Er atomkraft løsningen?
HELE verden, og især De forenede Stater, står over for et alvorligt energiproblem. Det disponible forråd af kul, olie og naturgas er snart udtømt. Hvordan kan dette problem løses?
Mange eksperter siger: Atomkraft er løsningen! Følgende stod at læse i Scientific American for september 1971: „Hvis man kan sige om nogen energikilde at den er blevet opdaget i sidste øjeblik, så er det atomkraften.“
Flere atomkraftværker
I De forenede Stater findes der allerede over tyve atomkraftværker, og over hundrede er planlagt eller under opbygning. Omkring 2 procent af De forenede Staters elektricitetsforbrug dækkes af disse kraftværker, og man anslår at dette tal vil stige til 10, ja måske til 25 procent inden 1980. Men der findes også atomkraftværker i andre lande; i 1970 fandtes der mere end halvfems atomkraftværker uden for De forenede Stater. I Danmark er det endnu ikke besluttet om man i fremtiden skal satse på atomkraft.
Det kan ikke nægtes at atomet er en mægtig energikilde. Det blev illustreret ved Hiroshima i Japan i 1945. Denne by blev fuldstændig tilintetgjort af en forholdsvis lille atombombe, og over 92.000 mennesker blev dræbt. Man husker også at mange som havde opholdt sig i nærheden da eksplosionen skete, efter flere års forløb kunne blive angrebet af kræft og dø som følge af den radioaktive bestråling de havde været udsat for.
Forståeligt nok er mange bekymrede og spørger om ikke det er risikabelt at udvikle elektricitet ved atomspaltning. Kan den radioaktivitet der frigøres være farlig for mennesker?
Modstridende udtalelser
Den amerikanske atomenergikommission og industrifolk med økonomiske interesser i el-kraftværker vil gerne have folk til at tro at atomenergien er ganske ufarlig; det er også det synspunkt mange reklamer giver udtryk for. En sådan reklame viser for eksempel en brændende tændstik og siger i virkeligheden: Denne tændstik forurener mere end et helt atomkraftværk.
Af og til hører man imidlertid visse pressemeddelelser der får en til at tvivle på sådanne påstande. Da U.S.A.s atomenergikommission for eksempel gav tilladelse til opførelsen af et atomkraftværk i Minnesota, forlangte man at radioaktiviteten i skorstensrøgen højst måtte måle 41.400 curie-enheder om dagen. Forureningsnævnet i Minnesota ønskede imidlertid at sætte grænsen helt nede ved 860 curie-enheder om dagen. Nogle videnskabsmænd er bange for at radioaktiviteten kan være sundhedsfarlig hvis den overskrider dette mål. To videnskabsmænd ved navn John W. Gofman og Arthur R. Tamplin skrev således i Scientific American:
„Vore undersøgelser har overbevist os om at den radioaktive stråling fra de atomkraftværker der nu skyder op overalt, vil repræsentere en langt større fare end man hidtil har troet. . . .
Det er også vor overbevisning at offentligheden bliver ført bag lyset ved hjælp af en snedig og velfinancieret propaganda der indgiver folk vrangforestillingen om den ’rene, billige og ufarlige atomkraft’.“
Er der noget sandt i sådanne påstande? Hvordan frembringes elektriciteten i et atomkraftværk? Hvad gør man med de radioaktive affaldsstoffer?
Hvordan arbejder et atomkraftværk?
Mange tror at elektriciteten opstår direkte ved den atomspaltning (fission) der foregår i atomreaktoren; men det er ikke tilfældet. Atomspaltningen i reaktoren bruges blot som varmekilde, og den tjener således samme formål som ovnen i et normalt elektricitetsværk. Ved den varme reaktoren afgiver får man vand til at koge så at der udvikles damp; denne damp driver en dampturbine, der igen trækker en dynamo der således afgiver elektricitet.
Den kolossale varme i atomreaktoren frembringes i lange, slanke, metalbeklædte brændselsrør, der fyldes med små kugler af urandioxyd. Hvert rør vil kunne afgive samme energimængde som 6000 tons kul. I store reaktorer kan der være mere end 40.000 sådanne brændstofstænger der indeholder over hundrede tons urankugler, det vil sige mere uran end der findes i hundrede atombomber. Reaktoren ophedes ved at atomkernerne i isotopet uran-235 spaltes.
Spaltningsprocessen foregår ved at en neutron rammer et uran-235-atom og spalter det til to mindre atomer. Ved denne proces opstår der varme, og samtidig frigøres der to eller tre neutroner, der igen rammer og spalter andre atomer. Der opstår således en kædereaktion. I større reaktorer spaltes der hvert sekund omkring 10.000.000.000.000.000 atomer!
Spaltningsprocessen kontrolleres ved at man skyder lange kontrolstænger, fremstillet af et neutronabsorberende materiale, ind i reaktorkernen. Processen aftager jo længere man skyder dem ind; hvis man skyder dem helt ind absorberes alle neutronerne, og spaltningen standser.
