Livet på Caracas’ bjergskråninger

Af Vågn op!-​korrespondent i Venezuela

CARACAS, Venezuela. Høje, moderne kontorbygninger knejser over larmende køretøjer, travle forretninger og overfyldte restauranter. Turister med guirlander af kameraer på sig strejfer om på torvene iklædt shorts og solhatte. Fortovene myldrer af mennesker.

Men Caracas har også en bagside. Hinsides byens krom, stål og glas ligger los cerros (bakkerne). Her ligger nogle helt specielle småbyer på bjergskråningerne. Husene klamrer sig til de stejle bjergsider der omgiver byen mod øst, vest og syd. Næsten to millioner mennesker bor dér, i hundreder af kvarterer kaldet barrios.

Hvordan er disse kvarterer opstået? I 1958 indførte regeringen en ordning hvorved der skulle gives penge til arbejdsløse folk i byerne. Resultatet blev at folk strømmede til hovedstaden for at få del i midlerne. Mange forlod provinsen for at nyde godt af storbyens fordele — hospitaler, skoler og universiteter.

Politisk vold og økonomisk lavkonjunktur i de omliggende lande udløste også en indvandring af folk der kom til Caracas for at lede efter arbejde. Snart var selve Caracasdalen fuldt besat — hvilket tvang flere og flere til at flytte opad i deres søgen efter et sted at bo. Sådan blev bykvartererne på skråningerne til.

Rejsen opad

Vi begynder vores tur med at stille os op i en lang kø. Folkene her venter imidlertid ikke på en bus, men på en jeep. En sådan egner sig bedst til den stejle klatretur der ligger forude. En jeep med et langt chassis standser, og en halv snes mennesker kravler om bord. Der sidder fem på hver af de tværgående bænke, og to deler det eftertragtede forsæde. Snart er det vores tur til at bukke os sammen for at komme ind ad bagdøren. Vi klemmer os ind på en plads på bænken, med hovedet nede mellem knæene, og prøver at undgå at komme til at træde på en dames pose med grøntsager.

Nu begynder en stejl klatretur. Gaderne er smalle og ofte snoede. Til tider forekommer de nærmest lodrette. Chaufføren sætter et bånd med sin yndlingsmusik på, og snart stepper fødderne til de latinamerikanske rytmer. Pludselig er der én der råber til chaufføren: „¡Donde pueda!“ (Når som helst du kan!) Det virker måske underligt at bede ham om at standse på denne måde. Men man gør vel i at stole på at han er den der bedst ved hvor man kan stoppe. Hvis jeepen skulle stoppe på en af de stejlere strækninger, var det meget muligt at den ikke ville sætte i gang igen — i hvert fald ikke fremad! Nogle forpjuskede passagerer tumler ud ad bagdøren — og undgår ikke at træde nogle over tæerne undervejs.

Snart befinder vi os bag et langsomt køretøj der drypper fra alle samlinger. Det er vandvognen, der transporterer sin dyrebare last til hjem hvor indlagt vand er en praktisk talt ukendt luksus. Folk opbevarer det sædvanligvis i beholdere eller brugte olietønder.

For 117. gang standser jeepen med et ryk, og vi bliver klar over at det er på tide at stå af. Det er helt underligt at have fast grund under fødderne, og vi gør ophold for at orientere os.

Hjemmene på bjergskråningen

Husene er bygget hvor som helst og på enhver tænkelig måde. Det virker som om ekstra rum eller endog etager simpelt hen er blevet føjet til efterhånden som familierne er vokset. Nogle er solide små boliger lavet af brændte mursten. Men andre er lavet af planker, af fladtrykte dåser eller af pakkasser hvorpå man stadig ser teksten „Denne side op“.

Der er forholdsvis stille nu hvor jeepen er knurret sin vej. Udsigten er betagende. Langt dernede ligger Caracas’ centrum. Pludselig flænges stilheden af en skrattende højttalerstemme: „Ja, vi har løg. Ja, vi har kartofler, yucca og pisang.“ Da vi vender os om ser vi at en lastbil der lige så stille var blevet parkeret i nærheden, pludselig er blevet levende. En dreng betjener kunderne fra vognens bagsmæk.

Der er omkring 500 barrios i Caracas. Nogle er opkaldt efter „helgener“, andre efter historiske årstal eller politiske skikkelser. Atter andre navne afspejler indbyggernes forhåbninger snarere end realiteterne. Eksempler: El Progreso (Fremskridt), Nuevo Mundo (Ny Verden) og El Encanto (Fryd).

Livet i en barrio

Fællesskabet blomstrer her. Ofte gøres der samlede bestræbelser for at befri en barrio for narkotikamisbrug eller kriminalitet. De fleste barrios har en bodega — det vil sige en forretning der handler med alt mellem himmel og jord — foruden en skole og et apotek. Og apotekeren er altid parat til at stille en diagnose og komme med forslag til behandling af mindre lidelser.

