Holdt oppe af Gud, der ikke kan lyve

FORTALT AF MARY WILLIS

I 1932 begyndte det indre af landet i Western Australia at mærke den økonomiske depression i verden. Det år, da jeg kun var 19, fik Ellen Davies og jeg tildelt et forkynderdistrikt der dækkede omkring 100.000 kvadratkilometer. Vort udgangspunkt skulle være den lille by Wiluna, omkring 950 kilometer nordøst for vort hjem i Perth, hovedstaden i Western Australia.

PÅ VEJ dertil delte Ellen og jeg kupé med en venlig konduktør. Når toget standsede ved de forskellige stationer fortalte konduktøren os venligt hvor længe toget ville holde. Det gav os mulighed for at stige af og forkynde for folk der boede i disse afsidesliggende jernbanebebyggelser. Da vi endelig nåede til minebyen Wiluna var der sandstorm.

Det vigespor vi holdt på i Wiluna lå næsten 3 kilometer uden for byen. Ingen af os var særlig stærke, og vi havde tre tunge kasser med publikationer samt to kufferter med. Hvad skulle vi gøre? Vi bandt en kasse fast til en stav som Ellen og jeg holdt i hver sin ende. På den måde bar vi kasserne, en efter en. Syv ture måtte vi gå for at transportere de tre kasser og vore kufferter de 3 kilometer ind til byen. Vi holdt ofte hvil fordi vore hænder blev meget ømme.

Trods flyvende sand, ømme hænder og trætte ben nød vi udfordringen og oplevelsen. Vi følte begge at Jehova var med os og at han holdt os oppe så vi kunne klare denne barske begyndelse på vort forkyndelsesarbejde i afsidesliggende egne. Kort efter erfarede vi Jehovas velsignelse da rejsens anstrengelser resulterede i at en ung mand ved navn Bob Horn tog imod sandheden. Vi glæder os over at Bob kunne bruge nogle år i beteltjenesten, og at han fortsatte med at tjene Jehova trofast i næsten 50 år til sin død i 1982.

På vores rejse fra Wiluna til Geraldton ved kysten forkyndte vi i bebyggelser der lå spredt over en strækning på mere end 725 kilometer. Derfra rejste vi tilbage til Perth. Nogle nætter sov vi i tomme venteværelser på jernbanestationer, og engang overnattede vi i en høstak i kanten af et jernbanespor.

Vi havde et pudevår der var fyldt med hjemmelavede hvedekiks. De var vores vigtigste føde på rejsens første halvdel. Nogle gange tjente vi til føden ved at vaske op og skrubbe gulve i pensionater og spisesale. Andre gange arbejdede vi med at plukke ærter eller bønner under den bagende sol. Bidragene fra interesserede der modtog bibelske publikationer hjalp også med til at dække vore udgifter.

Min moders eksempel og den oplæring hun havde givet mig som barn, styrkede mig til at bevare troen på Jehova og med glæde klare de mange vanskelige situationer der opstod i denne periode.

En kristen arv

Min moder havde en stærk tro på Skaberen, og så langt tilbage jeg kan huske fortalte hun os børn om Gud. Hendes tro blev imidlertid sat på en hård prøve da vores broder på syv år døde i en tragisk ulykke på sin skole. Men i stedet for at blive bitter på Gud, begyndte moder et grundigt studium af Bibelen. Hun ville om muligt finde ud af årsagen til sådanne tragedier. Hendes søgen efter sandheden fra Bibelen blev belønnet, og hun symboliserede sin indvielse til den sande Gud, Jehova, ved vanddåben i begyndelsen af 1920’erne.

Fra da af understregede hun ofte i sine samtaler med os hvor pålidelige Guds løfter er. Hun bad os altid huske at uanset hvad der sker, ’kan Gud ikke lyve’. (Titus 1:2) Det har resulteret i at min søster og jeg og to af vore brødre sammen med vore familier og børnebørn, i dag tilbeder Jehova Gud. To af mine nevøer, Alan og Paul Mason, tjener som rejsende tilsynsmænd.

