Vi har opdraget otte børn i Jehovas tugt og formaning
FORTALT AF OVERLAC MENEZES
„De ankom på en tandemcykel.“ Sådan indledte avisen Jornal de Resende en helsides reportage om vores familie da vi i 1988 rejste fra Resende i Brasilien for at tage til Lages i den sydlige del af landet.
AVISREPORTAGEN fortsatte: „Ældre mennesker kan uden tvivl huske det par der vakte opmærksomhed i Resende med deres utraditionelle og besynderlige transportmiddel — en cykel med et kæmpestel og to sadler. Forrest sad ’chaufføren’, Overlac Menezes, og bag ham sad hans kone, Maria José. Det var i 1956.“
Artiklens forfatter var en mand ved navn Arisio Maciel, der samtidig var direktør for den lokale radiostation. Vi mødte ham første gang i 1956 da min hustru og jeg deltog i Vagttårnsselskabets ugentlige radioprogram ’Noget folk går og tænker over’. I artiklen blev jeg citeret for at have sagt at under vores ophold „ville alle husene i Resende blive besøgt, gade for gade“.
Men hvordan gik det til at vi blev så kendte i Resende? Og hvordan lykkedes det os, mens vi var der, at opdrage otte børn „i Jehovas tugt og formaning“ samtidig med at vi arbejdede på at besøge alle husene i Resende med Rigets gode nyhed? — Efeserne 6:4.
Vi lærer Jehovas veje at kende
I januar 1950 begyndte min søster Adeilde i São Paulo at studere Bibelen med et Jehovas vidne ved navn Maria Minc. Jeg var 16 år og døbt katolik, men var ikke kommet i kirken i nogen tid. Alligevel troede jeg stadig på Gud og ønskede at tjene ham. En aften tog jeg derfor hen til Adeilde for at finde ud af hvad det var for en ny religion hun studerede. Maria Minc indbød mig til at være med i studiet, og for første gang i mit liv så jeg en bibel. Jeg blev overrasket da jeg de følgende gange lærte ud fra Bibelen at Guds navn er Jehova, at jorden snart vil blive et paradis, at helvede og skærsilden ikke eksisterer og at mennesket ikke har en udødelig sjæl. Min familie sagde til mig: „Du bliver skør af at læse så meget i Bibelen!“
Jeg gjorde fremskridt i mit studium af Bibelen, og jeg begyndte at overvære møderne i Belém-menighedens rigssal i São Paulo. Jeg troede at der kun kom voksne til disse møder, og derfor blev jeg glædeligt overrasket da jeg blandt tilhørerne så flere unge på min egen alder. Den 5. februar 1950 deltog jeg i forkyndelsesarbejdet for første gang, og den 4. november samme år symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben.
Kort tid efter blev jeg udnævnt til offentlig taler. På den tid indebar det at jeg skulle tale på gaderne og i parkerne gennem en højttaler der var monteret på kofangeren af en bil. Et andet tjenestearrangement var bladarbejdet. Dengang stod vi på gadehjørnerne med vore bladtasker og råbte: „Vagttårnet og Vågn op! forkynder Jehovas rige!“ Jeg spredte ikke mange blade, men bladarbejdet gav mig mod til at tale offentligt.
Heltidstjenesten bliver vort mål
Jeg blev hurtigt gjort opmærksom på hvor betydningsfuld pionertjenesten, heltidsforkyndelsen, er. I Vagttårnet for 1. maj 1950 var der en artikel med titlen „Flere og flere pionerer for det gode budskab“. Heri stod der: „At søge Riget først betyder, at man altid sætter Rigets interesser højest i sine tanker. Den, der gør det, vil spejde efter lejligheder til at tjene Rigets sag og vil ikke altid først søge de materielle fornødenheder og samle sig verdsligt gods for at sikre sin fremtid.“ Disse ord fik pionerånden til at vokse frem i mit hjerte.
