Vil planerne for international sikkerhed lykkes?

„TAKKET være Gud ser det ud til at den kolde krig som har præget verden i mere end 40 år er slut,“ hedder det i bladet One World, der udgives af Kirkernes Verdensråd (WCC). „Betydningsfulde begivenheder i Mellem- og Østeuropa . . . lover godt for fred og sikkerhed i Europa og resten af verden,“ tilføjer den anglikanske skribent John Pobee fra WCC’s program for teologisk uddannelse.

Repræsentanter for Kirkernes Verdensråd er ikke de eneste der knytter forbindelse mellem Gud og menneskers bestræbelser for at skabe international sikkerhed. I april 1991, kort efter krigen i Den Persiske Golf, sendte pave Johannes Paul et budskab til FN’s daværende generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar. Paven skrev: „Den katolske kirkes biskopper i Mellemøsten og i de vestlige lande har tillid til De Forenede Nationers virke . . . De håber at de mennesker som på grund af den seneste krig befinder sig i akut nød, gennem De Forenede Nationer og de mange tilknyttede særorganisationer, vil møde international medfølelse og solidaritet.“

Vatikanet var endvidere blandt de 35 stater der formulerede og underskrev Helsinki-erklæringen i 1975 og Stockholm-aftalen i 1986. Da De Forenede Nationer udråbte 1986 som internationalt fredsår, reagerede paven ved at indbyde repræsentanter fra verdens store religioner til en „international bededag for fred“. I oktober 1986 samledes repræsentanter for buddhistiske, hinduiske, islamiske, shintoistiske, anglikanske, protestantiske, ortodokse, jødiske og andre trossamfund i Assisi i Italien, hvor de skiftedes til at bede for verdensfred.

Nogle år senere henviste ærkebiskoppen af Canterbury til denne begivenhed i en prædiken han holdt i Rom. Han sagde: „I Assisi så vi at biskoppen af Rom [paven] kunne samle de kristne kirker. Vi kunne bede i fællesskab, tale sammen og virke i forening for menneskehedens fred og velfærd . . . Ved dette arrangement med bøn for verdensfred følte jeg at jeg stod ansigt til ansigt med Gud der sagde: ’Se, jeg gør noget nyt.’“

Også trossamfund der ikke var repræsenteret i Assisi er optimistiske med hensyn til menneskers planer for international sikkerhed. I en lederartikel i bladet Die Kerkbode, som er officielt organ for den sydafrikanske reformerte kirke, stod der den 14. juli 1989: „Vi befinder os i en overgangsperiode, på vej mod en ny verdensorden. Det der syntes umuligt for få år siden, bliver nu til virkelighed. Den forsoning der finder sted på den store verdensscene mellem Sovjetunionen og Vesten, har stor regional betydning. I vor del af verden er traditionelt modstridende parter og svorne fjender begyndt at tale sammen. Og fredsbestræbelserne gør sig gældende overalt . . . Fra et kristent synspunkt bør alle bestræbelser for at skabe fred hilses velkomne. Vi kan bede for at der vil blive fred i vor tid.“

Velsigner Gud menneskers bestræbelser for at skabe international sikkerhed?

Hvad siger Bibelen?

Hvad angår tillid til menneskers bestræbelser giver Bibelen denne utvetydige advarsel: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hvem det ikke tilkommer at frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Salme 146:3, 4) Vor tids fredsbestræbelser virker måske lovende. Men vi må være realistiske. Mennesker har kun begrænset magt. Begivenhederne tager ofte magten fra dem. De opfatter sjældent de strømninger der finder sted under overfladen, de skjulte kræfter der forpurrer selv de mest gennemtænkte planer.

Syv hundrede år før Jesu tid, mens profeten Esajas levede, stræbte jødiske ledere efter at skabe sikkerhed gennem internationale aftaler med de omkringboende folk — næsten som i dag. Også dengang støttede de religiøse ledere politikerne i deres forehavender. Men Esajas sagde advarende: „Læg en plan, og den vil blive forpurret! Tal et ord, og det vil ikke stå fast, for Gud er med os!“ (Esajas 8:10) Deres bestræbelser viste sig at være en katastrofal fejltagelse. Kan noget tilsvarende gøre sig gældende i dag?

Ja, det kan det. For gennem profeten Esajas gjorde Gud opmærksom på at han vil skabe sikkerhed på jorden på sin egen måde. Det vil ikke ske ved hjælp af nogen menneskelig organisation, men gennem en efterkommer af den israelitiske konge David. (Esajas 9:6, 7) Denne efterkommer er Jesus Kristus, der under et forhør hos Pontius Pilatus indrømmede at han var en konge, men sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Johannes 18:36; Lukas 1:32) Jesu rige ville være et himmelsk rige. Det er dette rige — og ikke De Forenede Nationer eller nogen anden politisk organisation på jorden — der vil indføre varig fred og sikkerhed. — Daniel 2:44.

Jesus Kristus forudsagde at hans rige ville begynde at herske fra himmelen på et tidspunkt hvor der på jorden ville være „krige og rygter om krige“ og hvor ’nation ville rejse sig mod nation og rige mod rige’. Opfyldelsen af denne profeti peger på 1914 som det år der markerede begyndelsen på den periode der betegnes som „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3, 6-8.

Hvad indebærer det? Det indebærer at den nuværende tingenes ordning kun har begrænset tid tilbage, at tiden snart vil rinde ud. Er det noget vi bør være bekymrede for eller kede af? Ikke hvis vi tænker på den grusomhed, uretfærdighed, undertrykkelse, krig og lidelse der har præget denne tingenes ordning. Det vil blive en befrielse at leve under en hersker om hvem Guds ord, Bibelen, siger: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd.“ — Esajas 11:2.

Virkelig fred og sikkerhed

Der vil afgjort ikke blive virkelig fred og sikkerhed på jorden før Guds rige griber ind og Esajas’ profeti får en verdensomspændende opfyldelse: „For se, jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ (Esajas 65:17) Uanset hvor mange bønner religiøse ledere opsender for denne verden, kan menneskers bestræbelser for at indføre international fred og sikkerhed ikke gøre det ud for Guds indgriben.

Det vil være en storslået, verdensomfattende og varig sikkerhed som Guds rige vil garantere. Her er blot én af de beskrivelser der findes i Bibelen: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig. Og de skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for hærstyrkers Jehovas mund har talt.“ — Mika 4:3, 4.

Sikkerheden kan kun blive permanent og pålidelig når Gud står som garant. Er det derfor ikke mere fornuftigt at sætte sin lid til Gud end til mennesker? Hvis vi gør det vil vi opleve sandheden i salmistens ord: „Lykkelig er den der har Jakobs Gud som sin hjælp, den hvis håb står til Jehova hans Gud, som frembragte himmel og jord, havet, og alt hvad der er i dem, som bevarer sandhed evindelig.“ — Salme 146:5, 6.

[Ramme på side 7]

Den katolske kirke og international politik

„Selv om Kristus sagde at hans rige ikke var af denne verden, har højtstående gejstlige og pavedømmet som institution betragtet, lige siden Konstantins tid været stærkt engageret i politiske stridigheder på internationalt såvel som nationalt plan.“ — The Catholic Church in World Politics af professor Eric Hanson fra det jesuitiske Santa Clara-universitet.