Vi tjener Jehova som en forenet familie

FORTALT AF ANTONIO SANTOLERI

Min far var 17 år da han i 1919 forlod Italien. Han flyttede til Brasilien for at skabe sig et bedre liv. Med tiden købte han en barbersalon i en lille by i det indre af staten São Paulo.

EN DAG i 1938, da jeg var syv år, modtog min far et eksemplar af Brasileira-bibeloversættelsen af en mand der kom i hans barbersalon. To år senere blev min mor alvorligt syg og var handicappet indtil sin død. Far blev også syg, og derfor rejste hele familien — mor, far, min søster Ana og jeg — til byen São Paulo for at bo hos nogle slægtninge.

Mens jeg gik i skole i São Paulo, blev jeg glad for at læse, især historiske værker. Det gjorde indtryk på mig at Bibelen undertiden blev nævnt i disse bøger. En roman som jeg havde lånt på São Paulos bibliotek, omtalte Jesu bjergprædiken adskillige gange. Det var på det tidspunkt at jeg besluttede at få fat i en bibel, så jeg selv kunne læse Bjergprædikenen. Jeg gav mig til at lede efter den bibel min far havde fået for mange år siden, og fandt den til sidst på bunden af en kuffert, hvor den havde ligget i syv år.

Alle i min familie var katolikker, og derfor var jeg aldrig blevet tilskyndet til at læse i Bibelen. Nu lærte jeg selv at slå skriftsteder op. Med stor fornøjelse læste jeg ikke blot Bjergprædikenen, men hele Mattæusevangeliet og andre bøger i Bibelen. Det der gjorde størst indtryk på mig, var at Jesu lære og hans mirakler blev skildret på en sandfærdig måde.

Da jeg blev klar over hvor meget katolicismen afveg fra det der stod i Bibelen, begyndte jeg sammen med Ana at komme i den presbyterianske kirke. Jeg følte dog stadig tomhed. I årevis havde jeg ivrigt søgt Gud. (Apostelgerninger 17:27) På en stjerneklar aften hvor jeg var lidt eftertænksom, spurgte jeg mig selv: ’Hvorfor er jeg her? Hvad er meningen med livet?’ Jeg fandt et sted i vores baghave hvor jeg kunne være for mig selv, knælede ned og bad: ’Gud Herren, hvem er du? Hvordan kan jeg lære dig at kende?’ Svaret lod ikke vente på sig.

Jeg lærer sandheden at kende

En dag i 1949 kom en ung kvinde hen til min far da han stod af sporvognen, og tilbød ham bladene Vagttårnet og Vågn op! Han fik et abonnement på Vagttårnet og bad hende aflægge os et besøg idet han forklarede at han havde to børn som kom i den presbyterianske kirke. Under sit besøg efterlod kvinden bogen Børn hos Ana og påbegyndte et bibelstudium med hende. Senere deltog jeg også i studiet.

I november 1950 overværede vi et af Jehovas Vidners stævner for første gang. Ved den lejlighed blev bogen „Gud Maa Være Sanddru“ frigivet, og vi fortsatte vores bibelstudium ved hjælp af denne håndbog. Vi erkendte snart at vi havde fundet sandheden, og i april 1951 blev vi døbt som symbol på vores indvielse til Jehova. Nogle år senere indviede min far sig til Jehova, og han døde i 1982 som en trofast tjener for Gud.

Lykkelig som heltidstjener

I januar 1954, da jeg kun var 22 år, blev jeg antaget til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor, også kaldet Betel. Da jeg kom, blev jeg overrasket over at opdage at koordinatoren, Richard Mucha, kun var to år ældre end mig. I 1955 var der behov for zonetjenere, som de rejsende tilsynsmænd blev kaldt dengang, og jeg var blandt fem brødre der blev indbudt til at tage del i denne tjeneste.

Min zone var staten Rio Grande do Sul. Da jeg kom, var der kun 8 menigheder, men på 18 måneder blev der oprettet 2 nye menigheder og 20 isolerede grupper. I dette område er der i dag 15 kredse med cirka 20 menigheder i hver. I slutningen af 1956 fik jeg at vide at min zone var blevet delt i fire mindre og skulle betjenes af fire zonetjenere. Jeg blev anmodet om at vende tilbage til Betel for at få tildelt en ny arbejdsopgave.

