Vort liv i en presserende gerning

FORTALT AF HANS VAN VUURE

En formiddag i 1962 sad jeg på en café i Rotterdams havnekvarter. Over for mig i det dunkle lokale sad Paul Kushnir, Vagttårnsselskabets afdelingstilsynsmand i Holland. Han så indtrængende på mig og sagde: „Hans, du er klar over at hvis I siger ja til denne opgave, får du og din hustru kun en enkeltbillet?“

„JA, og jeg er ret sikker på at Susie går med til det.“

„Drøft det nu igennem med Susie. Jo før I giver mig besked om hvad I beslutter, desto bedre.“

Næste formiddag fik han vores svar: „Vi tager af sted.“ Den 26. december 1962 omfavnede vi familie og venner ved afskeden i den snedækkede Schiphol Lufthavn ved Amsterdam og fløj til et urørt missionærdistrikt — Hollandsk Ny Guinea (nu Vest Irian i Indonesien) — papuanernes land.

Var vi i tvivl om hvorvidt vi burde tage denne udfordring op? Egentlig ikke. Vi havde helhjertet indviet vort liv til at gøre Guds vilje, og vi stolede på at han ville sørge for os. Når vi tænker tilbage kan vi sige at Jehova aldrig har svigtet vores tillid. Men før jeg beretter om den tid vi tilbragte i Indonesien, vil jeg gerne fortælle om vores opvækst.

Oplæring under besættelsen

I 1940, da jeg kun var ti år, besøgte den modige forkynder Arthur Winkler os første gang. Mine forældre var dybt rystede da de opdagede hvad Bibelen sagde om kristenhedens falske læresætninger. Holland var på det tidspunkt besat af tyskerne, og Jehovas vidner blev efterstræbt, så mine forældre måtte gøre op med sig selv om de ville slutte sig til en forbudt organisation. Det bestemte de sig for at gøre.

Noget der dengang gjorde indtryk på mig var min mors mod og villighed til at risikere sin frihed og endda sit liv. Engang cyklede hun 11 kilometer og ventede i mørket med en taskefuld bibelske traktater. På det tidspunkt hvor en kampagne skulle indledes, cyklede hun af sted så hurtigt hun kunne og greb med jævne mellemrum ned i tasken efter traktater som hun spredte i gaderne. En cyklist indhentede hende med besvær og råbte stakåndet: „Frue, frue, De taber noget!“ Vi var ved at gå til af latter da mor genfortalte episoden.

Trods min unge alder vidste jeg hvad jeg ville bruge mit liv til. Under et møde midt i 1942 spurgte ordstyreren: „Hvem vil gerne døbes ved næstkommende lejlighed?“ Straks rakte jeg hånden op. Far og mor udvekslede bekymrede blikke; de tvivlede på at jeg forstod hvad denne beslutning indebar. Jeg var ganske vist kun 12, men jeg forstod godt hvad det betød at være indviet til Gud.

Man måtte være varsom når man skulle forkynde fra hus til hus med nazisterne i hælene. For ikke at besøge dem der kunne finde på at angive os, cyklede jeg omkring og noterede adresser på nazisympatisører de dage hvor de klæbede plakater op i vinduerne. Engang bemærkede en mand hvad jeg lavede og råbte: „Det er godt, min dreng. Skriv dem ned — alle sammen!“ Jeg var ivrig, men havde tydeligvis ikke udvist tilstrækkelig omtanke. Da krigen sluttede i 1945, glædede vi os over at kunne forkynde i frihed.

Min løbebane begynder

Da jeg havde afsluttet min skolegang fik jeg den 1. november 1948 tildelt mit første pionerdistrikt. En måned efter besøgte broder Winkler den familie jeg boede hos. Han må være kommet for at se mig an — kort efter blev jeg nemlig indbudt til at arbejde på Selskabets afdelingskontor i Amsterdam.

Senere blev jeg bedt om at rejse rundt som kredstilsynsmand. I efteråret 1952 fik otte hollændere, deriblandt jeg, så en indbydelse til Vagttårnets Bibelskole Gileads 21. klasse i New York for at blive oplært til missionærer. Sidst på året gik vi derfor om bord på oceanbåden Nieuw Amsterdam og sejlede til Nordamerika.

Hen imod kursets afslutning sagde en af lærerne, Maxwell Friend: „I vil glemme det meste af det I har lært her, men vi håber at I bevarer de tre egenskaber tro, håb og kærlighed.“ Jeg husker med glæde og værdsættelse hvordan Jehovas organisation også dengang fandt arbejdet presserende.

Bagefter ventede der mig en stor skuffelse. Halvdelen af os hollændere — deriblandt jeg — fik opgaver i hjemlandet. Jeg var skuffet, men mistede ikke modet. Jeg håbede kun at jeg ikke ligesom Moses skulle vente 40 år på at komme ud i et fremmed distrikt. — Apostelgerninger 7:23-30.

