Bør man lade sit liv styre af skæbnen?

DEN eneste af de anførte personer som ikke troede på skæbnen var Jesus Kristus. Hvad troede han da på?

Biografier fra det første århundrede (skrevet af bibelskribenterne Mattæus, Markus, Lukas og Johannes) viser at Jesus var af den overbevisning at det enkelte menneske har indflydelse på sin fremtid og på det der sker med dem.

For eksempel sagde Jesus at Gud vil „give noget godt til dem der beder ham“ og at „det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst“. Da Jerusalems indbyggere overhørte de advarsler der ville have reddet deres liv, sagde Jesus ikke at deres reaktion skyldtes skæbnen. Nej, han sagde: „Men I ville ikke.“ — Mattæus 7:7-11; 23:37, 38; 24:13.

Jesu holdning skinner også igennem i det han sagde om en dødsulykke der fandt sted i Jerusalem: „De atten som tårnet i Siloam faldt ned over, så det dræbte dem, mener I at de viste sig at være større skyldnere end alle andre mennesker som bor i Jerusalem? Nej, siger jeg jer.“ (Lukas 13:4, 5) Læg mærke til at Jesus ikke tilskrev skæbnen disse 18 menneskers død. Han sagde heller ikke at de havde været mere onde end andre. I modsætning til datidens farisæere, der søgte at få skæbnetroen til at forliges med troen på at mennesket har en fri vilje, lærte Jesus at det enkelte menneske har indflydelse på sin egen fremtid.

Jesu apostle lærte ligeledes at alle har mulighed for at opnå frelse. Apostelen Paulus skrev: „[Du] har kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse.“ Og apostelen Peter skrev: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.“ (2 Timoteus 3:15; 1 Peter 2:2; se også Apostelgerninger 10:34, 35; 17:26, 27.) I Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics siges der at skribenterne i det andet og tredje århundrede, heriblandt Justinus, Origenes og Irenæus, ’intet kendte til ubetinget forudbestemmelse; de lærte at mennesket besidder en fri vilje’.

Men når så mange — jøderne inklusive — havde en eller anden form for skæbnetro, hvordan kan det da være at Jesus og de første kristne ikke troede på at menneskers skæbne er forudbestemt? Fordi denne tanke ikke er sand. Lad os blot nævne to af de mange problemer den afføder: Fatalisme er i strid med Jehova Guds egenskaber og modbevises af kendsgerningerne. Desuden kan den bringe vort nuværende og fremtidige liv i fare. Når vi betragter sagen nærmere vil vi se hvorfor det forholder sig sådan.

Skæbnetroens følger og Guds egenskaber

I det tredje århundrede før vor tidsregning lærte filosoffen Zenon fra Kition sine elever at „skæbnens tilskikkelser på en eller anden uforklarlig måde er til ens bedste“. En dag da Zenon fandt ud af at hans træl havde stjålet, blev han stillet over for konsekvenserne af sin egen filosofi. Da han slog trællen råbte denne: „Men det var jo skæbnens vilje at jeg skulle stjæle.“

Og der er noget om trællens ræsonnement. Hvis man tror at det enkelte menneskes livsmønster er afgjort på forhånd, kan man ikke bebrejde et menneske at det bliver en tyv, lige så lidt som man kan bebrejde en appelsinkerne at den bliver til et appelsintræ. Mennesket og appelsinkernen udvikler sig jo blot efter en ufravigelig plan. Hvad vil et sådant ræsonnement i sin yderste konsekvens indebære?

At kriminelle, der jo blot handler sådan som skæbnen byder dem, kunne holde den der har bestemt deres lod i livet, ansvarlig for deres handlinger. Og hvem skulle denne i givet fald være? Ifølge fatalisterne er det Gud selv. Hvis vi forfølger denne tanke må Gud altså være den egentlige årsag til al den ondskab, vold og undertrykkelse mennesker har begået. Er det også det du tror?

