Svarer du når der bliver kaldt?

FORTALT AF SHINICHI TOHARA

I DEN første del af mit liv kaldte jeg ikke på Gud og søgte heller ikke vejledning fra ham. Mine bedsteforældre var emigreret fra Japan til Hawaii, og mine forældre var buddhister. De var ikke videre troende, så derfor havde Gud ikke nogen særlig stor plads i min bevidsthed mens jeg voksede op.

Senere lærte jeg om udviklingsteorien og begyndte at synes at det ligefrem var tåbeligt at tro på en Gud. Da jeg kom op i de højere klasser fik jeg indblik i astronomi, fysik og biologi. Om aftenen sad jeg og så op mod himmelen og spekulerede over hvordan alle stjernerne var blevet til. En svag stemme inden i mig begyndte at spørge: „Er der virkelig en Gud der styrer alt dette?“ Der måtte være en eller anden derude. Jeg spurgte mig selv: „Hvem er denne Gud?“

Efter studentereksamen blev jeg meget optaget af mit arbejde som maskinarbejder på en fabrik der fremstillede sake (risbrændevin), og jeg fik ikke tid til at tænke over om der fandtes en Gud. Jeg mødte så Masako, der i 1937 blev min hustru, og med tiden blev vi velsignet med tre børn. Masako har været en trofast livsledsager og en hårdtarbejdende mor.

Nu da jeg havde familie tænkte jeg alvorligt på fremtiden. Jeg begyndte igen at gå udenfor og betragte stjernerne. Jeg var overbevist om at der måtte være en Gud. Jeg vidste ikke hvem denne Gud var men jeg kaldte alligevel på ham. Gentagne gange bad jeg: „Hvis du er derude et eller andet sted, vil du så ikke hjælpe min familie til at finde lykkens vej?“

Jeg blev bønhørt

Vi havde boet sammen med mine forældre lige siden vi blev gift, men i 1941 flyttede vi for os selv til Hilo på Hawaii. Lige efter at vi var kommet i orden i vores nye hjem angreb japanerne Pearl Harbor. Det var den 7. december 1941. Det var en anspændt tid hvor alle bekymrede sig om fremtiden.

En måned efter at Pearl Harbor var blevet angrebet stod jeg og vaskede min bil, da en mand kom hen til mig og tilbød bogen Børn. Han præsenterede sig som Ralph Garoutte og sagde at han var et Jehovas vidne. Jeg forstod ikke hvad han mente, men jeg var interesseret i Gud og tog derfor imod bogen. Ugen efter kom Ralph igen og tilbød mig et hjemmebibelstudium. Selv om jeg havde hørt om Bibelen var det faktisk første gang jeg så én. Jeg indvilligede i at få et bibelstudium, og min hustru og hendes lillesøster sluttede sig til.

Vidnesbyrdene om at Bibelen er Guds ord gjorde indtryk på mig. (2 Timoteus 3:16, 17) At Jehova havde en hensigt var endnu mere vidunderligt. Han var den Skaber jeg havde ledt efter! (Esajas 45:18) Vi var lykkelige for at få at vide at det tabte paradis ville blive genskabt her på jorden og at vi havde mulighed for at opleve det. (Åbenbaringen 21:1-4) Jeg var blevet bønhørt!

Vi fortalte alle og enhver om disse nyfundne sandheder. Mine forældre syntes vi var skøre, men det tog ikke modet fra os. Efter tre måneders dybtgående bibelstudium blev min hustru og jeg døbt den 19. april 1942 som et symbol på vores indvielse til vor Gud, Jehova. Masakos lillesøster, Yoshi, og hendes mand, Jerry, der havde deltaget i bibelstudiet, blev døbt sammen med os. Vi havde kun et begrænset kendskab til De Hellige Skrifter, men det var nok til at vi ønskede at tjene Gud.

