Jehova har givet mig styrke

FORTALT AF EKUMBA OKOKA

JEG er født i et „kristent hjem“ i et centralafrikansk land, og fik som barn indpodet kærlighed til Gud. Min far var ivrig lægprædikant, og jeg tog ofte med ham når han skulle undervise i kirken eller ved bønnemøder i private hjem. Eftersom alt tydede på at jeg var en gudfrygtig dreng, udpegede de andre lægprædikanter mig til at gå præsten til hånde under messen. De sagde endda at jeg sikkert en dag ville læse til præst.

Om aftenen var jeg imidlertid forsanger og danser i et lokalt orkester der hed Matumba-Ngomo. Og som sådan deltog jeg sammen med de unge mænd og kvinder i vores område i enhver form for umoralske handlinger. Men jeg så stadig frem til at blive gift og til engang at komme i himmelen for at leve sammen med „de hellige“. Jeg betragtede det som unødvendigt at leve et rent liv, for ifølge den katolske lære fik jeg jo tilgivelse for alle mine synder hver søndag aften ved skriftemålet.

Vanskelighederne begynder

Mens jeg i 1969 læste ved universitetet begyndte jeg at få ledsmerter. Jeg vidste ikke hvorfor, men som månederne gik blev smerterne værre. Selv om mine forældre var respekterede katolikker, besluttede de at tage mig med til forskellige fetichdyrkere. De mente alle at en eller anden havde nedkaldt en forbandelse over mig, men at jeg ville blive helbredt takket være deres bønner og medicin. Ikke desto mindre begyndte jeg at halte, og i 1970 kunne jeg næsten ikke gå længere, selv om jeg lærte at bruge krykker. Dengang troede jeg at jeg havde taget mine sidste skridt.

I februar 1972 besluttede min far endelig at tage mig med til hospitalet i Wembo Nyama. Jeg lå så lang tid på hospitalet at man begyndte at kalde mig ejeren! Folk blev indlagt, helbredt og udskrevet, for senere at komme tilbage med et andet problem — men jeg lå der stadig! Min far blev nødt til at tage hjem igen på grund af rishøsten, men på det tidspunkt var jeg gift og havde to børn. Min kone på kun 21 år passede mig og fik et job så hun kunne forsørge os.

Min situation gjorde mig dybt deprimeret. Som 24-årig fik jeg det værre og værre, mens jeg så at mine kammerater klarede sig fint og fik fast arbejde. Jeg syntes det ville være bedst for alle parter hvis jeg tog mit eget liv. Jeg gav derfor alt hvad jeg ejede til mine børn og mine brødre, uden at fortælle dem hvad jeg havde i tanke. Det eneste jeg beholdt var min yndlingsskjorte, som jeg ville begraves i.

Jeg begynder en ny tilværelse

Et af Jehovas vidner blev indlagt i sengen ved siden af mig. Selv om han var blind på det ene øje og i fare for at miste synet på det andet, begyndte han med det samme at fortælle mig om Jehova og hans rige ud fra Bibelen. Efter et par dage blev han udskrevet fra hospitalet, men han overlod mig til nogle Jehovas vidner som havde besøgt ham. Jeg fortsatte samtalerne med dem, men så skulle de også rejse. Den ene blev dog ved at studere med mig pr. brev. Med stort udbytte læste jeg også de bibelske publikationer han sendte mig.

På den måde fik jeg åndelig føde, og min depression blev vendt til glæde. Før havde kirken givet mig „gift“ at drikke, men nu kunne jeg frit modtage livets vand. Af hjertet takkede jeg Jehova for at han havde befriet mig fra religiøs overtro som treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed, frygten for de døde og forfædredyrkelse.

Det var min hensigt at forlade hospitalet, men så hørte jeg at to familier som var i heltidstjenesten skulle flytte til Wembo Nyama. Jeg besluttede derfor at blive indtil de kom. Hvor blev jeg glad da de en dag stod ved min seng! Nu behøvede bibelstudiet ikke længere at foregå pr. brev.

Efter et par dage spurgte jeg om de holdt møder i en rigssal, hvilket jeg havde læst om i bladene. Venligt fortalte de mig at alle møderne blev holdt i en lille hytte hvor den ene familie boede. De sagde også at de meget gerne ville hente mig på cykel! Trods stærke smerter i rygsøjlen og i alle leddene var jeg meget glad for at overvære møderne. Da jeg opfyldte kravene som udøbt forkynder kunne jeg fra og med april 1974 hver måned rapportere tjeneste.

Tre måneder senere symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. På hospitalet forkyndte jeg for personalet, patienterne, de besøgende protestantiske missionærer og for min familie, der var stærke modstandere. Jeg forkyndte når jeg lå i sengen eller når jeg kørte omkring i den kørestol som hospitalet havde stillet til min rådighed indtil jeg selv kunne købe én.

