Familieliv i Afrika under ugunstige forhold

FORTALT AF CARMEN MCLUCKIE

Året var 1941. Den anden verdenskrig rasede. Jeg var en 23-årig mor fra Australien, men sad nu i fængsel sammen med mit barn på fem måneder i Gwelo i Sydrhodesia (nu Gweru, Zimbabwe). Min mand var i fængsel i Salisbury (nu Harare). Vores andre børn — der var henholdsvis to og tre år gamle — blev passet af mine to halvvoksne stedbørn. Lad mig forklare hvordan jeg var havnet i den situation.

JEG boede sammen med mine forældre i Port Kembla, omkring 50 kilometer syd for Sydney i Australien. I 1924 besøgte Clare Honisett min mor og vakte hendes interesse for Bibelen ved at spørge hende om hun forstod betydningen af fadervor. Clare forklarede hvad det betyder at hellige Guds navn, og fortalte dernæst hvordan Riget vil sørge for at Guds vilje kommer til at ske på jorden. (Mattæus 6:9, 10) Min mor var helt forbløffet. På trods af min fars modstand begyndte mor at gå mere i dybden med sådanne bibelske spørgsmål.

Kort tid efter flyttede vi til en forstad til Sydney. Derfra måtte min mor og jeg gå cirka fem kilometer for at komme til møderne hos bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Selv om min far aldrig blev et af Jehovas vidner, tillod han at der blev holdt bibelstudium i vores hjem. To af hans brødre — Max og Oscar Seidel — blev Jehovas vidner, og det samme blev nogle i Max’ familie samt min lillebror, Terry, og min lillesøster, Mylda.

I 1930 købte Vagttårnsselskabet en 52-fods sejlbåd, som senere fik navnet Lightbearer. I to år lå denne båd forankret i Georgesfloden ud for vores ejendom. Dér blev den sat i stand så den kunne bruges af Jehovas vidner i forkyndelsesarbejdet på Indonesiens øer. Min søster Coral og jeg gjorde nogle gange rent i kahytten og på dækket, og vi lånte lampen fra mastetoppen når vi tog på rejefiskeri.

Jeg rejser til Afrika og bliver gift

I midten af 1930’erne blev Australien ramt af lavkonjunktur, og min mor og jeg rejste til Sydafrika for at finde ud af om det ville være et velegnet sted for vores familie at slå sig ned. Vi havde et introduktionsbrev med fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien til George Phillips, som havde tilsyn med forkyndelsesarbejdet i det sydlige Afrika. George kom ned i dokhavnen i Cape Town for at møde os ved båden. Han havde Vagttårnsselskabets bog Rigdom med under armen så vi kunne finde ham. Samme dag, den 6. juni 1936, præsenterede han os for de fem der arbejdede på afdelingskontoret, deriblandt Robert A. McLuckie.a Inden året var omme, blev Bertie — som vi alle kaldte ham — og jeg gift.

Berties oldefar William McLuckie var kommet til Afrika i 1817 fra Paisley i Skotland. På sine tidlige rejser havde han lært Robert Moffat at kende. Det var ham der udviklede skriftsproget til tswana og oversatte Bibelen til dette sprog.b På dette tidlige tidspunkt var der en fremtrædende kriger ved navn Mzilikazi i den berømte zuluhøvding Shakas hær, og de eneste hvide mænd han stolede på, var William og hans makker Robert Schoon. De var derfor de eneste hvide som fik lov at komme ind i Mzilikazis kraal, hvor byen Pretoria i Sydafrika nu ligger. Senere blev Mzilikazi statsmand, og i midten af det 19. århundrede samlede han mange af de afrikanske stammer til et centraliseret afrikansk rige.

Da jeg mødte Bertie, var han enkemand og havde datteren Lyall på 12 år og sønnen Donovan på 11. Bertie havde for første gang hørt om sandheden fra Bibelen i 1927, nogle få måneder efter at hans kone Edna var død. I de næste ni år forkyndte han den gode nyhed om Guds rige på øerne Mauritius og Madagaskar samt i Nyasaland (nu Malawi), Portugisisk Østafrika (nu Mocambique) og Sydafrika.

Nogle få måneder efter at Bertie og jeg var blevet gift, flyttede vi med Lyall og Donovan til Johannesburg, hvor det var lettere for Bertie at finde arbejde. En tid var jeg pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Så blev jeg gravid og fødte Peter.

