Nyt fra Rigets arbejdsmark

„Jehovas navn er et stærkt tårn“

DET er usikre tider vi lever i. Vores tilsyneladende rolige tilværelse kan skifte fra den ene dag til den anden. Pludselig kan man befinde sig i en farlig situation som følge af politiske omvæltninger, voldelige overgreb, naturkatastrofer eller alvorlig sygdom. Hvem kan en kristen henvende sig til og få hjælp hos når hans liv er i fare?

David, en missionær der bor på et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer, fik svaret på dette spørgsmål gennem en forfærdelig oplevelse. Han var chauffør, og kørte en tidlig morgen ud for at hente nogle ’commuters’ (frivillige medarbejdere der bor uden for afdelingskontoret). Det var stadig mørkt. Han havde hentet Rosalía og kørte forbi en politistation, da han hørte det første skud.

Derefter gik det stærkt. Han hørte noget der lød som fyrværkeri og opdagede at luften pibende sivede ud af et af dækkene. Med ét fik han øje på en soldat der stod midt på vejen og sigtede på ham med sin riffel. Derefter skete der tre ting næsten samtidig: En skudsalve gennemhullede jeepens ene side og knuste ruderne; David og Rosalía dukkede sig; soldaten skød gennem forruden i øjenhøjde.

Eftersom jeepen gentagne gange blev ramt af kugler, bremsede David så godt som han nu kunne mens han stadig sad foroverbøjet. Både David og Rosalía troede at de skulle dø. De bad højt til Jehova om at han ville våge over dem. Rosalía har senere fortalt at hun i disse minutter tænkte på hvordan hendes familie ville reagere når de fik at vide at hun var død!

Stadig i live!

Lyden af skud og glas der splintredes hørte endelig op, og David kiggede over på Rosalía. Da han så en lille, rund blodplet på hendes ryg blev han meget bange. Men blodpletten skyldtes et stykke glas, ikke en kugle. Hendes knæ blødte på grund af glasstumperne, men ellers så hun ud til at have det godt.

Uniformerede mænd med hvide armbind kom hen til jeepen og beordrede dem ud af bilen med hænderne i vejret. En der så ud til at være af officersrang, sagde til en soldat: „I havde fået ordre til ikke at skyde på civile.“ Soldaten prøvede at undskylde sig med at han hørte skud og tænkte at de kom fra jeepen.

Da David fortalte at Rosalía og han var Jehovas vidner, var reaktionen positiv. Han forklarede hvad hans arbejde gik ud på, men de blev alligevel tilbageholdt. Tilsyneladende var en militær fraktion tidligt om morgenen i færd med et statskup, og disse soldater havde været i færd med at indtage politistationen da David og Rosalía kørte forbi i jeepen.

Rosalía var rystet men bevarede roen mens David indtrængende bad soldaterne om at løslade dem. Til sidst fik de lov til at gå — uden jeepen. De måtte spadsere til en nærliggende vej og tage en bus til afdelingskontoret, hvor sygeafdelingen tog sig af Rosalía.

Bønnens magt

David lærte noget af denne oplevelse — aldrig at undervurdere oprigtige bønners magt og aldrig at glemme at det ofte er en beskyttelse modigt at bekende sig som et af Jehovas vidner. Det er sandt når Bibelen siger: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ — Ordsprogene 15:29; 18:10; Filipperne 4:6.

[Kildeangivelse på side 19]

Fotografía de Publicaciones Capriles, Caracas, Venezuela