Efter Buchenwald fandt jeg sandheden
JEG er opvokset i Grenoble i Frankrig i 30’erne. Min tysklærer, der selv var franskmand, var glødende nazist. I skolen holdt han altid på at det en dag ville „komme én til gavn“ at kunne tysk. Men de fleste af vore lærere som var veteraner fra den første verdenskrig, var bekymrede over nazismens sejrsgang i Tyskland. Jeg blev også urolig da der efterhånden blev optræk til krig.
I 1940, ved begyndelsen af den anden verdenskrig, mistede jeg en onkel som jeg holdt meget af. Han omkom i det voldsomme slag ved floden Somme. Det gjorde mig meget bitter, men dengang var jeg for ung til at melde mig til den franske hær. Tre år senere, under tyskernes besættelse af Frankrig, begyndte jeg at arbejde som teknisk tegner for den franske modstandsbevægelse. Jeg blev lidt af en ekspert i at kopiere underskrifter og fremstille falske tyske gummistempler. Jeg følte så stor tilfredsstillelse ved at bekæmpe besættelsesmagten på denne måde at jeg ikke gik meget op i mine kammeraters kommunistiske synspunkter.
Arrestation
Den 11. november 1943 havde modstandsbevægelsen kaldt til demonstration til minde om Første Verdenskrigs afslutning. Men motoriseret fransk gendarmeri havde blokeret adgangen til broen som førte til krigsmindesmærket, og de opfordrede os til at gå hjem. I stedet besluttede vi at marchere til et andet krigsmindesmærke i byen. Men der var én ting vi glemte. Mindesmærket lå kun et stenkast fra Gestapos kontorer.
Vi blev hurtigt omringet af bevæbnede soldater, som kommanderede os på rad og række imod en mur. Da soldaterne beordrede os væk fandt de adskillige håndskydevåben på jorden. Ingen ville kendes ved dem, og soldaterne løslod derfor kun kvinderne og alle på 16 år eller derunder. Da jeg selv var 18, blev jeg fængslet sammen med 450 andre. Få dage senere blev vi overført til en transitlejr nær Compiègne i Nordfrankrig.
Transporteret til Tyskland
Den 17. januar 1944 stiftede jeg for første gang — men desværre ikke for sidste gang — bekendtskab med de tyske soldater hvis hjelme var dekoreret med et hagekors på venstre side og initialerne SS (Schutzstaffel) på højre side. I en flok på hundreder af fanger måtte vi marchere til stationen i Compiègne. Vi blev bogstavelig talt sparket ind i godsvogne. Alene i min godsvogn var der 125 fanger. I tre dage og to nætter fik vi hverken vådt eller tørt. Efter et par timer begyndte de svageste allerede at falde om og blive trampet på. To dage senere ankom vi til Buchenwald, nær Weimar, langt inde i Tyskland.
Efter at være blevet desinficeret og raget fik jeg registreringsnummer 41.101. Jeg blev klassificeret som „kommunistisk terrorist“. Under en karantæneperiode mødte jeg dominikanerpræsten Michel Riquet, som efter krigen blev berømt for sine prædikener i Notre Dame-kirken i Paris. Jeg og nogle andre unge mænd på min alder spurgte ham hvorfor Gud tillod disse rædsler. Han svarede: „Man må igennem mange lidelser for at fortjene at komme i himmelen.“
Hverdagen i Buchenwald
Beboerne i alle 61 blokke skulle op omkring klokken halv fem om morgenen. Vi kom ud med nøgen overkrop og måtte ofte bryde is på vandet for at vaske os. Og der blev ikke givet nogen pardon selv om man var syg. Derefter blev der uddelt brød — en dagsration på 200 til 300 gram smagløst brød med et tyndt lag margarine og noget der kun svagt mindede om syltetøj. Klokken halv seks stillede vi op til navneopråb. Nattens døde bar vi væk på vore rygge — en forfærdelig oplevelse! Den bidende lugt af brændende lig fik os til at mindes vore kammerater. Vi blev overvældet af væmmelse, fortvivlelse og had, for vi vidste at vi nemt kunne ende vore dage på samme måde.
Mit arbejde på BAU II Kommando bestod i at grave grøfter uden noget formål. Aldrig så snart var der gravet en to meter dyb grøft før vi lige så omhyggeligt skulle fylde den igen. Arbejdet begyndte klokken seks om morgenen; senere havde vi en halv times middagspause, hvorefter vi fortsatte til klokken syv om aftenen. Aftenopråbet synes ikke at ville tage ende. Hver gang der var store tyske tab på den russiske front varede det til midnat.
En anderledes gruppe
Enhver der forsøgte at flygte fra lejren kunne let genkendes eftersom vi alle havde en speciel frisure. En stribe hår oven på hovedet eller i begge sider var klippet helt kort eller raget. Nogle fanger havde imidlertid en ganske normal frisure. Hvem var de? Vores blokfører stillede vores nysgerrighed. „De er bibelstudenter (Bibelforscher),“ sagde han. „Men hvad laver bibelstudenter i en koncentrationslejr?“ spurgte jeg undrende. „De er her fordi de tilbeder Jehova,“ fik jeg at vide. Jehova! Det var første gang jeg hørte Guds navn.