Vi flytter til Sydrhodesia

På et tidspunkt indbød Berties bror Jack os til at medvirke i et guldmineprojekt nær Filabusi i Sydrhodesia. Bertie og jeg rejste dertil med Peter, der på det tidspunkt var et år gammel, mens min mor midlertidigt tog sig af Lyall og Donovan. Da vi kom til Mzingwanifloden, var der højvande, og vi måtte krydse floden i en kasse der blev trukket på et tov som var udspændt mellem de to flodbredder. Jeg var seks måneder henne med Pauline og måtte knuge Peter tæt ind til mig. Det var en skræmmende oplevelse, især da tovet næsten rørte vandet i midten af floden. Desuden var det midt om natten, og det styrtregnede. Efter at have krydset floden måtte vi gå et par kilometer for at nå frem til en slægtning hvor vi skulle bo.

Senere lejede vi et gammelt faldefærdigt stuehus til en gård. Vi havde meget få møbler, og nogle af dem vi havde, var lavet af kasser til dynamit og lunter. Pauline var ofte syg af strubehoste, og vi havde ikke råd til medicin. Jeg var fortvivlet, men vi var taknemmelige over at Pauline overlevede hver gang.

Bertie og jeg kommer i fængsel

En gang om måneden måtte vi rejse hen ved 80 kilometer til byen Bulawayo for at sælge vores guld i banken. Vi tog også til Gwanda, en lille by nærmere Filabusi, for at købe mad og være med i forkyndelsen. I 1940, ét år efter den anden verdenskrigs udbrud, blev forkyndelsesarbejdet forbudt i Sydrhodesia.

Kort tid efter blev jeg arresteret mens jeg forkyndte i Gwanda. På det tidspunkt ventede jeg mit tredje barn, Estrella. Mens man tog sig af min appelsag, blev Bertie arresteret for at forkynde og blev fængslet i Salisbury, over 300 kilometer fra hvor vi boede.

På netop det tidspunkt så vores situation sådan ud: Peter var på hospitalet i Bulawayo med difteritis, og det var tvivlsomt om han ville overleve. Jeg havde lige født Estrella, og en af mine venner havde hentet mig på hospitalet og kørt mig til fængselet for at vise Bertie hans lille datter. Senere, da min appel blev afvist, var en velhavende indisk købmand så venlig at betale for min kaution. Med tiden kom der tre politibetjente til minen og varetægtsfængslede mig. De gav mig et valg. Jeg kunne enten tage mit fem måneder gamle spædbarn med mig i fængsel, eller jeg kunne lade hende blive passet af vores teenagebørn, Lyall og Donovan. Jeg besluttede at tage hende med mig.

Jeg fik til opgave at reparere tøj og gøre rent. Der blev også sørget for en barnepige som kunne hjælpe til med at pleje Estrella. Det var en ung fange der hed Matossi, som afsonede livsvarigt fængsel for at have myrdet sin mand. Matossi græd da jeg blev løsladt, fordi hun så ikke længere kunne tage sig af Estrella. Den kvindelige fængselsbetjent tog mig med hjem til frokost og satte mig på toget så jeg kunne besøge Bertie i fængselet i Salisbury.

Mens Bertie og jeg var i fængsel, blev vores små børn, Peter og Pauline, passet af Lyall og Donovan. Selv om Donovan kun var 16, fortsatte han med vores minedrift. Da Bertie blev løsladt fra fængselet, besluttede vi at flytte til Bulawayo, da det ikke gik så godt med minen. Bertie fik arbejde ved jernbanerne, og jeg supplerede vores indkomst ved at anvende mine nyligt tillærte færdigheder som syerske.

Berties arbejde som nitter ved jernbanerne blev regnet for at være meget vigtigt, så han blev fritaget fra militærtjeneste. I disse krigsår var der omkring en halv snes hvide Jehovas vidner i Bulawayo der samledes til møder i vores lillebitte hus, og et andet sted i byen samledes nogle få af vores sorte brødre og søstre. Men nu er der over 46 menigheder af Jehovas Vidner i Bulawayo som består af både sorte og hvide.

