Fra dyb fattigdom til den største af alle rigdomme

FORTALT AF MANUEL DE JESUS ALMEIDA

Jeg er født i oktober 1916 som den yngste af 17 børn. Ni af mine ældre brødre og søstre var døde af sygdom og underernæring, så dem lærte jeg aldrig at kende. Jeg boede sammen med mine 7 andre søskende og mine forældre i en lille landsby nær Porto i Portugal.

VORES beskedne bolig bestod af et lille opholdsrum og et soveværelse. Drikkevandet blev hentet fra en brønd der lå cirka en halv kilometer væk, og vores køkkenfaciliteter var primitive.

Mine storebrødre begyndte at arbejde i majsmarkerne så snart de var i stand til det. Deres løn dækkede nogle af familiens udgifter til mad. Med deres hjælp fik jeg som det eneste barn mulighed for at gå lidt i skole. Livet var hårdt, men vi var meget trofaste over for den katolske kirke, idet vi håbede at det på en eller anden måde kunne forbedre vores tilværelse.

I maj måned fejrede kirken det der kaldes novene. Ni dage i træk gik vi i kirke tidligt om morgenen mens det stadig var mørkt. Her bad vi til Gud, i håb om at det ville resultere i en velsignelse fra ham. Vi var også sikre på at præsten var en hellig mand, Guds repræsentant. Men med tiden ændrede vi indstilling.

Søgen efter noget bedre

På et tidspunkt havde vi ikke råd til at betale kirkeskat, men præsten tog ikke hensyn til vores ekstremt dårlige økonomiske situation. Det skuffede os. Mit indtryk af kirken ændrede sig radikalt, og da jeg blev 18, besluttede jeg mig for at rejse hjemmefra og finde ud af om der var noget bedre i livet end at arbejde på markerne og strides med kirken. I 1936 ankom jeg til Portugals hovedstad, Lissabon.

Her mødte jeg Edminia. Selv om jeg følte at religion havde skuffet mig, fulgte vi lokal skik og brug og blev gift i den katolske kirke. I 1939 brød den anden verdenskrig ud, og Portugal kæmpede på de allieredes side. Under krigen havde jeg opsyn med 18 pakhuse, og vi sendte op til 125 vognladninger med krigsmateriel af sted hver dag.

Krigens rædsler og den katolske kirkes dybe engagement i den berørte mig dybt. Jeg spekulerede på om Gud virkelig interesserer sig for os mennesker, og hvordan han ønsker at vi skal tilbede ham. Nogle år senere, i 1954, talte jeg med en ældre herre der var et af Jehovas vidner, om disse spørgsmål. Denne samtale ændrede mit liv.

Betaget af Bibelens håb

Denne venlige mand, Joshua, fortalte mig at Guds rige er den eneste løsning på verdens problemer, og at fred og sikkerhed kun kan blive en realitet ved hjælp af dette riges styre. (Mattæus 6:9, 10; 24:14) Det han sagde, glædede mig, men jeg tøvede med at acceptere hans forklaringer på grund af det jeg tidligere havde oplevet i forbindelse med religion. Da han tilbød at studere Bibelen med mig, sagde jeg ja på den betingelse at han ikke bad om penge, og at han ikke talte om politik. Det gik han med til idet han forsikrede mig om at hans tilbud var gratis. — Åbenbaringen 22:17.

Min tillid til Joshua blev hurtigt større. Jeg bad ham derfor om noget jeg havde ønsket mig lige siden jeg var ung: „Var det muligt at jeg kunne få mit eget eksemplar af Bibelen?“ Da jeg havde modtaget det, glædede jeg mig meget over for første gang at kunne læse i Skaberens ord om hans løfter. Jeg læste blandt andet: „Gud selv vil være hos [menneskene]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

Jeg fandt især stor trøst i Bibelens løfte om at al fattigdom og sygdom vil blive fjernet. Den troende mand Elihu sagde om Gud: „Han giver dem føde i overflod.“ (Job 36:31) Og Bibelen lover at under Guds riges retfærdige styre ’vil ingen indbygger sige: „Jeg er syg.“’ (Esajas 33:24) Hvilken kærlig omsorg Jehova Gud viser menneskeheden! Min interesse for Guds løfter blev derfor stadig større.

