Brug og misbrug af religiøse billeder

STEDET er Skt. Petersborg i Rusland. Datoen er den 2. august 1914. Begejstrede mennesker er samlet ved zarens palads hvor de svinger med ikoner. I paladsets store sal er der blevet rejst et alter. Et maleri af en kvinde med et barn i armene er opstillet på alteret. Denne ikon kaldes „Vor Frue af Vladimir“. Menneskemængden betragter den som Ruslands helligste skat.

Man tror at denne ikon kan udrette mirakler. I 1812 da den russiske hær marcherede mod Napoleon, bad general Kutusov foran den. Nu, den 2. august 1914, efter at have sat sit lands tropper ind i krigen, står zar Nikolaj II foran ikonen. Med sin højre hånd løftet aflægger han en ed: „Jeg lover højt og helligt at der aldrig bliver fred så længe der er fjender på russisk jord.“

To uger senere valfarter zaren til Moskva for at få Guds velsignelse over sine tropper. I Bebudelseskatedralen knæler han og beder foran den høje juvelbesatte ikonostas — en skærmvæg med malerier af Jesus, Maria, engle og „helgener“.

Disse religiøse handlinger kunne imidlertid ikke afvende katastrofen. I de næste fire år led de russiske hære store tab. Mere end seks millioner faldt, og man mistede store landområder. Desuden blev zaren, kejserinden og deres fem børn brutalt myrdet. I stedet for det århundredgamle monarki blev styret overtaget af en revolutionær regering der opponerede imod religion. Det var forgæves at zar Nikolaj havde sat sin lid til ikoner.

Alligevel er millioner i Rusland og andre lande fortsat med at ære ikoner. Det rejser nogle vigtige spørgsmål: Hvad er Guds syn på at man udfører tilbedelseshandlinger foran sådanne billeder? Og på den skik at hænge dem op derhjemme?

Hvad siger Bibelen?

Da Jesus var på jorden adlød han Guds lov der var givet gennem Moses. Det indebar at han fulgte det andet af det der kaldes De Ti Bud, som lyder: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem, for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ — 2 Mosebog 20:4, 5.

Jesus tilbad derfor ikke Gud ved hjælp af billeder eller statuer der var lavet af mennesker. Hans tilbedelse var derimod i harmoni med hans Faders erklæring: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og ikke min pris til billedstøtter.“ — Esajas 42:8.

Jesus forklarede endvidere hvorfor Gud ikke skulle tilbedes ved hjælp af materielle genstande. Han sagde: „Den time kommer, . . . da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:23, 24.

Jesu sande disciple fulgte hans eksempel og lærte andre den rette måde at tilbede på. Apostelen Paulus talte for eksempel engang til en forsamling af græske filosoffer der benyttede afgudsbilleder når de tilbad deres usynlige guder. Han fortalte dem om Skaberen og sagde: „Vi [bør] ikke forestille os at Det guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed.“ Senere sagde den samme apostel at de kristne ’vandrer efter det de tror og ikke efter det de ser’ og at kristne skulle ’flygte fra afgudsdyrkelse’. — Apostelgerninger 17:16-31; 2 Korinther 5:7; 1 Korinther 10:14.

En episode som apostelen Peter kom ud for, viser at han var hurtig til at korrigere enhver handling der kunne føre til afgudsdyrkelse. Da den romerske centurion, Kornelius, kastede sig ned for Peters fødder, rejste Peter ham op og sagde: „Rejs dig; jeg er også selv et menneske.“ — Apostelgerninger 10:26.

Apostelen Johannes var så overvældet af alle de guddommelige åbenbaringer han havde fået at han kastede sig ned for fødderne af en engel. „Pas på!“ advarede engelen. „Gør det ikke! Jeg er blot din medtræl og dine brødres, profeternes, og deres som overholder denne skriftrulles ord. Tilbed Gud.“ (Åbenbaringen 22:8, 9) Apostelen værdsatte dette råd. Kærligt nedskrev han episoden så vi kan lære af den.

Men hvad viser ovennævnte episoder os om brugen af religiøse billeder? Hvis det var forkert af Kornelius at kaste sig ned for en af Kristi apostle, er det så ikke også forkert at vise livløse billeder af „helgener“ ærbødighed? Og hvis det var forkert af en af kristi apostle at knæle for en levende engel, er det så ikke også forkert at vise livløse billeder af engle ærbødighed? Det er helt sikkert at sådanne handlinger strider imod Johannes’ advarsel: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ — 1 Johannes 5:21.

