Hvordan er mulighederne for fred?

TRODS avisoverskrifterne indser de fleste dog at vi stadig er langt fra virkelig fred. Tilbagetrækningen af de fremmede hære fra Afghanistan medførte ikke fred i landet. Og der forekommer stadig stridigheder af den ene eller den anden art på Filippinerne, i Sudan, Israel, Nordirland, Libanon og Sri Lanka, for blot at nævne nogle få steder.

Eftersom de fleste mennesker foretrækker fred frem for krig, hvorfor er det da så svært at indføre den? Politikerne har i århundreder søgt at indføre fred på mange måder, men deres bestræbelser er altid slået fejl. Hvad er årsagen? Lad os se om vi kan finde svaret ved at betragte nogle få eksempler.

Fred gennem religion og lovgivning

Nogle betragter det romerske imperium som et vellykket forsøg på at skabe fred. Under dette imperium blev der i store dele af det vestlige Asien, Afrika og Europa i flere hundrede år opretholdt en international fred og stabilitet, kendt som Pax Romana (den romerske fred). Dette skyldtes en kombination af almindeligt anerkendte love, en fleksibel administration, en formidabel hær samt et veludbygget vejnet. Men til sidst bukkede det romerske imperium under på grund af korruption indefra og angreb udefra, og den romerske fred ophørte.

Dette illustrerer en sørgelig sandhed vedrørende menneskers bestræbelser. Uanset hvor lovende de tager sig ud i begyndelsen, slår de som regel fejl. Gud har selv sagt: „Menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af“ — og denne onde tilbøjelighed løber som regel af med sejren i det lange løb. (1 Mosebog 8:21) Desuden sagde profeten Jeremias: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ (Jeremias 17:9) Mennesker er uberegnelige. Et menneskes gode intentioner bliver måske undergravet af andres skinsyge og selviske ambitioner. Eller en hersker der i begyndelsen følger høje principper, går måske hen og bliver korrupt. I betragtning af dette, hvordan vil mennesker da nogen sinde kunne indføre fred?

I det tredje århundrede før vor tidsregning blev der iværksat nogle bemærkelsesværdige fredsbestræbelser på det indiske subkontinent. Her opbyggede en magtfuld hersker ved navn Asoka et imperium grundlagt på krig og blodsudgydelse. Men ifølge beretningen blev han omvendt til buddhismen, og holdt op med at føre krig. Rundt omkring i sit rige rejste han i stedet monumenter på hvilke han havde ladet indgravere ordsprog som skulle hjælpe hans undersåtter til at føre et bedre liv. Dette skabte åbenbart fred og fremgang i hans rige.

Er Asokas metode så vejen der fører til fred? Desværre nej. Da kejseren døde, døde også hans fred, og hans rige smuldrede. Dette viser at selv om en hersker er dygtig og har de bedste hensigter, vil hans bestræbelser i sidste ende blive kuldkastet fordi han dør. Forfatteren til Prædikerens bog i Bibelen pegede på dette problem da han skrev: „Jeg hadede al den møje som jeg havde haft under solen, alt hvad jeg skulle efterlade til det menneske der ville komme efter mig. Og hvem ved om det bliver en vismand eller en tåbe? Men han får myndighed over frugten af al den møje som jeg har haft og som jeg har lagt min visdom i under solen. Også dette er tomhed.“ — Prædikeren 2:18, 19.

Ja, et menneskes dødelighed er en uovervindelig hindring for at det kan indføre varig fred. Salmisten giver derfor et klogt råd: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ — Salme 146:3, 4.

Andre fredsbestræbelser

Hvorfor det ikke er lykkedes mennesker at skabe fred, kan også ses ved at betragte nogle af de andre fredsbestræbelser der er gjort. I det tiende århundrede opstod der for eksempel en tilstand i Europa der blev kaldt gudsfred. Den skulle beskytte kirkens ejendom, og den udviklede sig til en slags ikkeangrebspagt der omkring midten af det 12. århundrede havde bredt sig til det meste af Europa.

Et andet begreb er „magtbalancen“. Ved at følge denne politik opretholder et samfund af nationer — som for eksempel Europa — freden ved at uddelegere en mere eller mindre afbalanceret magt til de enkelte stater. Hvis en stærk nation truer en svagere, allierer en anden stærk nation sig midlertidigt med den svage for at forhindre aggressoren i at gøre alvor af sine trusler. Denne politik styrede de europæiske relationer fra slutningen af Napoleonskrigene til udbruddet af den første verdenskrig i 1914.

Efter den første verdenskrig oprettede man Folkeforbundet, der skulle være et forum hvori nationerne kunne tale sig til rette om deres stridsspørgsmål i stedet for at gå i krig. Forbundet blev opløst ved den anden verdenskrigs udbrud, men efter krigen blev det vakt til live igen i form af De Forenede Nationer, der stadig eksisterer.

Men alle disse bestræbelser har ikke formået at indføre sand og varig fred. Under perioden med ’gudsfred’ i Europa bekæmpede europæerne muslimerne i blodtørstige korstog. Og mens politikere forsøgte at bevare freden i Europa ved at opretholde en magtbalance, førte de krige og opbyggede imperier i lande uden for Europas grænser. Folkeforbundet var ikke i stand til at afværge den anden verdenskrig, og De Forenede Nationer kunne ikke forhindre de blodige massakrer i det daværende Kampuchea eller de konflikter der opstod i Korea, Nigeria, Vietnam og Zaire.

Indtil i dag er politikernes bedste fredsbestræbelser slået fejl. Lederne i verden ved ganske enkelt ikke hvordan man skaber varig fred, hæmmede som de er af døden og deres egne og andres menneskelige fejltrin. Og hvis dette ikke var tilfældet kunne politikerne alligevel ikke indføre fred. Hvorfor ikke? Fordi der findes en anden uoverstigelig hindring.

Skjulte kræfter hindrer fred

Bibelen omtaler denne hindring med ordene: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Den onde der her omtales er Satan Djævelen, en overmenneskelig åndeskabning der er langt mægtigere end vi mennesker. Lige fra begyndelsen har Satan været indblandet i oprør, løgn og mord. (1 Mosebog 3:1-6; Johannes 8:44) Hans magtfulde, men skjulte indflydelse på verdensforholdene bekræftes af andre inspirerede bibelskribenter. Paulus kaldte ham for „denne tingenes ordnings gud“, og „herskeren over luftens myndighed“. (2 Korinther 4:4; Efeserne 2:2) Og Jesus kaldte ham mere end én gang for „denne verdens hersker“. — Johannes 12:31; 14:30; 16:11.

Eftersom verden er underlagt Satans magt, er der ingen mulighed for at mennesker vil kunne indføre varig fred. Er det ensbetydende med at der aldrig vil blive fred? Findes der nogen der kan skabe fred til gavn for menneskeheden?

[Tekstcitat på side 5]

Uanset hvor vís en hersker er og hvor gode principper han følger, vil han til sidst dø og, i mange tilfælde, blive erstattet af mindre egnede, principløse mennesker

[Tekstcitat på side 6]

Den største hindring for freden er Satan Djævelen

[Kildeangivelse på side 5]

Foto: U.S. National Archives