Opdyrk rimelighed

„Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker. Herren er nær.“ — FILIPPERNE 4:5.

1. Hvorfor er det en udfordring at være rimelig i vore dages verden?

„ET RIMELIGT menneske“ er ifølge den engelske journalist sir Alan Patrick Herbert en sagnfigur. En gang imellem kan det virkelig også synes som om der ingen rimelige mennesker er tilbage i denne ufredelige verden. Bibelen har forudsagt at menneskene i disse kritiske „sidste dage“ ville være „vilde“, „egenrådige“ og „uforsonlige“ — med andre ord: alt andet end rimelige. (2 Timoteus 3:1-5) Sande kristne sætter ikke desto mindre rimelighed højt, da de ved at denne egenskab kendetegner visdommen fra Gud. (Jakob 3:17) Vi føler ikke det er umuligt at vise rimelighed i en verden der er præget af urimelighed. Vi påtager os uforbeholdent den udfordring der er forbundet med at efterfølge apostelen Paulus’ inspirerede vejledning i Filipperbrevet 4:5: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“

2. Hvordan kan vi ved hjælp af apostelen Paulus’ ord i Filipperbrevet 4:5 afgøre om vi er rimelige?

² Ved hjælp af Paulus’ ord kan vi ransage os selv og finde ud af om vi er rimelige. Det er ikke så meget et spørgsmål om hvordan vi betragter os selv; det er snarere et spørgsmål om hvordan andre ser på os eller hvad vi er kendt for. Phillips’ oversættelse gengiver skriftstedet på denne måde: „Vær kendt for at være rimelige.“ Vi gør vel i at spørge os selv: ’Hvad er jeg kendt for? Har jeg ry for at være rimelig, eftergivende og mild? Eller er jeg kendt for at være streng, ubøjelig eller stivsindet?’

3. (a) Hvad betyder det græske ord der oversættes med „rimelighed“, og hvorfor er denne egenskab meget tiltalende? (b) Hvordan kan kristne lære at være mere rimelige?

³ Vort omdømme i denne henseende vil afspejle i hvor høj grad vi efterligner Jesus Kristus. (1 Korinther 11:1) Da Jesus var her på jorden afspejlede han til fuldkommenhed sin Faders rimelighed. (Johannes 14:9) Da Paulus skrev om „Messias’ mildhed og venlighed“, brugte han det græske ord epieiʹkeia, der her er oversat med venlighed. Det betyder også „rimelighed“, eller ordret: „eftergivenhed“. (2 Korinther 10:1) The Expositor’s Bible Commentary kalder det for „et af de stærkt personlighedsbeskrivende ord i N[y] T[estamente]“. Det betegner en så tiltalende egenskab at en bibelforsker gengiver ordet med „behagelig rimelighed“. Lad os derfor betragte tre måder hvorpå Jesus, i lighed med sin Fader, Jehova, viste rimelighed. Vi kan heraf lære hvordan vi selv kan blive mere rimelige. — 1 Peter 2:21.

„Rede til at tilgive“

4. Hvordan viste Jesus at han var „rede til at tilgive“?

⁴ Ligesom sin Fader viste Jesus rimelighed ved den ene gang efter den anden at være „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Det understreges blandt andet af det der skete den nat Jesus blev arresteret og forhørt. Samme nat fornægtede hans nære medarbejder Peter ham tre gange. Jesus havde tidligere sagt: „Enhver som nægter at kendes ved mig over for menneskene, ham vil jeg også nægte at kendes ved over for min Fader.“ (Mattæus 10:33) Anvendte Jesus denne regel strengt og ubarmhjertigt på Peter? Nej; efter sin opstandelse opsøgte Jesus Peter, uden tvivl for at trøste og berolige den angrende og dybt fortvivlede apostel. (Lukas 24:34; 1 Korinther 15:5) Kort efter lod Jesus Peter få en stor ansvarsopgave. (Apostelgerninger 2:1-41) Her var der tale om behagelig rimelighed når den er bedst. Er det ikke trøstende at vide at Jehova har udnævnt Jesus til dommer over hele menneskeheden? — Esajas 11:1-4; Johannes 5:22.

