Justinus — filosof, apologet og martyr
„FOR at man ikke skal tro, at dette er ubesindig og dumdristig Tale, forlanger vi, at Anklagerne imod dem skal undersøges, og hvis de viser sig at være rigtige, bør de skyldige straffes, som tilbørligt er; men hvis man ikke kan bevise noget, forbyder sund Fornuft for ondskabsfuld Sladders Skyld at gøre Uret mod sagesløse . . . Thi fra det Øjeblik af, I har lært vor Sag at kende, er I uden undskyldning for Gud, om I saa ikke øver Retfærdighed.“
Med disse ord appellerede Justinus Martyr, en kristen fra det andet århundrede, til den romerske kejser Antoninus Pius. Justinus anmodede om en uvildig undersøgelse af de kristnes tro og levevis. Denne anmodning om en retfærdig behandling kom fra en mand med en meget interessant baggrund og filosofi.
Ungdomsår og uddannelse
Justinus var hedning, født omkring år 110 i Samaria i byen Flavia Neapolis, vore dages Nablus. Han kaldte sig selv samaritaner, endskønt hans far og bedstefar sandsynligvis var enten romere eller grækere. Hans opdragelse i de hedenske skikke samt hans sandhedstørst fik ham til at kaste sig over filosofien. Han fandt ikke hvad han søgte hos stoikerne, peripatetikerne eller pythagoræerne, og vendte sig derfor til Platons idéer.
I et af sine værker fortæller han om hvor meget han holdt af at tale med filosofferne: „Jeg overgav mig til en vis stoiker; og efter at have tilbragt en anselig tid hos ham, uden at have erhvervet mig yderligere kundskab om Gud (for han kendte ham ikke selv), . . . forlod jeg ham og opsøgte en anden.“ — Dialog med jøden Tryfon.
Justinus tog derefter til en peripatetiker som gik højere op i penge end i sandheden. „Efter at denne mand havde taget imod mig i et par dage,“ siger Justinus, „bad han mig om at betale honoraret for at vor tankeudveksling ikke skulle være uden udbytte. Derfor forlod jeg også ham, for efter min mening var han slet ikke filosof.“
Ivrig efter at høre „den smukkeste filosofi“ kom Justinus „til en meget berømt pythagoræer — en mand med høje tanker om sin egen visdom“. Justinus fortæller: „Da jeg adspurgte ham, villig til at blive hans tilhører og discipel, sagde han: ’Hvad så? Er du inde i musik, astronomi og geometri? Forventer du at modtage nogle af de [guddommelige] ting som fører til et lykkeligt liv, hvis ikke du først kender [til dette] . . . Han sendte mig bort da jeg indrømmede min uvidenhed.“
På trods af skuffelserne blev Justinus ved med at søge efter sandheden. Han vendte sig nu til de berømte platonikere. Han siger: „Derpå tilbragte jeg så meget tid som muligt hos én der for nylig havde bosat sig i vores by — en skarpsindig mand, der nød stor anseelse blandt platonikerne — og jeg gjorde fremskridt og udviklede mig mest muligt hver dag . . . så efter kort tid troede jeg at være blevet vís; så dåragtig var jeg,“ bemærker Justinus.
Justinus’ søgen efter sandheden hos filosofferne havde været forgæves. En dag da han mediterede på strandbredden mødte han imidlertid en aldrende kristen, „en gammel mand, som ingenlunde havde nogen ringe fremtræden, men hvis væremåde var mild og ærværdig“. Den efterfølgende samtale henledte hans opmærksomhed på Bibelens grundlærdomme og behovet for nøjagtig kundskab om Gud. — Romerne 10:2, 3.
Den unavngivne kristne sagde til Justinus: „Der levede for længe siden — lang tid før alle disse agtede filosoffer — nogle mænd som var både retfærdige og afholdte af Gud, de . . . forudsagde begivenheder som skulle ske, og som nu sker. De kaldes profeter. Kun disse både så og bekendtgjorde sandheden for mennesker . . . og var fyldt med den hellige ånd.“ Den kristne vakte Justinus’ nysgerrighed yderligere ved at sige: „Der findes stadig mange af deres skrifter, og den som læser dem får stærkt forøget deres kundskab om alle tings begyndelse og ende.“ (Mattæus 5:6; Apostelgerninger 3:18) På den venlige mands opfordring studerede Justinus omhyggeligt Skrifterne, og ud fra hans egne skrifter at dømme fik han tilsyneladende værdsættelse af dem og af Bibelens profetier.
Et nærmere blik på hans værker
Justinus var imponeret over de kristnes frygtløshed når de blev truet med døden. Han satte også pris på den sande lære i De Hebraiske Skrifter. Justinus hentede i sin Dialog Med Jøden Tryfon støtte for sine argumenter fra Første, Anden, Tredje og Femte Mosebog, Anden Samuelsbog, Første Kongebog, Salmerne, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Daniel, Hoseas, Joel, Amos, Jonas, Mika, Zakarias og Malakias, samt evangelierne. Hans agtelse for disse bøger ses af dialogen med Tryfon, hvor Justinus beskæftiger sig med jødedommen og dens Messiasforestillinger.
Det siges at Justinus var evangelieforkynder og at han forkyndte den gode nyhed ved hver en lejlighed. Han rejste sandsynligvis meget. Noget af sin tid tilbragte han i Efesus, og han boede åbenbart længere tid i Rom.
Blandt Justinus’ værker er nogle apologier til forsvar for kristendommen. I sin Justinus’ Første Apologi søger han at sprede den hedenske filosofis tætte mørke ved hjælp af Bibelens lys. Han stempler filosoffernes visdom som falsk og meningsløs i modsætning til Kristi magtfulde ord og gerninger. (Jævnfør Kolossenserbrevet 2:8.) Justinus går i forbøn for de foragtede kristne, som han slutter sig til. Han bærer stadig filosoffens kappe, idet han nu blot siger at han har fundet den eneste sande filosofi.
