Livet efter døden — De ubesvarede spørgsmål
„HVIS en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ (Job 14:14) Dette spørgsmål, som patriarken Job stillede for mange hundrede år siden, har mennesker til alle tider og i alle samfund grublet over. Og det har ikke skortet på svar.
De gamle grækere hævdede at de dødes sjæle levede videre og blev sejlet over floden Styx til et stort underjordisk rige kaldet dødsriget. Dér dømte nogle dommere sjælene til pine i et fængsel med høje mure eller til salighed på de elysiske marker. Andre oldtidsfolk troede at sjælene blev til stjerner eller kometer. Atter andre mente at sjælene var selvlysende og blev ført op til månen. Ved fuldmåne blev de så ført videre til solen.
I dag vrimler det med teorier om det hinsidige. Hinduer og buddhister tror på reinkarnation. Muslimer lærer at sjælen overlever legemets død og ved den sidste dom bliver sendt enten til himmelen eller i helvede. De fleste protestanter får at vide at sjælen lever videre efter døden og opnår lykke i himmelen eller pines i helvedes flammer. Den katolske kirke lærer desuden at der er et limbus og en skærsild.
I nogle lande er sjæletroen en besynderlig blanding af lokale traditioner og såkaldt kristendom. Blandt mange katolikker og protestanter i Vestafrika er det for eksempel skik og brug at tildække spejlene når nogen dør for at ingen skal se den afdødes sjæl. Fyrre dage efter dødsfaldet fejrer familie og venner sjælens opstigning til himmelen. Senere — i regelen ved juletid eller på nytårsdag — besøger slægtningene begravelsespladsen og hælder en alkoholisk drik ud på gravstedet. De taler endda til den døde, beder om hjælp og fortæller hvad der er sket i familien.
Religionerne lærer altså noget vidt forskelligt om hvad der sker efter døden. Imidlertid er der noget de næsten alle er enige om, nemlig at sjælen er udødelig. De fleste forestillinger om livet efter døden er i virkeligheden bygget på denne grundlæggende tanke.
Der er imidlertid nogle spørgsmål vi må have klarhed over: Hvor stammer tanken om sjælens udødelighed fra? Findes den i Bibelen? Og hvis det er tilfældet, hvorfor findes den så også i ikkekristne religioner? Disse spørgsmål bør man ikke feje af bordet. Uanset vor religiøse overbevisning er døden et faktum som griber dybt ind i vor tilværelse. Vi opfordrer dig derfor til at undersøge dette emne med et åbent sind.