Tillid til Jehova bringer lykke

FORTALT AF JACK HALLIDAY NATHAN

Måske kender du den talemåde der siger at nogle „fødes med en sølvske i munden“. Det samme kunne næsten siges om mig, da jeg kom til verden i 1897.

I 1897 fejrede dronning Victoria 60-års regeringsjubilæum, og alle de børn der blev født i England det år fik en sølvske. Det britiske imperium var på sin magts tinde og høstede frugten af den industrielle revolution hjemme og af den omfattende handel med de blomstrende oversøiske kolonier.

Min bedstefader var jøde, og min fader var ekspert i hebraisk og velbevandret i De Hebraiske Skrifter. Min bedstemoder var imidlertid datter af en anglikansk biskop, og det var på grund af hendes påvirkning at fader anerkendte Jesus Kristus som Messias. Begge mine forældre læste Charles Taze Russells skrifter, så vi troede hverken på treenigheden eller på helvedeslæren.

I min barndom var heste stadig det vigtigste transportmiddel i England, for der var kun få automobiler. Eftersom jeg var glad for heste, meldte jeg mig i 1913 til en hestetransportenhed i landeværnet. Ved Første Verdenskrigs udbrud blev jeg overført til den egentlige hær og sendt til den græske front, hvor jeg fik malaria. Senere blev jeg sendt til vestfronten i Frankrig som maskingeværskytte og endte med, i 1917, at blive taget til fange af tyskerne.

Jeg finder livets mening i Indien

Efter krigens afslutning i 1918 var der ikke noget arbejde at få i England, så jeg lod mig atter indrullere i hæren og blev sendt til en garnison i Indien. I maj 1920 brød min malaria ud igen, og jeg blev derfor sendt på rekonvalescens oppe i bjergene. Deroppe læste jeg alle de bøger jeg kunne få fat i, blandt andet Bibelen. Bibellæsningen skærpede min interesse for Herrens genkomst.

Flere måneder senere dannede jeg en bibelstudiegruppe nede i Kanpur, i håb om at lære mere om Herrens genkomst. Dér mødte jeg Fredrick James, en tidligere britisk soldat der nu var en nidkær bibelstudent. Han forklarede mig at Jesus havde været usynligt nærværende siden 1914. Dette var noget af det mest betagende jeg nogen sinde havde hørt. Jeg ønskede omgående at forlade hæren. Al den blodsudgydelse og død under den europæiske krig havde virket frastødende på mig. Jeg ville være en fredelig missionær der forkyndte den gode nyhed om Kristi nærværelse.

Men hæren ville ikke uden videre slippe mig. I stedet blev jeg sendt til den vestlige del af Indien, det nuværende Pakistan. Mens jeg var dér læste jeg Studier i Skriften af Charles Taze Russell og blev endnu mere overbevist om at jeg burde tage imod forkynderkaldet. Jeg begyndte at få mareridt og blev deprimeret. I desperation skrev jeg til broder James, og blev inviteret til hans hjem i Kanpur. Jeg ankom den dag hvor højtiden til minde om Jesu død skulle fejres. Denne dag fik stor betydning for mig, for da besluttede jeg både at forblive ugift og at gøre heltidstjenesten til mit livsmål.

Hjemme i England igen

Sidst i 1921 blev jeg sendt hjem til England igen, og i foråret 1922 fik jeg min afsked fra hæren. Den sommer kom Vagttårnsselskabets anden præsident, J. F. Rutherford, til England. Jeg tog med mine forældre ind for at høre ham tale i Royal Albert Hall i London. Bagefter meldte jeg mig til at tjene på Betel, som Vagttårnets afdelingskontorer kaldes, men jeg blev venligt opfordret til først at virke i kolportørarbejdet (heltidsforkyndelsen). Jeg sagde derfor mit arbejde op og tog imod en distriktstildeling i Sydengland. Med minimal erfaring og blot en crown (3,50 kroner) på lommen, men med fuld tillid til Jehova, begyndte jeg i heltidstjenesten. I marts 1924 blev jeg indbudt til at tjene på Betel.

Det følgende år blev jeg bedt om at forlade Betel. Jeg var knust, for jeg følte at jeg var blevet tugtet for noget jeg ikke var skyld i. På den korte tid var Betel blevet hele mit liv. Men ved at lægge problemet frem for Jehova i bøn og stole på at hans vilje ville ske, kunne jeg bevare glæden og fortsætte i mit tildelte pionerdistrikt. I maj 1926 blev jeg indbudt til igen at tjene på Betel — og blev der de næste 11 år.

