Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w91 1/6 s. 26-29
  • Gilead-elever går ind til en berigende livsform

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Gilead-elever går ind til en berigende livsform
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
  • Lignende materiale
  • Gileadskolen 50 år og stadig en succes!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Gileadelever tager imod missionærtjenestens gave
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • En glædelig afslutning på Gileads 85. klasse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Elever fra Gilead, lær at kommunikere!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1990
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
w91 1/6 s. 26-29

Gilead-elever går ind til en berigende livsform

„HVOR er denne afslutningshøjtidelighed for Gileads 90. klasse en glædelig begivenhed!“ Med disse ord indledte ordstyreren, Karl F. Klein fra Det Styrende Råd, gileadafslutningens program. I et tilbageblik til tidspunktet for oprettelsen af Vagttårnets Bibelskole Gilead tilføjede han: „Hvem ville i 1943, da Gileads første klasse var blevet uddannet, have troet at vi, 48 år efter, stadig ville mødes til afslutningshøjtideligheden for endnu en klasse — den halvfemsindstyvende?“

Men den 3. marts 1991, en usædvanlig varm dag i betragtning af årstiden, samledes over 4000 indbudte gæster og medlemmer af betelfamilien til denne begivenhed i stævnehallen i Jersey City, der ligger lige over for New York, kun adskilt af Hudsonfloden. Før eleverne tog missionærtjenesten op, skulle de ved afslutningshøjtideligheden have nogle gode råd med på vejen.

Programmet blev indledt med sang og en gribende bøn som blev bedt af Frederick W. Franz, den 97-årige præsident for Vagttårnets Bibelskole Gilead. Så fulgte ordstyrerens indledende bemærkninger, hvorpå eleverne sammen med de øvrige tilstedeværende interesseret lyttede til en række korte, praktisk betonede foredrag.

Først talte Max H. Larson fra Trykkeriudvalget over temaet „Jehovas medarbejdere“. Efter at have henledt opmærksomheden på den ark som Noa og hans familie byggede, hvorved de reddede livet, sagde han: ’I dag indsamler Jehova en verdensomspændende familie, og han agter at føre denne milliontallige familie gennem den store trængsel.’ Hvordan? Ved hjælp af den nutidige ark — det åndelige paradis! Han mindede eleverne om følgende: ’I skal ud til forskellige egne af jorden og være Jehovas medarbejdere ved bygningen af den nutidige ark.’ For at forberede dem på det der lå forude sagde han: ’Det vil kræve en indsats. Det vil kræve tålmodighed. I vil komme ud for hindringer. Det er her I får brug for de færdigheder jeres oplæring har givet jer.’

Daniel Sydlik, et medlem af Det Styrende Råd, havde kort forinden besøgt nogle erfarne missionærer i Japan og Costa Rica. I sin behandling af emnet „Jeres livsform er berigende“ delagtiggjorde han dem i nogle af de gode råd han havde indhentet hos disse dygtige missionærer. Han fortalte at en søster videregav nogle råd som hun havde fået af sin moder: ’Elsk tjenesten på arbejdsmarken. Bliv ven med folk. Del din tilværelse med andre, og du vil blive lykkelig.’ En anden søster havde sagt: ’I årenes løb har vi erkendt at hvis vi ikke venter os for meget af andre, bliver vi ikke så let skuffede. Så vil al den venlighed og betænksomhed vi mærker, betyde desto mere for os.’ Disse praktiske råd vil uden tvivl hjælpe eleverne til selv at blive dygtige missionærer.

„Vær langmodige over for alle,“ står der i Første Thessalonikerbrev 5:14. Leon Weaver fra Tjenesteafdelingens udvalg kommenterede dette skriftsted da han talte over temaet: „Vær tålmodige i alt hvad I gør.“ Hvem er de „alle“ som vi ifølge Paulus skal vise langmodighed? ’Dem du møder i tjenesten. Brødrene og søstrene i din nye menighed. Dem du bor sammen med. Brødrene på afdelingskontoret. Din ægtefælle. Dig selv.’ Hvorfor skal vi være tålmodige i alt hvad vi gør? Taleren svarede: ’Fordi tålmodighed mindsker stress og bekymring. Tålmodighed stifter fred. Tålmodighed holder håbet levende. Tålmodighed hjælper os til at bevare vor glæde ved tjenesten.’

Dernæst talte Albert D. Schroeder, medlem af Det Styrende Råd og Gileadskolens første registrator, over temaet: „Bliv ved med at følge dit forbillede — Jesus Kristus.“ Han byggede sine kommentarer på Filipperbrevets 2. kapitel, hvor der i vers 5 står: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ Taleren forklarede: ’Dette betyder at vi må tænke ligevægtigt ligesom Jesus gjorde.’ Og så gik broder Schroeder videre med vers 6 og viste i en interessant analyse at Paulus først omtaler nogle vidnesbyrd om at Jesu tankegang var ligevægtig (vers 6-8) og derefter beskriver hvordan Jehova belønnede Jesus for hans lydighed (vers 9-11). ’Dette er en del af jeres forret: At forkynde om Herren Jesus Kristus og hjælpe andre til at få samme indstilling som han,’ sluttede taleren.

