Jeg har set væksten i det sydlige Afrika
Fortalt af Robert Albert McLuckie
FORKYNDELSEN har stor fremgang i Sydafrika. Sidst i 1920’erne var der kun cirka hundrede forkyndere; i dag er der omkring 45.000. Desuden er der godt 150.000 forkyndere i de andre lande som det sydafrikanske afdelingskontor tidligere førte tilsyn med.
Jeg har haft den glæde at være vidne til den utrolige vækst i det sydlige Afrika i de sidste 60 år! Jeg vil kort fortælle om arbejdets fremgang og om den andel min familie og jeg har været så privilegeret at have deri.
Det begyndte med en tragedie
Den 22. juni 1927 døde min elskede hustru, Edna. Vores datter, Lyall, på tre år og vores søn, Donovan, på to blev derved moderløse. Selv var jeg kun 26, og overvældet af sorg. Jeg ønskede desperat at vide hvor Edna var nu. Da jeg ikke kunne tro at hun var kommet i helvede, hentede jeg trøst når jeg drømte at hun var i himmelen.
Den følgende måned rakte Donovan mig en dag en pjece som var adresseret til nogle andre men som ved en fejl var havnet i vores post. Den indeholdt et foredrag af Joseph Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident. Indholdet fangede virkelig min interesse, og jeg bestilte omgående alle de publikationer som var omtalt i brochuren. Dette skulle blive indledningen til et nyt kapitel i mit liv.
Blandt de brochurer jeg modtog fangede især én mit blik. Den hed: Helvede — Hvad er det? Hvem er der? Kan de slippe ud? Jeg var henrykt for den brochure! Allerede efter at have læst to-tre sider lo jeg ligefrem af lettelse.
Ivrig efter at give andre del i min nyfundne viden talte jeg med min familie og skrev til dem jeg ikke kunne tale med. Som følge heraf blev mine fire brødre, Jack, Percy, William og Sydney snart interesserede og begyndte at forkynde for andre. Flere år senere tog min fader, min moder og to af mine søstre, Connie og Grace, også imod sandheden.
Det lykkedes mig dog ikke at opspore andre bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, i den del af Sydafrika hvor vi boede. Senere flyttede jeg imidlertid til Sydrhodesia, det nuværende Zimbabwe, hvor jeg i et års tid tjente på en kvægfarm sammen med min broder Jack. På grund af det jeg læste i Vagttårnsselskabets publikationer varede det ikke længe før jeg brændende ønskede at tage heltidstjenesten op.
Men jeg havde endnu ikke mødt nogen af mine trosfæller, bortset fra dem jeg havde forkyndt for. Derfor rejste jeg de godt 2200 kilometer med tog til Selskabets sydafrikanske afdelingskontor i Cape Town. Her fik jeg en hjertelig modtagelse af George Phillips, som var ansvarlig for arbejdet i det sydlige Afrika. Den 10. januar 1930 blev jeg døbt.
De første år som pioner
Skønt jeg allerede i de foregående tre år havde talt med i hundredvis af mennesker om Bibelen, havde jeg aldrig prøvet at forkynde fra hus til hus. Trods det begyndte jeg i heltidstjenesten som pioner. Man fik ingen oplæring dengang. Faktisk var det sjældent at forkyndere fulgtes ad på et besøg. Vi var jo så få, så det syntes ikke at være formålstjenligt at gøre det.
Naturligvis tænkte jeg også på mine børn, Lyall og Donovan, og på deres ve og vel. Men da jeg vidste at de var i gode hænder hos deres bedsteforældre, følte jeg at jeg burde bruge min tid på at forkynde budskabet om Guds rige for andre. Og som tænkt så gjort.
De følgende tre år havde jeg fem forskellige pionermakkere, deriblandt min broder Syd. Senere i sin pionertid fik han imidlertid tyfus og døde. Pionerlivet var sandelig ikke lutter idyl. En overgang boede vi i en varevogn med indbyggede køjer som kunne slås op på væggen så vi både kunne sove, sidde, lave mad og spise i vognen.
En af de største begivenheder i mine første pionerår var da vi i 1931 fik det nye navn, Jehovas Vidner. Samtidig kom brochuren Riget — Verdens Haab. Jeg husker levende at jeg følte stor ærefrygt ved tanken om at skulle bruge dette ophøjede navn, og spurgte mig selv om jeg kunne gøre det på en værdig måde.
En anden mindeværdig begivenhed fra de år var da min broder Jack og hans kone, Dorrell, blev døbt i den krokodillefyldte Nuanetsiflod i Sydrhodesia. Inden vi foretog dåben smed vi store sten ud i vandet for at skræmme krokodillerne væk. Senere, i 1950’erne, døbte jeg min moder i et badekar.
Udenlands
I 1933 blev min femte makker, Robert Nisbet, og jeg tildelt et nyt, urørt distrikt, nemlig øerne Mauritius og Madagaskar ud for den afrikanske sydøstkyst. I de næsten fire måneder vi var på de to øer fik vi spredt Bibelens sandhedskorn. Hvor er det glædeligt at der i dag er omkring 800 forkyndere på Mauritius og cirka 3000 på Madagaskar! Da Robert og jeg vendte tilbage til Sydafrika skiltes vore veje. Robert var senere pioner sammen med min broder Syd og tjente siden som afdelingstilsynsmand på Mauritius.