5. (a) Hvilket omdømme bør de ældste have blandt fårene? (b) Hvilket pensum vil det være klogt at ældste gennemgår før en udvalgssag, og hvorfor?

⁵ Når ældste optræder som dommere i menigheden, bestræber de sig for at følge Jesu eksempel og være rimelige. De ønsker ikke at fårene skal være bange for dem, som om de var ude på at straffe andre. De vil i stedet søge at efterligne Jesus sådan at fårene føler sig trygge hos dem og betragter dem som kærlige hyrder. I udvalgssager vil de gøre alt for at være rimelige og rede til at tilgive. Nogle ældste har inden en udvalgssag fundet det gavnligt at genopfriske tankerne i Vagttårnet for 1. juli 1992, i artiklerne „Jehova — den der dømmer hele jorden upartisk“ og „Ældste, døm med retfærdighed“. De vil altid have Jehovas måde at dømme på i tanke: „Fasthed når det er nødvendigt, barmhjertighed når det er muligt.“ Det er ikke forkert at hælde til barmhjertighed når der er et rimeligt grundlag for at kunne gøre det. (Mattæus 12:7) Men det er en alvorlig fejl at være streng eller ubarmhjertig. (Ezekiel 34:4) Ældste vil derfor undgå at fejle ved at bestræbe sig for at finde frem til så kærlig og barmhjertig en løsning som muligt, inden for retfærdighedens grænser. — Jævnfør Mattæus 23:23; Jakob 2:13.

Fleksibilitet når omstændighederne ændrer sig

6. Hvordan viste Jesus rimelighed over for den ikkejødiske kvinde hvis datter var dæmonbesat?

⁶ Jesus har i lighed med Jehova været hurtig til at ændre kurs eller tilpasse sig nye situationer efterhånden som de er opstået. Ved en lejlighed bad en ikkeisraelitisk kvinde ham om at helbrede hendes datter der var slemt angrebet af dæmoner. Til at begynde med antydede Jesus på tre forskellige måder at han ikke ville hjælpe hende — først ved ikke at svare hende, dernæst ved direkte at sige at han ikke var sendt ud til hedninger men til jøder, og til sidst ved at bruge en illustration der venligt understregede det samme. Men trods dette gav kvinden ikke op, hvilket vidnede om hendes stærke tro. I betragtning af denne usædvanlige omstændighed kunne Jesus se at det ikke var tiden til at håndhæve en generel regel; det var derimod tid at vise fleksibilitet i overensstemmelse med nogle højere principper.a Derefter gjorde Jesus netop det som han tre gange havde ladet forstå at han ikke ville gøre. Han helbredte kvindens datter. — Mattæus 15:21-28.

7. Hvordan kan forældre vise rimelighed, og hvorfor bør de være rimelige?

⁷ Er vi også kendt for at være villige til at bøje os når det er på sin plads? Forældre har ofte brug for at være rimelige. Eftersom børn er forskellige kan det der virker på ét barn være uhensigtsmæssigt når det gælder et andet. Desuden ændrer børns behov sig i takt med at de vokser. Bør tidspunktet for hvornår et barn skal være hjemme ændres? Trænger familiestudiet til at blive kvikket lidt op? Når en fader eller moder overreagerer på grund af en mindre forseelse, er han eller hun så villig til ydmygt at få sagen bragt ud af verden? Forældre der er villige til at give efter på disse områder, undgår at irritere deres børn unødigt og fremmedgøre dem over for Jehova. — Efeserne 6:4.