Eftersom Anden Verdenskrig stadig rasede formodede jeg at enden på dette system var meget nær, og min hustru og jeg følte at vi måtte advare folk om dette. I denne henseende var Garoutte et eksempel for os. Både Ralph og hans hustru var pionerer, heltidsforkyndere blandt Jehovas vidner. Jeg sammenlignede min situation med Ralphs. Han var gift og havde fire børn. Jeg var gift men havde kun tre børn. Hvis han kunne være pioner burde jeg også være det. Så en måned efter at vi var blevet døbt ansøgte vi om pionertjeneste.

Inden vi var blevet godkendt som pionerer skilte jeg mig af med alle unødvendige ting, deriblandt min steel-guitar, min saxofon og min violin. Jeg havde været meget interesseret i musik, men nu solgte jeg alt undtagen min lille harmonika. Hertil kom at jeg ikke længere fandt mit job på sakebryggeriet særlig attraktivt. (Filipperne 3:8) Jeg byggede en husvogn og ventede på at se om Jehova ville besvare min bøn om at blive brugt. Der gik ikke lang tid. Vi blev godkendt som pionerer fra den 1. juni 1942. Straks gik vi i gang med at tjene Jehova på heltidsbasis og vi har aldrig fortrudt den beslutning.

Pionerer på Hawaii

Sammen med familien Garoutte gennemgik vi Hawaii (hovedøen) inklusive Kona, de berømte kaffeområder, og Kau. Dengang brugte vi grammofonen. Den var temmelig tung, men vi var stadig unge og stærke. Med grammofonen i den ene hånd og en taske med bøger i den anden fulgte vi ethvert spor der kunne føre os til et lyttende øre i kaffemarkerne, plantagerne og andre steder. Efter at have gennemgået hele øen fik vi tildelt Kohala som vores distrikt. Kohala var en lille sukkerrørsplantage befolket af europæere, kaukasiere, filippinere, kinesere, hawaiianere og japanere. Hver nationalitet havde sine skikke og idéer, og sin smag og religion.

Fra den dag jeg trådte ind i pionertjenesten og til nu har jeg ikke haft brug for at tage verdsligt arbejde. I en periode levede vi af opsparingen, og da den slap op begyndte jeg at fiske med spyd. Vi samlede vilde grøntsager og krydderurter som voksede i vejkanten og de prydede vores tallerkener ved aftenstid. Jeg lavede en ovn af galvaniseret tin, og Masako lærte at bage brød i den. Det er det bedste brød jeg nogen sinde har smagt.

Da vi i 1943 kom til Honolulu på Oahu for at overvære et kristent stævne opfordrede Donald Haslett, der dengang var koordinator på Hawaii, os til at flytte dertil og bo i en lille lejlighed oven over Vagttårnsselskabets garage. Jeg fungerede i fem år som vicevært for afdelingskontorets ejendom alt imens jeg fortsatte i pionertjenesten.

Et uventet kald

I 1943 hørte vi at Selskabet var begyndt at oplære missionærer til at tjene i fremmede lande. Hvor ville vi gerne gennemgå den undervisning! Men familier med børn blev ikke inviteret, så vi slog tanken ud af hovedet. I 1947 kom broder Haslett imidlertid og fortalte os at Selskabet ønskede at vide om der var nogle hawaiianere som var villige til at tjene i Japan. Han spurgte hvordan det forholdt sig med os. Jeg svarede ligesom Esajas: „Send mig.“ (Esajas 6:8) Min hustru havde det på samme måde. Vi tøvede ikke med at svare når Jehova kaldte.

Vi blev inviteret til at gennemgå Vagttårnets Bibelskole Gilead for at blive oplært som missionærer. Invitationen gjaldt også vores tre små børn. Fem andre, Donald og Mabel Haslett, Jerry og Yoshi Toma og Elsie Tanigawa blev også inviteret, og sammen begav vi os på vej til New York i vinteren 1948.

Vi krydsede fastlandet med bus. Efter tre dage var vi alle trætte og broder Haslett foreslog at vi holdt en pause og overnattede på et hotel. Da vi stod af bussen kom en mand hen imod os og råbte: „Japsere! Jeg henter min riffel og skyder dem!“

„De er ikke japanere,“ sagde broder Haslett. „De er hawaiianere. Kan du ikke engang se forskel?“ Vi blev reddet af hans snarrådige bemærkning.

