Elever fra Gilead, lær at kommunikere!

SØNDAG den 4. marts 1990 fyldtes Jehovas Vidners stævnehal i Jersey City af mere end 4100 tilhørere. De kom for at overvære afslutningshøjtideligheden for den 88. klasse ved Vagttårnets Bibelskole Gilead. De 24 afgående elever var kommet fra 6 lande og blev nu sendt ud til 13 lande.

Programmet begyndte klokken 10.00. Efter en fælles sang indledte George Gangas, som er over 90 år gammel og medlem af Det Styrende Råd, med en inderlig bøn til Jehova. C. W. Barber var ordstyrer; han er også medlem af Det Styrende Råd og var selv elev i Gileads 26. klasse. Han nævnte kort de hastige forandringer der sker på verdensskuepladsen, og sagde: „Aldrig før har der været så vidunderlige muligheder for at vidne om Jehovas overhøjhed og hans retfærdighed.“ Derefter introducerede han formiddagens talere.

Vernon Wisegarver, som er medlem af trykkeriudvalget i Brooklyn, havde valgt temaet: „Vær dygtig til dit arbejde.“ Som illustration fortalte han om en landsbysmed der havde lavet en ankerkæde som var stærk nok til at holde et skib forankret under en orkan, hvorved alle om bord på skibet blev reddet. Gileadeleverne skal nu ud og ’smede’ en livreddende kæde af gudfrygtige egenskaber hos dem de giver bibelundervisning, idet de bruger de færdigheder skolen har givet dem. Taleren opfordrede missionærerne til at holde disse færdigheder ved lige, så de kan træde frem for den største af alle konger som „dygtige arbejdere“.

Derefter talte John Barr, medlem af Det Styrende Råd. Hans tema var hentet fra Salme 34:8: „Smag og se at Jehova er god; lykkelig er den mand som søger tilflugt hos ham.“ Han formanede eleverne: „Smag på alt i jeres missionærgerning. Prøv det hele. Vær ikke bange. Så vil I erfare Jehovas godhed på en måde I aldrig før har oplevet. Vær ikke kræsne. Sig aldrig: ’Dette her kan jeg ikke lide!’ Smag på det.“

Charles Woody, som er medlem af tjenesteafdelingens udvalg i Brooklyn, talte over temaet: „Bevar et ligevægtigt syn på dig selv.“ Han sagde: „Vi kan godt lide at være sammen med nogle der har et ligevægtigt syn på sig selv, nogle som ikke altid vil have deres vilje, nogle som gerne taler rosende og opbyggende, og måske nok har stor kundskab men alligevel ikke får andre til at føle sig uvidende. Som missionærer skal I lede mennesker til sandheden — ikke til noget andet. Jeres beskedenhed vil være en uvurderlig hjælp til dette.“

Lyman Swingle, medlem af Det Styrende Råd, talte over emnet: „Hvad vil de næste kapitler bringe?“ Han begyndte med disse ord: „I dag indleder I et nyt kapitel i jeres liv. Hvad er det mon for kapitler I begynder at skrive fra nu af?“ Han mindede dem om at alt hvad de gjorde skulle tage sigte på at være til herlighed og ære for Jehova. „Forvis jer om at jeres afgørelser er baseret på Guds ord. Husk Ordsprogene 3:7: ’Vær ikke viis i dine egne øjne.’ Vær trofast i varetagelsen af jeres opgave.“ Han sluttede med at sige: „Vi har tillid til at I aldrig vil afslutte jeres selvbiografi — at I vil leve til evig tid.“

Derefter formanede en af skolens lærere, Jack Redford, eleverne til at være „et levende offer“. Hans første ord var: „Missionærtjenesten er et liv i selvopofrelse . . . Vi holder af jer fordi I viser selvopofrelsens ånd.“ Redford citerede fra Filipperbrevet 2:17, hvor apostelen Paulus sagde at han blev udgydt som et drikoffer, hvormed Paulus mente at han var parat til at ofre sig helt og holdent. „Hvordan kan missionærer udgyde sig selv som et drikoffer?“ spurgte taleren, og svarede ved at berette om to missionærer der begge havde gjort mere end blot det der var nødvendigt. Den ene havde med egne hænder lavet 16.000 mursten, og han havde bygget den første rigssal i det land han blev sendt til. Den anden var en søster der sammen med sin mand rejste langt ind i junglen, hvor forholdene var yderst primitive. De lokale søstre satte stor pris på hende fordi de forstod at hun bragte sig selv som „et levende offer“. Taleren nævnte imidlertid at vore ofre ikke har nogen værdi hvis de ikke er forbundet med lydighed. Idet han henviste til beretningen om kong Saul og amalekitterne formanede han: „Husk altid at lydighed er mere værd end ofre. Man kan ikke slå en handel af med Gud. Man skal simpelt hen gøre hvad han siger.“