I 1936 besøgte broder Rutherford på ny England og opfordrede mig til at rejse til Canada for at fremme Rigets arbejde dér. Men nu pådrog jeg mig broder Rutherfords misbilligelse fordi jeg på grund af en misforståelse havde røbet nogle fortrolige oplysninger, og fik derfor alligevel ikke lov at rejse. Jeg husker stadig ordret broder Rutherfords kommentar: „Jack, jeg kan ikke stole på dig. Du kan godt rive dine billetter i stykker!“ Det var et hårdt slag for mig! Men denne tugt var bestemt tiltrængt. I de følgende otte måneder arbejdede jeg sammen med en anden broder i pionertjenesten. Takket være mit tjenesteprivilegium glemte jeg min fortvivlelse. Samtidig tog jeg ved lære af tugten.

Forkyndelsen udvides i Canada

Under sit næste besøg i England et år senere talte broder Rutherford på ny om Canada. Jeg fulgte ivrigt opfordringen til at rejse. Efter et par måneders tjeneste på det canadiske Betel blev jeg sendt til det sydvestlige Ontario som rejsende repræsentant for Selskabet. De fleste af menighederne dér var små og havde stærkt behov for opmuntring. Men der fulgte nogle dejlige år, trods besværlighederne med det barske vejrlig og de usikre transportforhold!

Jeg glemmer aldrig den varme og den åndelige værdsættelse jeg mødte i en lille menighed af indfødte indianere nær Brantford. Det var midt om vinteren, og der lå et tykt lag sne, så det var svært at komme frem i min Ford-T. Der var ingen der vidste at jeg kom, så da jeg nåede frem fandt jeg ud af at brødrene var inde i skoven efter brænde. Jeg gik derfor ud for at finde dem og måtte vade gennem snedriver der gik til livet. Da jeg til sidst fandt dem blev de overraskede men også henrykte for at se mig. De standsede arbejdet, tog hjem og arrangerede et møde samme aften.

I nabomenigheden Beamsville måtte nogle trofaste brødre og jeg i månedsvis kæmpe med valgte ældste og frafaldne. Men det var fantastisk at se hvordan Guds ånd udvirkede at problemet blev løst! Tillid til Jehova og loyalitet mod hans organisation førte til mange velsignelser for menighederne i denne første tid. Mange børn i disse menigheder voksede op og blev pionerer, kom på Betel, eller blev missionærer og rejsende tilsynsmænd. Jeg glemmer aldrig den glæde det var at bo hos loyale kristne familier som opfostrede sådanne prægtige unge mennesker. Disse familier blev min familie, og deres børn blev mine børn.

Forbudsårene

Under krigshysteriet i 1940 blev Jehovas Vidners arbejde forbudt. Sikken et chok! I radiomeddelelser fra myndighederne fik vi besked på at aflevere vore publikationer, menighedens optegnelser og rigssalsnøgler til politiet. I betragtning af situationens alvor tog jeg rundt til menighederne og opfordrede dem til at skjule publikationerne og optegnelserne. Brødrene blev tilskyndet til at mødes i private hjem og ændre mødested hver uge. Med tiden begyndte forkynderne igen at gå fra hus til hus, men kun med Bibelen. Dette viste sig at være til velsignelse for os, eftersom vi alle blev bedre til at bruge vore bibler.

Senere på året modtog vi fra De Forenede Stater en stor forsyning af brochuren End of Nazism (Nazismens endeligt). Det krævede stor snilde at få de forbudte publikationer ind i Canada. Nogle brødre samlede blaffende soldater op, som satte sig på papkasserne og derved uafvidende var med til at beskytte den forbudte forsendelse. En morgen i november, mellem klokken tre og seks, blev hele landet i lyntempo besøgt af Jehovas vidner som lagde et eksemplar af brochuren på dørtrinnet til de fleste hjem i Canada.

I disse forbudsår fortsatte jeg som pioner i Canadas vestlige provins, British Columbia. Før forbudet havde brødrene benyttet en båd når de besøgte indbyggerne på de små øer fra Vancouver og hele vejen op til Alaska. Da forbudet trådte i kraft var der en hel del publikationer om bord. På vej til havnen hvor båden skulle i forvaring afleverede brødrene imidlertid publikationerne til venligtsindede øboere. Senere sejlede jeg ud til øerne i en fiskerbåd for at finde ud af hvor publikationerne var, og i laksesæsonen sørgede jeg for at nogle brødre hentede dem hos de interesserede. Derefter blev publikationerne gemt i lastrummene på nogle fiskerbåde og fragtet til Vancouver til videreforsendelse.

