Tungetale — et udbredt fænomen

„EN KRAFT havde fået magt over min tunge og ordene flød som en vandstrøm. Jeg var henrykt og følte mig helt ren. Jeg har ikke været den samme siden da,“ udbrød én der havde haft den usædvanlige oplevelse at tale på „et ukendt tungemål“.

Men hvad er tungetale? Det er en udbredt praksis blandt visse trossamfund hvor mænd og kvinder hævder at de ved hjælp af Guds ånd kan tale på fremmede sprog som de ikke kender.

Det er et religiøst fænomen som engang blev regnet for kun at høre hjemme i pinsebevægelsen. I dag finder der imidlertid også tungetale sted i baptistiske, episkopale, lutherske, metodistiske, presbyterianske og katolske kirker. Når en person taler i tunger beskrives han som værende i en tilstand af ekstase, afsind, trance eller hypnose. Nogle kalder det endda en hysterisk oplevelse. Der er mystik og karisma forbundet med at tale i tunger (glossolali).

Hvorfor ønsker mange sig tungetalens gave?

I sin bog Tongues of the Spirit fremsætter Cyril G. Williams den teori at der kan være „en sammenhæng mellem følelsen af at komme til kort og ønsket om at tale i tunger“. Han beskriver tungetalen som en udløsningsmekanisme der har „den terapeutiske værdi at den mindsker anspændthed“ og „bortvejrer indre konflikter“. Nederlag i kirkeligt arbejde, følelsesmæssigt stress, karrieremæssig fiasko, sorg, hjemlige spændinger eller sygdom i familien angives som faktorer der får nogle til at tale i tunger.

I bogen The Psychology of Speaking in Tongues siger John P. Kildahl ligeledes at „angst er en forudsætning for at kunne udvikle evnen til at fremsætte tungetale“. Omfattende interview og forskning har ifølge bogen vist at „mere end 85 procent af alle tungetalere har haft en klart defineret angstkrise før de begyndte at tale i tunger“. En mor ønskede for eksempel at tale i tunger så hun kunne bede for sin kræftsyge søn. En mand begyndte at tale i tunger i en periode hvor han overvejede om han skulle tage imod en forfremmelse på sit arbejde. En kvinde begyndte på ekstatisk tale en uge efter at hendes mand havde meldt sig ind i en forening for alkoholafvænning.

Hvad oplever man?

En anden som havde talt i tunger for første gang, udtalte: „Jeg følte det som om jeg brændte indvendig; jeg fik kuldegysninger, og sveden perlede frem; jeg rystede og følte mig kraftesløs i lemmerne.“ Mange synes at de der taler i tunger ofte opfører sig på en uhyggelig måde. Et eksempel: „En pige var lige ved at kvæles i sit eget spyt da hun strakte sig ud på en stol, med nakken hvilende på stoleryggen, hælene i gulvet og stive ben.“ Under et møde „slog en mand kolbøtter hen over kirkegulvet“.

„For nogle mennesker,“ skriver professor William J. Samarin, er „tungetale en forudsætning for at kunne blive døbt i hellig ånd“. Uden tungetalen „føler de sig lidt ufuldstændige“. Den betragtes også som „et svar på bønner, en forsikring om Guds kærlighed og anerkendelse“. Andre siger at den giver dem en følelse af indre harmoni, glæde og fred, og en „fornemmelse af større magt“, samt „en stærkere identitetsfølelse“.

Er ekstatisk tale virkelig et vidnesbyrd om den hellige ånds virke? Er den et bevis på at man er en sand kristen? Indgår tungetale som en del af den sande tilbedelse i dag? Disse spørgsmål fortjener mere end blot et overfladisk svar. Hvorfor? Fordi vi ønsker at vor tilbedelse skal have Guds godkendelse og velsignelse.