Tjeneste efter krigen

Efter krigen bad Bertie jernbaneselskabet om at blive forflyttet til Umtali (nu Mutare), en smuk by ved grænsen til Mocambique. Vi ønskede at tjene hvor behovet for forkyndere var større, og Umtali lod til at være det perfekte sted eftersom der ikke var nogen Jehovas vidner i byen. Under vores korte ophold blev familien Holtshauzen, som havde fem sønner, Jehovas vidner. Nu er der 13 menigheder i byen!

I 1947 talte vi i familien om muligheden for at Bertie kunne genoptage pionertjenesten. Lyall, som var vendt tilbage fra sin pionertjeneste i Sydafrika, støttede idéen. Donovan var dengang pioner i Sydafrika. Da afdelingskontoret i Cape Town fandt ud af at Bertie ønskede at begynde i pionertjenesten igen, bad de ham i stedet om at åbne et litteraturdepot i Bulawayo. Han tog derfor sin afsked ved jernbanen, og vi flyttede tilbage til Bulawayo. Kort tid efter ankom de første missionærer i Sydrhodesia til Bulawayo, deriblandt Eric Cooke, George og Ruby Bradley, Phyllis Kite og Myrtle Taylor.

I 1948 besøgte Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets tredje præsident, og hans sekretær, Milton G. Henschel, Bulawayo og sørgede for at depotet blev et afdelingskontor, med broder Cooke som den tilsynsførende. Året efter blev vores datter Lindsay født. I 1950 blev afdelingskontoret flyttet til Salisbury, hovedstaden i Sydrhodesia, og vi flyttede med. Vi købte et stort hus, hvor vi boede i mange år. Vi havde altid pionerer og andre til at bo hos os, så vores hjem blev kendt som hotel McLuckie!

I 1953 overværede Bertie og jeg Jehovas Vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York. Det var en mindeværdig begivenhed. Fem år senere, i 1958, var Lyall, Estrella, Lindsay og Jeremy på kun 16 måneder med os til det enormt store internationale stævne på Yankee Stadium og det nærliggende Polo Grounds. En rekordstor tilhørerskare på over en kvart million overværede det offentlige foredrag den sidste dag.

Et nyt distrikt

I omkring 14 år havde Bertie hjulpet til på afdelingskontoret i henholdsvis Bulawayo og Salisbury, men så besluttede vi at rejse ud hvor der var større behov, nemlig til Seychellerne. Vi solgte hus og møbler og pakkede resten af de ejendele vi havde, i vores Opel stationcar. Med Lindsay på 12 og Jeremy på 5 rejste vi cirka 3000 kilometer ad ekstremt ujævne grusveje gennem Nordrhodesia (nu Zambia), Tanganyika (nu en del af Tanzania) og Kenya, indtil vi endelig ankom til havnebyen Mombasa.

Varmen i Mombasa var ulidelig, men der var nogle meget smukke strande. Vi lod vores bil stå ved et af de lokale Jehovas vidner og begav os ud på den tre dage lange sejltur til Seychellerne. Da vi ankom, blev vi modtaget af Norman Gardner, en mand der havde fået et grundlæggende kendskab til Bibelens sandheder gennem et af Jehovas vidner i Dar es Salaam, Tanganyika. Han sørgede for at vi kunne leje et hus på Sans Souci Pass, som var blevet bygget til politiet der bevogtede den græsk-ortodokse ærkebiskop Makarios, som var blevet landsforvist fra Cypern i 1956.

Vi boede meget isoleret, så efter en måned flyttede vi til et hus på kysten ved Beau Vallon. Dér inviterede vi folk til foredrag — som Bertie holdt på vores veranda. Vi begyndte at studere Bibelen med familien Bindschedler, og et par måneder senere døbte Bertie dem og deres adoptivdatter samt Norman Gardner og hans kone. Vi sejlede også med Norman om bord på hans båd til Cerf Island, hvor Bertie holdt bibelske foredrag i et bådehus.

Da vi havde været på Seychellerne i omkring fire måneder, sagde politichefen at vi skulle holde op med at forkynde — ellers ville vi blive udvist. Vi havde ikke særlig mange penge, og jeg var atter gravid. Vi besluttede at fortsætte med at forkynde. Vi vidste jo at vi alligevel snart ville blive nødt til at rejse. Da den næste båd fra Indien lagde til en måned senere, blev vi udvist.

