Jeg har bestræbt mig for at være „en arbejder der intet har at skamme sig over“
FORTALT AF ANDRÉ SOPPA
Den anden verdenskrig rasede, og i dens kølvand fulgte ubeskrivelige myrderier og fortvivlelse. Jeg var som signalør i den tyske flåde udstationeret nær Narvik i Norge og kunne derfor med egne øjne se hvor grusomt folk behandlede hinanden. I de stille nætter ved fjordene fik nordlysets æteriske skønhed mig til at tænke dybere over livet. Jeg var sikker på at den Gud der havde skabt sådanne ting, ikke stod bag krigens vanvid.
JEG er født i 1923 i den lille by Lassoth i det nuværende Polen, nær grænsen til Tjekkoslovakiet, og er vokset op i en fattig landmandsfamilie. Mine forældre var troende katolikker, og religion var en vigtig del af vores hverdag. Men allerede som barn begyndte jeg at blive naget af tvivlstanker. I vores by boede der tre protestantiske familier, og de var blevet ’frosset ud’ af det katolske lokalsamfund. Jeg kunne ikke forstå hvorfor de fik en sådan behandling. I skolen blev vi undervist i katekismus. Da jeg en dag bad en af præsterne forklare mig treenighedslæren, fik jeg ikke andet svar end ti slag med et spanskrør. Men det var faktisk noget der skete da jeg var 17 år, der øgede min skuffelse over kirken. Min morfar og mormor døde med en måneds mellemrum, og min mor havde ikke penge til at betale for to begravelser fra kirken. Hun spurgte derfor præsten om hun måtte betale ham senere. „Dine forældre havde nogle ejendele, ikke sandt?“ svarede han. „Sælg dem, og brug pengene til begravelsen.“
I 1933, nogle få år før denne episode, var Hitler kommet til magten, og det var blevet forbudt at tale polsk; alle skulle tale tysk. De der nægtede det, eller som ikke kunne lære tysk, forsvandt efterhånden — vi fik senere at vide at de var blevet sendt i koncentrationslejre. Selv navnet på vores by blev ændret til et tysk navn, Grünfliess. Jeg gik ud af skolen som 14-årig, og da jeg ikke var medlem af Hitlerjugend, var det vanskeligt at finde arbejde. Til sidst kom jeg i lære som grovsmed. Da krigen brød ud, begyndte man i kirken at bede for Hitler og de tyske tropper. Jeg spekulerede på om fjenden bad lignende bønner om sejr.
Tjeneste i den tyske flåde
I december 1941 meldte jeg mig til den tyske flåde, og i begyndelsen af 1942 blev jeg sendt til de norske farvande for at gøre tjeneste på et rekognosceringsskib. Vi fik til opgave at konvojere mellem Trondheim og Oslo; det vil sige at vi skulle ledsage skibe der transporterede tropper, krigsmateriel eller fragtgods. Det var mens jeg var på havet at jeg tilfældigt hørte to sømænd tale om verdens ende som den er forudsagt i Bibelen. De var bange for at tale frit. Alligevel fortalte de mig at deres forældre var Jehovas vidner, men at de ikke havde fulgt deres eksempel. Det var første gang jeg hørte om Jehovas Vidner.
Da krigen nærmede sig sin afslutning, blev vi taget til fange af briterne og overgivet til amerikanerne med henblik på hjemtransport til Tyskland. De af os hvis hjem nu lå i den sovjetiske zone, blev sendt til en fangelejr i Liévin i Nordfrankrig for at arbejde i kulminerne. Det var i august 1945. Jeg kan huske at jeg spurgte en af de franske vagter hvilken religion han tilhørte. „Jeg er katolik,“ svarede han. Eftersom jeg også var katolik, spurgte jeg hvorfor vi var blevet fjender. „Det nytter ikke at prøve at forstå det. Sådan er det bare,“ lød hans svar. Det virkede absurd på mig at trosfæller kæmpede mod hinanden og slog hinanden ihjel.
Et glimt af håb i kulminen
Den første dag jeg var i minen sammen med de lokale arbejdere, delte en vis Evans Emiot sin mad med mig. Han stammede oprindelig fra Ohio i USA, men havde boet en del år i Frankrig. Han fortalte mig om en verden uden krig. Hans venlige væsen forbavsede mig. Han var overhovedet ikke fjendtligt indstillet over for mig, til trods for at jeg var tysker og han amerikaner. Vi talte ikke mere sammen før han i begyndelsen af 1948 gav mig en brochure med titlen „Fredsfyrsten“. Heri kunne jeg endelig læse om en godhedens Gud der hadede krig — den Gud jeg havde tænkt på da jeg betragtede nordlyset. Jeg var besluttet på at finde frem til det trossamfund der havde udgivet brochuren. Men eftersom Evans arbejdede i en anden del af minen, kunne jeg ikke komme i kontakt med ham. Jeg opsøgte alle de forskellige religiøse grupper i fangelejren og spurgte om de kendte noget til brochuren, men uden held.