Ønsket om at forkynde som ganske ung

Jeg var ikke særlig dygtig i skolen, og gik ud i 1926 da jeg var 13 år gammel. Alligevel havde jeg et stærkt ønske om at fortælle andre hvad jeg havde lært ud fra Bibelen. Fader mente at jeg ikke vidste nok til at hjælpe andre, men moder sagde: „Selv om hun kun fortæller folk om den forestående krig i Harmagedon og at de sagtmodige skal arve jorden, vil det gøre Guds rige kendt.“ Som ung teenager begyndte jeg derfor at deltage i hus-til-hus-forkyndelsen, skønt jeg først blev døbt i 1930. Kort efter min dåb tog jeg heltidstjenesten op i området omkring Perth.

Året efter, i 1931, begyndte vi at bruge vort nye navn Jehovas Vidner. Mange gjorde imidlertid indvendinger mod vores brug af Guds hellige navn og reagerede uforskammet. Men jeg fortsatte min tjeneste trods de ubehagelige besøg. Jeg havde tillid til at Gud ikke lyver når han lover at hans tjenere kan regne med „den styrke Gud skænker“. — 1 Peter 4:11; Filipperne 4:13.

„Den store skare“ identificeres

I 1935 modtog jeg en distriktstildeling på den anden side af det vidtstrakte australske kontinent. I en årrække tjente jeg derfor som pioner omkring New England i staten New South Wales, cirka 4000 kilometer fra mit tidligere hjem i Perth.

Indtil da havde jeg ved den årlige højtid til minde om Jesu død nydt brødet og vinen, symbolerne på Jesu legeme og blod. Selv om det blev anset for det rigtige at gøre, især for nidkære heltidsforkyndere, var jeg aldrig overbevist om at jeg havde et himmelsk håb. I 1935 blev det så gjort klart for os at der var ved at blive indsamlet en stor skare som skulle leve evigt på jorden. Mange af os blev glade da vi forstod at vi tilhørte denne store skare, og vi holdt derfor op med at nyde symbolerne. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9) Lyset fra Bibelen kom gradvis til at skinne mere og mere klart som Jehova havde lovet. — Ordsprogene 4:18.

Nye forkyndelsesmetoder

I midten af 1930’erne begyndte vi at bruge grammofonen i forkyndelsen. Derfor måtte vore solide cykler udstyres med bagagebærere foran og bagpå, ikke kun til den tunge grammofon, men også til pladerne og vore forkyndertasker. Jeg måtte køre meget forsigtigt når min cykel var fuldt læsset, for hvis den væltede var den for tung til at jeg kunne rejse den op igen!

Omkring det tidspunkt begyndte vi også med det der blev kaldt informationsmarcher. Når vi gik ned ad byernes hovedgader bar vi skilte eller sandwichplakater med iøjnefaldende slagord. Dette arbejde var en stor prøve på min tro, især da jeg blev arresteret og spærret inde natten over i en lille celle i byen Lismore. Det var ydmygende den næste dag at blive ført for retten uden så meget som at have fået lov til at rede sit hår! Men endnu en gang hjalp Jehova mig som han havde lovet. Sagen blev afvist fordi betjentens eneste anklage var at min plakat fornærmede hans religion.

Vestpå igen

I begyndelsen af 1940’erne fik jeg igen tildelt pionerdistrikt i landsbyerne i Western Australia. Her fortsatte jeg med at have mindeværdige oplevelser og åndelige velsignelser. I mit distrikt i Northam mødte jeg en travl husmoder, Flo Timmins, der boede cirka 11 kilometer uden for byen. Hun modtog bogen Forligelse, og inden længe blev hun et indviet vidne for Jehova Gud. Hun er stadig en aktiv forkynder af Riget; og hendes datter, der dengang kun var fire år, blev senere specialpioner.

