Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål
EN af de ting, der står mest levende i min erindring fra den tid, da jeg først fik kundskab om Bibelens sandheder, er det næsten lammende indtryk, det gjorde på mig, da jeg forstod, at en kristen må være forberedt på at forsage ting, der i og for sig er fuldkommen rigtige og tilladelige, at indvielse til Jehova ikke alene betyder, at man må give afkald på ting, der er onde, og umoralske, men at det kan betyde, at man må opgive fuldt lovlige interesser for at kunne hellige Rigets interesser mere tid og flere kræfter. Denne sandhed efterlod et så levende indtryk i mit sind, at den træder frem som den første store prøve, jeg måtte se i øjnene og tage stilling til.
Mit første kendskab til sandheden skriver sig fra slutningen af første verdenskrig. Jeg havde været i den britiske hær i fire år og var netop ved at begynde mit liv som privatmand igen. Jeg havde tænkt på at gifte mig, men med en kvinde uden for sandheden, så det opgav jeg snart. Men jeg havde forskellige hobbier, som havde min store interesse, f. eks. fotografering og den dengang nye hobby radiotransmission. Desuden var mine forretningsudsigter heller ikke af de værste. Jeg plejede at ligge i sengen om nætterne og spekulere over mit indvielsesløfte. Jeg havde venner, der deltog meget nidkært i Rigets tjeneste (som den formede sig dengang i 1920), og de havde talt til mig om „kolportør“-gerningen (pionertjenesten). Jeg udkæmpede mangen kamp med mig selv, mens jeg grundede over Jesu ord til den rige yngling (Matt. 19:21), men da jeg først forstod Jesu ord, var der ikke længere tvivl i mit sind. Jehovas ånd hjalp mig til ikke at tøve. Jeg indgav min afskedsbegæring til det firma, hvori jeg var ansat, anmodede Londonkontoret om nærmere vejledning, og i løbet af tre måneder var jeg ude i heltidstjenesten.
Mine første år i pionertjenesten frembød ingen vanskeligheder for mig. Jeg tror, at jeg, hvad det angik at afhænde litteratur, lå omkring gennemsnittet, og da jeg havde nogle penge i baghånden, bekymrede jeg mig aldrig om den økonomiske side af sagen. Lidt efter lidt modnedes jeg i kundskab og indsigt i Guds ord og blev også dygtigere til at gøre brug af min kundskab under tjenesten. Jeg fik lejlighed til at holde nogle offentlige foredrag ude på landet, hvilket jeg var meget glad for, og jeg opdagede, at jeg havde mange flere venner end nogen sinde før i mit liv. Der udviklede sig et nært venskab mellem en nærmere bestemt søster og mig selv. Så meldte der sig en ny prøve.
Jeg havde været til konvent i London, hvor broder Rutherford og nogle andre amerikanske brødre var til stede, og var netop vendt hjem til mit arbejdsdistrikt på landet, da jeg modtog et telegram fra kontoret i London med besked om, at broder Rutherford ville tale med mig. Jeg havde en anelse om, at det drejede sig om en opfordring til at tjene i udlandet. Men hvor, havde jeg ingen idé om. Jeg rejste til London næste dag og undrede mig undervejs over, hvad telegrammet mon kunne betyde, men gjorde op med mig selv, at hvis det var en opfordring til at tjene i et fremmed land, ville jeg ufortøvet sige ja, ligegyldigt hvor det blev. Og det første spørgsmål, broder Rutherford stillede mig, var: „Betyder det noget for dig, hvor i verden du arbejder?“ Jeg svarede: „Nej.“ „Hvad mener du om at rejse til Indien?“ lød det næste spørgsmål. Jeg svarede: „Når ønsker du, jeg skal rejse?“ Og efter tre ugers forløb var en anden broder og jeg om bord på et skib på vej til Indien. Det var at rejse mod det store „ukendte“, og jeg tænkte på Abraham, der fik befaling til at drage til et land, han ikke kendte. Jeg tænkte ved mig selv, at kunne Abraham, så kunne jeg også, for det var den samme Gud, der havde sendt os begge. Abraham „drag ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen“. (Hebr. 11:8) Vi kunne gøre ligeså.
Alt dette skete for over otte og tyve år siden. Jeg er stadig i Indien, og jeg er ikke død endnu! Naturligvis har mine erfaringer været mange og forskellige gennem årene. Da vi først kom til Indien og vore erfaringer ikke altid var lige opmuntrende, plejede vi at trøste hinanden med, at de første tyve år var de værste. Dengang var der ikke noget, der hed „hjemrejsetilladelse“ for missionærerne, og vi havde ikke fået returbillet. Da der var gået fem år, havde jeg lejlighed til at overvære et konvent i London og var hjemme i fjorten dage. Efter denne korte ferie var jeg igen femten år i Indien uden at rejse hjem nogen gang, men nu havde jeg venner i Indien, og der fandtes hjem, hvor jeg var velkommen. Jesu ord i Mattæus 19:29 havde vist sig at stå til troende. Jeg føler mig nu helt „hjemme“ i Indien og har på følelsen, at jeg ville være som i et fremmed land, hvis jeg vendte hjem til England for at blive.
Erfaringen viser, at det faktisk ikke betyder noget, hvor man tjener. Hele verden er nu relativt lille. Den nye verdens samfund har folk i alle lande, og de er lige så elskelige i det ene land som i det andet. Det varer ikke længe, før man vænner sig til forholdene i et fremmed land. Det er blot et spørgsmål om selv at ville og så søge hjælp hos Jehovas ånd for at overvinde vanskelighederne. Mit råd er: Sig aldrig nej til at gå, hvor Jehovas organisation sender dig, men sæt dig for, at det skal lykkes.
F. E. SKINNER