Ordstyreren gav nu ordet til skolens anden lærer, Ulysses Glass. Broder Glass sagde i sin indledning: „Den 88. klasse var og er en glad klasse. Også andre klasser har været glade. Hvorfor lægger man da særlig mærke til glæden hos jer?“ Han pegede på at glæde og lykke „ikke er et mål, men en følge af at man gør det der er ret. Vejen mod målet rummer en løn i sig selv“. Glass henviste til en forfatter hvis liv blev helt forandret da han et sted så sætningen: „Succes er en rejse, ikke et mål.“ Forfatteren lovede sig selv at han aldrig mere ville bedømme lykken ud fra hvilke mål han havde nået, men i stedet betragte hele sit liv som en rejse. „Der er ingen vej til lykken,“ sagde han. „Lykken er vejen selv.“ Gileadklassen havde fanget ånden i disse ord, sagde taleren. Han sluttede med at citere fra Salme 84, og sagde: ’Bliv ved med at vandre på vandrige steder. Hvilke problemer I end kommer ud for, måtte I da altid have den glæde som ejes af dem der elsker og frygter Jehova.’

Så kom formiddagens hovedtale, der blev holdt af endnu et medlem af Det Styrende Råd, Karl Klein. Han havde valgt temaet: „Lær kristen kommunikation.“ Først mindede han alle om at Jehova er den største kommunikator. Han benyttede sin enestefødte søn, Logos, som sin hovedtalsmand. Denne meddelte Guds vilje og vejledning til hans jordiske skabninger. Da Jesus var på jorden, forbløffede han alle med sin måde at undervise på. Aldrig havde man hørt nogen tale som han. I Mattæus 28:19, 20 fortalte han disciplene at de også skulle kommunikere — de skulle gå ud i verden og undervise andre i hans bud og gøre dem til disciple.

Derefter henvendte Karl Klein sig direkte til de kommende missionærer og fortalte at der er fire områder som missionærer må være opmærksomme på når de skal lære at kommunikere: Kommunikationen med deres ægtefælle, med de andre i missionærhjemmet, med afdelingskontoret, og med dem de besøger i distriktet. „Man begynder at kommunikere allerede inden man lukker munden op,“ sagde Karl Klein. Ens fremtræden, både holdning og soignering, giver den besøgte et bestemt indtryk, og broder Klein gav nogle eksempler på dette. Han sluttede med tilskyndelsen: „Vær ydmyge af sind. Hold kommunikationslinjerne åbne. Prøv til stadighed på at blive dygtigere til at kommunikere.“

Der blev nu oplæst hilsener, og derefter overrakte ordstyreren hver af eleverne et diplom. Som repræsentant for klassen oplæste Paul Angerville fra Guadeloupe en „resolution“ stilet til Det Styrende Råd og betelfamilien.

Eftermiddagens program indledtes med et vagttårnsstudium. Derefter fremførte eleverne et program der gav tilhørerne lejlighed til at fornemme noget af den stemning der havde rådet i klassetimerne og under uformelle sammenkomster på elevernes værelser. De fortalte også nogle af de oplevelser de havde haft i forkyndelsen i løbet af de fem måneder de havde været på skolen. Til sidst fremførte forkyndere fra Lyndhurst menighed i New Jersey et skuespil med temaet „Gør hvad der er ret i Jehovas øjne“. Endelig var der en fælles sang, og Fred Franz, Selskabets 96-årige præsident, ledede forsamlingen i en afsluttende bøn.

[Ramme på side 27]

Portræt af klassen

Antal lande repræsenteret: 6

Antal lande udsendt til: 13

Antal ugifte brødre: 2

Antal ægtepar: 11

Antal elever: 24

Gennemsnitsalder: 32,7

Gennemsnitligt antal år i sandheden: 14

Gennemsnitligt antal år i heltidstjenesten: 9

[Illustration på side 26]

Vagttårnets Bibelskole Gilead, 88. klasse

Fra venstre til højre. Første række: D. Magney; L. Rogers; S. Foster; R. Foley; L. Untch; G. Jonasson. Anden række: H. Buri; B. Buri; M. Krammer; D. Hudson; J. Underkoffler. Tredje række: P. Angerville; M. Olsson; A. Jones; R. Untch; A. Krammer; C. Hudson. Fjerde række: L. Foley; J. Magney; A. Jones; H. Jonasson; M. Foster; M. Rogers; R. Underkoffler.