Men der var andre uforglemmelige oplevelser. Engang da min makker og jeg skulle over en bro i Northam i hestevogn, løb hesten pludselig løbsk og gav os en skrækkelig tur med Avonflodens brusende vande langt under os. Først efter at have løbet mere end 1 kilometer satte hesten tempoet ned.

Ægteskab og en familie

I 1950 blev jeg gift med Arthur Willis, der også havde været pioner i mange år. Vi slog os ned i landsbyen Pingelly i Western Australia, hvor vi fik en søn, Bentley, og en datter, Eunice. Da børnene var ved at afslutte deres skolegang, besluttede Arthur at begynde som pioner igen. Hans gode eksempel opmuntrede begge vore børn til at begynde som almindelige pionerer så snart de havde de fornødne kvalifikationer.

Arthur tog ofte børnene med ud at forkynde i fjerntliggende landdistrikter. Nogle gange tog de af sted i en hel uge eller mere hvor de hver nat boede i telt. Jeg blev hjemme for at passe vores møbelforretning, der gjorde det muligt for de tre af os at være pionerer.

Forkyndelse blandt uraustraliere

En morgen hvor familien lige var kommet hjem fra en af deres landture, fik vi en uventet gæst. Det var en uraustralier der spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at komme tilbage?“ Vores første reaktion var forbløffelse. Derefter kom Arthur i tanker om at manden for mange år siden var blevet udstødt af den kristne menighed for drukkenskab. Han havde siden fået et chokerende ry for at drikke meget og stifte gæld.

Arthur forklarede hvilke forandringer han måtte foretage for at blive genoptaget i Jehovas rene organisation. Han gik lige så stille uden at have sagt ret meget, og vi spekulerede på hvad han mon ville gøre. Vi blev alle forbavsede over at se det der skete i løbet af et par måneder. Denne mand foretog nogle næsten utrolige forandringer! Han ophørte ikke blot med sit drikkeri, men opsøgte også folk i omegnen og mindede dem om at han stod i gæld til dem — og betalte så det han skyldte! I dag er han igen en kristen broder, og i en periode har han været pioner.

Der boede mange uraustraliere i Pingelly, og vi havde en yderst tilfredsstillende tjeneste med at hjælpe disse ydmyge mennesker til at lære Guds ord at kende og leve efter det. Ja, det har været meget trosstyrkende at få lov til at hjælpe mange uraustraliere ind i sandheden.

Der blev oprettet en menighed i Pingelly som i begyndelsen hovedsagelig bestod af uraustraliere. Vi måtte lære mange af dem at læse og skrive. Dengang havde de fleste indbyggere i byen fordomme imod dem, men de begyndte efterhånden at respektere de uraustraliere der var blevet Jehovas vidner, for deres rene livsførelse og deres pålidelighed.

Jehovas sikre hjælp

Min kære ægtemand, Arthur, der havde tjent Gud trofast i 57 år, døde i begyndelsen af 1986. Han var respekteret af alle forretningsfolk i Pingelly og af mennesker i distriktet. Jehova holdt mig endnu en gang oppe og gav mig styrke til at bære dette pludselige tab.

Vores søn, Bentley, tjener som ældste i den nordlige del af Western Australia, hvor han sammen med sin hustru, Lorna, har opdraget deres familie i sandheden. Noget andet der er til stor glæde for mig, er at min datter, Eunice, fortsat er i heltidstjenesten. Hun og hendes mand, Jeff, tjener som pionerer. Nu bor jeg hos dem og har den forret at være fast hjælpepioner.

I over 60 år har jeg erfaret opfyldelsen af Jehovas kærlige løfte om at styrke sine tjenere og hjælpe dem igennem alle de udfordringer de måtte komme ud for. Han dækker alle vore behov når vi aldrig tvivler eller tager det han gør for givet. Min tro er blevet styrket når jeg har følt Guds indgriben og har erfaret hans velsignelse langt ud over hvad vi kan fatte. (Malakias 3:10) Ja, det er sandt at Gud ikke kan lyve!

[Illustration på side 27]

Mary i 1933

[Illustration på side 29]

Mary og Arthur Willis