Kunne det virkelig passe at vi skulle overvære Gileadskolens 11. klasse? Det var som en vidunderlig drøm. Men drømmen blev snart til virkelighed. I vores klasse var 25 elever blevet udvalgt af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, til at blive oplært som fremtidige missionærer i Japan. Da jeg havde japanske rødder og talte lidt japansk fik jeg til opgave at undervise denne gruppe i sproget. Det var ikke let, for jeg var ikke særlig velbevandret i det, men på en eller anden måde overlevede vi alle!

Vores søn, Loy, var efterhånden blevet ti år og vores døtre, Thelma og Sally, var otte og seks. Hvad lavede de mens vi var i skole? De gik også i skole! De blev hentet af en bus om morgenen og kørt tilbage senere på dagen. Efter skoletid hjalp Loy brødrene på Selskabets farm, og Thelma og Sally lagde lommetørklæder sammen i vaskeriet.

Vi vænner os til det fremmede

Efter afslutningshøjtideligheden den 1. august 1948 var vi ivrige efter at komme ud til vores nye distrikt. Broder Haslett rejste i forvejen for at finde et sted hvor missionærerne kunne bo. Endelig fandt han en toetages bygning i Tokyo, og den 20. august 1949 tog hele familien af sted til vores fremtidige hjem.

Før vi kom til Japan havde jeg tit gjort mig tanker om dette orientalske land. Jeg havde betragtet det japanske folks loyalitet mod deres herrer og mod kejseren. Mange japanere var villige til at ofre deres liv for disse menneskelige herskere. Under Anden Verdenskrig gik kamikazepiloter i døden for kejseren ved at styre deres fly ind i skorstenen på fjendtlige krigsskibe. Jeg husker at jeg tænkte at hvis japanerne er så trofaste mod jordiske herrer, hvordan ville de så ikke være hvis de kom til at tjene den sande Herre, Jehova?

Da vi ankom til Japan var der kun syv missionærer og en håndfuld forkyndere i hele landet. Vi gik alle i gang med arbejdet, og jeg kæmpede for at forbedre mine sprogkundskaber og var i stand til at påbegynde bibelstudier med mange der oprigtigt kaldte på Gud. En del af dem jeg studerede med dengang tjener stadig trofast.

Missionærtjeneste sammen med vores børn

Hvordan kunne vi være missionærer når vi havde tre mindreårige børn at tage os af? Det kunne vi kun med hjælp fra Jehova. Vi modtog en lille godtgørelse fra Selskabet, og Masako syede tøj til børnene. Desuden fik vi lidt hjælp fra mine forældre.

Da Loy var gået ud af folkeskolen tjente han et stykke tid på Vagttårnsselskabets japanske afdelingskontor. Men af helbredsmæssige årsager besluttede han at vende tilbage til Hawaii for at blive behandlet. Han tjener nu trofast Jehova sammen med sin hustru i Californien. Hans ægteskab har resulteret i at vi er blevet velsignet med fire trofaste børnebørn. De er alle døbte, og et af dem tjener sammen med sin hustru på Brooklyn Betel, Jehovas Vidners hovedkontor.

Mine døtre, Thelma og Sally, fik missionærstatus da de blev voksne. I øjeblikket er Thelma missionær i byen Toyama. Sally giftede sig med en missionærbroder, Ron Trost, og de har tjent som missionærer i rejsetjenesten i over 25 år her i Japan.

Fra nord til syd

Efter at have været to år i Tokyo blev vi sendt til Osaka, hvor vi også var i to år. Vores næste distriktstildeling var nordpå, i Sendai, hvor vi tjente i omkring seks år. Disse år i Sendai lettede tilvænningen til vores distriktstildeling på den nordligst beliggende ø i Japan, Hokkaido. Det var på Hokkaido at vores døtre fik missionærstatus. Det var også her vi måtte vænne os til en vinter med temperaturer på ned mod tyve minusgrader. Det var en stor forandring fra det tropiske klima på Hawaii!