Før hjemkomsten til Sydafrika besøgte jeg Lyall og Donovan hos mine forældre, og vi græd vore modige tårer da vi atter måtte tage afsked med hinanden. Efter besøget rejste jeg videre for at møde afdelingstilsynsmanden, så jeg kunne få tildelt mit næste distrikt. Det viste sig at blive Nyasaland, det der i dag hedder Malawi. Desuden fik jeg en Chevrolet årgang 1929 stillet til min rådighed.
I 1934 kørte jeg så de 1900 kilometer — de fleste på jordveje — fra Johannesburg i Sydafrika til Zomba, Nyasalands hovedstad. Til sidst nåede jeg mit bestemmelsessted, nemlig Richard Kalindes hjem. Denne afrikanske broder blev min nære samarbejdspartner og tolk under opholdet i Nyasaland. Senere fik jeg fat i to værelser på et gammelt, nedlagt hotel. Det ene benyttede jeg som depot, det andet som bolig.
Hovedformålet med min mission i Nyasaland var at bringe orden i de kaotiske tilstande der herskede som følge af de såkaldte vagttårnsbevægelser. Disse bevægelser var for år tilbage blevet sat i gang af en afrikaner der var godt kendt med det som Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell, havde skrevet, men som aldrig selv blev et af Jehovas vidner. — Se 1976 Yearbook of Jehovah’s Witnesses, side 71-74.
Jeg besøgte de menigheder som benyttede Vagttårnets publikationer og oplæste en resolution om vores nye navn, Jehovas Vidner. Alle som gik ind for resolutionen blev bedt om at række hånden i vejret. Flertallet gjorde dette, selv om mange ikke fuldt ud forstod hvad det indebar. I årene derefter var der nogle som ikke gjorde åndelige fremskridt, men andre tog skarpt afstand fra deres tidligere leder og blev sande Jehovas vidner.
Efter et halvt år i Nyasaland fortsatte jeg ind i Moçambique, hvor budskabet om Riget endnu aldrig havde lydt. Her traf jeg en ung portugisisk officer som Robert Nisbet og jeg havde henvendt os til på båden til Mauritius. Han bød mig på middag, og jeg fik en god snak med ham.
Ved en anden lejlighed standsede en bil lige ved siden af mig, mens jeg befandt mig i en landsby i det nordlige Moçambique. Det viste sig at være selveste guvernøren. Han spurgte om han kunne være til hjælp og inviterede mig med hjem. Han tog imod flere af Vagttårnets publikationer. Ganske vist er forkyndelsesarbejdet nu forbudt i Moçambique og Nyasaland (Malawi), men jeg er glad for at vide at der er mange aktive og trofaste brødre og søstre i de lande.
Beteltjeneste
Ved tilbagekomsten til Nyasaland ventede der mig en overraskelse — en indbydelse til at blive medlem af staben på det sydafrikanske afdelingskontor i Cape Town. Samtidig blev min yngre broder William sendt til Nyasaland for at afløse mig. Under den 3500 kilometer lange køretur besøgte jeg Donovan og Lyall. De var nu blevet henholdsvis 11 og 12 år gamle, og der skulle gå endnu et år før jeg så dem igen.
Jeg fik til opgave at føre tilsyn med afdelingskontoret når broder Phillips, afdelingstilsynsmanden, var fraværende. Og skønt jeg aldrig havde været fast tilknyttet en af Jehovas Vidners menigheder i de ni år jeg havde kendt sandheden, blev jeg i 1936 udnævnt til præsiderende tilsynsmand i Cape Town-menigheden, hvor der var cirka 20 forkyndere.
Jeg stifter atter familie
Jeg ønskede ikke at give afkald på mine tjenesteforrettigheder, men Lyall og Donovan var ved at være halvvoksne, og jeg var bekymret for hvordan det skulle gå dem, også åndeligt set. Til alt held viste der sig snart en løsning.
Den 6. juni 1936 præsenterede broder Phillips mig for nogle tilflyttere fra Australien, søster Seidel og hendes tiltalende 18-årige datter Carmen. Inden årsskiftet var Carmen og jeg gift og havde et hjem, og jeg havde fået arbejde.
Vi blev i Sydafrika et års tid, hvorefter Carmen og jeg og vores nyfødte søn, Peter, flyttede til Sydrhodesia. Min broder Jack havde indbudt mig til at medvirke i et guldmineprojekt. Efter at vi var blevet installeret kom også Lyall og Donovan, som var blevet tilbage hos Carmens moder.
Forfølgelse under krigen
I september 1939 udbrød den anden verdenskrig, og det følgende år blev vore bibelske publikationer forbudt. Vi ville imidlertid gerne have forbudets lovgyldighed prøvet og besluttede fortsat at sprede publikationerne uanset følgerne. Der fulgte derfor en række arrestationer og domme, og vore bøger og bibler blev konfiskeret og brændt.
