Spørgsmål fra læserne
■ Er det passende at en kristen går på jagt eller tager ud at fiske?
Spørgsmålet om jagt afføder ofte stærke følelsesladede reaktioner. Kristne gør derfor klogt i at sætte sig ind i hvordan Jehova Gud ser på sagen, sådan som det er beskrevet i Bibelen, og lade sig lede af det.
Gud gav mennesket herredømme over både de „vilde dyr“ og „husdyrene“. Oprindelig havde menneskene ikke fået lov til af Skaberen at dræbe dyrene og spise deres kød, og havde sandsynligvis heller ikke noget fysisk behov for det. (1 Mosebog 1:24, 29, 30) Det var først efter Vandfloden at Gud gav mennesker lov til at spise kød, dog på betingelse af at ’dyrets sjæl — dets blod’ var løbet rigtigt af. (1 Mosebog 9:3, 4) Det kunne være kød både fra husdyr og fra vildtlevende dyr.
Israelitterne opdrættede får og kalve til slagtning. Men de skaffede sig også føde ved jagt og fiskeri. (5 Mosebog 12:20-24; 14:4-20) Dette stemmer med det sproglige billede Gud benyttede da han sagde at han ville ’sende bud efter mange fiskere som skulle fiske Israels sønner, og mange jægere som skulle jage dem’. (Jeremias 16:16) Også nogle af Jesu apostle var fiskere, og ved en lejlighed ledede Jesus selv en fiskefangst. — Mattæus 4:18-22; 17:27; Lukas 5:2-6; Johannes 21:4-7.
Da den aldrende patriark Isak bad om en velsmagende kødret, slagtede hans søn Jakob villigt to gedekid for at der kunne tilberedes et måltid til Isak. Esau bragte imidlertid et stykke vildt til sin fader. Vi lægger her mærke til at selv om det var muligt at skaffe kød fra husdyr, bad Isak om kød fra et stykke vildt. Vi kan også lægge mærke til at begge sønner dræbte eller slagtede dyr der ikke skulle tjene som føde for dem selv, men for andre. — 1 Mosebog 27:1-19.
Det var også tilladt at dræbe dyr af andre årsager end for kødets skyld. Skindet kunne for eksempel anvendes til beklædning. (2 Kongebog 1:8; Markus 1:6; Hebræerne 11:37) Der blev også fremstillet ydertelte og beholdere af skind, endog fra dyr der var urene og som israelitterne ikke måtte spise. — 2 Mosebog 39:33, 34; 4 Mosebog 24:7; Dommerne 4:19; Salme 56:8.
Guds krav om at blodet fra dyr der blev slagtet skulle løbe ud på jorden, skulle minde jægeren om at dyrenes liv stammer fra Gud, at det skal behandles med respekt og at man ikke hensynsløst må jage eller dræbe dyrene. (3 Mosebog 17:13) Nimrod nedlagde åbenbart dyr i massevis og pralede sandsynligvis af sin færdighed som jæger, af størrelsen på eller mængden af det vildt han nedlagde, eller af de trofæer han muligvis fik fremstillet af sit bytte. Han var „en vældig jæger i opposition til Jehova“. — 1 Mosebog 10:9.
Også en kristen kan blive grebet af spændingen ved selve det at jage og dræbe dyr, eller at trække den ene fisk i land efter den anden. Mange jægere og fiskere har ransaget deres hjerte og opdaget at de var blevet smittet af ’glæden ved at dræbe’. En sådan følelse går hånd i hånd med grov hensynsløshed og foragt for dyrenes liv. Mens det altså ikke i sig selv er forkert at gå på jagt eller at fiske (når byttet anvendes til føde eller andre passende formål), ville det ikke være rigtigt af en kristen at gøre det såfremt det var med en antydning af Nimrods ånd. Men der er også andre farer forbundet med jagtudøvelsen foruden faren for at blive grebet af spændingen ved at jage, dræbe eller skaffe sig et trofæ.
I Vagttårnet for 15. oktober 1983 blev der gjort rede for grunden til at sande kristne ikke vil bære eller eje skydevåben som er beregnede til brug mod andre mennesker. (Side 15-18) Efter at have gennemtænkt denne vejledning har nogle kristne også taget spørgsmålet om det at eje jagtvåben op til fornyet overvejelse. Ikke så få har valgt helt at skille sig af med deres geværer, eller de har gemt dem af vejen så de ikke uden videre er tilgængelige. Disse kristne vil ikke give nogen det indtryk at de praler med deres våben eller sætter deres lid til dem. Desuden kan man undgå en tragedie ved slet ikke at have skydevåben i hjemmet eller ved at sørge for at de ikke er umiddelbart tilgængelige. Herved undgår man at livsfarlige våben kommer i hænderne på eventuelle børn, som ved et uheld kunne komme til at såre eller dræbe andre, eller at våbnene skulle friste skræmte eller deprimerede personer til at bruge dem. — Ordsprogene 22:3.
Nogle kristne synes måske særlig godt om smagen af visse former for vildt eller fisk, og den mest praktiske måde at skaffe sig disse fødevarer på kan være ved at man selv går på jagt eller fisker dem. Andre nyder den friske luft og den motion der er forbundet med at gå på jagt i skovområder, eller de nyder at slappe af mens de fisker. Bibelen har intet at indvende imod dette. Der er derfor ingen grund til at dømme om hvorvidt andre nyder at gå på jagt eller at fiske. Eksemplet med Isak og hans sønner viser desuden at der ikke er nogen grund til at gøre et stridsspørgsmål ud af hvem der spiser vildtet eller fisken. — Mattæus 7:1-5; Romerne 14:4.
Apostelen Peter var åbenbart meget glad for at fiske. Ved hjælp af nogle fisk der lå i nærheden, hjalp den opstandne Jesus ham til at analysere sine egne følelser for fiskene og fiskeriet i det hele taget. Jesus spurgte: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end disse?“ — Johannes 21:1-3, 9-15; se Vagttårnet for 1. november 1988, side 31.
På samme måde bør en kristen der med god samvittighed vælger at gå på jagt eller at fiske, sørge for at prioritere rigtigt. Hvad gør han hvis for eksempel jagten går ind eller fiskerisæsonen begynder på tidspunkter hvor der også er arrangeret teokratiske aktiviteter? Eller hvordan taler han? Vidner hans tale om at han er stolt af sine evner som jæger eller fisker? Det er rosværdigt hvis en moden kristen der lejlighedsvis går på jagt eller tager ud at fiske, kan sige med overbevisning: „Ja, Herre, du ved at jeg holder af dig [mere end af disse former for beskæftigelse].“ — Johannes 21:16.