Dræbervirus angriber Zaire
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AFRIKA
BYEN Kikwit ligger i Zaire i udkanten af en tropisk regnskov. Uden for byen boede den 42-årige Gaspard Menga Kitambala, som var det eneste Jehovas vidne i sin familie. Menga solgte trækul. Han forarbejdede det dybt inde i skoven, bundtede det og bar det på hovedet til Kikwit.
Den 6. januar 1995 følte han sig syg og faldt om to gange på vej hjem fra skoven. Da han nåede hjem, sagde han at han havde hovedpine og feber.
I de følgende dage fik han det værre. Den 12. januar bragte hans familie ham til hospitalet i Kikwit. Forkynderne i Mengas menighed hjalp med at pleje ham på hospitalet. Sørgeligt nok forværredes hans tilstand yderligere, og han begyndte at kaste blod op. Blodet begyndte at flyde ukontrollabelt fra næse og ører, og den 15. januar døde han.
Snart blev andre i Mengas familie som havde rørt ved ham, syge. Og i begyndelsen af marts var 12 af Mengas nære slægtninge døde, deriblandt hans hustru og to af deres seks børn.
Midt i april blev hospitalsansatte og andre syge og døde på samme måde som Menga og hans familie. Inden længe havde sygdommen bredt sig til to andre byer i nærheden. Der var tydeligvis behov for hjælp udefra.
Zaires førende virolog, professor Muyembe, tog til Kikwit den 1. maj. Senere udtalte han til Vågn op!: „Vi nåede til den slutning at der var to epidemier i Kikwit: den ene var diarré forårsaget af en bakterie, og den anden var en alvorlig hæmoragisk feber forårsaget af et virus. Det var selvfølgelig nødvendigt at få dette bekræftet. Vi indsamlede derfor blod fra patienter og sendte det til USA’s Center for Sygdomskontrol (CDC) i Atlanta.“
CDC bekræftede det som Muyembe og andre læger i Zaire havde haft mistanke om. Det var Ebolasygdommen.
En dødbringende sygdom
Ebolaviruset er frygteligt. Det kan dræbe i løbet af ganske kort tid. Der findes ingen vaccine imod det, og ingen kendt behandling.
Ebola blev først opdaget i 1976. Sygdommen, som er opkaldt efter en flod i Zaire, ramte først det sydlige Sudan og kort tid efter det nordlige Zaire. I 1979 var der igen et mindre udbrud i Sudan. Derefter forsvandt sygdommen i en årrække, med undtagelse af isolerede tilfælde hvor nogle er døde med symptomer der kunne ligne Ebolasygdommens.
Ebolaviruset er så dødbringende at de forskere der studerer det i Atlanta, arbejder i et laboratorium med forhøjet sikkerhed og med et ventilationssystem der forhindrer luftbårne mikroorganismer i at undslippe. Før forskerne går ind i laboratoriet ifører de sig beskyttende „rumdragter“, og bagefter tager de et desinficerende bad. De lægehold der kom til Kikwit, havde beskyttelsesudstyr med — engangshandsker og -hætter, briller og særlige overtræksdragter som virus ikke kan trænge igennem.
I modsætning hertil havde de fleste af indbyggerne i Kikwit hverken viden eller udstyr til at beskytte sig. Andre kendte farerne ved at tage sig af syge familiemedlemmer, men satte alligevel livet på spil. Venner og familie bar de syge og døde på ryggen eller over skulderen uden nogen form for beskyttelse. Antallet af døde var derfor meget stort; hele familier blev udslettet.
Smitten begrænses
Den øvrige verden reagerede på Kikwits nødråb ved at donere penge og hospitalsudstyr. Forskerhold blev fløjet dertil fra Europa, Sydafrika og USA. Deres formål var først og fremmest at begrænse smitten, og dernæst at finde ud af hvor viruset befinder sig mellem epidemierne.
For at standse epidemien gennemsøgte sundhedsmedarbejdere gader og stræder for at finde alle der havde symptomer på sygdommen. De syge blev bragt til hospitalet, hvor man kunne sætte dem i karantæne og tage sig af dem på forsvarlig vis. De døde blev pakket ind i plastic og begravet så snart det var muligt.
