Diocletian angriber de kristne

VED festen for den romerske gud Terminus den 23. februar år 303, som blev fejret i rigets nye hovedstad Nikomedia i Lilleasien, kappedes folk med hinanden om at vise størst fædrelandskærlighed. Det betydelige kristne samfund glimrede imidlertid ved sit fravær.

Fra et udsigtspunkt i paladset skuede kejser Diocletian og hans underkejser Galerius ned på det lokale kristne mødested. På et givet signal banede soldater og regeringsembedsmænd sig vej ind i de kristnes bygning, plyndrede den og brændte de bibler de fandt. Til sidst jævnede de bygningen med jorden.

Dette indvarslede en periode med forfølgelse som satte en skamplet på Diocletians regeringstid. Historikere kalder den for „den sidste store forfølgelse“, „den voldsomste forfølgelse“ eller „intet mindre end et forsøg på at udrydde kristennavnet“. En kort redegørelse for optakten til disse dramatiske begivenheder vil sætte dem i perspektiv.

Hedenskab kontra kristendom

Diocletian, som var født i Dalmatien i det tidligere Jugoslavien, arbejdede sig op gennem graderne i den romerske hær. I 284 blev han udråbt til kejser. Han blev berømt for sine politiske reformer da han indførte et tetrarki, en kollektiv ledelse på fire, til at forestå rigets styrelse. Diocletian udpegede Maximian, en gammel soldaterkammerat, til at tjene som hans medkejser, med titlen augustus, med særligt ansvar for den vestlige del af riget. Både Diocletian og Maximian havde en underordnet cæsar, en underkejser, med tronfølgerettigheder. Constantius Chlorus tjente som cæsar for Maximian, mens Galerius fra Thrakien stod under Diocletian.

Galerius Cæsar var, ligesom Diocletian, en ivrig tilbeder af hedenske guder. Den ambitiøse Galerius foregav at frygte forræderi i hæren. Han afskyede den voksende indflydelse fra soldater der bekendte sig som kristne. Han opfattede deres afvisning af hedensk tilbedelse som et komplot mod hans myndighed. Galerius opfordrede Diocletian til at slå til mod de kristne. I vinteren 302/303 bøjede Diocletian sig for underkejserens antikristne synspunkter og fjernede alle kristne fra hæren og hoffet. Diocletian var imidlertid imod blodsudgydelse idet han frygtede at kristne martyrer blot ville gøre andre kristne endnu fastere i troen.

Diocletian var dog ikke tilfreds med denne løsning og rådførte sig med officerer og embedsmænd, herunder Hierokles, statholder i Bitynien. Denne glødende hellenist var stemt for en voldelig aktion imod alle kristne. Diocletians hengivenhed for Roms gamle guder førte til konflikt med de kristne. Resultatet blev, ifølge Diocletian and the Roman Recovery af Stephen Williams, at der blev erklæret „uindskrænket krig på liv og død mellem Roms guder og de kristnes gud“.

Edikterne

Forfølgelseskampagnen optrappedes da Diocletian udstedte fire edikter på rad. Dagen efter overfaldet i Nikomedia beordrede han alle kristne mødesteder nedrevet og al ejendom konfiskeret samt alle hellige bøger udleveret og brændt. Kristne i et officielt statsembede blev degraderet.

Da der udbrød to brande i kejserpaladset, faldt skylden på de kristne som var ansat der. Dette foranledigede det andet edikt, ifølge hvilket alle biskopper, presbytere og diakoner skulle arresteres og indespærres. I det tredje edikt blev de kristne befalet at ofre til Roms guder, om nødvendigt under trussel om tortur. Det fjerde edikt gik endnu videre og gjorde det at være kristen til en forbrydelse som straffedes med døden.

Denne bølge af brutalitet skabte en gruppe af traditores (forrædere), kristne som havde forrådt Gud og Kristus i et forsøg på at redde deres skind ved at udlevere eksemplarer af Skrifterne. Historikeren Will Durant skriver: „Flere tusind kristne afsvor deres tro. . . . Men de fleste af de forfulgte stod fast, og synet af eller beretningerne om deres heltemodige trofasthed styrkede andre, hvis tro var ved at vakle, og vandt nye medlemmer til de forfulgte menigheder.“ Kristne i Frygien, Kappadokien, Mesopotamien, Fønikien, Ægypten og mange andre dele af det romerske rige led martyrdøden.

