Mesjastelen — ødelagt men ikke gået tabt
MESJASTELEN blev fundet i 1868, men inden der var gået et år havde nogen med vilje knust den. Denne omtrent 3000 år gamle stele, der var fremstillet af sort basalt som var blevet poleret og pænt afrundet i toppen, målte 112 centimeter i højden, 71 centimeter i bredden og 36 centimeter i tykkelsen. Nogen tid efter at stelen var blevet knust fandt man to større og atten mindre stykker af den, men en tredjedel af den var uigenkaldeligt borte.
Hvordan kunne det gå til at et så enestående fund nær var gået tabt for bestandig? Og hvilken betydning har det for dem der studerer Bibelen?
Intriger og mistillid
F. A. Klein var både den første og den sidste europæer der så denne stele i hel tilstand. Den blev fundet i ruinerne af byen Dibon nordøst for Det Døde Hav. Klein lavede nogle hurtige skitser af dele af indskriften, der i alt fyldte 35 linjer og var indrammet af en høj kant. Da han vendte tilbage til Jerusalem meddelte han fundet til sin preussiske overordnede. Det blev straks konstateret at indskriften var fønikisk og at den var særdeles betydningsfuld. Det kongelige museum i Berlin skaffede penge til at købe stelen for, men det viste sig snart at også andre havde interesse i den. Da det gik op for de lokale sheiker at den var et klenodie af stor værdi, tog de stelen til sig og hævede prisen til et helt urimeligt beløb.
Det lykkedes en fransk arkæolog at tage et aftryk af teksten på papir, men fordi aftrykket måtte rives af inden det var rigtig tørt blev teksten næsten ulæselig. I mellemtiden fik beduinerne besked fra Damaskus om at aflevere stelen til staten. Men beduinerne besluttede i stedet at ødelægge den. De tændte bål omkring det værdifulde klenodie for at opvarme det mens de hældte vand over flere gange. Da stelen sprængtes blev stykkerne omgående fordelt blandt familierne på stedet for at de kunne gemme dem i deres kornkamre, angiveligt for at sikre sig en velsignelse af høsten. Desuden gav det de enkelte bedre mulighed for at føre personlige forhandlinger om salg af fragmenterne.
Bibelhistorien levendegøres
Ved hjælp af gipsafstøbninger og papiraftryk som supplement til de stykker man havde købt, lykkedes det til sidst at rekonstruere inskriptionen på stelen. Og forskerne var meget forbløffede da den komplette tekst blev afsløret. Den gamle stele blev dengang omtalt som „den mest bemærkelsesværdige monolit der nogen sinde er fundet“.
Kong Mesja af Moab havde rejst stelen til ære for sin gud Kemosj, som et minde om at han, Mesja, havde løsrevet sig fra Israels overherredømme der efter hans udsagn havde varet 40 år og skyldtes at Kemosj var blevet „vred på sit land“. Moabs oprør forbindes almindeligvis med de begivenheder der skildres i Anden Kongebogs tredje kapitel. I indskriften praler Mesja af at han havde bygget byer og en hovedvej, samt at han var meget religiøs og havde vundet en sejr over Israel. Han tilskriver guden Kemosj hele æren. Mesjas nederlag og det at han ofrede sin søn — hvilket Bibelen beretter om — bliver som man kunne forvente ikke nævnt i denne selvforherligende inskription.
Mange af de steder Mesja praler af at have besejret, er også omtalt i Bibelen, deriblandt Medeba, Atarot, Nebo og Jahaz. Oplysningerne på stelen bekræfter således Bibelens pålidelighed. Desuden er det bemærkelsesværdigt at Mesja bruger tetragrammet JHWH, navnet på Israels Gud, i den 18. linje. Dér siger Mesja pralende: „Jeg tog derfra [Nebo] Jahves kar og bar dem frem for Kemosj.“ Bortset fra Bibelen er dette sandsynligvis den tidligste skriftlige beretning hvori man finder det guddommelige navn.
I 1873 blev mesjastelen rekonstrueret med den manglende tekst støbt i gips, og udstillet på Louvre-museet i Paris, hvor den stadig findes. En kopi af stelen kan ses på Britisk Museum i London.
[Illustrationer på side 31]
(Herover) Moabs land
[Kildeangivelse]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.
(Til venstre) Den rekonstruerede mesjastele
[Kildeangivelse]
Musée du Louvre, Paris
(Til højre) Tetragrammet som det fremtræder på stelen
[Kildeangivelse]
Bibelen på Britisk Museum