En værdifuld medhjælp

Da Fritz Hartstang, min faderlige ven, senere hørte om mine ægteskabsplaner, betroede han mig: „Jeg kan næppe forestille mig et bedre valg.“ Susies far, Casey Stoové, havde været fremtrædende i modstandsbevægelsen under den nazistiske besættelse, men da han blev besøgt af Jehovas vidner i 1946, accepterede han beredvilligt det han lærte fra Bibelen. Snart blev han og tre af hans seks børn — Susie, Marian og Kenneth — døbt. Den 1. maj 1947 begyndte disse tre børn i heltidstjenesten som pionerer. I 1948 afhændede Casey sin forretning og begyndte selv som pioner. Om den tid sagde han senere at ’det var de bedste år i hans liv’.

Jeg lærte Susie at kende i 1949, da hun blev indbudt til at arbejde på afdelingskontoret i Amsterdam. Året efter rejste hun og hendes søster Marian til USA for at gennemgå Gileadskolen i 16. klasse, hvorefter de sejlede til deres missionærdistrikt — Indonesien. I februar 1957, efter fem års missionærtjeneste dér, vendte Susie hjem til Holland for at gifte sig med mig. På det tidspunkt tjente jeg som kredstilsynsmand, og i de år vi har haft sammen har hun atter og atter vist sig villig til at bringe personlige ofre for Rigets sag.

Efter at vi var blevet gift fortsatte vi med at besøge menigheder i forskellige egne af Holland. Susies tjeneste i krævende missionærdistrikter havde skolet hende godt til vore cykelture mellem menighederne. Det var mens vi rejste i kredstjenesten at broder Kushnir i 1962 opsøgte mig i Rotterdam og indbød os til at rejse til Vest Irian i Indonesien.

Missionærtjeneste i Indonesien

Vi ankom til byen Manokwari — og til en helt anden verden! Dér stiftede vi bekendtskab med tropenattens sære lyde, med heden og støvet. Og så var der papuanerne fra landets indre — de gik i lændeklæder, bar macheter og elskede at følge lige i hælene på os idet de forsøgte at røre ved vores hvide hud. Det krævede alt sammen tilvænning.

Få uger efter vores ankomst oplæste præsterne fra deres prædikestole et brev der advarede mod Jehovas vidner, og de gav alle kirkegængere et eksemplar af brevet. Også den lokale radio udsendte dets ordlyd. Desuden fik vi besøg af tre gejstlige der forlangte at vi flyttede ind i landets indre og arbejdede blandt dem de kaldte „hedningerne“. Også en højtstående papuansk politimand opfordrede os til at rejse vores vej, og en mand fra det hemmelige politi fortalte os at der blev lagt mordplaner mod os.

Men ikke alle modstod os. En politisk rådgiver for papuanerne, en hollænder der skulle hjem, præsenterede os for adskillige papuanske høvdinge med ordene: „Jehovas vidner vil bringe jer en bedre form for kristen religion end den I har kendt. I bør derfor tage godt imod dem.“

Nogen tid efter kom en embedsmand hen til Susie på gaden og sagde lavmælt: „Vi har fået indberetning om at I har påbegyndt noget nyt her, og derfor kan vi ikke lade jer blive. Men, æh, . . . hvis I bare havde en kirke.“ Det var et vink! Hurtigt fjernede vi nogle vægge i vores hus, satte nogle bænkerækker op, anbragte en talerstol og hængte et skilt med påskriften „Rigssal“ op udenfor. Så indbød vi embedsmanden til et besøg. Han nikkede, smilede og prikkede pegefingeren mod tindingen med et anerkendende ansigtsudtryk.

Den 26. juni 1964, halvandet år efter vores ankomst, blev de første 12 papuanere vi havde studeret med, døbt. Kort efter fulgte yderligere 10, og i gennemsnit kom der 40 til møderne. To indonesiske pionerer blev sendt ud for at hjælpe os. Da menigheden i Manokwari havde fået solidt fodfæste, gav Selskabets afdelingskontor i Indonesien os i december 1964 et nyt distrikt at forkynde i.

Før vi tog afsked trak lokaldirektøren for statens informationstjeneste os til side og sagde: „Jeg er ked af at I rejser. Hver uge har præsterne bønfaldt mig om at vise jer bort fordi I, som det hed, plukkede deres frugter. Men jeg har sagt til dem: ’Nej, de gøder blot Deres træer.’“ Han tilføjede: „Bliv ved med at kæmpe hvor I end kommer hen. I skal nok vinde!“

Statskup og urolige tider

En nat i september 1965, mens vi tjente i hovedstaden, Djakarta, dræbte kommunistiske oprørere mange officerer, stak store dele af Djakarta i brand og indledte en landsomfattende opstand der styrtede præsident Sukarno. Uroen kostede cirka 400.000 menneskeliv!