8. Hvordan kan menighedens ældste føre an med hensyn til at tilpasse sig behovet i distriktet?

⁸ Ældste må også tilpasse sig efterhånden som der opstår nye omstændigheder, uden dog at gå på kompromis når det gælder specifikke love fra Gud. I forbindelse med forkyndelsen, er I så opmærksomme på forandringer i distriktet? Efterhånden som folks livsmønster ændrer sig vil det måske være aktuelt at indføre aftenforkyndelse, gadearbejde eller telefonforkyndelse. Når vi tilpasser os vil vi kunne varetage vor opgave med at forkynde mere virkningsfuldt. (Mattæus 28:19, 20; 1 Korinther 9:26) Paulus gjorde bevidst noget for at tilpasse sig alle forskellige slags mennesker i sin forkyndelse. Vi kan gøre det samme, for eksempel ved at sætte os tilstrækkeligt ind i de lokale religioner og kulturer til at vi kan hjælpe folk. — 1 Korinther 9:19-23.

9. Hvorfor bør en ældste ikke insistere på altid at behandle problemer på samme måde som han hidtil har gjort?

⁹ Efterhånden som de sidste dage bliver stadig mere kritiske, må hyrder også tilpasse sig de forvirrende, indviklede og ubehagelige problemer hjorden i vor tid kommer ud for. (2 Timoteus 3:1) Til jer ældste vil vi derfor gerne sige: Vær ikke usmidige! En ældste vil ikke insistere på at tage sig af problemerne på samme måde som han altid har gjort, hvis hans metoder ikke længere er virkningsfulde, eller hvis „den trofaste og kloge træl“ har fundet det på sin plads at udgive nyt stof om de aktuelle emner. (Mattæus 24:45; jævnfør Prædikeren 7:10; Første Korintherbrev 7:31.) En trofast ældste forsøgte i al oprigtighed at hjælpe en deprimeret søster der havde et stort behov for at nogen ville lytte til hende. Men han var tilbøjelig til at forklejne hendes depression og kom med overforenklede forslag til hvad hun kunne gøre. Men så udgav Vagttårnsselskabet nogle bibelske oplysninger der netop omhandlede hendes problem. Ældstebroderen sikrede sig at han fik talt med hende igen, og denne gang gjorde han brug af det nye materiale og viste hende empati. (Jævnfør Første Thessalonikerbrev 5:14, 15.) Et godt eksempel på hvordan man viser rimelighed.

10. (a) Hvordan bør ældste vise villighed til at give efter over for hinanden i ældsterådet? (b) Hvordan bør ældsterådet betragte dem der er urimelige?

¹⁰ Ældste må også være parate til at bøje af i deres indbyrdes forhold. Når ældsterådet mødes er det vigtigt at det ikke er én ældste der dominerer mødet! (Lukas 9:48) Især den der præsiderer må være opmærksom på dette. Og hvis en eller to ældste ikke er enige med det øvrige ældsteråd, vil de ikke insistere på at få deres vilje. Så længe der ikke er tale om at man overtræder et bibelsk princip, vil de give efter og huske på at det er et krav til ældste at de viser rimelighed. (1 Timoteus 3:2, 3) Ældsterådet bør også huske at Paulus revsede Korinthermenigheden fordi den ’fandt sig i ufornuftige’ personer der førte sig frem som „overmåde store apostle“. (2 Korinther 11:5, 19, 20) De bør være villige til at vejlede en medældste som optræder på en stædig og urimelig facon, men de bør gøre det med mildhed og venlighed. — Galaterne 6:1.

Udøv myndighed med rimelighed

11. Hvilken kontrast var der mellem den måde hvorpå jødernes religiøse ledere på Jesu tid udøvede myndighed, og den måde Jesus gjorde det på?

¹¹ Da Jesus vandrede på jorden kom hans rimelighed klart til udtryk i den måde hvorpå han udøvede sin gudgivne myndighed. Derved adskilte han sig i høj grad fra datidens religiøse ledere. Lad os belyse det med et eksempel. Guds lov befalede at man ikke måtte udføre arbejde på sabbatten, ikke engang indsamle brænde. (2 Mosebog 20:10; 4 Mosebog 15:32-36) De religiøse ledere ønskede at bestemme hvordan folk skulle overholde denne lov. De påtog sig derfor at afgøre nøjagtig hvor meget man måtte løfte på en sabbat, og de bestemte at man ikke måtte løfte noget der var tungere end to tørrede figner. De forbød endog at man gik i sandaler hvor sålen var fastgjort med søm, eftersom de hævdede at det at løfte den ekstra vægt af sømmene ville være det samme som at arbejde. Det siges at rabbinerne alt i alt føjede 39 regler til Guds lov om sabbatten og derefter lavede utallige tilføjelser til disse regler. Jesus, derimod, forsøgte ikke at styre andre ved at give dem skyldkomplekser, pålægge dem et væld af restriktive regler eller opstille strenge og uigennemførlige normer. — Mattæus 23:2-4; Johannes 7:47-49.

