Der er altid noget at gøre i tjenesten for Jehova
Fortalt af Jean Queyroi
VI HAVDE en pragtfuld sommer i 1939. Omegnen af Martigny i den schweiziske kanton Valais lå badet i den strålende augustsol. Over os knejsede nogle af Alpernes højeste tinder, blandt andet det snedækkede Grand Combin, der er over 4300 meter højt. Jeg nød nogle dages gæstfrihed hos en kristen familie. Sammen tilbragte vi mange sorgløse timer med at vandre på bjergstierne. Det var som at være i Paradis.
Alt for hurtigt blev det tid til at tage afsked og vende tilbage til Paris. I toget satte jeg mig til at læse en avis jeg havde købt, og de skræmmende nyheder fik mig til brat at vågne op til livets barske virkelighed. Verdenssituationen var blevet stærkt forværret, og krigen syntes uundgåelig.
Jeg genoptog mit arbejde på Vagttårnets afdelingskontor i Paris, hvor jeg havde tjent over et år. Men få dage senere modtog jeg en indkaldelsesordre hvori man bad mig møde på en kaserne i Vincennes, lige øst for Paris. Snart skulle der blive vendt op og ned på min tilværelse.
Neutralt standpunkt
Den 3. september 1939 erklærede Frankrig og Storbritannien Tyskland krig. Da jeg mødte op i Vincennes gjorde jeg mit neutrale kristne standpunkt klart. Snart efter sad jeg i sidevognen på en militærmotorcykel der blev ført af en ung soldat som havde ordre til at bringe mig til en nærliggende militærforlægning i Charenton. Trods den øredøvende motorstøj forsøgte den unge soldat, som vidste hvorfor jeg skulle sendes dertil, at tale mig til fornuft. Han bønfaldt mig: „Queyroi, vær nu ikke så stejl. Lad være at nægte at kæmpe, ellers får du det slemt.“ Jeg skyndte mig at forsikre ham om at jeg ikke var spor bange.
Jeg havde aldrig før tilbragt en nat i et fængsel. Cellen var på to gange halvanden meter og var kun udstyret med et par tæpper og et bræt til at sove på. Der var ingen belysning. Jeg grublede over hvordan jeg kunne tjene Jehova i min nuværende situation. Da jeg vågnede opdagede jeg at der ikke var så meget som et vindue hvor der kunne trænge en smule dagslys ind. Hver dag blev jeg lukket ud et kvarters tid for at jeg kunne vaske mig. En revolverbevæbnet sergent og to soldater med rifler eskorterede mig til vasken — som om jeg var en farlig forbryder!
Det var forskellige soldater som bragte mig mad. De undrede sig over mit standpunkt, og dette gav mig lejlighed til at gøre noget i tjenesten for Jehova. Jeg aflagde et godt vidnesbyrd for dem, og inden længe blev nogle af dem venligere mod mig og gav mig tændstikker, stearinlys og endda ekstra mad. Ved ankomsten var min bibel blevet konfiskeret, men takket være en officer fik jeg den tilbage. Jeg nød virkelig at kunne læse dens dyrebare ord i stearinlysets skær!
Senere blev jeg overført til et nu nedlagt militærfængsel i rue du Cherche-Midi i Paris. Dér sad jeg i enecelle, så jeg havde rigelig tid til at meditere over min situation.
Jeg var 27 år og havde i to år tjent Jehova på heltidsbasis. Min familie havde første gang hørt om Jehovas Vidner i udsendelser fra Radio Vitus, en privat radiostation i Paris. Det var i 1933. I 1935 tog jeg standpunkt for sandheden, efter at have aftjent min værnepligt. Jeg blev døbt i Luzern, Schweiz, i august 1936.
Mine forældre, min bror, min søster og jeg kom i den eneste menighed der dengang var i Paris. Broder Knecht, som på daværende tidspunkt var ansvarlig for arbejdet i Frankrig, tilskyndede altid de unge forkyndere til heltidstjeneste. Derfor besluttede mine søskende og jeg i april 1938 at blive pionerer, heltidstjenere. Først blev vi sendt til Auxerre, en by godt 150 kilometer sydøst for Paris. Jeannette, min søster, forkyndte i selve byen, mens min bror Marcel og jeg cyklede ud til de omkringliggende landsbyer inden for en radius af 30 kilometer. På den tid bestod forkyndelsesarbejdet hovedsagelig i at man uddelte bibelsk læsestof, uden at man kom på genbesøg. Jeg husker at det sidste bekymrede mig en hel del.