En tiltalende ung kvinde ved navn Maria José Precerutti skulle snart på afgørende måde forandre mit liv. Et forkynderpar, José og Dília Paschoal, studerede Bibelen med hende og hun gjorde hurtigt fremskridt. Den 2. januar 1954 blev Maria min hustru, min elskede livsledsager, ven og medhjælper. Hendes mål i livet var også pionertjenesten. Vi blev opmuntret af det eksempel missionærer som Harry Black, Edmundo Moreira og Richard Mucha satte, og derfor ansøgte vi om at blive pionerer. Forestil jer den glæde — og ængstelse — vi følte da vi modtog dette svar: „Din anbefaling til kredstilsynsmand er blevet godkendt!“
Jeg var panikslagen da jeg fik tildelt min første kreds. I kredsen var der blandt andet ti menigheder fra Brasiliens daværende hovedstad, Rio de Janeiro, inklusive nogle nær Betel. Til den første menighed jeg skulle besøge var der knyttet et missionærhjem med elever der var udgået fra Vagttårnets Bibelskole Gilead. Jeg var kun 22 år og følte mig meget utilstrækkelig. Til broder Mucha, som på det tidspunkt havde tilsynet med arbejdet i Brasilien, sagde jeg: „Hvad kan jeg lære dem?“ Hertil svarede han: „Anvend blot den vejledning som Bibelen og organisationen giver, broder.“ Ja, det var et godt råd!
Et år senere blev min hustru gravid, og vi blev derfor nødt til at forlade kredstjenesten. Men vi var glade for at kunne forblive i heltidstjenesten. Efter en anmodning fra to finske familier, Edviks og Leiniös, sendte Selskabet os som specialpionerer til Resende, der var et næsten uberørt distrikt med 35.000 indbyggere. Det var familien Leiniös der gav os den tandem der blev omtalt i avisartiklen. Ved hjælp af den var vi i stand til at så sandhedens sæd i dette frugtbare distrikt, og vi fortsatte med det i nogle måneder efter vores datter Alices fødsel i 1956. Da vi rejste, kom der i stedet to søstre, Anita Ribeiro og Marian Weiler. De vandede sæden, og ’Gud fik det til at gro’. I dag er der ni menigheder i Resende og over 700 forkyndere. — 1 Korinther 3:7.
Manoel Queiroz var en af de første jeg mødte i Resende. En dag jeg ventede på en bus spredte jeg to bøger til ham mens han gik og arbejdede. Manoel, og senere hans hustru, Piedade, gjorde gode fremskridt, og de blev begge døbt. Manoel blev ældste i menigheden og tjente trofast til sin død. Jeg studerede også med Álvaro Soares. Første gang han overværede et møde blev han overrasket over at der kun var seks andre til stede, men i dag er han bytilsynsmand i Resende, hvor der nu kommer over tusind til møderne i de forskellige menigheder. I 1978 blev Álvaros søn Carlos gift med vores datter Alice. I dag er over 60 fra Soares-familien Jehovas vidner.
Da vi forlod Resende betød det at vores heltidstjeneste blev skiftet ud med en anden kristen forpligtelse, nemlig at ’sørge for dem som er medlemmer af vores husstand’. (1 Timoteus 5:8) Vi havde imidlertid stadig pionertjenesten som mål og stræbte efter at bevare pionerånden. Jeg fik arbejde i et firma i São Paulo, og i et år rejste jeg hver weekend de 300 kilometer til Resende for at hjælpe den gruppe på 15 forkyndere der var dér. Men i 1960 flyttede vi tilbage til Resende.
Børneopdragelse — en yderligere forret
Vi havde egentlig ikke planlagt at få så mange børn, men de kom nu engang — den ene efter den anden. Efter Alice fik vi Léo og derefter Márcia, Maércio, Plínio, André og til sidst, i 1976, tvillingerne Sônia og Sofia. Alle blev glædeligt modtaget som „en arv fra Jehova“. (Salme 127:3) Og alle blev med Jehovas hjælp opdraget „i Jehovas tugt og formaning“. — Efeserne 6:4.
Det var dog ikke nogen nem opgave. Til tider græd vi af fortvivlelse. Men vi blev rigt belønnet. Hvordan opdragede vi dem? Det gjorde vi ved hjælp af familiestudiet, ved fra deres spæde barndom at tage dem med til møderne og med i tjenesten på arbejdsmarken, ved at foretage os noget sammen, ved at holde øje med om de havde en god omgangskreds, ved at tugte dem med fasthed, og ved selv at sætte et godt eksempel.