En risikabel tilbagekomst

I Mombasa hentede vi vores bil og kørte sydpå ad den sandede kystvej. Da vi nåede Tanga, gik motoren i stå. Vores penge var næsten brugt op, men en slægtning og et andet Jehovas vidne hjalp os. Mens vi var i Mombasa, var der en broder som tilbød at understøtte os økonomisk hvis vi ville rejse nordpå til Somalia og forkynde. Jeg havde det dårligt, så vi ville bare gerne hjem til Sydrhodesia.

Vi rejste over Tanganyika ind i Nyasaland og drog ned langs vestsiden af Nyasasøen, der nu hedder Malawisøen. Jeg blev så syg at jeg bad Bertie om at sætte mig af i vejkanten og lade mig dø! Vi var tæt på byen Lilongwe, så han bragte mig på hospitalet der. Jeg fik nogle morfinindsprøjtninger som lindrede mine smerter. Jeg var ikke i stand til at fortsætte rejsen i bil, så Bertie og børnene kørte omkring 400 kilometer til Blantyre. En af vores slægtninge sørgede for at jeg kunne flyve dertil nogle få dage senere og slutte mig til dem. Fra Blantyre fløj jeg tilbage til Salisbury, og Bertie og børnene fortsatte hjemrejsen i bil.

Vi var alle meget lettede da vi nåede frem til vores datter Pauline og hendes mand, der boede i Salisbury. I 1963 blev vores sidste barn, Andrew, født. Hans ene lunge var klappet sammen, og man forventede ikke at han ville overleve, men det gjorde han heldigvis. Senere flyttede vi til Sydafrika og slog os endelig ned i Pietermaritzburg.

Velsignet med en dejlig familie

Bertie sov stille ind i 1995, 94 år gammel. Siden da har jeg boet for mig selv her i vores hjem. Men jeg er på ingen måde alene. Lyall og Pauline tjener Jehova sammen med deres familier her i Sydafrika, og noget af deres familie bor her i Pietermaritzburg. Lindsay og hendes familie bor i Californien, USA, hvor de alle er aktive Jehovas vidner. Vores to yngste børn, Jeremy og Andrew, flyttede til Australien, hvor de begge er lykkeligt gift og tjener som ældste i hver sin menighed.

Alle vores otte børn har på et eller andet tidspunkt været i pionertjenesten, og seks af dem har tjent på Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. Donovan udgik fra den 16. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i februar 1951 og tjente som rejsende tilsynsmand i USA før han kom tilbage for at arbejde på afdelingskontoret i Sydafrika. Han er nu ældste i den kristne menighed i Klerksdorp, omkring 700 kilometer fra Pietermaritzburg. Estrella bor sammen med sin mand, Jack Jones, på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.

Peter, min førstefødte, var nogle år i heltidstjenesten, både som pioner og på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Rhodesia. Men til min store sorg forlod han for nogle år siden den kristne menighed.

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg sige at jeg er lykkelig for at jeg som teenager tog til Afrika med min mor. Det er sandt at livet ikke altid har været let, men det har været min forret at virke som støtte for min mand og at opfostre en familie der er gået i spidsen med hensyn til at forkynde den gode nyhed om Guds rige i den sydlige del af Afrika. — Mattæus 24:14.

[Fodnoter]

[Kort på side 22, 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Cape Town

SOMALIA

KENYA

Mombasa

Tanga

Dar es Salaam

TANZANIA

MALAWI

Lilongwe

Blantyre

ZAMBIA

MOCAMBIQUE

ZIMBABWE

Harare

Mutare

Gweru

Bulawayo

Filabusi

Gwanda

SYDAFRIKA

Pretoria

Johannesburg

Klerksdorp

Pietermaritzburg

SEYCHELLERNE

[Illustration på side 20]

Med Peter, Pauline og Estrella før jeg tog Estrella med mig i fængsel

[Illustration på side 21]

Lyall og Donovan foran vores hus nær Filabusi

[Illustration på side 23]

Bertie, Lyall, Pauline, Peter, Donovan og mig i 1940

[Illustration på side 24]

Carmen og fem af hendes børn (med uret, begyndende fra venstre): Donovan, da han var på Gilead i 1951, og Jeremy, Lindsay, Estrella og Andrew i dag