I juni 1938 blev jeg indbudt til at arbejde på Vagttårnets afdelingskontor i Paris. Dengang havde staben, eller betelfamilien, som den kaldes, i Frankrig cirka ti medlemmer, og jeg blev bedt om at hjælpe til i forsendelsesafdelingen. Det var dér jeg arbejdede da jeg blev indkaldt til militærtjeneste og i den anledning fik „et nyt distrikt“.
Mit nye distrikt inden for murene
Jeg var lige fra begyndelsen klar over at min tro hurtigt ville svækkes hvis jeg ikke forsøgte at tjene Jehova — også selv om det kun var lidt jeg kunne udrette. Snart fik jeg da også skabt muligheder for at tale om sandheden fra Guds ord. Få uger efter min indsættelse i Cherche-Midi-fængselet blev jeg flyttet til et fællesrum hvor der også var andre fanger. Dér mødte jeg en jurastuderende som var kommet i fængsel fordi han var vendt et par dage for sent tilbage fra sin militærorlov. Desuden var der en studerende fra et katolsk seminarium som afsonede en straf for tyveri. Vi tre havde mange samtaler om Bibelens sandheder.
En dag så jeg at en fange sad helt alene i et hjørne af gården. Da jeg kom nærmere kunne jeg se at han læste. Jeg talte til ham. Han vendte sig om og viste mig sin bibel. Han var et af Jehovas vidner! Ceglarski hed han, og var af polsk afstamning. Ligesom jeg sad han i fængsel på grund af sin neutralitet. Endelig var jeg sammen med en trosfælle! Forestil jer hvor glade vi begge blev. Vi kunne se frem til mange stunder med opbyggende samtaler.
I dette fængsel havde vi lov til at opholde os i gården flere timer daglig, så jeg benyttede lejligheden til at tale med nogle fanger som gerne ville høre Bibelens budskab. Af og til tog selv nogle af fangevogterne del i vore drøftelser. Jeg havde fundet noget at gøre i tjenesten for Jehova. Ja, fængselet var blevet min nye arbejdsmark, og jeg forkyndte nu i lige så mange timer som en pioner, selv om jeg ikke kunne rapportere det.
Evakuering
De første par måneder skete der ikke noget videre på krigsskuepladsen — man kaldte det for „The Phoney War“ (Skinkrigen). Men i maj 1940 angreb tyskerne Frankrig. I juni lod de franske myndigheder alle Paris’ fængsler evakuere fordi de tyske tropper rykkede faretruende nær. Vi blev stuvet sammen i militærlastbiler og kørt til byen Orleans, godt 100 kilometer syd for Paris. Efter et kort hvil blev både civile og militære fanger inddelt i grupper og fik besked på at fortsætte til fods mod sydøst langs den nordlige bred af Loire-floden. Vi blev holdt under opsyn af bevæbnede vagter. Det var hårdt at trave i den brændende junisol.
Eftersom der var kriminelle iblandt os, havde vagterne fået besked på at skyde alle som faldt, gjorde holdt eller ikke kunne gå længere. På tredjedagen fik broder Ceglarski solstik. Hvis vi ikke havde hjulpet ham ville det have betydet den visse død for ham. Vagterne tillod mig og nogle andre fanger at lægge ham på et tæppe så vi kunne bære ham. Den følgende dag havde han det bedre og kunne selv gå.
Lige uden for Briare, en lille landsby på den nordlige bred af Loire, stødte vi på en strøm af mennesker der trak kærrer belæssede med deres ejendele efter sig. De var på flugt mod syd — bort fra de fremrykkende tyske hære. Efterhånden gik det op for os hvilken masseflugt der måtte være tale om.
Pludselig opdagede vi at vore vogtere var stukket af, og at vi var overladt til os selv. Hvad skulle vi nu gøre? Det var umuligt at sætte over den brede Loire-flod og fortsætte mod syd, for alle broer var sprængt i luften. Vores lille gruppe (broder Ceglarski, to andre fanger og jeg) besluttede at tage tilbage til Paris.