Hvilke afskedsord havde skolens lærere til deres elever? Jack D. Redford talte over emnet: „Evnen til at tænke vil holde vagt over dig.“ (Ordsprogene 2:10, 11) Han sagde: ’Når I nu rejser ud, beror jeres lykke ikke på hvem I er eller hvad I har, end ikke på at I er gileadelever. Jeres lykke beror på hvordan I tænker. Hvis I opøver jeres tænkeevne og anvender jeres kundskab, vil I være lykkelige.’ For at fremhæve hvor vigtig evnen til at tænke er, sagde han: ’Forskellen på at handle ret og handle forkert begynder med ens tanker. Det man tænker, afgør hvordan man handler.’ J. D. Redford sluttede med denne opmuntring til eleverne: ’Der er mange højt begavede mennesker i verden der ikke er gode til at tænke på denne måde, og der er mange almindeligt begavede der er det. Tilegn dig derfor denne færdighed. Vær besluttet på at bruge din forstand. Brug din kundskab. Løs problemerne i den rette ånd. Vær besluttet på at komme godt ud af det med andre. Anerkend myndighed. Vær produktiv i din gerning. Hold ud i dit missionærdistrikt.’

Ulysses V. Glass, skolens registrator, havde valgt temaet ’Jehova støtter vor hånd’, hentet fra Salme 37:23, 24. Broder Glass havde gjort en særlig iagttagelse med denne klasse. ’I skal roses for jeres lærvillighed,’ sagde han. Han mindede derefter eleverne om nogle af de hjælpemidler Jehova stiller til deres rådighed: Sit ord; den trofaste og kloge træl som under Jesu ledelse hjælper os til at forstå Bibelen; forskellige publikationer; møder og stævner. ’De hjælpemidler I har benyttet under jeres studium, er som en åndelig stav og kæp. Vi behøver dem for i åndelig forstand at holde os oppe, og de sætter os også i stand til at tale med myndighed når vi videregiver Guds ord til andre.’ Han sluttede med dette råd til eleverne: ’Hvis jeres hjerte er fyldt med menneskekærlighed, vil de oprigtige lytte. Jeres tjeneste vil lykkes, og I vil vide at Jehova støtter jeres hånd.’

Formiddagens sidste taler var Carey W. Barber fra Det Styrende Råd. Han havde valgt temaet: „Gå ind ad den snævre dør.“ I en kommentar til Lukas 13:23, 24 bemærkede han: ’Mange vil gerne have de velsignelser livet byder på, men meget få er villige til at kæmpe energisk nok for at få dem.’ Hvordan med os? ’Det er godt at spørge sig selv: „Hvad betyder illustrationen med den snævre dør for mig personligt?“’ Når det mislykkes for nogle at komme gennem den snævre dør, er det ikke fordi det er umuligt, men fordi de er uvillige til at kæmpe. ’Jehova forlanger ikke for meget af os,’ sagde taleren og sluttede: ’Måtte vi alle, med Jehovas hjælp, kæmpe med tilstrækkelig energi og glæde, så vi kan klemme os gennem den snævre dør ind til den nye verden med evigvarende liv, fred, glæde og lykke — til pris for Jehova i al evighed!’

Efter disse indlæg overbragte ordstyreren hilsener fra forskellige verdensdele. Og så var tiden inde til at eleverne skulle modtage deres diplomer. Eleverne kom fra seks lande — Canada, Finland, Tyskland, Storbritannien, Schweiz og De Forenede Stater. Deres missionærdistrikter ligger i Argentina, Benin, Bolivia, Den Dominikanske Republik, Papua Ny Guinea, Peru, St. Lucia og Taiwan. Hvilke følelser rørte sig i eleverne på denne dag? I et bevægende brev til Det Styrende Råd og betelfamilien skrev de blandt andet: „Vi har tillid til at Det Styrende Råd, betelfamilien og hele Jehovas organisation støtter os. Vi vil komme ud for prøvelser, og derfor værdsætter vi denne støtte og er dybt taknemmelige for den.“

Efter en pause begyndte eftermiddagsprogrammet med et forkortet vagttårnsstudium ledet af Karl A. Adams. Derefter viste eleverne i sketch fra det virkelige liv hvad det kræver at nå ind til hjertet hos mennesker der undervises i Guds ord. Til slut overværede eleverne og de øvrige tilstedeværende et aktuelt skuespil, opført af lokale forkyndere, med titlen Undgå livets bekymringer.

Ordstyreren, Karl Klein, talte på alles vegne da han i sine afsluttende bemærkninger sagde: „Det har været en stor oplevelse for os at være her den tredje dag i marts 1991!“ Det opbyggende program sluttede derpå med en sang, efterfulgt af en bøn ved Harold J. Dies.

[Ramme på side 27]

Portræt af klassen

Antal lande repræsenteret: 6

Antal lande udsendt til: 10

Antal elever i alt: 24

Gennemsnitsalder: 31,2

Gennemsnitligt antal år i sandheden: 15

Gennemsnitligt antal år i heltidstjenesten: 11

[Illustration på side 26]

Vagttårnets Bibelskole Gilead, 90. klasse

Fra venstre til højre. Første række: M. Miller; S. Helenius; L. Marsh; A. Kleeman; Y. Loosli; H. Nizan. Anden række: R. Skogen; D. Nutter; E. Noack; L. Diehl; J. Hair. Tredje række: C. Marsh; H. Helenius; M. Loosli; A. Danio; A. Danio; D. Nizan. Fjerde række: L. Miller; J. Noack; L. Hair; W. Kleeman; D. Skogen; S. Diehl; W. Nutter.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del