Til min overraskelse og glæde skulle jeg betjene menighederne i den nordlige del af Brasilien som sektionstjener, hvilket vil sige en rejsende tilsynsmand som besøger et antal menigheder på skift. Dengang var der 12.000 forkyndere i Brasilien, og landet var delt i to sektioner. Richard Wuttke rejste i det sydlige område, og jeg i det nordlige. På Betel blev vi oplært til at betjene en filmfremviser, så vi kunne vise de film som Jehovas Vidner havde produceret — Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed og Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund.

At rejse dengang var meget anderledes end det er i dag. Ingen af forkynderne havde bil, så jeg rejste på hesteryg, med kano, robåd, oksekærre, transportvogn, lastbil og, en enkelt gang, fly. Det var en fantastisk oplevelse at flyve over Amazonskoven for at lande i Santarém, en by der ligger midt imellem Belém ved Amazonflodens munding og Manaus, hovedstaden i staten Amazonas. Dengang skulle sektionstjenere kun betjene nogle få kredsstævner, og derfor gik meget af min tid med at vise Selskabets film. I de større byer var der i hundredvis af tilhørere.

Det der gjorde størst indtryk på mig i Nordbrasilien, var Amazonområdet. Mens jeg tjente dér, gik Amazonfloden over sine bredder. Det var i april 1957. Jeg havde den forret at vise en af filmene i skoven på et improviseret filmlærred der var blevet spændt ud mellem to træer. Strømmen til filmfremviseren fik vi fra en motorbåd der var ankret op i en nærliggende flod. For de fleste af tilskuerne var det den første film de nogen sinde havde set.

Kort tid efter kom jeg på Betel igen, og året efter, i 1958, fik jeg det privilegium at overvære det historiske internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ som blev holdt i New York og varede otte dage. Delegerede fra 123 lande var blandt de 253.922 som på stævnets sidste dag fyldte Yankee Stadium og det nærliggende Polo Grounds.

Glædebringende forandringer

Kort tid efter at jeg var vendt tilbage til Betel, lærte jeg Clara Berndt at kende, og i marts 1959 blev vi gift. Vi fik til opgave at rejse i kredstjenesten i staten Bahia, hvor vi var et års tid. Clara og jeg har stadig gode minder om brødrenes ydmyghed, gæstfrihed, nidkærhed og kærlighed; de var fattige rent materielt, men rige på Rigets frugt. Derefter blev vi flyttet til staten São Paulo. I 1960 blev min kone gravid, og vi måtte forlade heltidstjenesten.

Vi besluttede at flytte til et sted i staten Santa Catarina, som er min kones hjemstavn. Vores søn, Gerson, var den førstefødte af vore fem børn. Han blev efterfulgt af Gilson i 1962, Talita i 1965, Tárcio i 1969, og Janice i 1974. Takket være Jehova og den gode vejledning han tilvejebringer, er det lykkedes os at klare den udfordring det er at opdrage dem „i Jehovas tugt og formaning“. — Efeserne 6:4.

Vi betragter alle vore børn som dyrebare. Vore følelser kommer udmærket til udtryk i salmistens ord: „Se! Sønner er en arv fra Jehova.“ (Salme 127:3) Trods problemer har vi draget lige så stor omsorg for vore børn som vi ville have gjort for enhver anden „arv fra Jehova“, og haft de anvisninger der findes i Guds ord, i tanke. Vi har erfaret mange velsignelser. Vi følte for eksempel usigelig glæde da alle fem efter tur, hver for sig og af egen fri vilje, gav udtryk for deres ønske om at lade sig døbe som symbol på deres indvielse til Jehova. — Prædikeren 12:1.

Vore børns valg

Vi var henrykte da Gerson, kort efter at han havde taget et kursus i edb, sagde at han godt kunne tænke sig at tjene på Betel — og således valgte heltidstjenesten frem for en verdslig karriere. I begyndelsen fandt Gerson det imidlertid vanskeligt at vænne sig til betellivet. Vi besøgte ham da han havde været på Betel i fire måneder, og jeg var forundret over hvor bedrøvet han virkede da vi skulle tage af sted. I bilens bakspejl kunne jeg se ham kigge langt efter os indtil vi efter det første vejsving ikke kunne se ham længere. Mine øjne var så fyldt med tårer at jeg var nødt til at dreje ind til siden og standse op før vi kunne fortsætte vores 700 kilometer lange tur hjem.

Gerson blev dog med tiden virkelig glad for at være på Betel. Efter at have været der i næsten seks år blev han gift med Heidi Besser, og de tjente sammen på Betel i to år. Så blev Heidi gravid, og de var derfor nødt til at rejse. De har altid deres datter, Cintia, på seks år med når de overværer de kristne møder og deltager i forkyndelsen.

