Jeg har tjent med den mest fremadskridende organisation der findes
FORTALT AF ROBERT HATZFELD
I dag forundres ingen over at man blot med et enkelt tryk på en fjernbetjening kan se levende billeder i farver på sin fjernsynsskærm. Men sådan var det ikke da jeg var dreng. Jeg husker tydeligt at jeg som 12-årig gjorde store øjne da jeg så billeder af en mand på et filmlærred; han var større end i virkeligheden, og han talte!
ÅRET var 1915, i de sort-hvide stumfilms første dage, og for mig var dette lidt af et mirakel. En statelig, skægget mand viste sig på lærredet, og sagde: „IBSA, International Bible Students Association (International Forening for Bibelstudium) præsenterer Skabelsens Fotodrama.“ I de følgende to timer blev Bibelens historie oprullet for vore øjne. Filmens bibelske budskab var tydeligt og forfriskende. Men det var selve filmen, farvelysbillederne og den synkroniserede tale der virkelig fangede min opmærksomhed.
Dengang var jeg ikke klar over at min begejstring for denne milepæl inden for det teknologiske område skulle blive optakten til en livslang løbebane med den mest fremadskridende organisation der findes på jorden.
Min tidlige ungdom
I 1891 flyttede min fader fra Dillenburg i Tyskland og bosatte sig i Allegheny i Pennsylvanien i USA, hvor der var en tysk befolkningsgruppe. Senere mødte han en pige fra en tysk familie og giftede sig med hende. Jeg blev født den 7. juli 1903, og lærte at tale både tysk og engelsk. Lige inden den første verdenskrig brød ud i 1914, kostede en tuberkuloseepidemi begge mine forældre livet og gjorde mig forældreløs. Omkring samme tid døde min bedstefader af et hjerteslag.
Min tante, Minna Boemer, tog mig kærligt til sig. „Jeg har fem unger,“ sagde hun. „Én til gør vel ingen ulykke.“ Jeg savnede mine forældre, men tante Minna gav mig et godt hjem at vokse op i.
Min tante havde gennem flere år været medlem af Allegheny Menighed af Bibelstudenter (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt). Før 1909 tilhørte broder C. T. Russell, den daværende præsident for Vagttårnsselskabet, samme menighed. Tante Minna tog mig med til møderne. Vores familie havde ikke et fælles bibelstudium og gik heller ikke i forkyndelsen sammen, men vi talte uformelt med folk vi kendte om alt det vi havde hørt ved møderne.
Det var i denne periode at „Fotodramaet“ gjorde et kolossalt indtryk på mig. Eftersom mekanik var min store interesse, var jeg meget betaget af de nye fototeknikker, synkroniseringen af lyd og billede og de tidsforkortede optagelser. Det var fascinerende at følge hvordan en blomst folder sig ud!
Det voldte os stor sorg da vi i 1916 hørte at broder Russell var død. Eftersom vi boede i Allegheny overværede vi hans begravelse fra Carnegie Hall. Det var her broder Russell havde debatteret med E. L. Eaton i 1903. Jeg fik fortalt flere beretninger om denne episkopale metodistpræst der udfordrede C. T. Russell i debatter der strakte sig over seks dage. Præsten håbede at kunne miskreditere broder Russells bibelkundskab. Men nej, efter sigende vendte Russell i stedet „brandslangen mod helvede“. Sara Kaelin, en velkendt kolportør i Pittsburgh, kendte ægteparret Russell personligt. Ved begravelsen så hun Maria Russell lægge nogle blomster på kisten med følgende kort: „Til min elskede mand.“ Maria havde ladet sig separere nogle år tidligere, men hun betragtede ham stadig som sin mand.
