Freden — vil den komme ved nedrustning?
„DET er en stor fejl at forveksle nedrustning med fred,“ udtalte Winston Churchill fem år før nationerne kastede sig ud i den anden verdenskrig. „Først når der er fred kan man tale om nedrustning,“ tilføjede han.
Hvilket paradoks! Hvem tør begynde at nedruste før freden er sikret? Men hvordan kan der herske sand fred når der holdes våben i beredskab til krig? Politikerne har aldrig kunnet finde en løsning på dette problem.
Winston Churchill fremsatte sin udtalelse i 1934, to år efter at Folkeforbundet havde afholdt en nedrustningskonference. Hensigten med denne konference, der havde været under forberedelse i 12 år, var at modvirke genoprustningen i Europa. Folk i hele verden kunne stadig tydeligt huske at omkring ni millioner soldater var blevet nedslagtet og to millioner såret under den første verdenskrig, hvortil kom alle de civile tab. Alligevel blev det aldrig til noget med nedrustningen. Hvorfor ikke?
Nedrustningsbestræbelser
Man kan vedtage en tvungen nedrustningspolitik, men den viser sig sjældent særlig effektiv. For eksempel blev Tyskland i henhold til Versailles-traktaten af 1919 afrustet med „passende forsikringer om at den nationale væbning ville blive reduceret til det mindst mulige i forhold til landets sikkerhed“. Dette var i harmoni med et af den amerikanske præsident Woodrow Wilsons forslag, som senere blev indføjet i Folkeforbundspagtens artikel 8. Men da Hitler kom til magten lod han hånt om disse vedtægter.
Havde De Forenede Nationer større held med at skabe et solidt grundlag for nedrustning efter den anden verdenskrig? Nej, men den manglende succes skyldtes ikke at det skortede på ihærdige forsøg. Da der nu fandtes atomare masseødelæggelsesvåben hastede det imidlertid med at få en nedrustning sat i gang. „Påstanden om at et våbenkapløb var økonomisk uklogt og uvægerligt ville føre til krig, blev nu afløst af det argument at hvis man i fremtiden gjorde brug af store mængder atomvåben ville det true selve civilisationen,“ hedder det i The New Encyclopædia Britannica.
I 1952 oprettede 12 lande en nedrustningskommission for at modvirke det eskalerende våbenkapløb mellem øst og vest. Men resultaterne udeblev, og det endte med at de to stormagter blev yderligere polariseret i hver sin lejr. Indtil dato er der blevet indgået adskillige aftaler og traktater. Men den gensidige mistillid har forhindret en fuldstændig afskaffelse af alle krigsvåben. The New Encyclopædia Britannica siger at kun „utopiske tænkere fremsætter en sådan idé“.
Omkostningerne beregnes
Hvilke omkostninger tager man i betragtning når man taler om nedrustning? Omkostningerne gøres ikke altid udelukkende op i penge. Man tager også store hensyn til de virksomheder der er underleverandører til våbenfabrikanterne. I mange lande anvendes skatteindtægterne til våbenkøb, og våbenindustrien fremmer beskæftigelsen. Nedrustning kan altså føre til arbejdsløshed. Det er grunden til at lande med store forsvarsbudgetter gyser ved tanken om total nedrustning. For dem er denne idé snarere et mareridt end en utopisk drøm.
Man kan imidlertid ikke se bort fra at der bruges enorme summer på at holde krigsmaskinen i gang. Det anslås at 10 procent af verdens samlede produktionsværdi bliver brugt på våben. Hvor stort et beløb er der tale om? Tallene ændrer sig selvfølgelig i takt med inflationen, men som det er nu bruges der næsten 12 millioner kroner på militærudgifter hvert minut døgnet rundt! Hvad ville du prioritere højest hvis du havde dette beløb til din rådighed? Fødevarehjælp? Sygdomsbekæmpelse? Børneforsorg? Genoprettelse af økologien? Der er så meget der kunne gøres!
Tag for eksempel det „tanks-til-traktor-program“ der for nylig blev bebudet i Sovjetunionen. Her har nogle våbenfabrikker fået til opgave at fremstille 200 slags „avanceret udstyr til landbrugssektoren“. Hvorfor er der et så udtalt behov for landbrugsmaskiner? Ifølge den engelske avis Farming News skyldes det at „kun en tredjedel af de frugter og grøntsager der dyrkes på de statsdrevne landbrug når frem til forbrugerne, resten rådner op på markerne eller går til under transport og oplagring“.
Det er naturligvis bedre at fremstille traktorer end at bygge tanks, men det skaber store avisoverskrifter fordi det netop er så usædvanligt. I forhold til den totale våbenproduktion er der kun tale om en dråbe i havet. Der bliver fortsat brugt millioner af pund, rubler og dollars på våben i en verden hvor „mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord“, som Jesus Kristus forudsagde. Hvordan undgår man at blive grebet af denne frygt? Vil total afrustning fortsat kun være en drøm? Hvis ikke, hvordan vil den da blive en realitet? — Lukas 21:26.