Som dekorativt undervisningsmateriale

Det betyder ikke at det er afgudsdyrkelse hvis man har billeder der forestiller scener fra Bibelen. Dette blad gør flittig brug af sådanne billeder som undervisningsmateriale. Hvis man hænger dem op i sit hjem eller i en bygning kan de også være dekorative. En kristen vil imidlertid ikke have et billede hængende som han/hun véd er genstand for tilbedelse, ej heller vil han/hun hænge et billede op der giver en forkert fremstilling af Bibelen. — Romerne 14:13.

De fleste af kristenhedens ikoner afbilder Jesus, Maria, engle og „helgener“ med en stråleglans der i en kreds omgiver deres hoved, en såkaldt glorie. Men hvor stammer glorien fra? „Dens oprindelse er ikke kristen,“ siger The Catholic Encyclopedia (1987-udgaven), „for den blev brugt symbolsk af hedenske kunstnere og skulptører til at vise den store værdighed og magt de forskellige guder besad.“ I sin bog The Christians har Bamber Gascoigne et fotografi fra Det Capitolinske Museum i Rom af en solgud med glorie. Denne gud blev tilbedt af de hedenske romere. Senere, siger Gascoigne, „lånte kristenheden solens glorie.“ Ja, glorien knytter sig til hedensk soldyrkelse.

Vil det være passende for en kristen at hænge billeder op der blander begivenheder fra Bibelen med symboler fra hedenskabet? Nej. Bibelen siger: „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene’; ’og jeg vil tage imod jer.’“ — 2 Korinther 6:16, 17.

Som tiden gik begyndte nogle kristne at ignorere denne vejledning. Det frafald som Jesus og hans disciple havde forudsagt, begyndte nu at vise sig. (Mattæus 24:24; Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Peter 2:1) I begyndelsen af det fjerde århundrede e.v.t. udråbte den romerske kejser Konstantin den frafaldne kristendom til statsreligion. Nu begyndte en strøm af hedninger at kalde sig „kristne“. De havde hidtil tilbedt billeder af kejseren. De havde også hængt billeder op af deres forfædre og andre kendte mennesker. „Kejserkulten bestod i at folk tilbad et billede af kejseren der var malet på lærred og træ, og herfra og til at tilbede ikoner var der ikke langt,“ skriver John Taylor i sin bog Icon Painting. De hedenske billeder blev således udskiftet med billeder der forestillede Jesus, Maria, engle og „helgener“.

Hvordan retfærdiggjorde de gejstlige billeddyrkelsen?

Ifølge The Encyclopedia of Religion brugte de gejstlige de samme gamle argumenter som de hedenske filosoffer. Mænd som Plutarch, Dion Chrysostomos, Maximus af Tyrus, Celsus, Porfyrios og Julian den Frafaldne indrømmede at afgudsbilleder var livløse. Men disse hedninger retfærdiggjorde brugen af afgudsbilleder ved at fremføre at de var et hjælpemiddel når de tilbad deres usynlige guder. Den russiske ikonograf Leonid Ouspensky skriver i bogen The Meaning of Icons: „Kirkefædrene gjorde brug af den græske filosofi, og tillempede dens forståelse og sprogbrug til kristen teologi.“ — Jævnfør Kolossenserbrevet 2:8.

Mange mennesker har svært ved at forstå den teologiske begrundelse for billeddyrkelsen. „Grænsen mellem at tilbede en ikon for hvad den måske skal symbolisere og tilbede den som et billede . . . var så fin at det kun var de veluddannede der var i stand til at trække den,“ skriver John Taylor i Icon Painting.

Bibelens vejledning angående religiøse billeder er derimod nem at forstå. Emilia, der bor i Johannesburg i Sydafrika, var tidligere katolik og plejede at knæle og bede foran billeder. En dag bankede et Jehovas vidne på hendes dør. Hun var lykkelig da hun i sin portugisiske bibel så at Gud har et navn, Jehova. (Salme 83:18, Almeida) Under bibelstudiet spurgte hun: „Hvad skal jeg gøre for at undgå at vække Jehovas mishag?“ Forkynderen pegede på de billeder der hang på væggen og bad hende læse Salme 115:4-8. Om aftenen da Emilias mand kom hjem fortalte hun ham at hun ville skille sig af med sine religiøse billeder. Det syntes han var i orden. Den næste dag fik hun sine to sønner, Tony og Manuel, til at slå billederne i stykker og brænde dem. Fortryder Emilia i dag, 25 år senere, at hun gjorde det? Nej, slet ikke. Faktisk har hun sammen med sin familie hjulpet mange af deres naboer til at blive lykkelige tilbedere af Jehova.

Sådanne oplevelser er der mange af. Som et resultat af Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelse har millioner lært at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. Du kan også få del i velsignelserne ved denne ophøjede tilbedelsesform, for som Jesus sagde: „Det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ — Johannes 4:23, 24.

[Illustration på side 26]

Zar Nikolaj II velsigner sine tropper med en ikon

[Kildeangivelse]

Foto af C.N.