I april 1948 blev jeg langt om længe løsladt fra fangelejren og var nu en fri mand. Den følgende søndag blev jeg overrasket da jeg hørte en lille klokke ringe på gaden. Hvor blev jeg glad for at se Evans! Han var sammen med en gruppe Jehovas vidner der averterede et offentligt foredrag med sandwichplakater. Forkynderen der ringede med klokken, var Marceau Leroy, der i dag er medlem af afdelingskontorets udvalg i Frankrig. Jeg blev præsenteret for en forkynder der talte tysk og havde et polsk navn, Joseph Kulczak. På grund af sin tro havde han været udsat for lidelser i koncentrationslejrene. Han inviterede mig til mødet om aftenen. Jeg forstod ikke meget af det der blev sagt, men da alle de tilstedeværende rakte hånden i vejret, spurgte jeg min sidemand hvorfor de gjorde det. „Det er dem der kan tage med til Dunkerque og forkynde i næste uge.“ „Må jeg komme med?“ spurgte jeg. „Ja, naturligvis!“ lød svaret. Den følgende søndag var jeg ude at forkynde fra hus til hus. Ikke alle vi mødte, var venlige, men jeg havde det dejligt, og inden længe deltog jeg regelmæssigt i forkyndelsen.
Jeg lærer at styre mit temperament
Kort efter begyndte Jehovas vidner at forkynde der hvor de løsladte tyske fanger var indkvarteret. Det var ikke nemt for mig fordi jeg her var kendt for mit hidsige temperament. Når en ikke tog mig alvorligt, truede jeg ham og sagde: „Hvis ikke du passer på, får du problemer.“ Engang mens jeg arbejdede i minen, slog jeg en mand i gulvet fordi han gjorde nar af Jehova.
Med Jehovas hjælp formåede jeg dog at ændre de dårlige sider af min personlighed. En dag da vi forkyndte blandt tyskerne, begyndte en gruppe mænd som havde drukket for meget, at genere nogle af forkynderne. De brødre som jeg var sammen med, forsøgte at hindre mig i at gribe ind, da de kendte mit iltre temperament, men en af mændene gik truende hen imod mig og begyndte at tage sin jakke af. Jeg steg af cyklen, bad ham om at holde den og stak mine hænder i lommen. Han blev så overrasket at han lyttede da jeg sagde at han skulle gå hjem og sove og derefter komme til det offentlige foredrag. Klokken 15.00 kom han minsandten til foredraget. Med tiden tog cirka 20 tidligere fanger imod budskabet fra Bibelen. I september 1948 blev jeg selv døbt.
En travl, men indholdsrig tilværelse
Jeg fik til opgave at planlægge hvilke områder vi skulle forkynde i, og finde egnede steder hvor vi kunne holde offentlige foredrag. Det betød at jeg nogle gange måtte køre 50 kilometer på min lille motorcykel inden jeg skulle arbejde på natholdet i minen. I weekenderne tog vi ud til distriktet med bus og satte to eller fire forkyndere af sammen med taleren. Når vi havde fundet et egnet mødelokale i de større byer, stablede vi vores kufferter og brugte dem som talerstol. Ofte gik vi med sandwichplakater der averterede titlen på det offentlige foredrag vi inviterede folk til.
I 1951 mødte jeg Jeannette Chauffour, et Jehovas vidne fra Reims. Det var kærlighed ved første blik, og et år senere, den 17. maj 1952, blev vi gift. Vi flyttede til Pecquencourt, en mineby i nærheden af Douai. Kort efter begyndte jeg at få problemer med mit helbred. Jeg fik stillet diagnosen silikose (støvlungesygdom), en luftvejssygdom der var forårsaget af mit arbejde i minen, men jeg kunne ikke finde noget andet arbejde. Da vi ved det internationale stævne i Nürnberg i 1955 blev spurgt om vi ville hjælpe en lille menighed i Kehl, en industriby der ligger ved Rhinen, havde vi derfor mulighed for at flytte dertil. På det tidspunkt var der kun 45 forkyndere i menigheden. I de næste syv år hvor vi arbejdede sammen med denne menighed, steg antallet af forkyndere til 95.
