Spørgsmål fra læserne

■ Lader Mattæus 7:13, 14 og Lukas 13:24 os formode at flertallet også efter opstandelsen vil afvise den sande tilbedelse?

Nej, disse vers støtter ikke den slutning. De drejer sig specielt om muligheden for at opnå liv i himlenes rige.

Jesu ord i Mattæus 7:13, 14 indgik i Bjergprædikenen. Han sagde her: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“

Mange af Jesu udtalelser ved denne lejlighed drejede sig specielt om himlenes rige. For eksempel indledte han med ordene: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ Han sagde også at de rene af hjertet ville „få Gud at se“, og at „himlenes rige“ tilhører dem der „er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld“. (Mattæus 5:3, 8, 10) Lidt efter fremsatte Jesus sine udtalelser om den brede vej der fører til undergangen og den trange vej der fører til livet, hvorpå han tilføjede: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Mattæus 7:13, 14, 21.

Lukas 13:24 drejer sig om det samme, som det fremgår af sammenhængen. Lige forud herfor er gengivet to billedtaler af Jesus om „Guds rige“. Senere blev han spurgt: „Herre, er de der frelses kun få?“ Jesus svarede: „Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør, for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det.“ De „mange“ sigter til nogle der ville trygle om at måtte komme ind efter at døren var lukket og låst. Det var dem der havde ’øvet uretfærdighed’ og som ikke ville blive kendt værdige til at være sammen med „Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige“. De „mange“ havde troet at de skulle være de første „i Guds rige“, men ville i virkeligheden blive de sidste, hvilket åbenbart betyder at de slet ikke ville blive lukket ind. — Lukas 13:18-30.

Sammenhængen viser at Jesus talte om at komme ind i Guds himmelske rige. Datidens jødiske ledere havde længe indtaget en særstilling, idet de havde adgang til Guds ord. De anså sig både for retfærdige i Guds øjne og åndeligt rige, i modsætning til de jævne mennesker, som de foragtede. (Johannes 9:24-34) Men Jesus sagde at skatteopkrævere og skøger som tog imod hans budskab og ændrede sind, kunne opnå Guds godkendelse. — Jævnfør Mattæus 21:23-32; Lukas 16:14-31.

Siden den himmelske kaldelse udgik, fra pinsedagen år 33, har jævne mennesker der blev Jesu disciple haft mulighed for at blive antaget som åndelige sønner af Gud. (Hebræerne 10:19, 20) Store skarer hørte Jesus, men de der tog imod ham og senere opnåede det himmelske håb, var kun få. Denne lille skare af åndsavlede der modtog belønningen, kunne sammenlignes med Jakob der i himmelen lå til bords med Jehova (den større Abraham) og hans søn (skildret ved Isak). Dette var afgjort værd at kæmpe energisk for, men de fleste af dem der hørte Jesus forsømte dette.

I begge tilfælde fremgår det således af sammenhængen at Jesu ord om at kun få befandt sig på den trange vej som fører til livet og frelsen, først og fremmest drejede sig om at opnå Guds godkendelse på det tidspunkt da Jesus fremholdt håbet om liv i himmelen. Af dem der hørte budskabet om sandheden og lærte hvad der krævedes af dem, var det forholdsvis få der tog imod det og viste sig trofaste. — Mattæus 22:14; 24:13; Johannes 6:60-66.

Selv i dag, hvor vi har hele Bibelen og ser overvældende vidnesbyrd om at Guds profetier om de sidste dage går i opfyldelse, er det forholdsvis få der tager imod det kristne budskab og tjener Jehova med udholdenhed. Dette er i harmoni med Jesu billedtale om de forskellige slags jord. Han sagde at nogle ville høre „rigets ord“, men Satan ville rive det der var sået, bort. Andre ville tage imod ordet med glæde, men ville give op på grund af trængsel eller forfølgelse. Atter andre ville være uden frugt på grund af „den bekymring der hører denne tingenes ordning til, samt rigdommens bedragende magt“. — Mattæus 13:18-23.

Vi kan være sikre på at situationen vil være en helt anden når millioner af døde oprejses på dommens dag. Da vil Satan ikke være på fri fod så han kan bortrive de sandhedens sædekorn der er sået i folks hjerter. Hverken forfølgelse eller den nuværende onde tingenes ordnings bekymringer vil til den tid plage menneskene. Deres oplæring vil foregå under retfærdige forhold, omgivet som de er af de mirakler Gud har udvirket, deriblandt de dødes opstandelse og nationernes helbredelse. Sandt nok vil nogle reagere negativt, selv til den tid. (Jævnfør Johannes 11:45-53.) Men der er gode grunde til at antage at flertallet vil få fat i meningen med ordet, tage imod det og blive frelst.