Alligevel er livet vanskeligt her. Problemerne er beskrevet af en kriminolog, dr. Elio Gómez Grillo: „For tiden bor der i disse marginalzoner to millioner mennesker der knap har råd til at dække de mest grundlæggende behov. Bydelenes forholdsmæssige andel af kriminalitet er stadig stigende. . . . Selvmord, røveriske overfald, bankrøverier og væbnede røverier med drab til følge skaber ængstelse.“ Strømafbrydelser og mangel på vand er hverdagskost.

I regntiden ændrer los cerros sig fuldstændig. Jord bliver til mudder, trapper bliver til miniaturevandfald, og affald kommer surfende på rendestenens svulmende floder. Regnens larmen på zinktagene er øredøvende; al samtale ophører inden døre mens beboerne koncentrerer sig om at finde skåle og spande til at stille under utæthederne. Men inden længe kommer solen frem igen og tørrer de gennemblødte tage og veje — og samtidig dukker det ukuelige venezuelanske humør op til overfladen igen. Livet går videre.

Videre opad til fods

Vores tur er ikke forbi endnu, for vi er stadig ikke nået hen til vore venners hjem. Mellem to huse løber en stejl, uregelmæssig betontrappe op ad bakken. På sammentrængte huse, der ser ud som om de slås om pladsen, konkurrerer skilte om vores opmærksomhed: Pego cierres (Jeg syr lynlåse i), Cortes de pelo (Frisør), Se venden helados (Is sælges). Folk udtænker alle mulige måder at tjene til livets opretholdelse på. Lige midt på gaden bliver biler sprøjtemalet, olie skiftet og reparationer udført.

Idet vi når toppen af trappen standser vi for at få vejret igen inden vi begiver os ind i den labyrint af smalle stræder der er mellem husene. Som kaniner der kommer frem fra deres underjordiske gange, misser vi med øjnene mod det klare sollys. Vore venners hjem ligger nede ad dette lille stræde. Ingen brolægning her, ingen husnumre — og ingen postuddeling. Duften af friskbrygget kaffe hænger i luften. Uden tvivl vil vores vært byde os velkommen med kaffe serveret i små bitte kopper, og dertil arepa (et mildt majsbrød med forskelligt velsmagende fyld).

Budt velkommen

Som ventet byder familien os med traditionel gæstfrihed velkommen i deres spartanske men rene ranchito, som disse små huse kaldes. „Están en su casa“ (Lad som om I er hjemme) er noget af det første de siger.

Eftersom solen bager mod zinktaget, er vi taknemmelige for den brise der kommer ind gennem vinduerne, som er uden ruder. Der er dog tremmer for vinduesåbningerne, da indbrud er ret almindeligt. Vores vært lægger mærke til at vi døjer med varmen, og tager en elektrisk vifte frem — den hører til standardudstyret her, ligesom køleskabet og fjernsynet. Gulvet er af cement. Mange af naboerne har kun lergulv.

Denne mand, der er fader til fem børn, flyttede selv som teenager til Caracas fra landet for at søge bedre muligheder i storbyen. Han kom til at bo hos sin gifte storebroder, der som så mange før ham ganske enkelt havde afmærket og gjort krav på et stykke ubesat jord langt oppe ad bjergsiden. Da vor ven senere mødte den pige han ville giftes med, sagde hans broder gavmildt at de kunne anvende det stykke jord der lå frit ved siden af hans hus, til at bygge et midlertidigt hjem på. Med tiden fik parret med hjælp fra naboer og venner bygget deres murstenshus på samme sted.

Manden og hans familie finder langtfra stedet ideelt, men de har affundet sig med det. De får det bedste ud af det de har. ’Måske vil vi en dag blive i stand til at flytte længere ned ad bjerget,’ siger de, „si Dios quiere“ (om Gud vil).

En meget hyggelig eftermiddag tilbringes hos denne fattige men rare familie. Af og til bliver samtalen afbrudt af små børn der kommer for at købe slik ved vinduet. Ved at sælge slik skaffer hustruen et supplement til sin mands indtægt.

Nedstigningen

Vi vil gerne bryde op før det bliver mørkt. Det er fredag i dag, og barrio’en liver op efterhånden som mændene kommer hjem med deres løn. Bodega’erne har en livlig handel med øl, og lyden af salsa- og merengue-rytmer bidrager til en afslappet weekendstemning.

Så snart vi når ned for foden af skråningerne, styrer vi hen mod den nærmeste metrostation. Dér vil et effektivt undergrundstog bringe os ind til byens centrum. Vi er en smule lettede over at være tilbage i mere fortrolige omgivelser. Men vi ser os tilbage, op på los cerros, der nu er en masse lys som blinker i mørket. Og vi er glade for at have stiftet nærmere bekendtskab med denne mere ukendte side af Caracas.