„Jeg har bevaret troen“
FORTALT AF BRUNELLA INCONDITIS VENNER
„LØRDAGEN sneglede sig af sted og jeg følte mig meget ensom. Jeg var helt alene på stuen og var overvældet af trøstesløshed. Det var som om jeg gik ned ad en gang. Alt gik godt indtil én pludselig smækkede en dør i lige foran mig, og jeg kunne ikke komme ud uanset hvor meget jeg hev og sled i døren.“
Den 15-årige Brunella Inconditi var dybt skuffet. Den dag der skulle have været den vigtigste i hendes liv gik upåagtet hen. Tidligere på året havde hendes voksende kærlighed til Jehova og Bibelen bevæget hende til at indvi sit liv til ham. I juli 1990 skulle hun døbes ved Jehovas Vidners områdestævne „Det rene sprog“ i Montreal i Canada. Men i stedet kom Brunella til at stå over for en trosprøve der skulle vare resten af hendes liv.
To dage før Brunella skulle symbolisere sin indvielse ved vanddåben, fik hun at vide at hun havde leukæmi. Lægerne på det lokale børnehospital ønskede at påbegynde behandlingen straks, og de indlagde Brunella.
Hendes egne ord gjorde et stort indtryk på lægerne
Brunella vidste at blod er helligt i Jehova Guds øjne. (3 Mosebog 17:11) Hendes forældre, Edmondo og Nicoletta, havde betinget sig at der ikke blev anvendt blod i behandlingen af deres datter. „Brunella ønskede at lægerne også hørte det fra hende selv til trods for at hun var umyndig,“ fortæller hendes fader. „Klart og tydeligt fortalte hun lægerne at hun ikke ønskede en behandling der overtrådte Bibelens bud om at man skal ’afholde sig fra blod’.“ — Apostelgerninger 15:20.
Den 10. juli 1990 mødtes Brunellas forældre og to ældste fra Jehovas Vidners lokale menighed med tre læger og en socialrådgiver. Prøver bekræftede at Brunella havde akut lymfatisk leukæmi. Lægerne fremlagde en behandlingsplan der skulle bekæmpe sygdommen. På en taktfuld måde sagde de at sygdommen var meget svær at behandle. „Brunellas holdning og faste beslutning om at adlyde Gud havde gjort et stort indtryk på lægerne og socialrådgiveren. De var imponerede over forældrenes kærlighed og den støtte som vennerne fra den kristne menighed ydede. De værdsatte også den forståelse og respekt vi havde for deres arbejde,“ fortæller en af menighedens ældste.
Lægerne ville undgå blodtransfusion. Brunella skulle igennem en omfattende behandling med kemoterapi, men den ville blive mildere end sædvanlig. Dét ville begrænse behandlingens ødelæggende virkning på hendes blodlegemer. „Lægerne tog Brunellas fysiske, følelsesmæssige og åndelige behov i betragtning,“ fortæller Nicoletta. „De gik med til at konsultere en specialist i leukæmi hos børn som har erfaring i behandling uden blod.“ Brunella og hospitalspersonalet fik et nært og varmt forhold til hinanden.
Åndelige mål
Selv om de første behandlinger gav gode resultater, var Brunellas ildprøve blot lige begyndt. I november 1990 var hendes sygdom i bedring, og hun blev straks døbt. Da Brunella tænkte tilbage på de foregående måneder, indrømmede hun: „Det var bestemt ikke let. Man har brug for megen styrke og man må tænke positivt. . . . Min tro blev prøvet, men jeg stod fast, og jeg har stadig planer om at blive pioner [heltidstjener].“
I begyndelsen af 1991 fik Brunella et tilbagefald. Hun var lige ved at dø under en behandling med kemoterapi, men til alles overraskelse og glæde kom hun sig. I august havde hun det så godt at hun kunne være hjælpepioner. Hendes tilstand forværredes igen, og i november 1991 havde kræften bredt sig til andre dele af kroppen. Et lægehold på et andet hospital begyndte at give hende strålebehandling.
Selv under disse vanskelige forhold bevarede Brunella sin urokkelige tro og satte sig åndelige mål. Da hun fik at vide at hun havde leukæmi, havde lægerne givet hende seks måneder at leve i. Her, næsten halvandet år senere, lagde Brunella stadig planer for fremtiden. „Hun arbejdede på at nå sine mål og spildte ikke tiden,“ bemærkede en ældste i menigheden. „Brunellas tro på Guds løfte om et paradis holdt hende oppe under hendes lidelser. Trods sin unge alder voksede hun til kristen modenhed. Hendes adfærd og indstilling var til opmuntring for menigheden og gjorde hende vellidt hos dem der kendte hende, deriblandt hospitalspersonalet.“ Hendes moder siger: „Hun beklagede sig aldrig. Når nogen spurgte hvordan hun havde det, svarede hun: ’Godt,’ eller: ’Ikke dårligt, og hvordan har du det?’“
En fast tro på fremtiden
Brunella ville gerne overvære Jehovas Vidners områdestævne i juli 1992 med titlen „Lysbærere“. Men da tiden oprandt var Brunella indlagt på hospitalet og hendes tilstand var blevet værre. Ikke desto mindre overværede hun stævnet i en kørestol, fast besluttet på at se skuespillet Gør det der er rigtigt i Jehovas øjne.
Hun tilbragte de sidste dage af sit liv hjemme hos sin familie. „Lige til det sidste bekymrede hun sig mere om andre end om sig selv,“ siger Nicoletta. „Hun opmuntrede dem til at studere Bibelen og sagde til dem: ’Vi skal være sammen i Paradiset.’“
Brunella døde den 27. juli 1992, forvisset om at hun ville blive oprejst til liv på en paradisisk jord. Hun var kun lige begyndt at forfølge sine mål, men var fast besluttet på at fortsætte med at leve op til sin indvielse efter sin opstandelse. Nogle få dage inden Brunella døde, skrev hun dette brev, der blev læst op ved en mindehøjtidelighed.
„Kære venner!
Tak fordi I kunne komme. Jeres tilstedeværelse betyder meget for min familie.
Til de mennesker der stod mig nær: Vi har været meget igennem. Der har været mange ubehagelige stunder, men der har også været glade stunder. Det har været en hård og lang kamp, men jeg føler ikke at jeg har tabt. Som der siges i Bibelen: ’Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen.’ — 2 Timoteus 4:7.
Jeg har også lært meget og er blevet mere moden, og mine venner og de der tog sig af mig har kunnet se forandringen. Jeg vil gerne takke alle de mennesker der har støttet mig.
I der tror på den nye verden og på Jehova, ved at der vil finde en opstandelse sted, som der er givet løfte om i Johannes 5:28, 29. Bevar derfor en stærk tro så vi kan mødes igen.
Jeg vil gerne takke jer der ved hvad jeg har været igennem. I skal alle have et stort knus og et kys. Jeg elsker jer alle.“
Brunella lod ikke sin unge alder eller sin sygdom udskyde sin indvielse til Gud. Det eksempel hun satte med hensyn til at vise tro og beslutsomhed kan opmuntre unge såvel som ældre til at aflægge enhver vægt der kunne hindre dem i at deltage i det løb der gælder livet. — Hebræerne 12:1.