For et par år siden blev vi ved et stævne i Cruzeiro i São Paulo interviewet af kredstilsynsmanden. Efter at vi havde talt om vores familiestudium, spurgte kredstilsynsmanden mig: „Hvilken rolle har din hustru spillet i alt dette?“ Jeg husker at jeg fik tårer i øjnene og så stor en klump i halsen at jeg ikke kunne svare. Hvorfor? Fordi jeg af hjertet værdsatte alle de anstrengelser Maria José havde gjort sig for at bevare vores teokratiske familie. Ja, uden hendes trofaste støtte ville det have været meget vanskeligt!
Lige siden vores forlovelse har Maria José og jeg studeret Bibelen sammen. Efterhånden som børnene kom, blev det lidt af en udfordring at holde studiet regelmæssigt. Som en hjælp satte jeg hver uge en seddel på køleskabet med tidspunktet for familiestudiet den følgende uge samt hvilket emne vi skulle forberede os på. Og alt efter behov uddelte jeg særlige opgaver. En dag kom Márcia og Plínio for eksempel op at slås ved spisebordet. Den næste dag hang der en seddel på køleskabet med opgaven: „Hvordan man kan enes med sine brødre.“ Ved det efterfølgende studium havde begge lejlighed til at udtale sig, og derefter løste de deres uoverensstemmelse.
Vi havde et andet problem søndag morgen. Drengene sagde ofte at de var dårlige og derfor ikke kunne tage med i tjenesten på arbejdsmarken. Léo og Plínio var eksperter i at foregive maveonder og andre lidelser i et forsøg på at slippe for forkyndelsen. Hvis jeg var i tvivl om de virkelig var syge eller blot spillede komedie, sagde jeg: ’Hvis I er for syge til at tage med i tjenesten, er I selvfølgelig også for syge til senere at spille fodbold.’ Som regel blev de utrolig hurtigt raske.
Nogle gange måtte vi virkelig være på vagt. Da Léo var 11 år, skulle han på skovtur med nogle venner, der også var Jehovas vidner; og uden at have fået lov købte han en skinke på et kilo. Da vi senere modtog regningen sagde Maria José til Léo: „Har du ikke glemt at du har købt en skinke?“ „Nej,“ svarede Léo uskyldigt, „det er ikke mig der har købt den.“ „Godt,“ sagde Maria José, „så lad os gå hen og spørge i forretningen.“ På vejen derhen forsvandt Léos hukommelsestab. „Nu kan jeg godt huske det,“ tilstod han, „jeg havde ikke penge nok, derfor købte jeg den på kredit, og så har jeg helt glemt at betale den.“ Jeg betalte regningen og bad indehaveren ansætte Léo indtil han havde arbejdet gælden af. Det var Léos straf. Hver morgen klokken 4 var Léo den første der mødte på arbejde, og efter en måned havde han tilbagebetalt mig hele beløbet.
I vores hjem havde vi altid besøg af mange pionerer, rejsende tilsynsmænd, missionærer og betelmedarbejdere. I en del år havde vi ikke noget fjernsyn, og det hjalp os til at opdyrke gode studievaner og kristne egenskaber. Det var i det miljø børnene blev opdraget. Efter at de er blevet voksne har de sendt os nogle breve der bekræfter at oplæringen lykkedes. — Se rammen på side 30.
Jeg bliver pioner igen!
Da de fleste af vores børn var blevet voksne, tænkte jeg tilbage på en artikel i Vagttårnet for 15. juni 1955 med titlen „Er heltidstjenesten for dig?“ I den stod der blandt andet at nogle kunne „føle sig fristet til at betragte [heltidstjenesten] som noget, der kun hører til undtagelserne. Heri tager de imidlertid fejl, for ved indvielsesløftet har enhver kristen forpligtet sig til at tjene hele sin tid, medmindre forhold, som han ikke har nogen indflydelse på, forhindrer ham deri“.
En aften bad jeg til Jehova om han ville hjælpe mig til at begynde i heltidstjenesten igen. Min familie samarbejdede, og vennerne opmuntrede mig. Til min store overraskelse accepterede direktøren i det firma hvor jeg havde arbejdet i 26 år, at jeg gik på deltid så jeg kunne tjene som almindelig pioner. Hvor var jeg lykkelig for at kunne genoptage den tjeneste som jeg var blevet nødt til at forlade for år tilbage. Og tre af børnene fulgte mit eksempel.