Radioaktiv forurening
De milliarder af uranatomer der hvert sekund spaltes i en reaktor, bliver til mindre atomer af andre radioaktive grundstoffer. I løbet af et år kan en stor reaktor producere lige så meget radioaktivt affald som et tusind atombomber på størrelse med den der blev kastet over Hiroshima, og dette affald nedbrydes kun langsomt. Så længe denne kolossale mængde radioaktivitet befinder sig i reaktorens brændselsstænger er den ikke farlig; men noget af den siver ud.
Atomer af forskellige luftarter siver ud gennem brændselsstængernes metalhylstre. Disse radioaktive stoffer kan være farlige for dem som arbejder på kraftværket. Der sendes også radioaktivitet ud i atmosfæren gennem anlæggets skorstene, og vandet fra reaktoren kan føre radioaktive stoffer ud i floder og søer.
Man påstår dog at den mængde radioaktivitet der sendes ud i luften og i vandet er så lille at den er uskadelig for mennesker. Men selv om folk i nabolaget ikke skades af bestrålingen, skal de der bor langt fra reaktoren ikke tro at de er uden for fare. Radioaktivitet kan ophobes i fødevarer. De radioaktive affaldsstoffer daler måske ned på det græs som køerne spiser, og bliver således koncentreret i køernes mælk. Denne radioaktive mælk kan være farlig for børn.
I løbet af få år vil der være flere hundrede atomkraftværker som afgiver radioaktivt affald. Mange videnskabsmænd har derfor givet udtryk for bekymring. Dr. Ernest J. Sternglass som er professor i strålingsfysik ved University of Pittsburgh Medical School, er overbevist om at atomkraftværkerne allerede nu er årsag til større spædbørnsdødelighed. Han siger at han kan fremlægge materiale som beviser at spædbørnsdødeligheden er „overordentlig stor“ i nærheden af atomreaktorerne.
Hvordan med ulykkerne?
Denne radioaktive udstråling kan man kontrollere, men mange frygter muligheden for ulykker. Man er for eksempel bange for at et jordskælv vil kunne ødelægge et atomkraftværk, så at de radioaktive stoffer bliver spredt for alle vinde. Og hvad ville der ikke ske hvis en sabotør anbragte en bombe i et atomkraftværk! Selve tanken kan give én kuldegysninger.
Både menneskelige fejl og defekt udstyr kan være årsag til ulykker. Ifølge atomfysikere ligger den største ulykkesrisiko i at tilførselen af kølevand til reaktoren pludselig kan svigte. Det kunne for eksempel ske hvis en eller anden kom til at lukke for en forkert ventil, eller hvis der sprang et rør. Temperaturen i reaktoren ville da stige og brændstoffet ville måske smelte. Det tryk som opstod kunne medføre at de radioaktive stoffer blev spredt over et stort område.
I 1966 skete der virkelig et sådant uheld. En skærmplade i en atomreaktor i Detroit, Michigan, rev sig løs og standsede for tilførselen af kølevand. Dette medførte at brændstoffet blev overophedet, og noget af det smeltede. Lige efter ulykken frygtede man at hele området omkring Detroit måtte evakueres. Skribenter har siden hen skrevet at „aldrig har nogen begivenhed bragt landet så tæt på Harmagedon som denne“.
I tidens løb er store mængder radioaktivitet blevet spredt som følge af uheld på atomkraftværker. Et sådant uheld skete i Windscale i England. Ved uheldet blev der spredt så megen radioaktivitet at myndighederne beslaglagde al den vegetabilske føde der havde vokset inden for en radius af 650 kilometer fra kraftværket. Udtømmelser fra Windscale har medført at radioaktiviteten i Det irske Hav er så høj at mange fiskefostre får vanskabt rygrad. Senere er der sket et uheld på et kraftværk som tilhører Northern States Power Company. Næsten 40.000 liter radioaktivt vand blev pumpet ud i Mississippi, og Minneapolis måtte lukke for indløbet til byens vandforsyning.
Men der eksisterer en fare som måske er endnu større.
Hvad skal man gøre med affaldet?
Det radioaktive affald som ophober sig i en atomreaktor må fjernes med regelmæssige mellemrum, da det ellers vil svække reaktorens ydeevne. En større reaktor må standses hvert andet år så at disse affaldsstoffer kan blive fjernet; man må da fjerne lige så megen radioaktivitet som 2000 atombomber på størrelse med den der faldt i Hiroshima ville frembringe. Dette arbejde medfører selvsagt en stor risiko.