Udholdenhed lønner sig

Trods modstand fra familien fortsatte jeg på Jehovas vej og blev rigt velsignet. Også min kone tog standpunkt for sandheden, og hun blev døbt i 1975. Vi besluttede at slå os ned i Katako-Kombe, hvor der allerede var en menighed. Mine forældre var meget bekymrede for os fordi de havde hørt at alle Jehovas vidner skulle slås ihjel i 1975. Da vi nægtede at opgive vores tro holdt de op med at sende os mad, og vi kom ud i store materielle vanskeligheder. Jeg husker at min søn en dag besvimede af sult efter at vi i halvanden dag ikke havde fået noget at spise. Men så kom vore kristne brødre med fisk og mel. Senere begyndte mine forældre imidlertid at hjælpe os igen, men det afholdt ikke brødrene fra at støtte os materielt.

I februar 1975 blev min højre arm lammet og begyndte at visne. Men jeg bevarede min tro og var besluttet på at fortsætte med at tjene Jehova med glæde. Jeg kan lykkeligvis sige at min arm senere blev stærk igen, og jeg kan i dag stadig bevæge den og slå op i Bibelen og anvende Selskabets publikationer.

Modig foran myndighederne

I 1977 stillede den stedlige politimester mig for lokaldomstolen, der lige havde ladet en specialpioner fra en nærliggende menighed arrestere. En soldat kom en dag med en stævning for at hente mig. Jeg bad sammen med min familie, opmuntrede menigheden og tog så med ham. Takket være Jehovas ånd kunne jeg modigt svare på anklagerne, og efter en lang samtale med de civile og militære myndigheder blev jeg og specialpioneren løsladt.

Nogle måneder efter blev jeg indstævnet af en anden politimester og forsvarede igen med Jehovas hjælp den gode nyhed med glæde og mod. Jeg havde en lang samtale med ham, og til sidst løslod ham mig og kørte personligt kørestolen ud af sit kontor. Dæmpet sagde han: „Kom hjem til mig i aften.“ Efter flere besøg kunne jeg begynde et bibelstudium med ham. Til sidst havde jeg syv bibelstudier med forskellige myndighedspersoner, hvoraf de fleste overværede de lokale menighedsmøder.

En særlig tjeneste

Trods min sygdom bad jeg Jehova om hjælp til at opfylde mit løfte om at tjene ham af hele min styrke. Uden at være udnævnt forsøgte jeg at nå en hjælpepioners timemål. Det lykkedes med Jehovas hjælp. Jeg udfyldte derpå en ansøgning om at deltage i denne tjeneste i månederne juni til oktober. Derefter godkendte Selskabet min ansøgning om at begynde som almindelig pioner i november 1976. Med stor glæde blev jeg i september 1977 udnævnt til specialpioner i menigheden i Katako-Kombe.

Hvordan kunne jeg klare det? Min kone og brødrene i menigheden hjalp mig til at komme rundt i distriktet i min kørestol. Støttet til krykker gik jeg endda nogle gange ud alene. Af og til faldt jeg. Men så blev jeg bare liggende ubevægelig på jorden og ventede til en forbipasserende kunne hjælpe mig op og give mig krykkerne. Jeg tænkte altid på Jesu apostles og disciples beslutsomhed. (Apostelgerninger 14:21, 22; Hebræerne 10:35-39) Hver gang jeg faldt bad jeg Jehova om hjælp til ikke at blive modløs og om styrke til at blive ved med at tjene ham. Jeg huskede også altid på det vidunderlige løfte vi læser i Esajas’ profeti om at ’den halte skal springe som hjorten’. — Esajas 35:6.

Jo mere jeg øgede min tjeneste, jo bedre kunne jeg klare mine fysiske handicap. I 1978 fik jeg den forret at overvære Rigets Tjenesteskole i Lubumbashi. Det betød at jeg måtte rejse i alt 2000 kilometer med lastbil, båd og tog. Og Jehova gav mig øgede kræfter til at klare denne tur. (Esajas 12:2; 40:29) I dag kan jeg endda — om end med stort besvær — gå op til 100 meter uden krykker. Jeg er overbevist om at Jehova hørte min bøn dér tilbage i 1973 og gav mig styrke til at tjene ham med beslutsomhed.

Ny distriktstildeling

Efter at have tjent syv år i menigheden i Katako-Kombe blev jeg bedt om at arbejde sammen med menigheden i Ladja-Centre. Efter et år fik vi oprettet en ny bogstudiegruppe 12 kilometer fra byen, og kort tid efter endnu én 30 kilometer derfra. Den sidste blev snart anerkendt som en isoleret gruppe, og i 1988 fik den status som menighed. Her tjener jeg i øjeblikket som ældste.

Jeg har haft stor gavn af pionertjenesten, både åndeligt og fysisk. I denne tjeneste har jeg med mine krykker kunnet udføre det træningsprogram lægerne gav mig. I dag har jeg et meget bedre helbred end da jeg begyndte som pioner, og mit ønske er at holde ud i denne tjeneste lige til afslutningen. Jeg ser med spændt forventning frem til den tid hvor Jehova vil hjælpe mig til at ’springe som hjorten’ og hvor jeg ikke behøver at udholde de stærke smerter der følger med min sygdom.

Af hele mit hjerte takker jeg vor himmelske Fader for heltidstjenesten samt for at han har givet mig mod og styrke. Jeg er i dag 36 år, og efter 11 års pionertjeneste håber jeg at kunne fortsætte, uanset hvad fremtiden måtte bringe. Jeg er fast besluttet på at anvende al min energi på at ære og prise vor store Gud, Jehova.