Jeg overværede mit første møde hos Jehovas Vidner den 17. april 1954. Det var et særligt møde, nemlig fejringen af højtiden til minde om Kristi død. Fra da af overværede jeg møderne regelmæssigt. Jeg begyndte snart at fortælle andre om de gode ting jeg lærte. Dengang tog vi hver måned på udflugt til et sted i nærheden af stranden, og dér havde vi et dåbsarrangement. Syv måneder efter at jeg første gang talte med Joshua, indviede jeg mit liv til Jehova Gud og symboliserede det ved at blive døbt i havet.

I begyndelsen af 1954 var der kun omkring hundrede Jehovas vidner i hele Portugal. Der var derfor hårdt brug for mænd til at føre an i forkyndelsen. Jeg gjorde hurtigt åndelige fremskridt og fik snart ansvarsopgaver i menigheden. I 1956 blev jeg udnævnt til menighedstjener, som den præsiderende tilsynsmand dengang blev kaldt, i den ene af Jehovas Vidners to menigheder i Lissabon. I dag er der over hundrede menigheder i denne by og dens forstæder.

Gavn af at vise gæstfrihed

Edminia og jeg havde ikke mange økonomiske midler til rådighed, men vort hjem var altid åbent for vores kristne brødre. I 1955 besøgte en pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere bliver kaldt, Portugal på sin rejse fra sit hjem i Brasilien til det internationale stævne „Det Triumferende Rige“ i Tyskland. På grund af transportproblemer boede han en måned hos os, og vi havde stor åndelig gavn af hans besøg.

I den periode havde vi også gæster fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York, som for eksempel Hugo Riemer og hans bofælle Charles Eicher. De spiste hos os og holdt foredrag for de portugisiske brødre. Som nyudklækkede fugleunger med åbne næb ventede vi på de lækre åndelige godbidder som sådanne brødre kom med.

Også Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd overnattede i vort hjem under deres besøg. En gæst vi især husker, var Álvaro Berecochea, der var koordinator i Marokko, og som i 1957 havde fået til opgave at besøge Portugal for at opmuntre os brødre. Han overværede bogstudiet i vores hjem, og vi nødte ham til at bo hos os under resten af sit ophold i Portugal. Vi blev velsignet i overmål og åndeligt ’fedet op’ af hans månedlange besøg — mens broder Álvaro Berecochea tog på i vægt på grund af min kære Edminias gode mad.

En fattigdom så ekstrem som jeg oplevede den i min barndom, gør et dybt indtryk på en. Men jeg kom til at indse at jo mere vi giver Jehova og hans trofaste tjenere, jo mere velsigner han os. Det erfarede jeg gang på gang når vi viste gæstfrihed over for alle dem vi kunne.

Ved vores stævne i Porto i 1955 blev der bragt en meddelelse om at der i 1958 skulle holdes et internationalt stævne på Yankee Stadium i New York. I landets rigssale — som der dengang kun var nogle få af — blev der stillet en bidragsbøsse op til indsamling af penge så man kunne sende delegerede fra Portugal til dette stævne. I kan nok forestille jer vores glæde da min kone og jeg blev udvalgt til at være blandt disse delegerede! Det var en stor oplevelse at besøge Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn mens vi var i USA for at overvære stævnet.

Vi bliver udsat for forfølgelse

I 1962 blev vort forkyndelsesarbejde forbudt i Portugal, og missionærerne — deriblandt Eric Britten, Domenick Piccone og Eric Beveridge og deres hustruer — blev udvist af landet. Siden blev vi nægtet tilladelse til at afholde møder i vores rigssale, og vi kom derfor hemmeligt sammen i private hjem; det var også forbudt at afholde store stævner i Portugal. Det blev mit ansvar at organisere transport for et stort antal af vores kristne brødre og søstre så de kunne overvære sådanne stævner i andre lande.

Det var ikke en nem opgave, men det var anstrengelserne værd i betragtning af den fantastiske åndelige oplæring som de portugisiske brødre modtog. Det var til stor opmuntring for dem at overvære stævner i Schweiz, England, Italien og Frankrig. Sådanne stævner gav dem også mulighed for at bringe publikationer med ind i landet. I disse år anmodede vi utallige gange om at blive indregistreret som en religiøs organisation i Portugal, men hver gang fik vi afslag.