Kort efter at vi havde besøgt Gerson på Betel, gav Gilson, som netop var blevet færdig med sit første år af en handelsuddannelse, udtryk for at også han gerne ville tjene på Betel. Han havde planer om at fortsætte sin uddannelse efter et års beteltjeneste, men han ændrede mening og blev på Betel. I 1988 giftede han sig med Vivian Gonçalves, der virkede i heltidstjenesten som pioner. De har tjent sammen på Betel siden.

Det var til stor glæde for os da vores tredje barn, Talita, tog pionertjenesten op i 1986 efter at have gennemgået et kursus i teknisk tegning. Tre år senere blev hun også indbudt til at arbejde på Betel. I 1991 blev hun gift med José Cozzi, som havde været på Betel i ti år, og dér tjener de fortsat.

Da den næste i rækken, Tárcio, gentog den sætning vi allerede havde hørt tre gange før, nemlig: „Far, jeg vil gerne på Betel,“ havde min kone og jeg endnu en gang grund til glæde. Hans ansøgning blev godkendt, og i 1991 begyndte også han på Betel, hvor han blev indtil 1995. Vi er lykkelige for at han på denne måde i over tre år brugte sin ungdomskraft til at fremme Jehovas riges interesser.

Vores yngste datter, Janice, traf sin beslutning om at tjene Jehova og blive døbt i en alder af 13. Ét år var hun hjælpepioner samtidig med at hun gik i skole. Den 1. september 1993 begyndte hun at tjene som pioner i vores menighed her i byen Gaspar.

Hemmeligheden ved en forenet familie

Hvordan lykkes det at bevare en familie forenet i tilbedelsen af Jehova? Jeg tror ikke at der findes nogen patentløsning. Jehova har givet vejledning i sit ord som kristne forældre kan anvende, og derfor bør æren for de gode resultater vi har opnået, gå til ham. Vi har blot forsøgt at følge hans anvisninger. (Ordsprogene 22:6) Alle vore børn har arvet min latinamerikanske sentimentalitet og deres tyske mors praktiske indstilling. Men det vigtigste de har fået af os, er en åndelig arv.

Selv om vores familieliv var centreret om Rigets interesser, var det ikke altid let at sætte disse interesser først. Nogle gange var det for eksempel vanskeligt at sørge for at have et regelmæssigt familiestudium, men vi opgav det aldrig. Fra børnene var helt små har vi altid taget dem med til de kristne møder og til kreds- og områdestævner. Kun sygdom eller andre nødsituationer har hindret os i at møde frem. I en tidlig alder fulgtes de desuden med os i den kristne forkyndelse.

Når børnene var omkring ti år, begyndte de at holde indlæg på Den Teokratiske Skole. Vi hjalp dem med at forberede deres første elevopgaver og tilskyndede dem til at bruge en disposition frem for et fuldt manuskript. Senere lavede de deres elevopgaver selv. De har vel været mellem ti og tolv år da de begyndte at tage regelmæssig del i forkyndelsesarbejdet. Denne livsform var den eneste de kendte til.

Min kone, Clara, har spillet en vigtig rolle i opdragelsen af vore børn. Da børnene var i den alder hvor de sugede alt hvad de lærte, til sig som en svamp, læste hun hver aften en bibelhistorie op for dem og bad en bøn sammen med hver enkelt af børnene. Hun gjorde god brug af bøgerne Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis, Vi lytter til den store Lærer og Min bibelhistoriebog.a Da Jehovas Vidner begyndte at fremstille og udgive kassettebånd og videofilm, brugte vi også dem i vores undervisning.

Vores erfaring som forældre bekræfter at børn har brug for daglig omsorg. Børn har et grundlæggende behov for at man viser dem inderlig kærlighed og personlig interesse, samt tilbringer meget tid sammen med dem. Vi har ikke blot betragtet det som vores ansvar at dække disse behov efter bedste evne, men har også fået mange velsignelser ved at gøre det.

Ja, forældre kan føle stor tilfredsstillelse når de erfarer opfyldelsen af ordene i Salme 127:3-5: „Se! Sønner er en arv fra Jehova, moderlivets frugt en belønning. Som pile i den vældige krigers hånd, sådan er sønner man får i sin ungdom. Lykkelig er den våbenføre mand der har fyldt sit kogger med dem.“ Det har afgjort bragt os stor glæde at tjene Jehova som en forenet familie.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Antonio Santoleri med den nærmeste familie