En artikel i Nederlands Theologisch Tijdschrift bemærker at et sådant fatalistisk synspunkt „forudsætter et billede af Gud som, i det mindste for kristne, er uacceptabelt“. Hvorfor? Fordi det er i modstrid med det billede som de inspirerede bibelskribenter tegner af Gud. Læg for eksempel mærke til følgende citater fra Salmernes Bog: „Du er ikke en Gud der har behag i ugudelighed.“ „Den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ „Fra undertrykkelse og vold vil han [Guds udnævnte messianske Konge] genløse deres sjæl.“ (Salme 5:4; 11:5; 72:14) De fatalistiske ræsonnementer er helt uforenelige med Guds egenskaber.

Skæbnetroen og kendsgerningerne

Men hvordan forholder det sig med naturkatastrofer? Er de ikke skæbnens værk og derfor umulige at undgå?

Hvad viser kendsgerningerne? Bemærk hvad en undersøgelse af årsagerne til naturkatastrofer har vist ifølge den hollandske avis NRC Handelsblad: „Man har hidtil betragtet jordskælv, oversvømmelser, jordskred og cykloner . . . som nogle af naturens luner. Men omhyggelige undersøgelser viser at menneskers drastiske indgreb i naturen alvorligt har svækket miljøets evne til at afværge ulykker. Som følge heraf kræver naturkatastrofer flere ofre end nogen sinde før.“ — Kursiveret af os.

Oversvømmelserne i Bangladesh, der blev omtalt i den forrige artikel, er et godt eksempel herpå. Forskerne siger nu at „ødelæggelsen af store skovområder i Nepal, Nordindien og Bangladesh har været en afgørende årsag til de oversvømmelser der har ramt Bangladesh i de senere år“. (Bladet Voice) En anden rapport siger at fældningen af skovene har bevirket at antallet af oversvømmelser i Bangladesh er steget fra én hvert 50. år til én hvert fjerde år. Menneskers indgreb i andre dele af verden har medført tilsvarende katastrofale resultater — tørke, skovbrande og jordskred. Ja, det er ofte menneskers handlinger — ikke en mystisk skæbne — der fremkalder eller forårsager naturkatastrofer.

Da det forholder sig sådan skulle menneskers handlinger også kunne udvirke det modsatte, nemlig begrænse katastrofer. Er dette tilfældet? Ja, afgjort. Overvej følgende kendsgerninger: UNICEF (FN’s Børnefond) rapporterer at i årevis blev hundreder af børn i det indre Bangladesh blinde. Skyldtes dette skæbnens uforanderlige spil? Nej. Efter at UNICEF’s folk havde overtalt mødrene i området til ikke kun at give deres familie ris at spise, men også frugt og grøntsager, begyndte øjensygdommen at forsvinde. I dag har denne kostændring reddet i hundredvis af børn i Bangladesh fra at blive blinde.

Folk der ikke ryger, lever gennemsnitlig tre til fire år længere end rygere. Bilpassagerer der bruger sikkerhedssele kommer ud for færre dødsulykker end de der ikke gør det. Det er derfor tydeligt at det er ens egne handlinger og ikke skæbnen der har indflydelse på ens tilværelse.

Skæbnetroens livsfarlige konsekvenser

Som nævnt kan fatalisme altså afkorte ens levetid. Hvordan? Af „uhyggelige eksempler på fatalisme“ nævner The Encyclopedia of Religion følgende: „Fra Anden Verdenskrig kender vi de selvmorderiske japanske torpedoangreb og selvmordene blandt Hitlerregimets SS-korps der skyldtes en forestilling om skæbnen (Schicksal) der åbenbart gik langt ud over det enkelte menneskes liv.“ Den samme kilde omtaler de „religiøst inspirerede selvmordsangreb mod mål der bliver betragtet som en trussel mod Islam . . . og hvorom man her i nyere tid regelmæssigt har kunnet læse i avisartikler om Mellemøsten“. Det hedder i sådanne rapporter at tusinder af unge soldater er draget i kamp i den sikre overbevisning at „hvis det ikke står skrevet at man skal dø, vil der ikke ske én noget“.

