Kirken i Latinamerika i dyb krise — Hvorfor melder millioner sig ud?

FRA Mexicos nordgrænse til Chiles sydspids er der næppe en latinamerikansk by eller landsby med respekt for sig selv som ikke kan bryste sig af at have en katolsk kirke på sit hovedtorv. Men i øjeblikket „sker der en kolossal forandring i Latinamerika,“ oplyser Joseph E. Davis, der er leder af en institution hvis formål er at fremme katolske aktiviteter. Han siger at de latinamerikanske lande, der i mere end tre århundreder har været under indflydelse af den katolske kirke, nu står på tærskelen til en kæmpemæssig omvæltning.

Det er ikke nogen hemmelighed at den katolske kirkes store indflydelse hastigt svinder. For nylig har man anslået at kun 15 procent af hele den latinamerikanske befolkning er aktive katolikker. I årbogen 1991 Britannica Book of the Year kunne man læse følgende: „Katolske biskopper og selv paven har udtrykt bekymring over at Latinamerika, der historisk set er katolsk, i betænkelig grad er ved at vende sin gamle tro ryggen.“ Hvorfor denne udvikling, og hvorfor forlader så mange den katolske fold? Hvad er der blevet af de vildfarne får?

De søger en forklaring

Katolske ledere giver de hastigt voksende „sekter“ skylden for deres krise. En europæisk præst der arbejder i Bolivia siger beklagende: „Kirken er som et træ der tappes for kraft af ukrudtslignende sekter.“

I Argentina registreres der årligt 140 nye trossamfund, hvilket er med til at forklare det dalende medlemstal i den katolske kirke. Siden midten af 1970’erne er medlemstallet faldet fra 90 procent til 60 eller 70 procent af befolkningen. I Tijuana i Mexico er 10 procent af byens to millioner indbyggere gået over til et af de 327 ikkekatolske religionssamfund som findes i byen. Tidsskriftet Time oplyser: „Forbavsende nok er der næsten flere brasilianske protestanter end katolikker i kirke om søndagen.“ Det kan derfor ikke undre at en avis kunne fortælle at da „de latinamerikanske kardinaler mødtes med paven i Vatikanet for at diskutere to punkter af største vigtighed for kirken i dag“, var det ene punkt „problemet med sekterne“.

Under et møde med biskopperne i Mexico udtalte paven at årsagen til at de mange nye religioner har så stor succes, skal findes i „den lunkenhed og ligegyldighed der råder blandt kirkens sønner, som ikke opfylder deres evangeliske hverv“. Hvorfor er „kirkens sønner“ ligeglade med latinamerikanernes åndelige behov når så stor en del af befolkningen har dyb respekt for Bibelen? En lederartikel i den bolivianske La Paz-avis Última Hora forklarer: „Kirken er i så høj grad blevet en del af verden, at den hver dag synes at fjerne sig mere og mere fra sin egen sfære. Det overrasker os ikke at gejstlige er sociologer, økonomer, journalister og politikere snarere end præster, som det rent faktisk er tilfældet.“

Politikere snarere end forkyndere?

Kirkens indblanding i politik i 70’erne og 80’erne har uden tvivl bidraget til at mange latinamerikanere nu har meget lidt tilovers for katolicismen. I en undersøgelse fra 1985 hedder det vedrørende Maryknoll, det katolske ydremissionsselskab i Amerika, og dets mange latinamerikanske missioner: „Maryknoll har netop formået at få befolkningen til at acceptere den marxistisk-leninistiske tankegang om voldelig revolution, fordi den har fået lov at fungere som den katolske kirkes forlængede arm. Dens budskab har påvirket ikke alene den almindelige kirkegænger men også førende amerikanske beslutningstagere.“

At kirken blander sig i politik sås også under den såkaldt beskidte krig sidst i 1970’erne, hvor mellem 10.000 og 30.000 argentinere på mystisk vis blev bortført og dræbt uden forudgående rettergang. I en lederartikel i National Catholic Reporter hed det under overskriften „Blodbefængt kirke i Argentina“: „Det der er sket i Argentina minder så meget om den katolske kirkes optræden i Nazityskland at vi igen må spørge om det er vigtigere for kirken at få magt end at følge evangeliebefalingen om at være et vidne for sandheden.“

Kirkens begær efter at få magt og øve indflydelse på verdens regeringer er et umiskendeligt vidnesbyrd om at den ikke er ven med Gud. Bibelen siger: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.“ (Jakob 4:4, da. aut. 1992) Intet under at så mange er holdt op med at se hen til den katolske kirke efter åndelig vejledning. Men hvad sker der med de mennesker der har forladt den katolske fold?

Får uden hyrde

Deres situation minder meget om den folk i det første århundrede befandt sig i. Jødernes åndelige ledere havde forsømt folket, og i Bibelen siges der at Jesus „ynkedes . . . over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36, da. aut. 1992) Mange har skåret båndene over til den katolske kirke til fordel for såkaldt protestantiske trossamfund. Har disse trossamfund vist større omsorg for de vildfarne får? Har Jesu ord om at hans sande disciple ’ikke skulle være en del af verden, ligesom han ikke var en del af verden’ passet bedre på protestanterne end på katolikkerne? — Johannes 17:14.