I to år tjente vi i Itatiaya, hvor jeg havde været ældste i 15 år. Vi besluttede imidlertid at flytte hen hvor behovet var større. Det betød at vi måtte leve af en beskeden pension, der svarer til omkring en fjerdedel af en god løn. Ikke desto mindre skrev vi, i tillid til Jesu løfte i Mattæus 6:33, til Selskabet om vores planer. En uge senere sprang vi nærmest af glæde da vi modtog deres svar: „Vi vil foreslå at I flytter til Lages. Der er over 200.000 indbyggere, men der er kun 100 forkyndere fordelt på tre små menigheder. I vil være en stor hjælp i dette distrikt.“
I februar 1988 flyttede vi. Og vi er stadig her i Lages, over 1000 kilometer fra vores børn og venner. Vi har netop oplevet den værste vinter i 20 år. Jeg er den eneste ældste i menigheden, så der er meget at gøre. Alligevel føler vi os rigt velsignet. Distriktet er uhyre interessant. Når vi banker på en dør bliver der sagt: „Værsgo, kom indenfor!“ Det er nemt at oprette bibelstudier. Når det er småt med pengene forærer de os forskellige varer. Vi er kommet hjem med sæbe, deodorant, barberblade, børnetøj (til vores børnebørn), cornflakes, grøntsager, frugt, yoghurt, vin — ja, selv is. Engang fik vi også nogle træskamler!
Det lønner sig
Jeg er i dag 56 år, og når jeg tænker på vores familie, glæder jeg mig. Børnene blev ikke „født“ i sandheden. De blev født i et kristent hjem, men sandheden måtte indpodes i deres unge sind og hjerter. De som har giftet sig, har gjort det „i Herren“. (1 Korinther 7:39; 5 Mosebog 6:6, 7) Det er sandt at vi nu og da bar os forkert ad, og at vi fejlbedømte nogle situationer. Vi begik endog uretfærdigheder. Jeg satte heller ikke altid det bedste eksempel for familien, og nogle gange forsømte jeg mit ansvar som fader og ægtemand. Når jeg indså at jeg havde handlet forkert bad jeg Jehova og min hustru eller børnene om tilgivelse, og derefter anstrengte jeg mig for at gøre det rigtige.
Trods vore ufuldkommenheder er der i familien — som nu er blevet forøget med svigerbørn og børnebørn — seks heltidstjenere, fire ældste og en menighedstjener. Alle undtagen børnebørnene er døbt. Vi har stadig tre af vores børn boende hjemme, og de har heltidstjenesten som deres mål. Kan man få nogen rigere løn? Jeg er Jehova taknemmelig for at han har hjulpet os med at opdrage børnene i hans tugt og formaning. Vi glæder os over at se at de stadig lader sig oplære af Jehova. Og jeg beder til at ingen i familien nogen sinde vil vige fra den vej der fører til livet.
[Ramme på side 30]
Efter at vore børn er blevet voksne udtrykker de af og til værdsættelse i deres breve af den måde de er blevet opdraget på. Her er nogle få udpluk:
„Far, du og mor har gjort det allerbedste for os, selv om I også har begået fejltagelser — dette sker også tit for Carlos og mig når vi opdrager Fabrício.“
Datteren Alice, 33, moder til to drenge.
„I har begge to virkelig bestræbt jer for at opdrage os i Jehovas formaning. Det nyder vi stor gavn af nu!“
Datteren Márcia, 27 år, gift med en kredstilsynsmand.
„Den forret jeg har nu, havde jeg aldrig fået uden jeres hjælp til at bygge et solidt åndeligt fundament og opdyrke kærlighed til Jehova og hans tjeneste.“
Sønnen Maércio på 23 der er specialpioner.
„André, du må drage fuld nytte af at være sammen med far og høste gavn af hans erfaring. Vend aldrig det døve øre til hans vejledning. På den måde kan I hjælpe hinanden. Jeg er lykkeligere nu end nogen sinde.“
Sønnen Plínio på 20 der tjener på Betel.
[Kildeangivelse på side 26]
Foto: MOURA