12. Hvorfor kan vi sige at Jesus ikke fraveg Jehovas retfærdige normer?

¹² Men vil det sige at Jesus ikke resolut håndhævede Guds retfærdige normer? Nej, for det gjorde han. Han forstod at love er mest virkningsfulde når man tager principperne bag dem til hjerte. Farisæerne lod sig helt opsluge af at forsøge at styre folk ved at pålægge dem mangfoldige regler, hvorimod Jesus søgte at nå deres hjerte. Han vidste for eksempel udmærket at det er en ufravigelig lov fra Gud der kommer til udtryk i budet: „Flygt fra utugt.“ (1 Korinther 6:18) Jesus advarede derfor folk mod endog at tænke på noget der kunne føre til umoralitet. (Mattæus 5:28) En sådan undervisning krævede langt større visdom og skelneevne end blot det at opstille strenge og rigoristiske regler.

13. (a) Hvorfor bør ældste undgå at opstille ufravigelige love og regler? (b) På hvilke områder er det vigtigt at respektere den enkeltes samvittighed?

¹³ I dag er ansvarshavende brødre også interesserede i at nå ind til hjertet. De vil derfor undgå at opstille vilkårlige, usmidige regler eller gøre deres personlige synspunkter og meninger til lov. (Jævnfør Daniel 6:7-16.) Fra tid til anden kan det være betimeligt og på sin plads med venlige påmindelser angående soignering og påklædning, men en ældste kan få ry for at være urimelig hvis han evig og altid snakker om dette eller forsøger at påtvinge andre noget der i realiteten blot er hans personlige smag. Ja, alle i menigheden bør undgå at forsøge at spille herrer over andre. — Jævnfør Andet Korintherbrev 1:24; Filipperbrevet 2:12.

14. Hvordan viste Jesus at han var rimelig hvad angik det han forventede af andre?

¹⁴ Ældste gør også vel i at ransage sig selv på et andet område ved at spørge: ’Er jeg rimelig hvad angår mine forventninger til andre?’ Det var Jesus så afgjort. Han viste hele tiden sine disciple at han ikke forventede mere af dem end en helhjertet indsats, og at han satte stor pris på det de gjorde. Han roste den fattige enke da hun gav nogle mønter af ringe værdi. (Markus 12:42, 43) Han irettesatte desuden sine disciple da de kritiserede Maria for at give et stort bidrag, og sagde til dem: „Lad hende være. . . . Hun har gjort hvad hun kunne.“ (Markus 14:6, 8) Han udviste rimelighed, selv når hans disciple svigtede ham. Da han for eksempel opfordrede sine tre nærmeste apostle til at holde sig vågne og våge sammen med ham den nat han blev arresteret, skuffede de ham ved gentagne gange at falde i søvn. Men alligevel sagde han meget forstående: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ — Markus 14:34-38.

15, 16. (a) Hvorfor bør ældste omhyggeligt undgå at presse hjorden eller hundse med den? (b) Hvordan måtte en trofast søster ændre indstilling hvad angik det hun forventede af andre?

¹⁵ Jesus opmuntrede ganske vist sine disciple til at ’kæmpe energisk’. (Lukas 13:24) Men han pressede dem aldrig til det. Han virkede inspirerende på dem, førte an, satte eksemplet og søgte at nå deres hjerte. Han stolede på at Jehovas ånd nok skulle udvirke resten. Ældste i dag bør ligeledes opmuntre hjordens medlemmer til at tjene Jehova af hele deres hjerte, men samtidig undgå at skamme dem ud eller få dem til at bebrejde sig selv ved at lade dem forstå at det de i øjeblikket gør i tjenesten for Jehova er utilstrækkeligt eller uacceptabelt. Hvis man hele tiden strengt siger: „Gør mere! Gør mere! Gør mere!“ kan det tage modet fra dem der gør alt hvad de kan. Hvor ville det være sørgeligt hvis en ældste fik ry for at være ’vanskelig at behage’. En sådan adfærd vil afgjort ikke kunne betegnes som rimelig! — 1 Peter 2:18.