Engang forkyndte vi mens der i nabogaden blev skudt og påsat brande. Dagen efter hørte vi at militæret skulle til at ødelægge et kommunistisk tilholdssted, og folk kiggede frygtsomt på os når vi kom til dem. Men når de hørte vort bibelske budskab, slappede de af og bød os indenfor. De følte sig trygge ved at have os hos sig. Denne urolige tid lærte os alle at stole på Jehova og bevare ligevægten under modgang.

Vi overvinder yderligere modstand

Sidst i 1966 flyttede vi til byen Ambon i den naturskønne øgruppe Sydmolukkerne. Blandt den venlige og udadvendte lokalbefolkning fandt vi stor interesse. Vores lille menighed voksede hastigt, og der kom op mod hundrede til møderne. Følgelig opsøgte nogle repræsentanter fra kristenhedens kirker Departementet for Religiøse Anliggender for at presse dets chef til at forvise os fra Ambon. Men dér, på chefens skrivebord, så de nogle af Vagttårnsselskabets bøger ligge frit fremme! Ham kunne de ikke stille noget op med, og derfor kontaktede de religionsministeriet i Djakarta for at anmode om at vi blev udvist, ikke blot fra Ambon, men fra hele Indonesien.

Denne gang så det ud til at heldet var med dem, for vi fik besked på at forlade landet senest den 1. februar 1968. Men vore kristne brødre i Djakarta kontaktede en højtstående muslimsk embedsmand i religionsministeriet, og han var behjælpelig med at få omstødt afgørelsen. Den hidtidige fremgangsmåde blev tilmed ændret, så andre missionærer kunne komme ind i landet.

Gennem de følgende ti år arbejdede vi derfor i smukke omgivelser, blandt bjerge, skove og søer på det nordlige Sumatra. Vi samarbejdede med missionærer fra Australien, Filippinerne, De Forenede Stater, Tyskland, Sverige og Østrig. Forkyndelsen havde fremgang, især blandt områdets dominerende befolkningsgruppe, batakerne.

Men religiøse intrigemagere havde i december 1976 omsider held til at få forkyndelsen forbudt, og året efter rejste de fleste missionærer til distrikter i andre lande. I 1979 måtte vi også af sted.

Til Sydamerika

Vi var nu begge omkring de halvtreds og spekulerede på om vi kunne tilpasse os livet i et nyt land. „Skal vi sige ja til et nyt distrikt eller slå os til ro et eller andet sted?“ spurgte Susie.

„Uanset hvor Jehova har indbudt os til at rejse hen, har han taget sig af os, Sue,“ svarede jeg. „Hvem ved hvilke yderligere velsignelser fremtiden har at byde på?“ Derfor stod vi en dag i vort nye distrikt, Surinam i Sydamerika. Inden der var gået to måneder var vi atter i rejsetjenesten og følte os snart hjemme.

Når Susie og jeg tænker tilbage på vore over 45 år i heltidstjenesten, erkender vi hvor uvurderligt det var at vore forældre støttede os i vor beslutning om at holde ud som missionærer. I 1969, da jeg genså mine forældre efter seks års adskillelse, trak min far mig til side og sagde: „Hvis mor dør først, behøver I ikke at komme hjem. Bliv i jeres distrikt. Jeg skal nok klare mig. Men hvis jeg dør først, så spørg mor hvad hun synes.“ Mor sagde det samme.

Susies forældre havde samme uselviske indstilling. På et tidspunkt havde Susie ikke set dem i 17 år, men aldrig skrev de ét nedslående ord til hende. Hvis vore forældre ikke havde haft nogen til at tage sig af dem, ville vi naturligvis være vendt hjem. Men det centrale er at vore forældre lige til deres død havde samme syn på missionærgerningen som vi; de havde tjent Jehova med den samme følelse af at arbejdet hastede, og de havde indprentet dette i vore hjerter. — Jævnfør Første Samuelsbog 1:26-28.

Vi er også blevet opmuntret af trofaste pennevenner. Nogle af dem har troligt skrevet hver måned i de mere end 30 år vi har tjent som missionærer! Men frem for alt tænker vi på vor elskede himmelske Fader, Jehova, som ved hvordan han skal opretholde sine jordiske tjenere. Nu hvor vi nærmer os kulminationen på de begivenheder vi har set frem til, ønsker Susie og jeg derfor at vi ’altid må have Jehovas dags nærværelse i tanke’ ved fortsat at tjene Ham med en følelse af at arbejdet er presserende. — 2 Peter 3:12.

[Illustration på side 26]

Da vi blev gift, i 1957

[Illustration på side 29]

Seks unge pionerer — et opmuntrende syn!