Vi fandt nogle forladte heste som vi sadlede så godt vi kunne. Da jeg var kommet til skade med det ene knæ og ikke kunne bøje benet, måtte de andre hjælpe mig op på hesten. Men det viste sig at min hest også var halt og humpede af sted! Så det gik kun langsomt frem. Men vores ridetur fik en brat ende da vi et par kilometer længere fremme stødte på en tysk hærafdeling. En soldat fra militærpolitiet bød os stige af. Nu var vi i stedet havnet i tysk fangenskab!
Krigsfanger
Kort tid efter vores tilfangetagelse blev broder Ceglarski og jeg skilt fra hinanden. Ceglarski forblev i tysk fangenskab lige til krigens slutning. Efter et par måneders fængselsophold i Joigny-kasernen i Midtfrankrig blev jeg ført til Stettin, en havneby i det tidligere Østprøjsen som nu er polsk og hedder Szczecin.
Eftersom jeg teknisk set stadig var i fransk militærfængsel da tyskerne tog mig, blev jeg sendt i en krigsfangelejr, hvor forholdene ikke var nær så barske som i koncentrationslejrene. Fangelejren havde til huse i en kæmpemæssig hangar med plads til 500 fanger, og blev overvåget af bevæbnede vagter. Fangerne havde forskellige job i byen om dagen og blev hentet hjem til lejren om aftenen. Hvordan kunne jeg udføre min tjeneste for Jehova under de omstændigheder?
I hangaren var der en stor opslagstavle hvor man hængte meddelelser, og jeg indhentede tilladelse til at bruge en lille del af den. Jeg fandt et stykke papir, og efter omhyggeligt at have glattet det ud, skrev jeg kortfattet om forskellige bibelske emner. Nederst oplyste jeg hvor og hvornår de der var interesseret i budskabet om Guds rige kunne træffe mig.
Forkyndelse for alle slags mennesker
Denne metode gav gode resultater. Snart kunne jeg holde et lille møde hver aften med seks, otte og nogle gange helt op til ti tilstedeværende. Vores drøftelser varede ofte en time eller mere, afhængigt af hvilke spørgsmål der blev bragt på bane. Fra tid til anden deltog også en tysk vagt der talte fransk.
Da jeg kun havde én bibel skrev jeg til Røde Kors i Genève og bestilte alle de bibler jeg kunne få. Tiden gik, og endelig modtog jeg min første sending af brugte bibler. En dag blev jeg kaldt til lejrkontoret fordi der var en gæst, en repræsentant for Røde Kors, som ønskede at tale med mig. Det viste sig at han var protestantisk præst. Han troede åbenbart at jeg også var protestant, så han blev lidt skuffet da han fandt ud af at jeg var et af Jehovas vidner.
Ikke desto mindre var han venlig og ønskede mig tilmed held og lykke med min virksomhed. Han forsikrede mig om at jeg fortsat kunne bestille bibler og at jeg ville få dem jeg bestilte. Det viste sig at holde stik. Derfor kunne jeg uddele næsten 300 bibler i den tid jeg opholdt mig i lejren. Det var en stor glæde efter krigen at erfare at en belgisk fange ved navn Wattiaux, som jeg havde forkyndt for i Stettin, havde taget standpunkt for sandheden!
Under mit tyske fangenskab fik jeg lov at modtage fødevarepakker fra min familie. Jeg opdagede snart at der også var skjult en mængde værdifuld åndelig føde i disse pakker. Min søster havde maskinskrevet artikler fra Vagttårnet på meget tyndt papir og gemt det i makaronipakker. Vagterne opdagede det aldrig. Jeg fik endog et eksemplar af bogen Børn i en fødevarepakke. Den var til stor nytte i min tjeneste.
Jeg udvider min tjeneste
Eftersom jeg var mekaniker blev jeg sat til at arbejde på et værksted hvor man reparerede traktorer. Dér arbejdede cirka 20 tyskere, hvoraf de fleste var for gamle til militærtjeneste. Derfor forsøgte jeg at lære lidt tysk. Jeg ønskede af mit ganske hjerte at udvide min tjeneste og ikke længere blot forkynde for de fransktalende fanger.
Jeg måtte dog gå forsigtigt til værks, for de tyske arbejdere var bange for at give deres mening offentligt til kende. Derfor talte jeg med dem på tomandshånd. De fleste var godt kendt med Bibelen og havde hørt om Jehovas Vidner. Nogle vidste tilmed at mange Jehovas vidner var blevet sendt i koncentrationslejr.