¹⁶ Vi bør alle være rimelige hvad angår det vi forventer af andre. Efter at en søster og hendes mand har forladt deres missionærdistrikt for at tage sig af hendes syge moder, har hun skrevet: „Tiderne er meget vanskelige for os forkyndere i menighederne. I kreds- og områdetjenesten var vi forskånede for en stor del af dette pres, men nu er vi pludselig blevet os det smerteligt bevidst. Jeg plejede for eksempel altid at sige til mig selv: ’Hvorfor tilbyder den søster ikke månedens tilbud? Læser hun ikke Rigets Tjeneste?’ Nu ved jeg hvorfor. For nogle er det flot at de i det hele taget kommer ud [i forkyndelsen].“ Nej, det er langt bedre at rose vennerne for det de præsterer, frem for at fordømme dem for det de ikke gør.

17. Hvordan satte Jesus et eksempel for os med hensyn til at være rimelig?

¹⁷ Lad os betragte et sidste eksempel der viser at Jesus udøver sin myndighed med rimelighed. Ligesom sin Fader vogter Jesus ikke skinsygt over sin myndighed. Han er et mesterligt eksempel i hvordan man uddelegerer opgaver, eftersom han har sat sin trofaste trælleskare „over alt hvad han ejer“ her på jorden. (Mattæus 24:45-47) Han er heller ikke bange for at lytte til andres idéer. Han spurgte ofte sine tilhørere: „Hvad mener I?“ (Mattæus 17:25; 18:12; 21:28; 22:42) Sådan burde det også være i dag blandt alle Kristi disciple. Uanset hvor stor myndighed man har fået betroet, bør man være villig til at lytte til andre. Det gælder både forældre, ægtemænd og ældste.

18. (a) Hvordan kan vi finde ud af om vi har ry for at være rimelige? (b) Hvad bør vi alle beslutte os for?

¹⁸ Der er ingen tvivl om at vi alle ønsker at ’være kendt for at være rimelige’. (Filipperne 4:5, Phillips) Men hvordan kan vi vide om vi har et sådant omdømme? Da Jesus ønskede at vide hvad folk sagde om ham, spurgte han nogle af sine nære venner. (Mattæus 16:13) Hvorfor ikke følge hans eksempel? Man kan spørge en som man ved vil sige sin ærlige mening, om man er kendt for at være rimelig og villig til at bøje af. Der er afgjort meget vi alle kan arbejde på for bedre at efterligne det fuldkomne eksempel Jesus satte med hensyn til at vise rimelighed. Hvis vi har fået overdraget myndighed, lad os da altid efterligne det eksempel Jehova og Jesus har sat, ved at udøve den med rimelighed og altid være parate til at tilgive og bøje af når det er på sin plads. Ja, lad os alle bestræbe os for at „være rimelige“. — Titus 3:2.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

◻ Hvorfor bør kristne ønske at være rimelige?

◻ Hvordan kan ældste efterligne Jesus med hensyn til at være rede til at tilgive?

◻ Hvorfor bør vi bestræbe os for ligesom Jesus at være fleksible?

◻ Hvordan kan vi vise rimelighed i den måde vi udøver myndighed på?

◻ Hvordan kan vi ransage os selv for at finde ud af om vi er rimelige?

[Illustration på side 15]

Jesus tilgav ufortøvet Peter

[Illustration på side 16]

Da en kvinde viste tro ud over det almindelige, indså Jesus at det ikke var tiden at håndhæve en generel regel

[Illustrationer på side 18]

Forældre: Lyt!

Ægtemænd: Lyt!

Ældste: Lyt!