En formiddag da vi havde været ude at forkynde, kom der en kriminalbetjent og opfordrede os til at hente vore børn, som var blevet taget med hen på politistationen. Men det nægtede vi, og gjorde opmærksom på at eftersom børnene åbenbart var under arrest, var det politiets ansvar at passe dem. Da vi om eftermiddagen kom tilbage fra tjenesten var alle børnene hjemme igen i god behold, men politifolkene var væk!
I 1941 blev Carmen idømt tre måneders fængsel til trods for at hun var gravid. Hun nåede imidlertid at føde Estrella før hun skulle ind og afsone sin straf. I stedet for at lade barnet blive hjemme hos mig valgte Carmen at tage hende med i fængsel. Estrella fik dér en barnepige, en afrikansk kvinde som havde slået sin mand ihjel. Denne morderske blev så fortvivlet da Carmen blev løsladt at hun græd bitterligt. I øvrigt begyndte Estrella som pioner i 1956, 15 år gammel, og giftede sig senere med Jack Jones. De har tjent mere end 20 år i henholdsvis Sydafrika og på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, hvor de nu bor.
Kort efter Carmens fængselsophold måtte også jeg sidde adskillige måneder bag lås og slå for at have forkyndt. Mens jeg sad inde døde Joseph Rutherford. Det var i januar 1942, og jeg fældede et par tårer i min celle den nat. I fængselet havde jeg lejlighed til at forkynde, og en søndag morgen, mens de andre var på gårdtur, døbte jeg en medfange som havde været lydhør over for budskabet om Riget.
Nyt afdelingskontor
Efter min løsladelse fik jeg ansættelse ved jernbanen i Bulawayo. Carmen havde lært at sy i fængselet, hvilket kom vores økonomi til gavn. Desuden vendte Lyall tilbage fra Sydafrika, hvor hun havde været pioner, og hjalp med at betale udgifterne. Som følge heraf tjente vi snart mere end vi strengt taget behøvede, og efter at have drøftet sagen blev vi enige om at jeg igen skulle begynde i heltidstjenesten.
Eftersom jeg kunne rejse på fribillet, tog jeg i 1947 toget til Cape Town for at møde broder Phillips. Til min store forbløffelse fik jeg til opgave at åbne en ekspedition i Bulawayo for Selskabets publikationer. Det følgende år kom Vagttårnsselskabets tredje præsident, Nathan H. Knorr, på besøg og traf foranstaltninger til at ekspeditionen den 1. september 1948 kunne blive et afdelingskontor, med Eric Cooke som afdelingstilsynsmand for Sydrhodesia. Takket være Carmens og vore ældste børns økonomiske støtte havde jeg, til trods for at familien derhjemme fortsat voksede, den forret at arbejde på afdelingskontoret de næste 14 år.
Luftforandring
I 1962 ønskede Carmen og jeg at rejse ud hvor behovet var større. Vi solgte derfor vores hus og rejste sammen med Lindsay og Jeremy, vore to yngste børn, til Seychellerne.
De første 2900 kilometer til Mombasa i Kenya tilbagelagde vi i bil, hovedsagelig ad jordveje. Derefter lod vi bilen stå hos en broder og tog videre med skib til Seychellerne. Her satte en interesseret os i kontakt med andre lydhøre, og snart holdt vi møder — så at sige i skyggen af biskoppens hus. Vi holdt også nogle møder på en naboø i et bådehus omgivet af høje palmetræer, til lyden af bølgeslag.
Det blev dog snart almindeligt kendt hvad vi foretog os, og myndighederne forbød os at forkynde, et forbud vi dog under ingen omstændigheder kunne adlyde. (Apostelgerninger 4:19, 20) Til sidst blev vi derfor udvist, men havde forinden nået at døbe fem personer. Under vort fem måneder lange ophold på Seychellerne blev Carmen igen gravid. Denne gang ventede hun Andrew, som blev vort sidste barn. Og da vi kom tilbage til Sydrhodesia tilbød vores datter Pauline at vi kunne bo hos hende og hendes mand indtil barnet meldte sin ankomst.
Glæder og velsignelser
Jeg er glad for at kunne sige at alle vore otte børn, Lyall og Donovan indbefattet, har været i pionertjenesten på et eller andet tidspunkt. Fire af vore sønner og svigersønner er ældste, og to er menighedstjenere. Desuden glæder vi os over at mange af vore børnebørn og oldebørn sammen med deres forældre forkynder den gode nyhed i ikke mindre end fire lande, og at mange andre i McLuckie-familien også tjener Jehova. Jeg er overbevist om at dette skyldes at vi altid i vores familie har sørget for at overvære møderne og tage regelmæssigt del i forkyndelsen.
Jeg er nu 89 år gammel og har stadig den forret at tjene som ældste. Nu er vi tilsluttet en menighed i den sydafrikanske by Pietermaritzburg. Med stor fryd tænker jeg tilbage på de mere end 60 velsignelsesrige år i Jehovas tjeneste. Især har det været en velsignelse at se fem generationer af vor familie, deriblandt mine forældre, prise Jehova, universets store Gud.