Eftersom de kristne i det andet århundrede nægtede at tilbede hedenske guder, blev de betragtet som gudsfornægtere. „Vi [er] ikke . . . Gudsfornægtere, vi der tilbeder hele denne Verdens Skaber,“ indvender Justinus. „[Jesus Kristus] er bleven vor Lærer i disse Ting . . . Han er den sande Guds Søn.“ Om afgudsdyrkelsen siger Justinus: „Af de foragteligste Kar danner man, alene ved kunstfærdig at forandre deres ydre Form, ofte saakaldte Guder! Dette holder vi ikke blot for stridende mod Fornuften, men tillige for at være en Forhaanelse af Guddommen . . . Hvilket Afsind! At sige at udsvævende Mennesker danner og omlaver Guder til Tilbedelse.“ — Esajas 44:14-20.
Med talrige henvisninger til De Kristne Græske Skrifter redegør Justinus for sin tro på opstandelsen, de kristne moralnormer, dåben, bibelprofetierne (især om Kristus), og Jesu lære. Med hensyn til Jesus citerer Justinus profeten Esajas: „Herredømmet skal være paa [Kristi] Skuldre.“ Justinus siger også: „Var det nemlig et menneskeligt Rige, vi forventede, vilde vi fornægte.“ Han kommer ind på de kristnes trængsler og forpligtelser, og hævder at man for at kunne udføre en antagelig tjeneste for Gud må gøre hans vilje. Han tilføjer at „nogle skulde udsendes af ham til enhver Slægt af Mennesker og forkynde dette“.
Justinus’ Anden apologi (som menes blot at være en fortsættelse af den første) er henvendt til det romerske senat. Justinus appellerer til romerne ved at berette om de kristne som blev forfulgt efter at være kommet til nøjagtig kundskab om Jesus Kristus. Den ypperlige moral i Jesu lære som kommer til udtryk i de kristne borgeres adfærd, regnede de romerske myndigheder ikke for noget. Tværtimod kunne alene det at bekende sig som kristen koste én livet. I forbindelse med afstraffelsen af en gammel lærer af kristendommen, citerer Justinus en person ved navn Lucius, der spørger: „Hvorfor har du ladet dette Menneske straffe, der hverken er bevist at være en Horkarl eller liderlig eller Morder, Tyv eller Røver eller overhovedet at have øvet nogen Uret men har bekendt sig til Kristennavnet?“
Hvor stor modstanden mod de kristne var på det tidspunkt antydes af Justinus’ udtalelse: „Jeg forventer ogsaa, at der øves Rænker mod mig, eller at jeg sættes i Blokken af en af de ovennævnte eller ogsaa af Crescens, uvidende Person og Stræber, som han er. Det vilde nemlig være uværdigt at kalde Manden Filosof, da han offentlig vidner mod dem, som han ikke kender noget til, med Paastand om, at de Kristne er ugudelige og uden Religion. Saadan er han de mange vildfarne til Vilje og Behag. Thi hvis han angriber os uden at have stiftet Bekendtskab med vore Lærdomme, maa han være bundfordærvet og meget værre end de helt uforstandige, som da ofte passer paa ikke at tale om og give gal Besked om det, som de ikke forstaar sig paa.“
Hans død
Det vides ikke om det var Crescens eller andre kynikere der stod bag, men Justinus blev i hvert fald angivet til det romerske præfektur som samfundsomstyrter og blev dømt til døden. Omkring år 165 blev han halshugget i Rom og blev derved „martyr“ (hvilket betyder „vidne“). Deraf navnet Justinus Martyr.
Skrivestilen hos Justinus mangler måske nok den glans og takt man finder hos andre lærde fra hans samtid, men hans nidkærhed for sandhed og retfærdighed er givetvis ægte. I hvor vid udstrækning han levede i harmoni med Bibelen og Jesu lære kan ikke fastslås med sikkerhed. Men Justinus’ værker skattes højt på grund af deres historiske indhold og mange henvisninger til Skriften. De giver indblik i hvordan de der bekendte sig som kristne i det andet århundrede, levede.
Det er værd at bemærke Justinus’ bestræbelser for at gøre kejserne opmærksomme på den uretfærdige forfølgelse de kristne udsættes for. At han afviser hedensk religion og filosofi til fordel for nøjagtig kundskab om Guds ord, minder os om at apostelen Paulus i Athen frimodigt forkyndte for de epikuræiske og stoiske filosoffer om den sande Gud og den opstandne Jesus Kristus. — Apostelgerninger 17:18-34.
Justinus gav udtryk for at han vidste at der ville finde en opstandelse af de døde sted i tusindårsriget. Bibelens sande opstandelseshåb er virkelig trosstyrkende! Det har holdt de kristne oppe under forfølgelse og gjort det muligt for dem at udholde store trængsler, ja, selv døden. — Johannes 5:28, 29; 1 Korinther 15:16-19; Åbenbaringen 2:10; 20:4, 12, 13; 21:2-4.
Justinus søgte således efter sandheden og forkastede græsk filosofi. Som apologet forsvarede han de kristnes lære og skikke. Og til sidst led han martyrdøden fordi han bekendte sig til kristendommen. Justinus’ kærlighed til sandheden og hans frimodige forkyndelse trods forfølgelse er interessant, for de samme egenskaber ses hos Jesu sande disciple i dag. — Ordsprogene 2:4-6; Johannes 10:1-4; Apostelgerninger 4:29; 3 Johannes 4.