Naturkatastrofer — Står Gud bag?
„HVAD er det du har gjort mod os, Gud?“
Sådan skal en overlevende efter sigende have udbrudt da han iagttog ødelæggelserne efter den colombianske vulkan Nevado del Ruiz’ udbrud den 13. november 1985. Den påfølgende mudderlavine havde begravet hele byen Armero og dræbt over 20.000 på én nat.
Det er forståeligt at overlevende reagerer sådan. Så hjælpeløse som vi er over for naturens frygtindgydende kræfter, har man fra de tidligste tider ment at Gud var årsag til sådanne ødelæggelser. Primitive folk har bragt ofre, endog menneskeofre, for at formilde deres guder for havet, himmelen, jorden, bjergene, vulkanerne og andre faretruende fænomener. Selv i dag slår nogle sig til tåls med at naturkatastrofer blot er skæbnens lune eller noget Gud har forårsaget. På engelsk bruger man ligefrem udtrykket „acts of God“ om naturkatastrofer.
Men forårsager Gud virkelig de katastrofer der mange steder påfører folk svære lidelser og tab? Har han skylden? For at finde svaret må vi se nøjere på hvad der kendetegner naturkatastrofer.
Hvordan definerer man en naturkatastrofe?
Det var forsidestof da et jordskælv ramte Tangshan i Kina og ifølge officielle opgørelser dræbte 242.000, og da orkanen Andrew fejede ind over det sydlige Florida og Louisiana og anrettede skader for et milliardbeløb. Men hvad nu hvis jordskælvet var indtruffet i den ubeboede Gobiørken 1100 kilometer nordvest for Tangshan? Eller hvis orkanen Andrew havde opbrugt sine kræfter over havet? Så ville de være gået i glemmebogen.
Når vi taler om naturkatastrofer må vi derfor tale om andet og mere end dramatiske naturkræfter under udfoldelse. Hvert år forekommer der tusinder af små og store jordskælv samt i snesevis af storme, cykloner, orkaner, tyfoner, vulkanudbrud og andre voldsomme naturfænomener der kun bliver tør statistik. Men når sådanne begivenheder koster liv og værdier og vender op og ned på tilværelsen, bliver de til katastrofer.
Man bør bemærke at skaderne og tabene ikke altid står i forhold til de naturkræfter der er blevet frigjort. Den største katastrofe er ikke nødvendigvis forårsaget af de voldsomste udladninger af naturkræfter. For eksempel blev San Fernando i Californien i 1971 ramt af et jordskælv der blev målt til 6,6 på richterskalaen, og 65 omkom. Året efter kostede et jordskælv af styrke 6,2 omkring 5000 menneskeliv i Managua i Nicaragua!
Når det drejer sig om naturkatastrofernes tiltagende ødelæggelseskraft, må vi derfor spørge: Er elementerne blevet voldsommere? Eller har menneskelige faktorer forstærket problemet?
Hvis skyld er det?
Bibelen kalder Jehova Gud den store Skaber af alle ting, deriblandt klodens naturkræfter. (1 Mosebog 1:1; Nehemias 9:6; Hebræerne 3:4; Åbenbaringen 4:11) Dette skal ikke forstås sådan at han forårsager hvert eneste vindpust eller hver enkelt regnbyge. Nej, han har sat forskellige love i kraft, som styrer Jorden og dens miljø. For eksempel læser vi i Prædikeren 1:5-7 om tre grundlæggende processer der gør livet på Jorden muligt: Solens opgang og nedgang, det uforanderlige vindmønster, og vandkredsløbet. I relativ ubemærkethed har disse og lignende natursystemer der berører Jordens klima, geologi og økologi, fungeret i tusinder af år. Skribenten af Prædikerens Bog henledte endog opmærksomheden på den store modsætning mellem skaberværkets stabile og uendelige processer og menneskelivets flygtige, midlertidige natur.
Jehova Gud er ikke blot skaberen af naturkræfterne, men han er også den der har magt til at beherske dem. Flere steder i Bibelen finder vi beretninger om hvordan Jehova har styret eller benyttet sådanne kræfter for at gennemføre sin hensigt. Blandt andet delte han på Moses’ tid Det Røde Hav og fik på Josuas tid solen og månen til at forblive i deres position på himmelen. (2 Mosebog 14:21-28; Josua 10:12, 13) Jesus Kristus, Guds søn og den lovede Messias, viste også at han havde herredømme over naturkræfterne, for eksempel da han fik en storm på Galilæas Sø til at lægge sig. (Markus 4:37-39) Sådanne beretninger fjerner enhver tvivl om at Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, har fuldt herredømme over alt hvad der berører livet her på jorden. — 2 Krønikebog 20:6; Jeremias 32:17; Mattæus 19:26.