Men selv respekterede muslimske lærere er imod en sådan dumdristighed. Én kalif har for eksempel udtalt: „Den der befinder sig i krydsild bør overgive sig til Guds vilje; men den som endnu ikke er kommet i krydsild behøver ikke at kaste sig ud i den.“ Sørgeligt nok findes der utallige soldater som ikke har fulgt denne kalifs råd. Det anslås at Iran mistede 400.000 under den næsten otte år lange krig mod Irak, hvilket er flere krigsofre end De Forenede Stater havde under den anden verdenskrig! En fatalistisk livsholdning kan altså tydeligvis forkorte ens liv. Men den kan også bringe ens fremtidige liv i fare. Hvordan?

Da en fatalist tror at fremtiden er lige så uforanderlig som fortiden, kan han meget let opdyrke en farlig holdning. Hvilken holdning? Encyclopedia of Theology svarer: „Den enkelte . . . føler sig hjælpeløs, som en ubetydelig brik i processer der synes uundgåelige. Dette resulterer i en passivitet hvor man taknemmeligt griber til den overtroiske forklaring at alt afhænger af en gådefuld men suveræn skæbne.“

Hvad er det der gør passivitet så farlig? At den ofte får én til at give op på forhånd, hvilket er lammende. Det kan hindre en fatalist i selv at tage et initiativ eller endog i at tage imod Guds tilbud: „Hej, alle I tørstige! Kom, her er vand. . . . Bøj jeres øre og kom til mig. Hør, og jeres sjæl vil blive i live.“ (Esajas 55:1-3) Hvis skæbnetroen hindrer nogen i at ’komme’ og ’høre’, vil de gå glip af muligheden for at „blive i live“ for evigt i det kommende genoprettede paradis på jorden. Det vil være en høj pris at betale.

Hvor står du? Hvis du er vokset op i et samfund hvor skæbnetroen danner grundlag for folks tankegang, kan det være at du selv uden videre har antaget denne tro. Men måske har det vi her har behandlet, hjulpet dig til at se at livet nu og i fremtiden i stor udstrækning formes af dine egne handlinger.

Som vi har set viser både den sunde fornuft, kendsgerningerne og, frem for alt, Bibelen, at man ikke må bukke under for følelsen af at man af skæbnen er bestemt til at lide nederlag. Jesus sagde tværtimod at man skulle ’kæmpe energisk for at komme ind gennem den snævre dør’. (Lukas 13:24) Det græske ord for at ’kæmpe energisk’ er agōniʹzomai. En bibelkommentar forklarer betydningen af det således: „Ordet er hentet fra de græske sportslege. I væddekampene . . . kæmpede eller anstrengte man sig til det yderste, lagde alle sine kræfter i, for at vinde sejrsprisen.“ I stedet for at vi skulle bøje os viljeløst for et nederlag i livet, opfordrer Jesus os altså til at stræbe efter intet mindre end sejr!

Gør dig derfor fri af enhver form for fatalistisk passivitet. Følg tilskyndelsen i Guds ord og tag del i det løb der gælder livet, og lad ikke troen på en skæbne holde dig tilbage. (Se Første Korintherbrev 9:24-27.) Beslut dig uden tøven til at tage imod den inspirerede indbydelse: „[Vælg] livet for at du kan blive i live, du og dit afkom.“ Hvordan vælger du livet? „Ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham.“ Ved at gøre dette vil du sejre, for Jehova vil vise sig at være „dit liv og rækken af dine dage“. — 5 Mosebog 30:19, 20.

[Illustration på side 7]

Moses troede ikke på skæbnen men gav denne opfordring: „Du skal vælge livet for at du kan blive i live.“