Senere fik jeg lidt mere at vide om bibelstudenterne. De fleste af dem var tyskere. Nogle af dem havde siddet i koncentrationslejre siden midten af 30’erne fordi de nægtede at adlyde Hitler. De kunne være blevet sat på fri fod, men ville ikke gå på kompromis. SS brugte dem som deres personlige barberer og gav dem særlig betroede opgaver, blandt andet administrative poster. Vi undrede os over deres afklarethed, for de viste ikke det mindste tegn på had, protest eller hævngerrighed. Det fattede jeg ikke. Desværre kunne jeg ikke på det tidspunkt tilstrækkelig tysk til at jeg kunne tale med dem.
Dødstoget
Efterhånden som de allierede rykkede frem blev fangerne sendt til lejre længere inde i landet; disse blev imidlertid mere og mere overfyldte. Den 6. april 1945 om morgenen tog SS’erne 5000 af os og tvang os ud på vejen mod Weimar, der lå ni kilometer borte. De som ikke kunne følge trop, blev koldblodigt skudt ned bagfra. Da vi kom til stationen i Weimar, kravlede vi op på åbne godsvogne, hvorefter toget satte sig i bevægelse. I 20 dage bumlede vi gennem Tyskland og ind i Tjekkoslovakiet.
En morgen blev nogle af togvognene ledet ind på et sidespor. Nogle soldater gjorde deres maskinpistoler klar, åbnede dørene til en af godsvognene og skød brutalt alle de russiske fanger der. Hvorfor? En halv snes fanger havde dræbt deres fangevogtere og var flygtet om natten. Den dag i dag kan jeg for mit indre øje se blodet flyde på gulvet af vognen og dryppe ned på skinnerne.
Til sidst ankom vi til Dachau, hvor vi to dage senere blev befriet af den amerikanske hær. Under hele den 20 dage lange tur var det eneste vi havde fået at spise nogle rå kartofler og lidt vand. Vi var 5000 til at begynde med, men kun 800 overlevede. Mange andre døde få dage senere. Jeg selv havde tilbragt det meste af tiden siddende på et lig.
Et nyt skridt
Efter min befrielse syntes intet at være mere naturligt end at melde sig ind i det franske kommunistparti, eftersom jeg i Buchenwald havde været meget sammen med mange af dets medlemmer — også de højtstående. Jeg blev assisterende partisekretær i Grenoble og blev opfordret til at gennemgå et kursus for partispidser i Paris.
Men jeg blev snart skuffet. Den 11. november 1945 blev vi indbudt til at deltage i et optog i Paris. Den ansvarlige kammerat for vores gruppe modtog en sum penge til vores indlogering, men det lod ikke til at han ville bruge dem til gavn for os. Vi var forpligtede til at minde ham om at ærlighedens og venskabets principper skulle forene os. Jeg indså også at mange af de højtstående kommunister jeg havde kendt, ikke havde nogen løsning på verdens problemer. Desuden var de fleste af dem ateister, mens jeg troede på Gud.
Senere flyttede jeg til Lyon, hvor jeg fortsatte med at arbejde som teknisk tegner. I 1954 blev jeg besøgt af to kvindelige Jehovas vidner, og jeg tegnede abonnement på Vågn op! To dage senere kom der en mand og bankede på sammen med den ene af de to kvinder. Min hustru og jeg blev pludselig klar over at vi begge var interesserede i åndelige spørgsmål.
Under de efterfølgende drøftelser kom jeg til at tænke på bibelstudenterne i Buchenwald som havde været så trofaste mod deres religion. Først da gik det op for mig at de var de samme som Jehovas Vidner. Takket være vort bibelstudium tog min kone og jeg standpunkt for Jehova og blev døbt i april 1955.
Jeg mindes alt som var det i går. Jeg er ikke nedbøjet på grund af det jeg har været igennem. Oplevelserne har styrket mig og vist at jordiske regeringer ikke har meget at tilbyde. Skønt personlige erfaringer kun kan hjælpe andre i begrænset omfang, ville det glæde mig hvis det jeg har været ude for kan hjælpe unge mennesker til at gennemskue denne verdens forlorenhed og søge gode, retskafne værdier i den sande kristendom, som Jesus fremholdt.
I dag er lidelse og uretfærdighed en del af hverdagen. Ligesom bibelstudenterne i koncentrationslejrene ser jeg frem til at der skal komme en bedre verden, hvor broderkærlighed og retfærdighed vil råde i stedet for vold og fanatisme. Indtil da forsøger jeg som ældste i den kristne menighed at tjene Gud og Kristus så godt jeg kan, sammen med min hustru, mine børn og børnebørn. (Salme 112:7, 8) — Fortalt af René Séglat.
[Illustrationer på side 28]
Herover: Mønstring i lejren
Til venstre: En indgang til Buchenwald. „JEDEM DAS SEINE“ betyder: Enhver får hvad han fortjener
[Illustrationer på side 29]
Herover: Krematorium i Buchenwald
Til venstre: Seksten fanger på hver hylde