Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w91 15/11 s. 7
  • ’Pest det ene sted efter det andet’

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • ’Pest det ene sted efter det andet’
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
  • Lignende materiale
  • Virusudbrud – hvad kan du gøre?
    Flere emner
  • Dræbervirus angriber Zaire
    Vågn op! – 1996
  • Hvorfor er AIDS så farlig?
    Vågn op! – 1988
  • Influenza — Hvad vi ved nu
    Vågn op! – 2005
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
w91 15/11 s. 7

’Pest det ene sted efter det andet’

PEST i et hidtil uset omfang skulle være et af tegnene på „[Jesu Kristi] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Evangelieskribenten Lukas tilføjer en detalje som ikke nævnes af Mattæus og Markus, nemlig at der i de sidste dage ville udbryde epidemier og frygtelige sygdomme „det ene sted efter det andet“. (Mattæus, kapitel 25 og 26; Markus, kapitel 13; Lukas 1:3; 21:11) Hvordan kan sådanne sygdomme opstå?

„Forskere har kendskab til adskillige virus som lurer i troperne, og som — med en smule hjælp fra naturens hånd — kunne forårsage langt større tab af menneskeliv end AIDS-epidemien sandsynligvis vil gøre,“ skriver tidsskriftet Science News. „Selv hvis verdens liste over virus ikke bliver længere, har tropernes virus ifølge forskerne tilstrækkelig ’ildkraft’ til at udslette store dele af jordens befolkning.“

Det der gør vores tidsalder særlig sårbar, er jordens voksende befolkning og de stigende behov dette medfører. „Historien viser at når mennesker har bevæget sig ind i uudforskede områder, har det ofte ført til udbrud af livsfarlige virussygdomme. Det samme har gjort sig gældende når levevilkårene i byerne er blevet så dårlige at det har skabt livsbetingelser for hærskarer af nye virus,“ siger Science News. Når mennesker trænger ind i virusinficerede områder som tidligere var utilgængelige, resulterer det ofte i nye virusepidemier. Det samme sker når insekter breder sig på grund af globale klimaforandringer. „Dertil kommer,“ siger bladet, „at den moderne lægetekniks transfusioner og transplantationer har skabt nye risici for at virus kan overføres fra det ene menneske til det andet. Det samme har en række sociale og adfærdsmæssige forandringer, lige fra de rige og berømtes jordomrejser til narkomaners fælles brug af sprøjter.“

„Historien i nyere tid indeholder mange eksempler på udbrud af virussygdomme i isolerede områder, hvilket kan være et forvarsel om at der vil ske mange flere udbrud i fremtiden,“ tilføjer artiklen. Her er nogle eksempler: Det tidligere ukendte Marburg-virus, et dødeligt tropevirus som ramte i snesevis af videnskabsfolk i Vesttyskland i slutningen af 60’erne; det virus som i 1977 forårsagede ’Rift valley fever’ og som ramte millioner og gjorde det af med tusinder i Egypten; det tropiske Ebolavirus som i 1976 smittede over tusind mennesker i Zaire og Sudan og som kostede omkring 500 livet, deriblandt mange læger og sygeplejersker som behandlede ofrene.

Sådanne farlige virusangreb indtræffer som regel uden varsel. „I 1918 bredte en særdeles ondartet mutant stamme af menneskeinfluenza sig for eksempel rundt om på kloden, og kostede skønsmæssigt 20 millioner mennesker livet,“ siger Science News. „Her i nyere tid har fremkomsten af et virus blandt mennesker som sandsynligvis tidligere kun forekom hos nogle afrikanske aber, igen overrumplet verden. Verdenssundhedsorganisationen skønner at 5 til 10 millioner mennesker i 149 lande nu er smittet med AIDS-virus. Men mange virologer frygter at der trods den megen opmærksomhed som denne nye pestsygdom har fået, venter os noget meget mere frygtindgydende.“

De forfærdelige pestsygdomme er imidlertid en del af det sammensatte tegn på at Jesus er nærværende i Rigets herlighed. Foruden pest skulle der være krige, hungersnød og store jordskælv. (Markus 13:8; Lukas 21:10, 11) Disse tegn er dog også en grund til glæde, for Jesus selv sagde, ifølge Lukas: „Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Lukas 21:28.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del