„Hans loyale hengivenhed er overvældende“

FORTALT AF JOSÉ VERGARA OROZCO

Kan man begynde et nyt liv som 70-årig? Det gjorde jeg — og det er over 35 år siden.

Takket være Jehovas loyale hengivenhed har jeg siden 1962 virket som pioner, og siden 1972 har jeg tjent som tilsynsmand i El Carrizal menighed af Jehovas Vidner i delstaten Jalisco i Mexico. Jeg vil gerne fortælle lidt om min baggrund.

JEG er født den 18. august 1886 i delstaten Michoacán i Mexico. Min fader var frimurer og vor familie kom derfor ikke i den katolske kirke og deltog ikke i nogen af de katolske ceremonier. Vi havde heller ikke nogen religiøse billeder eller figurer i vort hjem.

Da jeg var 16 rejste min fader til De Forenede Stater for at arbejde. Inden da havde han bedt en mand om at lære mig et håndværk. Men to år senere sendte denne mand mig til Mexico City for at jeg kunne blive uddannet på et militærakademi. Derefter begyndte jeg at tjene i den mexicanske hær.

Min tid i hæren og senere hen

Jeg var med i den mexicanske revolution, som begyndte i 1910. Alle vi unge mænd ved akademiet støttede oprørslederen Francisco I. Madero, der var modstander af Porfirio Díaz’ diktatur. Vi støttede Francisco Maderos indtil hans død i 1913, og kæmpede derefter for Venustiano Carranza, som var republikkens præsident i årene fra 1915 til 1920. Derfor kaldte man os carranzistas.

Fire gange forsøgte jeg forgæves at træde ud af hæren. Til sidst deserterede jeg og måtte leve som flygtning. Det medførte at min fader, som var vendt tilbage til Mexico, blev fængslet. En dag besøgte jeg ham i fængselet, idet jeg udgav mig for at være hans nevø. Vagterne kunne ikke høre hvad vi talte om eftersom kommunikationen foregik ved at vi skrev små sedler til hinanden. Jeg spiste sedlerne for at de ikke skulle opdage hvem jeg var.

Da min fader blev løsladt fra fængselet opsøgte han mig og opfordrede mig til at gå til myndighederne og melde mig. Det gjorde jeg så, og til min store overraskelse blev jeg ikke arresteret af den vagthavende general. Han rådede mig i stedet til at flytte til De Forenede Stater. Jeg fulgte hans råd og boede dér i årene fra 1916 til 1926.

I 1923 giftede jeg mig med en mexicansk kvinde som også havde slået sig ned i De Forenede Stater. Jeg lærte et fag inden for byggebranchen, og vi adopterede en lille pige. Da hun var 17 måneder rejste vi tilbage til Mexico og bosatte os i Jalpa i Tabasco. I 1926 begyndte ’Cristero-oprøret’, og det fortsatte til 1929.

Cristero-tilhængerne ville gerne have at jeg sluttede mig til dem, men min familie og jeg foretrak at flygte til delstaten Aguascalientes. Efter at have boet forskellige steder i den mexicanske republik, flyttede vi i 1956 til Matamoros i Tamaulipas. Her begyndte jeg som bygningsinspektør.

Der sker en forandring i mit liv

Det var på det tidspunkt mit liv begyndte at ændre sig. Vor datter, som nu var blevet gift og boede i USA, i Brownsville i Texas, kom ofte på besøg. En dag sagde hun: „Far, en masse familier går til møde i forsamlingshuset lige nu. Skulle vi ikke gå hen og se hvad der foregår?“ Det var Jehovas Vidner som holdt stævne. Sammen med min datter, min svigersøn, min hustru og mit barnebarn overværede jeg stævnet alle de fire dage det varede.

Vi har overværet Jehovas Vidners kristne møder lige siden. Både min datter og jeg gjorde åndelige fremskridt i henholdsvis De Forenede Stater og Mexico. Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at tale med mine arbejdskammerater om sandheden jeg havde lært fra Bibelen. Jeg modtog ti eksemplarer af hver udgave af bladene Vagttårnet og Vågn op! som jeg spredte til mine kolleger. Fem kontorfolk og tre ingeniører samt nogle af de andre ansatte blev Jehovas vidner.

En bidende kold dag, den 19. december 1959, blev jeg døbt i en flod. Alle der blev døbt den dag blev syge på grund af det meget kolde vand. På det tidspunkt var min datter allerede blevet døbt. Min hustru lærte sandheden om Bibelen at kende og var meget venligt stemt, men blev ikke døbt.

Heltidstjenesten

Jeg følte mig i stor gæld til Jehova for hans loyale hengivenhed og begyndte derfor i heltidstjenesten som pioner i februar 1962, i en alder af 75 år. Få år senere, i 1968, døde min hustru. Jeg ønskede nu at tjene i et andet land, men på grund af min høje alder mente brødrene ikke at det var tilrådeligt. I 1970 fik jeg imidlertid tildelt et nyt pionerdistrikt i Colotlán i delstaten Jalisco, hvor der var en lille menighed.

I september 1972 foreslog kredstilsynsmanden at jeg flyttede til den lille by El Carrizal, som ligger nær Colotlán. I november samme år blev der oprettet en menighed, og jeg blev udnævnt til ældste. Selv om det var en meget afsidesliggende by, overværede helt op til 31 menighedens møder.

Trods min alder er jeg stadig aktiv i tjenesten og prøver ihærdigt at få folk til at tænke over hvad de tror på. I rosenkransen beder mange oprigtige katolikker for eksempel den gentagne bøn til Maria: ’Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig.’ I bønnen hedder det senere: ’Hellige Maria, Guds Moder.’ Til dette spørger jeg ofte: ’Hvordan kan dét hænge sammen? Hvis Gud er Marias frelser, hvordan kan han så samtidig være hendes søn?’

Jeg er nu 105 år og har i knap 20 år tjent som ældste og pioner i El Carrizal i Jalisco. Jeg tror at det har været Jehovas vilje at jeg skulle leve så længe for at jeg derved kunne kompensere for den tid jeg har spildt mens jeg ikke tjente ham.

Jeg har blandt andet lært at vi altid må have tillid til at vor øverste retfærdige Dommer holder øje med os fra sin trone, og giver os det vi har brug for. Ja, det er som der meget rammende siges i Salme 117:2: „Hans loyale hengivenhed er overvældende mod os.“