Sidst i 1943 fik vi at vide at forbudet mod Jehovas Vidner var blevet hævet. Imidlertid var Vagttårnsselskabet stadig under forbud. Så vi kunne fortsat kun benytte Bibelen i hus-til-hus-forkyndelsen. Men nu kunne vi åbent præsentere os som Jehovas vidner. Dengang forbudet blev indført, var vi kun omkring 6700 forkyndere; da det blev hævet var vi 11.000!

I rejsetjenesten

I de følgende par år tilbagelagde jeg som rejsende repræsentant for Selskabet utallige kilometer for at samarbejde med menighederne og opmuntre dem. Om vinteren fulgtes jeg med brødrene i et særligt køretøj kaldet en caboose. Det var en hestetrukket, overdækket slæde, med en brændeovn og en skorsten. Ofte var vi helt op til seks passagerer. Vi tog af sted før daggry og kørte 35 kilometer eller mere gennem tyk sne mens vi besøgte gårdene undervejs. Kusken måtte passe på, for caboosen kunne tippe i snedriverne så passagererne og de varme gløder fra brændeovnen væltede ud.

I 1947 fik jeg til opgave at føre tilsyn med Canadas første område, som omfattede hele landet. Jeg skulle som områdetilsynsmand betjene et kredsstævne næsten hver eneste uge. Stævnerne blev holdt på skøjte-, fodbold- og væddeløbsbaner, samt i forskellige haller. Det var et stort arbejde at arrangere disse stævner. I 1950 blev Frank Franske også udnævnt til områdetilsynsmand i Canada, og senere er der kommet yderligere fem områdetilsynsmænd.

I årenes løb har jeg rejst med små fly, fiskerbåde, store snescootere, propeldrevne slæder samt mere almindelige transportmidler som tog, bus og bil. Af og til har vi fløjet hen over Rocky Mountains majestætiske bjergtoppe og har måttet styrtdykke for at lande i de dybe dale hvor jeg skulle besøge isolerede grupper af brødre.

Jeg har gennemrejst Canada på kryds og tværs adskillige gange. Jeg har overnattet i træhytter der var så kolde at vi om morgenen kunne se vores ånde, og på gårde uden nogen som helst moderne faciliteter. Men jeg har hele tiden følt stor tilfredshed idet jeg vidste at jeg arbejdede for Jehova og opmuntrede hans folk.

Flere tjenesteprivilegier

I de sidste 33 år har jeg haft det privilegium at være medlem af den canadiske betelfamilie. Desuden har jeg holdt foredrag ved stævner i England, Europa, Afrika, Australien, New Zealand og Det Fjerne Østen. I Australien mødte jeg broder James’ datter. Broder James, som havde hjulpet mig så meget i Indien, blev aldrig missionær men gav en god åndelig arv videre til sin familie.

I dag er jeg omgivet af hundreder af unge mænd og kvinder på det canadiske Betel. Det er opmuntrende og ansporende at se dem anvende deres friske kræfter i Jehovas tjeneste. Mit syn er dårligt, men de unge læser for mig. Mine ben er svage, men de tager mig med i forkyndelsen. Nogle spørger hvordan jeg klarer de helbredsproblemer der følger med alderen. Jo, jeg studerer Guds ord hver dag. På den måde holder jeg mit sind og hjerte rettet mod det åndelige.

Det har afgjort været et stort privilegium at kunne vandre og tale med min himmelske Fader, Jehova, i de 69 år jeg har været indviet, deraf 67 i heltidstjenesten. Jeg har altid syntes at Jehova er en kærlig, medfølende Gud som bærer over med vore svagheder og som giver styrke og kraft til dem der har tillid til ham. Jeg håber at kunne bevare min uangribelighed og min loyalitet mod Jehova og hans organisation til det sidste, ved at stole på løftet om at jeg til sin tid skal forenes med min elskede Herre, Jesus Kristus, og med mange af mine trofaste brødre og søstre i himmelsk herlighed. — Salme 84:12.

[Illustration på side 12]

Terrængående snescootere kunne køre op til 80 kilometer i timen

[Illustration på side 13]

Forkyndelsestur med hestetrukket caboose på Canadas snedækkede vidder