Efter at missionærerne var blevet udvist i begyndelsen af 1962, intensiverede det hemmelige politi sin kampagne for at stoppe vort forkyndelsesarbejde. I snesevis af vore brødre og søstre blev arresteret og stillet for retten. Dokumenterede rapporter om utallige af disse tilfælde blev bragt i dette blad og dets søsterblad, Vågn op!a

En af dem der blev fængslet for at forkynde, var en pioner som havde lært den gode nyhed om Guds rige at kende gennem mig. Eftersom politiet fandt min adresse blandt hans ejendele, skulle jeg møde til forhør.

Senere mødte to politibetjente op i mit hjem. De konfiskerede mine bibelstudiehjælpemidler samt 13 eksemplarer af Bibelen. De fortsatte deres chikanerier, idet de syv gange kom og gennemsøgte vores hjem. Hver gang bombarderede de os med spørgsmål.

Adskillige gange blev jeg bedt om at vidne på mine trosfællers vegne i retssager. Jeg er ikke særlig uddannet, men Jehova gav mig ’en visdom som alle modstandere tilsammen ikke kunne modstå eller modsige’. (Lukas 21:15) Ved en lejlighed blev en dommer så forbavset over mit vidneudsagn at han spurgte hvilken uddannelse jeg havde. Alle i retslokalet lo da jeg sagde at jeg kun havde gået fire år i skole.

Forfølgelsen voksede, og det samme gjorde antallet af nye der reagerede positivt på budskabet om Riget. I 1962 var der færre end 1300 forkyndere i Portugal, men i 1974 var antallet steget til over 13.000. I maj 1967 blev jeg indbudt til at tjene som rejsende tilsynsmand. I dette arbejde skulle jeg besøge nogle af Jehovas Vidners menigheder for at styrke dem åndeligt.

Den største af alle rigdomme

I december 1974 fik jeg den forret at hjælpe med at få Jehovas Vidners virksomhed i Portugal juridisk anerkendt. Året efter blev min hustru og jeg medlemmer af Jehovas Vidners betelfamilie i Estoril. Jeg blev også udnævnt til at tjene som medlem af afdelingskontorets udvalg.

Det har været en stor glæde at se den fremgang forkyndelsen har haft både i Portugal og i de områder som vores afdelingskontor fører tilsyn med. Det indbefatter Angola, Acorerne, Kap Verde, Madeira og øgruppen São Tomé og Príncipe. I årenes løb har det også været spændende at følge missionærer fra Portugal som er blevet sendt ud for at tjene i disse lande, hvor der er en enorm interesse for Rigets budskab. Vi er meget glade for at det samlede forkyndertal — inklusive de over 47.000 forkyndere i Portugal — nu er på over 88.000. I disse lande blev mindehøjtiden overværet af 245.000 i 1998, mens der i 1954 da jeg blev et Jehovas vidne, var færre end 200.

Edminia og jeg kan helhjertet tilslutte os salmisten, der sagde at „én dag i [Jehovas] forgårde er bedre end tusind andre“. (Salme 84:10) Når jeg tænker tilbage på mine beskedne kår som barn og sammenligner dem med de åndelige rigdomme jeg siden har fået, føler jeg som profeten Esajas, der sagde: „Jehova, du er min Gud. Jeg ophøjer dig, jeg priser dit navn, for du har gjort undere . . . For du er blevet en fæstning for den ringe, en fæstning for den fattige.“ — Esajas 25:1, 4.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 24]

Øverst: Broder Almeida bringer i Lissabon meddelelsen om ordningen med at sende delegerede til stævnet i New York i 1958

I midten: Ved det internationale stævne „Fred på jorden“ i Paris var jeg med til at vise hvordan et tjenermøde foregår

Nederst: Lejede busser der er ved at være klar til at køre til områdestævne i Frankrig

[Illustration på side 25]

Jeg leder dagstekstdrøftelsen på afdelingskontoret

[Illustration på side 25]

Afdelingskontoret, som blev indviet i 1988

[Illustration på side 26]

Broder Hugo Riemer fra Betel i Brooklyn holdt nogle opmuntrende foredrag

[Illustration på side 26]

Min kone og mig