Der blev ført en stor kampagne for at give sundhedspersonalet og befolkningen i almindelighed korrekte oplysninger om sygdommen. Man advarede blandt andet kraftigt mod de traditionelle begravelsesritualer, hvor familien ceremonielt rører ved og vasker den døde.
På jagt efter smittekilden
Forskerne ville gerne finde ud af hvor viruset kom fra. Man ved at virus ikke er fritlevende organismer der kan spise, drikke og formere sig i egen kraft. For at overleve og formere sig skal de trænge ind i og udnytte levende cellers komplicerede struktur.
Når et dyr bliver angrebet af et virus, er der ofte tale om et sameksistensforhold — dyret dræber ikke viruset og viruset dræber ikke dyret. Men når et menneske kommer i kontakt med det angrebne dyr og viruset på en eller anden måde overføres til mennesket, kan det blive dødbringende for dette menneske.
Eftersom Ebolavirus meget hurtigt dræber mennesker og aber, antager forskerne at det overlever i andre organismer. Hvis man kan finde ud af hvilke former for organismer der bærer viruset, kan man måske bedre kontrollere og forhindre fremtidige udbrud. Det ubesvarede spørgsmål er: Hvor befinder Ebolaviruset sig mellem epidemierne?
For at finde svaret må forskerne følge viruset tilbage til dets kilde. Bestræbelser for at lokalisere hvilke dyr der kunne være tale om i forbindelse med tidligere udbrud, har været frugtesløse. Epidemien i Kikwit åbnede nye muligheder.
Forskerne antog at det første offer for epidemien i Kikwit var Gaspard Menga. Men hvordan blev han inficeret? Hvis det var gennem et dyr, hvilken art var der så tale om? Logisk nok måtte svaret findes i den skov hvor Menga arbejdede. Der blev opsat 350 fælder på steder hvor Menga forarbejdede sit trækul. Der blev indfanget gnavere, spidsmus, tudser, firben, slanger, myg, sandfluer, blodmider, væggelus, lus, augustmider og lopper — i alt 2200 smådyr og 15.000 insekter. Iført beskyttelsesudstyr aflivede forskerne dem med bedøvende gasser. Derefter sendte de vævsprøver af sted til screening i USA.
Eftersom der er utallige opholdssteder for et virus, er det ikke sikkert man finder frem til kilden. Dr. C. J. Peters, der leder CDC’s afdeling for patogene mikroorganismer, siger: „Chancen for at finde Ebolavirusets udspring er efter min mening fifty-fifty.“
Epidemien raser ud
Den 25. august erklæredes epidemien officielt for overstået, idet der inden for 42 dage, det dobbelte af inkubationstiden, ikke havde været nogen nye tilfælde. Hvorfor havde sygdommen ikke bredt sig yderligere? En af grundene var de internationale bestræbelser for at begrænse epidemien. En anden grund var selve sygdomsforløbet. Eftersom den kom i udbrud og dræbte offeret meget hurtigt, og kun blev overført gennem nærkontakt, bredte den sig ikke til et stort antal mennesker.
Officielle rapporter viser at 315 personer pådrog sig sygdommen og at 244 af dem døde — en dødelighedsprocent på 77. I øjeblikket ligger Ebola åbenbart i dvale. I Jehovas nye verden vil den være gjort tavs for altid. (Se Esajas 33:24.) I mellemtiden spekulerer folk over spørgsmålet: ’Vil den dødbringende Ebolasygdom bryde ud på ny?’ Muligvis, men ingen ved hvor eller hvornår.
[Ramme på side 25]
Epidemien set i perspektiv
Ebola er en dræber, men en større trussel mod afrikanerne kommer fra mindre opsigtsvækkende sygdomme. Under Ebolaepidemien forårsagede andre sygdomme dødsfald uden den store bevågenhed. Blot nogle få hundrede kilometer øst for Kikwit blev 250 personer ramt af polio, fortæller en rapport. Mod nordvest, i Mali, hærgede en dødbringende koleraplage. Mod syd, i Angola, blev 30.000 ramt af sovesyge. I et bredt bælte hen over Vestafrika døde tusinder i en meningitisepidemi. The New York Times skrev: „Afrikanerne spekulerer over hvorfor de daglige udbrud af dødbringende sygdomme, der for det meste kunne forebygges, tilsyneladende ikke berører verdens samvittighed særlig meget.“
[Illustration på side 24]
Forskere søger efter kilden til dræberviruset