Codex Washingtonianus med de fire evangelier

I DECEMBER 1906 købte Charles L. Freer, en velstående amerikansk industrimand og kunstsamler, nogle gamle håndskrifter af en arabisk handelsmand ved navn Ali, i Giza i Egypten. Ali hævdede at håndskrifterne stammede fra Det Hvide Kloster i nærheden af Sohag, men det synes mere sandsynligt at de er blevet fundet i ruinerne af Vindyrkerklosteret, i nærheden af Gizas tredje pyramide i Nildeltaet.

Freer modtog tre håndskrifter samt „en mørknet, sammenklistret stak pergament der var ved at gå i opløsning og var hård og skør på overfladen som om den var overtrukket med lim“. Denne klump, der var 17 centimeter lang, 11 centimeter bred og 4 centimeter tyk, blev solgt sammen med de øvrige håndskrifter, simpelt hen fordi den var blevet fundet sammen med dem og ikke blev anset for at have nogen særlig værdi i sig selv. Det var en krævende opgave at adskille den sammenklistrede masse af fragmentariske blade. Efterhånden fik man dog 84 blade skilt fra hinanden. De tilhørte alle sammen en kodeks af Paulus’ breve, fra det femte eller sjette århundrede.

Det første af de tre øvrige håndskrifter indeholdt Femte Mosebog og Josuas bog. Det andet var et håndskrift til Salmerne, efter den græske Septuaginta-oversættelse. Men det tredje var det mest betydningsfulde. Det indeholdt alle fire evangelier.

Dette håndskrift bestod af 187 blade af fint pergament, hovedsagelig fremstillet af gedeskind, og var skrevet med skråtstillede uncialer (store bogstaver). Der er stort set ingen tegnsætning, men de forskellige ordgrupper er hyppigt markeret med små mellemrum. Skønt kanterne af håndskriftet var slemt medtagne, er størstedelen af teksten dog bevaret. Det blev senere overdraget til Freer Gallery of Art ved Smithsonian-instituttet i Washington, D.C., og bliver derfor omtalt som Codex Washingtonianus, med den internationale betegnelse „W“.

Pergamenthåndskriftet er blevet dateret til slutningen af det fjerde eller begyndelsen af det femte århundrede efter vor tidsregning, og er således af næsten lige så stor betydning som de tre store håndskrifter: Det Sinaitiske, Det Vatikanske og Det Alexandrinske Håndskrift. Evangelierne, der kun mangler to blade i at være komplette, er ordnet i den såkaldt vestlige rækkefølge: Mattæus, Johannes, Lukas og Markus.

Et gennemsyn af håndskriftet afslører en usædvanlig blanding af forskellige tekstudgaver der hver især er repræsenteret i større afsnit. Det ser ud til at afskriften er foretaget fra brudstykker af flere forskellige håndskrifter, hver med sin egen form. Professor H. A. Sanders har anført at årsagen hertil måske skal findes helt tilbage i år 303, da kejser Diocletian pludselig iværksatte en forfølgelse af de kristne og beordrede alle eksemplarer af Bibelen brændt offentligt. Nogle håndskrifter blev dengang skjult. Årtier senere menes en ukendt person at have afskrevet de dele af håndskrifterne der havde overlevet, hvorved Codex Washingtonianus fremkom. Senere er den første del af Johannesevangeliet (Johannes 1:1 til 5:11) gået tabt, men erstattet i det syvende århundrede.

Teksten indeholder nogle interessante variationer og en usædvanlig men udeladt tilføjelse til Markusevangeliet, kapitel 16, der muligvis stammer fra en marginalnote. Dette håndskrift har særlig værdi eftersom det støtter de gamle latinske og syriske tekstudgaver. Pletter på pergamentet, forårsaget af dryp fra tællelys, viser at det har været flittigt brugt.

Trods forfølgelse, modstand og tidens tand, er Bibelen på vidunderlig vis blevet bevaret i mange forskellige håndskrifter, helt op til vor tid. Ja, „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Peter 1:25; Esajas 40:8.

[Kildeangivelse på side 15]

Med tilladelse af Freer Gallery of Art, Smithsonian Institution