt fik lov at se de dødes underjordiske opholdssted, erklærede at hans „ben rystede“ ved synet. Han beskriver Nergal, underverdenens konge, sådan: „Vredt udstødte han et vildt skrig som et rasende uvejr imod mig.“

Ægyptiske og orientalske religioner

Oldtidens ægyptere troede at sjælen var udødelig, og de havde deres egen opfattelse af livet efter døden. I The New Encyclopædia Britannica hedder det: „Ægyptiske begravelsestekster skildrer vejen til den næste verden som hjemsøgt af frygtelige farer: frygtindgydende uhyrer, ildsøer, porte man kun kan komme igennem ved hjælp af trylleformularer, samt en skummel færgemand hvis onde hensigter må forpurres ved hjælp af magi.“

I de indo-iranske religioner udviklede der sig efterhånden adskillige opfattelser af hvordan man ville blive straffet efter døden. Om hinduismen siger det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis: „Der findes utallige beskrivelser af de 21 helveder i den hinduiske begrebsverden. Syndere sluges af vilde dyr og slanger, steges langsomt, søndersaves, pines af tørst og sult, koges i olie eller males til støv i jern- eller stenkar.“

Både jainismen og buddhismen har deres særskilte udgaver af helvede, hvor ubodfærdige syndere pines. Zarathustrismen, der blev grundlagt i Persien, har også et helvede — et koldt, ildelugtende sted hvor synderes sjæle pines.

Interessant nok lader det til at pinslerne i ægypternes, hinduernes, jainernes, buddhisternes og zarathustristernes udgaver af helvede ikke varer evigt. Disse religioner lærer at syndernes sjæle efter en tid med pine overføres til et andet sted eller en anden tilstand, afhængig af den pågældende religions opfattelse af menneskets skæbne. Deres helvedesopfattelse minder i mangt og meget om katolicismens skærsild.

Grækernes, etruskernes og romernes helvedesopfattelse

De gamle grækere troede at sjælen (psycheʹ, et ord der også betyder sommerfugl) levede videre. De kaldte dødsriget Hades og hævdede at det beherskedes af en gud af samme navn. I sin bog Orpheus — A General History of Religions skriver den franske videnskabsmand Salomon Reinach om grækerne: „En udbredt forestilling var at [sjælen] betrådte underverdenen efter at være blevet færget over floden Styx i den gamle færgemand Karons båd mod betaling af en obol [en mønt], som blev lagt i den dødes mund. I underverdenen blev [sjælen] stillet for stedets tre dommere . . . hvis den blev dømt for sine forbrydelser, måtte den lide i Tartaros. . . . Grækerne udtænkte endog et limbus, eller opholdssted for de børn der var døde som spæde, og en skærsild, hvor en vis mild straf rensede sjælene.“ Ifølge The World Book Encyclopedia led sjæle der endte i Tartaros „evig pine“.

I Italien troede etruskerne, hvis civilisation var en forløber for romernes, også på straf efter døden. Det franske opslagsværk Dictionnaire des Religions siger: „Etruskernes vidtgående omsorg for de døde har sin forklaring i deres forestilling om dødsriget. I lighed med babylonierne regnede de med at [de dødes ånder] her blev hjemsøgt af pinsel og fortvivlelse, og at de kun kunne blive udfriet ved at deres efterkommere bragte sonofre.“ Et andet opslagsværk meddeler: „Etruskiske grave fremviser rædselsscener der gav inspiration til kristne malerier af helvede.“

Romerne overtog etruskernes helvedesbegreb og kaldte pinestedet Orcus eller Infernus. De stjal desuden de græske sagn om Hades, underverdenens konge, og kaldte ham Orcus eller Pluton.

Jøderne og De Hebraiske Skrifter

Hvordan forholdt det sig med jøderne før Jesu tid? Om dem læser vi i Encyclopædia Britannica (1970): „Fra det 5. århundrede f.v.t. og fremefter var jøderne i nær kontakt med perserne og grækerne, folk der begge havde veludviklede forestillinger om det hinsidige. . . . På Kristi tid havde jøderne optaget troen på at onde sjæle efter døden straffedes i Gehenna.“ Encyclopædia Judaica udtaler imidlertid: „I Skriften findes der ingen antydning af denne senere opfattelse af Gehenna.“

Og det er rigtigt — De Hebraiske Skrifter antyder intetsteds at sjæle efter døden straffes i et brændende helvede. Denne skrækindjagende lære kan føres tilbage til de babyloniske religioner efter Vandfloden, ikke til Bibelen. Kristenhedens lære om straf i helvede stammer fra oldtidens babyloniere. Den katolske tanke om sonende lidelser i skærsilden kan spores tilbage til oldtidens ægyptiske og orientalske religioner. Limbus er hentet fra den græske sagnverden. Forbøn og ofre til gavn for de døde kendes fra etruskerne.

Men på hvilken antagelse bygger disse varianter af læren om afstraffelse i bevidst tilstand efter døden?

[Fodnote]

a M’Clintock og Strongs Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, bind 4, side 165.

[Illustration på side 5]

Sejladsen over Styx, skildret i Dantes „Inferno“

[Kildeangivelse på side 5]

Dover publications, Inc.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del