Nyt fra Rigets arbejdsmark
Jernbaneentusiast lærer sandheden at kende
HVIS et menneske har et retfærdigt indstillet hjerte vil Jehova gennem Jesus Kristus og de himmelske engle sørge for at et sådant symbolsk får bliver kontaktet med den gode nyhed om Riget. På et tidspunkt kan vedkommende komme til at stå som godkendt ved Jesu højre side. (Mattæus 25:31-33) Sådan gik det med en ung jernbaneentusiast fra Østrig som kom i kontakt med sandheden på en usædvanlig måde.
Den mest spændende del af denne unge mands hobby var det han oplevede når han med jernbaneledelsens tilladelse kunne være med i førerkabinen på lokomotivet. Han optog hver tur med sit videokamera så han kunne se den igen når han kom hjem. På en tur fra Wien til Salzburg var lokomotivføreren et af Jehovas vidner. Han benyttede lejligheden til at fortælle den unge mand om Riget. Først virkede det lidt overraskende på den unge mand at lokomotivføreren talte om Gud og om Bibelen, og efterhånden som turen skred frem var han mere opmærksom på naturen end på det lokomotivføreren fortalte.
Da den unge jernbaneentusiast kom hjem igen så han videofilmen igennem, ikke én men ti gange, fordi han var meget interesseret i netop denne tur. Eftersom han også havde optaget lyden hørte han igen og igen hvad lokomotivføreren havde fortalt. Jo flere gange han så videofilmen, jo mere syntes han om det han havde hørt. Nu begyndte han at tænke over det og blev til sidst meget begejstret over de fantastiske oplysninger Bibelen indeholder. Han ønskede at vide mere.
Den unge mand kunne huske navnet på lokomotivføreren og vidste at han boede et sted i Wien. Derfor gik han ned på postkontoret og begyndte ud fra telefonbogen at ringe til alle der havde dét navn. Når telefonen blev taget spurgte han: „Er du lokomotivfører?“ Hvis der blev svaret nej, ringede han blot til det næste nummer i rækken. Til sidst fandt han frem til det rigtige. Han fortalte sin historie, og sagde at han var interesseret i det budskab han på videofilmen havde hørt fra Bibelen.
Lokomotivføreren arrangerede gennem afdelingskontoret at den unge mand kunne blive besøgt af et Jehovas vidne der boede i nærheden. I den lokale menighed var der en forkynder som også var lokomotivfører, og han tog hen og besøgte den unge mand, hvorefter et bibelstudium blev påbegyndt. Han blev døbt i sommeren 1991.
Jehova, som undersøger alle hjerter, må have bemærket at dette menneske havde oprigtig kærlighed til retfærdighed. Derfor bragte Han ham i kontakt med sandheden fra Bibelen — selv om det var på en usædvanlig måde. — 1 Krønikebog 28:9; Johannes 10:27.
[Kildeangivelse på side 9]
Med tilladelse af De Østrigske Statsbaner