Mange ikkekatolske trossamfund prøver at give indtryk af at de retter sig efter Bibelen i stedet for at følge religiøse traditioner. Men dette er ofte blot en ydre skal. De protestantiske organisationers grundlæggende læresætninger ligger så tæt op ad den katolske kirkes at man uden at blinke kan anvende dette mundheld fra Andesbjergene om dem: „Es la misma cholita con otra pollera“ (Det er den samme lille indianerpige, blot med en anden nederdel).

For eksempel lærer man inden for næsten alle protestantiske retninger at Gud er en treenighed, og dét på trods af at man ikke kan finde belæg for denne læresætning i Bibelen. The Encyclopedia of Religion oplyser: „Vor tids bibelforskere og teologer er enige om at treenighedslæren ikke findes i Bibelens Hebraiske Skrifter . . . Det Ny Testamente indeholder heller ikke nogen eksplicit treenighedslære.“a

Protestanter og katolikker er tydeligvis i lige stor udstrækning tilknyttet denne verden og dens politikere. I Encyclopedia of Latin America siges der: „Protestanter i Latinamerika har også indrettet sig efter . . . populistisk valgpolitik. Indfødte præster er ofte blevet klienter for politiske ’gudfædre’ og skaffer stemmer til gengæld for at deres kirker kan nyde regeringens gunst.“ Tidsskriftet Latin American Research Review oplyser: „Protestantismen har lige siden sit indtog i Guatemala været viet til det politiske system,“ og tilføjer at protestantismen „i lige så høj grad har været et middel til at videregive politiske og sociale holdninger som den har været en religionsform“.

Protestantisk indblanding i politik har ofte ført til protestantisk deltagelse i krig. Nu afdøde Harry Emerson Fosdick, der anses for at have været en af de mest indflydelsesrige protestantiske præster i Amerikas historie, har indrømmet: „Vestens historie har været krig på krig. Vi har opfostret mænd til krig, og trænet mænd til krig; vi har forherliget krig; vi har gjort soldater til vore helte; endog i vore kirker har vi sat krigsfanen . . . Med den ene mundvig har vi hyldet Fredsfyrsten og med den anden har vi forherliget krigen.“

Hvad du bør gøre

Åbenbaringens Bog i Bibelen beskriver den falske religion som en symbolsk skøge der har begået utugt med jordens regeringer, og fortsætter: „Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4, da. aut. 1992.

Mange der har fået øjnene op for kirkens fordærv tøver stadig med at forlade den, fordi dens historie går så langt tilbage i tiden. Husk imidlertid at det jødiske tilbedelsessystem på Jesu tid var meget gammelt, og alligevel forkastede Gud jøderne som sit udvalgte folk da de faldt fra hans sande lære. Da trofaste tjenere for Gud indså at Gud nu benyttede den kristne menighed, forlod de jødedommen. Hvordan kan man finde den sande kristne menighed i dag?

Inden for de sidste 20 år er knap én million latinamerikanere blevet Jehovas vidner. Hvorfor har de foretaget denne forandring? En avis i Martínez de la Torre i Veracruz i Mexico har undersøgt dette spørgsmål og svarer: „Disse bibelstudenter består næsten udelukkende af nogle der tidligere har været aktive inden for andre trossamfund — hovedsagelig katolikker — som har bemærket at religionen bliver mere og mere politisk samt at den accepterer og godkender en ubibelsk handlemåde som for eksempel fællesskab med andre trosretninger, umoralitet og vold. De finder tilfredshed ved at tilpasse sig Bibelens adfærdsnormer og giver sig ikke af med afgudsdyrkelse eller traditioner af tvivlsom oprindelse. Derved har de opnået en rosværdig enhed i troen der synes at kendetegne dem uanset hvor de findes.“

En anden latinamerikansk avis siger det på denne måde: „Jehovas vidner er hårdtarbejdende, ærlige, gudfrygtige mennesker. De er konservative, de holder sig til [bibelske] traditioner, og deres tro er baseret på Bibelens lære.“ Uanset hvor du bor vil vi tilskynde dig til at studere Bibelen med Jehovas vidner. Du vil opdage at deres håb og hele deres livssyn er grundlagt på Bibelen. Ja, du vil lære at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:23, 24.

[Fodnote]

[Oversigt på side 21]

JEHOVAS VIDNER I NOGLE LATINAMERIKANSKE LANDE

1971 1992

Land Forkyndere Forkyndere

Argentina 20.750 96.780

Bolivia 1.276 8.868

Brasilien 72.269 335.039

Chile 8.231 44.067

Colombia 8.275 55.215

Costa Rica 3.271 14.018

Dominikanske Republik 4.106 15.418

Ecuador 3.323 22.763

El Salvador 2.181 20.374

Guadeloupe 1.705 6.830

Guatemala 2.604 13.479

Honduras 1.432 6.583

Mexico 54.384 354.032

Panama 2.013 7.732

Paraguay 901 4.115

Peru 5.384 43.429

Puerto Rico 8.511 25.315

Uruguay 3.370 8.683

Venezuela 8.170 60.444

I ALT 212.156 1.143.175