Der er blevet stillet talrige forslag om hvad man bør gøre med disse affaldsstoffer. Et af dem går ud på at man kunne sende dem op til solen ved hjælp af en raket. Det ville imidlertid ikke blot blive dyrt, men også yderst risikabelt. Det er også for farligt at sænke dem i havet. Det er derfor på tale at man kunne koncentrere dem i fast form og begrave dem dybt nede i saltlag. I øjeblikket opbevarer atomenergikommissionen i Amerika mere end 300 millioner liter flydende affaldsprodukter i underjordiske metaltanke ved flere af sine anlæg.
Efterhånden som man får flere atomreaktorer vil mængden af disse dødbringende affaldsstoffer vokse til uhyre dimensioner. Det lyder foruroligende, ikke sandt? Det har selv Edward E. David jun., som er videnskabelig rådgiver for præsident Nixon, måttet indrømme: „Man får sugen i maven ved tanken om noget der må opbevares tæt tillukket under jorden i 25.000 år før det er uskadeligt.“
Termisk forurening
Det er imidlertid ikke kun affaldsstofferne som er årsag til vanskeligheder; der er også problemet med din termiske forurening (varmeforurening). Et atomkraftværk bruger utrolige mængder koldt vand til at afkøle sit apparatur med. Dette vand hentes fra en nærliggende flod eller sø og pumpes tilbage efter brugen. Dette er noget man også kender fra almindelige kraftværker, men et atomkraftværk udvikler langt mere varme. Som Wilfred E. Johnson, der er medlem af atomenergikommissionen, har bemærket: „I 1990 vil det være nødvendigt at bruge mere end halvdelen af vandet i De forenede Staters floder til kølevand.“ Hvad vil dette medføre?
Når temperaturen stiger i en sø eller en flod mindskes vandets iltindhold. Dette kan ikke blot medføre at fiskene dør, men også at vandet bliver fyldt med alger der efterhånden går i forrådnelse og derved bruger endnu mere ilt. Inden længe begynder vandet at lugte og smage dårligt. Mange frygter at floder og søer vil blive ødelagt af termisk forurening efterhånden som nye atomkraftværker skyder op.
Sundhed og sikkerhed bringes i fare
Det er hævet over enhver tvivl at atomkraften ikke er så ufarlig som industrifolks reklamer gerne ville have folk til at tro. Den nu afdøde højesteretsdommer Hugo Black og hans kollega William Douglas har sagt at denne form for kraftfrembringelse er „den farligste, den mest frygtindgydende og den mest dødbringende proces mennesket nogen sinde har opfundet“.
Den kendte atomforsker Edward Teller hører heller ikke til dem der betragter et atomkraftværk som en venlig nabo. Som han engang bemærkede: „En atomreaktor med en ganske lille utæthed kan medføre at radioaktiviteten samler sig under et inversionslag. Der kan da opstå en dødbringende koncentration i et område på nogle få hundrede kvadratkilometer. Derfor hører atomreaktorer ikke til på denne jord.“
Der er dog stadig mange videnskabsmænd som mener at det er muligt at kontrollere de radioaktive affaldsstoffer. De mener derfor at atomkraftværker er risikoen værd. De påpeger at det også kan være sundhedsfarligt at frembringe elektricitet ved hjælp af brændsel som kul og olie. Atomfysikeren Ralph E. Lapp har for eksempel betragtet „kulalderens årtier“ og beklaget den „samfundsblindhed der er skyld i at 36 milliarder tons kul er blevet hentet op af jorden, mere end 100.000 minearbejdere blevet dræbt, landskaber snavset til og byer forurenet med dunster der smerter i lungerne.“
Det er sandt at millioner af mennesker har lidt af sygdomme i luftvejene og uden tvivl har fået deres liv afkortet som følge af at man har udviklet elektricitet ved hjælp af forurenende brændsel, hentet op af jorden. På den anden side vil et atomkraftværk normalt ikke forurene på en måde som man kan se og føle. Man har ikke konstateret at folk bliver syge af små mængder radioaktiv bestråling; men det sker at folk som har været udsat for stærkere radioaktiv bestråling, flere år efter dør af kræft. Man håber at atomkraftværkernes daglige udstråling ikke vil medføre en kræftplage i fremtiden, og at vi ikke udsættes for overhængende fare som følge af ulykker.
Mens nogle altså hilser atomkraften som løsningen på menneskets energiproblem, er der andre som er meget forbeholdne. De spørger om det er risikoen værd. Men findes der andre alternativer? Når vi engang løber tør for kul, olie og naturgas, er vi da ikke tvunget til at acceptere atomkraften, hvis vi da ikke skal undvære elektricitet?
Der findes stadig floder som man kan dæmme op for at udvikle elektricitet ved hjælp af vandkraft. Man mener dog at denne kraftkilde allerede på nuværende tidspunkt er blevet fuldt udnyttet i De forenede Stater. Man mener også at mulighederne for at udnytte den geotermiske energi (underjordisk damp) er meget begrænset. Men hvad med solenergien? Kan menneskets energibehov dækkes ved hjælp af solenergi? I næste nummer af dette blad vil vi behandle dette emne.