Kirkehistorikeren Eusebios fra Cæsarea formodede at der var blevet henrettet tusinder af kristne under forfølgelsen. Edward Gibbon, forfatter til The Decline and Fall of the Roman Empire (Det Romerske Riges Forfald og Undergang), hævder imidlertid at tallet var på mindre end to tusind. „Gibbon behandler mange af disse beretninger med skepsis, idet de kommer fra stærkt farvede kristne kilder som søger at forherlige martyrerne og opbygge de troende,“ forklarer en skribent. Han fortsætter: „Der er ingen tvivl om at der finder overdrivelser sted hos skribenter der let får nogle få dødsfald til at blive til mange, som ikke skelner mellem spontane og bevidst fremprovokerede martyrdrab, som beretter at vilde dyr i amfiteatrene glubsk sønderrev alle andre kriminelle men blev forhindret af en ’overnaturlig magt’ i at røre de kristne. Men selv om man sier noget fra som fri fantasi, er det der er tilbage slemt nok.“ Ja, nogle kristne blev brutalt brændt, flået og pint.

Nogle historikere mener at det var Galerius snarere end Diocletian der var den egentlige anstifter af forfølgelsen. „Det er ikke uden dybe moralske konsekvenser,“ siger professor William Bright i The Age of the Fathers, „at den hedenske verdensmagts største kraftanstrengelse for at nedtrampe det Rige som ikke er af denne verden skulle bære Diocletians navn snarere end ophavsmandens, Galerius’.“ Men selv inden for tetrarkiet havde Diocletian det afgørende ord at skulle have sagt, som forfatteren Stephen Williams påpeger: „Der er ingen tvivl om at Diocletian havde indflydelse på enhver større politisk beslutning i Riget indtil år 304, og bar hovedansvaret for forfølgelsen indtil det år.“ Diocletian blev syg og frasagde sig tronen i 305. I de følgende seks år videreførte Galerius den indædte forfølgelse af alt hvad der havde med de kristne at gøre.

Kirken i det fjerde århundrede

Disse forfærdelige begivenheder i begyndelsen af det fjerde århundrede bekræfter det som apostlene Paulus og Peter og andre inspirerede skribenter forudsagde. De profeterede at der ville fremstå et „lovløshedens menneske“, en herskende præsteklasse af såkaldte kristne, hvilket Diocletians edikter, især det andet, bekræfter var sket. (2 Thessaloniker 2:3, 4; Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Peter 2:12) I det fjerde århundrede havde frafaldne skikke allerede vundet fodfæste. Ikke så få såkaldte kristne var soldater i den romerske hær. Men var der slet ingen kristne dengang der var trofaste mod ’mønsteret af sunde ord’ som var modtaget fra apostlene? — 2 Timoteus 1:13.

Eusebios opregner navnene på nogle af forfølgelsens ofre, og han beskriver malende deres torturering, lidelse og martyrdød. Om alle disse martyrer døde trofaste mod den åbenbarede sandhed som kendtes dengang, kan vi ikke vide. Nogle havde uden tvivl givet agt på Jesu advarsler mod sektdannelse, umoralitet og andre former for kompromis. (Åbenbaringen 2:15, 16, 20-23; 3:1-3) Nogle af de trofaste overlevende er uden tvivl sunket ned i historiens glemsel. (Mattæus 13:24-30) Ja, forsøgene på at kvæle den offentlige kristne tilbedelse var så vellykkede at et spansk mindesmærke fra denne periode hylder Diocletian som den der ’fjernede overtroen om Kristus’. Men til trods for bestræbelserne på at tilintetgøre eksemplarer af Skrifterne, som var et hovedangrebsmål for Diocletians forfølgelse, lykkedes det ikke at udrydde Guds ord. — 1 Peter 1:25.

Da det ikke lykkedes Satan Djævelen, denne verdens hersker, at udslette kristentroen, fortsatte han med at drive sit listige spil gennem kejser Konstantin, der regerede fra 306 til 337. (Johannes 12:31; 16:11; Efeserne 6:11, NW, fodnote i studieudgaven) Hedningen Konstantin modstod ikke de kristne. Nej, han fandt det mere formålstjenligt at sammensmelte hedensk og kristen tro til en ny statsreligion.

Dette er en advarsel til os! Når vi kommer ud for korporlig forfølgelse vil vor kærlighed til Jehova hjælpe os til ikke at gå på kompromis for at opnå en midlertidig fysisk lindring. (1 Peter 5:9) Men vi må heller ikke lade perioder med fred undergrave vor kristne styrke. (Hebræerne 2:1; 3:12, 13) Hvis vi holder os fuldt og helt til Bibelens principper vil vi kunne forblive loyale mod Jehova, den Gud som udfrier sit folk. — Salme 18:25, 48.

[Kildeangivelse på side 28]

Musei Capitolini, Rom