En dag fik jeg et nyt kald i et brev fra Selskabet. Jeg blev bedt om at åbne et afdelingskontor på Okinawa, der stadig var under USA’s kontrol. Det var en stor udfordring at skulle flytte fra Japans kolde nordspids til det der nu er blevet Japans sydligste præfektur. Hvad skulle jeg gøre? Med blandede følelser ankom jeg i november 1965 til Okinawa sammen med min trofaste hustru. Ville vi her i Okinawa kunne leve på samme måde som i Japan? Var der kulturforskelle? Hvordan ville folk modtage Jehovas frelsesbudskab?

Da vi kom dertil var der mindre end 200 forkyndere på Okinawa. Nu er der mere end 2000. I begyndelsen brugte jeg halvdelen af tiden på at rejse som kredstilsynsmand og resten af tiden fungerede jeg som koordinator. Det at jeg rejste på øerne hjalp mig til at opbygge nære venskaber med brødrene, og jeg føler det som et privilegium at have fået lov til at besøge dem.

Problemfrit?

Vores missionærtjeneste var på ingen måde problemfri. Under en ferie i De Forenede Stater i 1968 blev Masako meget syg og måtte opereres. Hun fik fjernet en svulst fra tarmene men kom hurtigt til hægterne igen. Vi havde ingen sygeforsikring og var bange for at vi måske ikke ville være i stand til at vende tilbage til vores distrikt. Men til vores overraskelse sørgede venner i troen for betalingen.

For mit eget vedkommende lider jeg af de skavanker der følger med sukkersyge. Jeg er ikke blind men mit syn er meget svækket. Takket være Jehovas kærlige omsorg er jeg imidlertid i stand til regelmæssigt at indtage åndelig næring ved at lytte til båndene med oplæsning af Vagttårnet og Vågn op! Brødrene og søstrene hjælper mig også ved at læse forskellige publikationer højt for mig.

Hvordan kunne jeg fortsætte med at holde foredrag når mit syn var svækket? Først indspillede jeg mine foredrag på bånd, og derefter afspillede jeg dem mens jeg mimede til. Med råd fra min datter blev jeg bedre til det. Nu indspiller jeg mine foredrag på en lille båndoptager og fremfører dem mens jeg har hovedtelefoner på og lytter til båndet.

Når vi har stået over for alvorlige problemer har vi aldrig glemt at bede til Jehova. Og det viser sig at når Jehova er med, bliver problemerne altid mere end opvejet af velsignelserne. Den eneste måde vi kan vise vores taknemmelighed på er ved at fortsætte i hans tjeneste.

Efter 23 år på Okinawa fik vi tildelt distrikt i samme geografiske område som vi tjente i da vi kom til Japan. Selskabets afdelingskontor og det største missionærhjem ligger på samme sted i Tokyo som den toetages bygning broder Haslett købte for mange år siden.

Foruden Masako og mig tjener 11 af vores slægtninge som missionærer i Japan. Det har været en stor forret at følge den vækst Jehova har udvirket i dette land der tidligere var domineret af buddhistisk og shintoistisk kultur. Arbejdet i Japan begyndte i det små, men Jehovas kraft har frembragt en hel „nation“ med over 167.000 forkyndere af den gode nyhed. — Esajas 60:22.

Da jeg kaldte på Gud svarede han mig. Da han indbød mig sagde jeg ja tak. Min hustru og jeg føler at vi kun har gjort det vi burde gøre. Hvad med dig? Svarer du når din Skaber kalder?

[Illustration på side 28]

Toharas med andre fra deres gruppe af pionerer, Hawaii, 1942

[Illustration på side 29]

Shinichi Toharas børn på Gilead i 1948

[Illustration på side 31]

Lykkelige over at de svarede da der blev kaldt har Shinichi og Masako Tohara kunnet være 43 år i missionærtjenesten