Kan vi i betragtning heraf gøre Gud ansvarlig for de store skader naturkatastrofer har anrettet i de senere år? For at finde svaret på dette spørgsmål må vi først undersøge om naturkræfterne nu også er blevet væsentlig voldsommere i nyere tid, og måske endda er kommet helt ud af kontrol.
Læg i den forbindelse mærke til hvad bogen Natural Disasters — Acts of God or Acts of Man? har at sige: „Intet tyder på at de klimatologiske mekanismer der er forbundet med tørke, oversvømmelse og cykloner er ved at ændre sig. Og ingen geolog vil påstå at de jordbevægelser der har forbindelse med jordskælv, vulkanudbrud og tsunami’er (flodbølger fremkaldt af jordskælv) tiltager i voldsomhed.“ Bogen Earthshock siger samstemmende: „Hvert kontinents klippemasser afslører utallige større og mindre geologiske begivenheder som hver for sig ville have været katastrofale for mennesker hvis de fandt sted i dag — og det kan med videnskabeligt belæg siges at sådanne hændelser vil blive ved at gentage sig i fremtiden.“ Med andre ord er Jorden og dens dynamik forblevet stort set uændret gennem tidsaldrene. Uanset om nogle statistikker viser at en geologisk eller anden aktivitet er tiltaget, er det derfor ikke et tegn på at Jordens kræfter udfolder sig ukontrollabelt voldsomt i vor tid.
Hvad er da årsag til at vi læser om hyppigere og voldsommere naturkatastrofer? Hvis naturkræfterne ikke har skylden, lader det til at den anklagende finger må rettes mod os mennesker. Og autoriteterne har faktisk anerkendt at menneskets aktiviteter både har øget risikoen for at vort miljø rammes af naturkatastrofer og gjort det mere sårbart over for disse. I ulandene tvinger det voksende behov for fødevarer landbrugerne til at udpine den smule jord de har under plov eller skaffe sig nye marker ved at rydde livsvigtige træbevoksninger. Det medfører øget erosion. Befolkningstilvæksten bevirker også at der skyder blikbyer og slumkvarterer op tilfældige, og ofte risikable, steder. Selv i industrilandene har mange — som de millioner der bor langs San Andreas-forkastningen i Californien — udsat sig for fare trods klare advarsler. Når der så under sådanne omstændigheder indtræffer en orkan, en oversvømmelse eller et jordskælv, vil det da være rigtigt at hæfte betegnelsen „naturkatastrofe“ på fænomenet?
Et skoleeksempel er tørken i Afrikas Sahel-bælte. Vi forestiller os normalt at tørke (og dermed hungersnød) skyldes mangel på regn eller vand. Men er grunden til hungerkatastrofen egentlig vandmangel? Bogen Nature on the Rampage siger: „De data som videnskabsfolk og hjælpeorganisationer har indsamlet, peger i retning af at dagens vedvarende sultkatastrofe ikke så meget skyldes langvarig tørke som langvarigt misbrug af jord- og vandressourcer. . . . Ørknernes stadige fremrykning i Sahel-området er stort set et menneskeskabt fænomen.“ En sydafrikansk avis, The Natal Witness, bemærker: „Hunger har ikke at gøre med fødevaremangel, men manglende adgang til fødevarer. Men andre ord har det at gøre med fattigdom.“
Det samme kan siges om en væsentlig del af de ødelæggelser andre katastrofer forvolder. Undersøgelser har vist at der dør forholdsvis flere ved naturkatastrofer i de fattige lande end i de velhavende. Et eksempel: Ifølge en undersøgelse indtraf der fra 1960 til 1981 43 jordskælv og andre naturkatastrofer i Japan; de kostede 2700 menneskeliv, svarende til 63 dødsfald pr. katastrofe. I samme tidsrum kom Peru ud for 31 naturkatastrofer med 91.000 dødsofre eller 2900 pr. katastrofe. Hvad skyldes forskellen? Det er nok naturkræfterne der har udløst begivenhederne, men det er menneskets samfundsmæssige, økonomiske og politiske aktivitet der må bære hovedansvaret for den store forskel på tabene af liv og ejendom.
Hvilken løsning findes der?