Flere tjenesteprivilegier
Da vi kunne se at menigheden havde fået godt fodfæste, spurgte vi Vagttårnsselskabet om ikke vi kunne blive specialpionerer i Frankrig. Til vores store overraskelse blev vi bedt om at virke i Paris. De otte måneder vi tilbragte der, var en tid med stor glæde. Jeannette og jeg havde den forret tilsammen at lede 42 bibelstudier. Fem af vores elever blev døbt mens vi boede i Paris, og 11 andre tog senere imod sandheden.
Vi boede i Latinerkvarteret og mødte derfor tit professorer fra Sorbonne-universitetet. En pensioneret filosofiprofessor der praktiserede troshelbredelse, studerede Bibelen og blev med tiden et af Jehovas vidner. En dag fik jeg en samtale om Bibelen med en civilingeniør der havde nær kontakt med nogle jesuiterlærere. Han kom til vores lejlighed klokken tre om eftermiddagen og gik klokken ti om aftenen. Til vores overraskelse kom han igen halvanden time senere. Han havde talt med en jesuit der ikke kunne besvare hans spørgsmål angående Bibelens profetier. Klokken et om natten gik han hjem og vendte tilbage klokken syv om morgenen. Han blev også senere et af Jehovas vidner. At opleve et menneske med en sådan tørst efter sandheden var en stor opmuntring for min kone og mig.
Efter at have været specialpioner i Paris blev jeg bedt om at tjene som rejsende tilsynsmand i den østlige del af Frankrig. Vi var meget glade for at besøge fransk- og tysktalende menigheder og opmuntre brødrene. Under vort besøg i Rombas-menigheden i Lorraine mødte jeg Stanislas Ambroszczak. Han var polak og havde tjent på en af de allieredes ubåde under krigen, blandt andet i de norske farvande. Vi havde kæmpet på hver sin side mens vi havde besejlet de samme have. Nu var vi brødre og tjente begge Jehova Gud. Ved et stævne i Paris fik jeg øje på en der virkede bekendt. Det var kommandanten fra fangelejren i Nordfrankrig. Det var en stor glæde for os begge at arbejde sammen under stævnet. Kraften i Guds ord er så stærk at den kan gøre tidligere fjender til brødre og nære venner.
Efter 14 år i rejsetjenesten var jeg desværre nødt til at stoppe på grund af dårligt helbred. Men min kone og jeg var besluttede på at tjene Jehova så godt som vi kunne. Vi fandt derfor en bolig og et arbejde i byen Mulhouse i Østfrankrig og begyndte som pionerer (heltidsforkyndere).
Noget andet der i årenes løb har været til stor glæde for mig, er mit engagement i rigssalsbyggerier. I 1985 blev jeg bedt om at samle et byggehold for den østlige del af Frankrig. Ved at benytte dygtige håndværkere og oplære frivillige fik vi dannet et hold der har været med til at bygge eller renovere over 80 rigssale så de har en standard der sømmer sig for tilbedelsen af Jehova. I 1993 fik jeg den store forret at hjælpe til ved opførelsen af en stævnehal og fem rigssale i Fransk Guyana i Sydamerika.
Travlt optaget trods prøvelser
I de forløbne 50 år med teokratisk aktivitet har mit liv været fyldt med mange glæder og tjenesteforrettigheder. Desværre døde min elskede kone, som jeg havde levet sammen med i 43 år, i december 1995. Det var en tid med stor sorg, og jeg sørger stadig, men Jehova har givet mig styrke, og mine åndelige brødre og søstre har støttet mig og vist mig kærlighed. Det har alt sammen dulmet min smerte meget.
Jeg husker tydeligt det en salvet broder sagde til mig ved et stævne i München i 1963. „André,“ sagde han, „lad være med at se til venstre eller til højre. Brødrene i koncentrationslejrene blev udsat for prøvelser. Nu er det os der må fortsætte arbejdet. Vi må aldrig få ondt af os selv. Så hold ud!“ Disse ord har jeg altid holdt mig for øje. Nu da jeg ikke kan gøre så meget på grund af helbredsproblemer og min høje alder, henter jeg hele tiden trøst i ordene fra Hebræerbrevet 6:10, hvor der står: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ At arbejde for Jehova er den største forret man kan få. I de sidste 50 år har det altid været mit mål at være „en arbejder der intet har at skamme sig over“. — 2 Timoteus 2:15.
[Illustration på side 22]
Et skib af den type som jeg tjente på i de norske farvande
[Illustration på side 23]
Forkyndelse på cykel i Nordfrankrig
[Illustration på side 23]
Stablede kufferter tjente som talerstol under de offentlige foredrag
[Illustration på side 24]
Min kone, Jeannette, og mig ved vort bryllup i 1952