Hver dag sluttede jeg med at gå en runde i værkstedet for at tale med mine kolleger om sandheden. Nogle syntes godt om budskabet, men det gjorde den ansvarshavende ikke. Jeg gik uden tvivl for vidt da jeg med kridt skrev Jehovas Zeugen (Jehovas Vidner) på hans arbejdsbænk for at få ham til at forstå hvem jeg var. Manden blev tilsyneladende noget hed om ørerne da han så det, og viskede det straks ud igen. Men han straffede mig ikke. Og efterhånden som tiden gik blev de andre arbejdere venligere stemt. De gav mig faktisk så meget mad at jeg kunne dele ud af det hjemme i lejren.
Jehova er et stærkt tårn
I årenes løb har jeg erfaret at vi altid har mulighed for at tjene Jehova og hjælpe vor næste, uanset hvor vanskelige forholdene er. Stettin blev flere gange sønderbombet af de allierede styrker. Vi søgte beskyttelse i nogle skyttegrave dækket af planker og jord. Dette gav dog kun ringe beskyttelse, og i snesevis af fanger mistede livet i disse skyttegrave. Under luftangreb kunne jeg af og til mærke en hånd gribe fat i mig i mørket, kun for at slippe så snart angrebet var ovre. Jeg fandt aldrig ud af hvem det var, men nogle af fangerne har nok troet at jeg fik en særlig beskyttelse fordi jeg talte om Gud.
Under et luftangreb antændtes vores lejr af brandbomber og brændte ned til grunden. Eftersom vi nu måtte ud på byens gader, blev vi vidne til mange rædselsscener. Svært forbrændte mennesker sprang ned i Oder-flodens kanaler, der gennemskærer Stettin. Men når de kom op af vandet igen, brændte fosforet videre på dem. Mange omkom.
Fordi de russiske tropper rykkede nærmere blev vi beordret til at forlade Stettin og søge mod vest til Neubrandenburg og derfra videre til Güstrow. Vi sad på en stor traktor der kørte ad en vej hvor der ind imellem faldt sovjetiske granater. De russiske kampvogne indhentede os til sidst i Güstrow. I en uge var byen helt i de sovjetiske stormtroppers vold. De britiske tropper nærmede sig, og mens man afventede det forestående møde mellem hærene begyndte de sovjetiske myndigheder at skille militærfanger fra civile. De beholdt nogle og overgav resten (deriblandt mig) til briterne.
Dette var afslutningen på et mareridt. Få uger senere stod jeg på en perron på Gare du Nord-banegården i Paris. Dagen var netop begyndt at gry. Det var i midten af maj 1945, og jeg var endelig hjemme igen — efter 69 måneders fangenskab.
Mere at gøre i tjenesten for Jehova
I 1946 indbød Selskabet mig til igen at tjene på Betel, som nu var beliggende i Montmorency, en nordlig forstad til Paris. Få måneder senere fik broder Paul Dossman og jeg til opgave at besøge menighederne i Frankrig som kredstilsynsmænd. Dengang var der knap 2000 forkyndere i hele landet, mens der i dag, godt 40 år senere, er over hundrede tusind.
Senere blev jeg kaldt tilbage til Betel, som i mellemtiden var flyttet til et beboelseskvarter i Paris. Tilskyndet af to engelske missionærbrødre gav jeg mig i 1949 i kast med at lære engelsk, selv om jeg må indrømme at det ikke faldt mig let. Det følgende år blev jeg indbudt til at gennemgå Vagttårnets Bibelskole Gilead.
Da jeg var kommet tilbage til Frankrig tjente jeg et stykke tid i kredstjenesten indtil Selskabet bad mig rejse som missionær til Afrika. I mellemtiden var jeg blevet gift med Titica, en søster af græsk familie. I fem år var vi i Senegal og havde den forret at se den første menighed i Dakar blive til. Af helbredsmæssige årsager måtte vi senere tage tilbage til Frankrig.
Jeg har nu tjent 50 år i heltidstjenesten og har i løbet af alle disse år haft den glæde at hjælpe over hundrede mennesker til at tage standpunkt for sandheden. Jehova har sandelig altid været god og gavmild imod mig. Livet har lært mig at uanset hvilken situation vi befinder os i, kan vi altid finde muligheder for at prise og ære vor Gud, Jehova.
[Illustration på side 23]
Jean Queyroi og hans hustru, Titica