Videnskabsfolk og eksperter har i årevis forsøgt at udtænke modtræk mod naturkatastroferne. De udforsker undergrunden for at klarlægge hvordan jordskælv og vulkanudbrud opstår. Med vejrsatellitter iagttager de vejrmønstrene for at følge cykloners og orkaners kurs eller forudsige oversvømmelser og tørke. Denne forskning har givet oplysninger som man håber at kunne bruge til at afbøde de værste virkninger af disse naturkræfter.
Har indsatsen lønnet sig? En miljøorganisation har om den kostbare, højteknologiske overvågningsform sagt: „Den har sin berettigelse, men hvis den sluger uforholdsmæssigt mange penge og kræfter — hvis den tjener til undskyldning for at ignorere de risici der er indbygget i ofrenes samfund og som forværrer katastroferne — så gør den mere skade end gavn.“ For eksempel er det nyttigt at vide at Bangladesh’ deltaområde er en farezone for oversvømmelser og flodbølger, men det hindrer ikke millioner i at være tvunget til at bo der. Følgen har været en række katastrofer med hundredtusinder af omkomne.
Teknisk information har altså begrænset værdi. Der behøves også forholdsregler der afhjælper de omstændigheder som tvinger folk til at bo i udsatte områder eller leve på en måde som belaster miljøet. Med andre ord skulle hele vor sociale, økonomiske og politiske ordning ændres totalt hvis vi skulle kunne mindske naturkræfternes skadevirkninger. Hvem kan præstere det? Kun den der kan tæmme endog de kræfter som udløser naturkatastroferne.
Hvad vi kan vente af Gud
Jehova Gud vil ikke blot behandle symptomerne. Han vil trænge helt ned til ondets rod. Han vil gøre ende på de begærlige og undertrykkende politiske, kommercielle og religiøse strukturer der „har udøvet myndighed over [mennesket] til skade for det“. (Prædikeren 8:9) Ingen bibelkender kan undgå at lægge mærke til de talrige profetier der peger frem til den tid hvor Gud vil gribe ind for at rense jorden for ondskab og lidelser og genoprette et jordisk paradis hvor fred og retfærdighed råder. — Salme 37:9-11, 29; Esajas 13:9; 65:17, 20-25; Jeremias 25:31-33; 2 Peter 3:7; Åbenbaringen 11:18.
Faktisk lærte Jesus Kristus alle sine disciple at bede om dette med ordene: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:10) Messiasriget vil fjerne og erstatte alle ufuldkomne menneskelige styreformer, sådan som profeten Daniel forudsagde: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.
Hvad vil Guds rige udrette som vore dages nationer ikke kan? Bibelen giver en fængslende forudskildring af det der venter os. Der vil ikke være hunger og fattigdom som illustreret på disse sider, men „en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne“. „Markens træer skal give deres frugt, og landet giver sin afgrøde, og [folk] skal være trygge på deres jord.“ (Salme 72:16; Ezekiel 34:27) Om miljøet siger Bibelen: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen. . . . For i ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder.“ (Esajas 35:1, 6, 7) Og der vil heller ikke længere blive ført krige mennesker imellem. — Salme 46:9.
Bibelen oplyser ikke hvordan Jehova Gud vil udrette alt dette og hvordan han vil tæmme naturkræfterne så de ikke længere anretter ulykker. Men det står fast at de der lever under dette retfærdige styre „ikke [skal] slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom bestående af Jehovas velsignede, og deres efterkommere er hos dem“. — Esajas 65:23.
På dette blads sider og i andre af Vagttårnsselskabets publikationer har Jehovas Vidner gentagne gange henledt opmærksomheden på at Guds rige blev oprettet i himmelen i 1914. Dette rige har ledet sine undersåtter til at aflægge et verdensomspændende vidnesbyrd i næsten 80 år, og i dag står vi på tærskelen til det Gud har lovet, nemlig „nye himle og en ny jord“. Menneskeheden vil ikke blot blive befriet for naturkatastrofernes hærgen, men også fra al smerte og lidelse som har hjemsøgt os i seks tusind år. Til den tid kan man virkelig sige at „det som var før er forsvundet“. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:4.
Men hvordan med vor tid? Har Gud grebet ind til gavn for de nødstedte efter naturkatastrofer og andre ødelæggende kræfter? Ja, afgjort, men ikke nødvendigvis på den måde som de fleste regner med.
[Illustrationer på side 8, 9]
Menneskets aktiviteter har øget risikoen for at vort miljø rammes af naturkatastrofer
[Kildeangivelser]
Laif/Sipa Press
Chamussy/Sipa Press
Wesley Bocxe/Sipa Press
Jose Nicolas/Sipa Press