Som årene gik fik jeg mange muligheder for at opnå tekniske færdigheder som jeg kunne bruge i min fremtidige karriere. Min onkel, som var min værge, var byggeentreprenør. I mine skoleferier satte han mig til at arbejde sammen med sine elektrikere, der skulle lægge elektricitet ind i boligkomplekser i stedet for gas. I 1918 byggede eleverne på min skole amatørradiotelegrafudstyr. Vi mødtes om aftenen for at studere emnet og udføre forsøg med elektricitet og magnetisme ude i det fri. I 1926 besluttede en ven og jeg at forfølge vor drøm fra drengeårene — at arbejde på skibe og se hele verden. Vi søgte derfor ind på en skole for radiotelegrafister.
Et nyt liv på Betel
Telegrafistskolen lå i New York City, så jeg måtte rejse over floden for at komme til Bibelstudenternes møder i Brooklyn. Disse møder blev holdt i et lejet auditorium i et gammelt frimurertempel, Masonic Temple. Dengang var der kun én menighed i hele New York-området. Da brødrene på Betel (Bibelstudenternes hovedkontor og hjem) hørte at jeg læste for at få autorisation som radiotelegrafist, sagde de: „Hvorfor tage på havet? Vi har en radiostation lige her og har brug for en telegrafist.“ De spurgte om jeg ville komme hen på kontoret til en samtale. Det eneste jeg kendte til Betel var at det var hovedkontor for Bibelstudenterne.
Brødrene talte med mig og anbefalede at jeg gjorde min uddannelse færdig, fik autorisationen og derefter kom på Betel. Jeg afsluttede min uddannelse og pakkede mine få ting. Og i stedet for at gå om bord på et skib med kurs mod det åbne hav, steg jeg på et undergrundstog med kurs mod Betel. Jeg havde indviet mig til Jehova og havde deltaget i forkyndelsen i årevis, men jeg blev først døbt i december 1926 — to uger efter at jeg kom på Betel. Det var ikke usædvanligt dengang.
Med sine 150 medlemmer var Betel overfyldt. Der boede fire brødre i hvert værelse. Jeg lærte hurtigt de fleste at kende, eftersom vi spiste, arbejdede og boede i den samme bygning. Naturligvis hørte vi også alle til den samme — og eneste — menighed i New York City. Det nye betelhjem i Columbia Heights 124 stod færdigt i 1927. Nu var det kun nødvendigt at der boede to medarbejdere i hvert værelse.
Det nye trykkeri i Adams Street 117 blev også indviet i 1927. Jeg hjalp med at flytte udstyret fra det gamle trykkeri på Concord Street 55. Jeg arbejdede med alle de elektriske installationer, blandt andet radioudstyr, elevatorer, trykkemaskiner, vaskeriudstyr og oliefyr.
Betel var imidlertid mere og andet end et trykkeri. Bag hver eneste bog, hvert eneste blad og hver eneste traktat stod en ydmyg gruppe af flittige arbejdere. De var ikke ude på at skabe sig et navn i verden, men ønskede blot at udføre Herrens arbejde — og det var der rigeligt af!
Samvær med broder Rutherford
Jeg nød den forret at arbejde sammen med Joseph F. Rutherford, Selskabets anden præsident. Han var en stor mand, over 180 centimeter høj, kraftigt bygget uden dog at være tyk. Mange af de unge brødre på Betel var lidt bange for ham indtil de lærte ham at kende. Han studerede altid og udarbejdede artikler.
Broder Rutherford havde også humoristisk sans. Men et par ældre søstre i betelfamilien som havde været på Betel siden broder Russells tid, var ret stramtandede og mente at det var upassende at le højt når noget var morsomt. Nogle gange ved middagsbordet skete det at broder Rutherford fortalte en historie som fik alle til at le, til stor irritation for disse to søstre. Ofte drøftede han imidlertid også alvorlige bibelske emner ved bordet.
Broder Rutherford var en god kok og kunne lide at lave mad til sine venner. Engang kom kokkene på Betel til at splintre nogle kyllingeben da de skar kyllinger ud. Med sine lange skridt gik han ud i køkkenet og viste dem hvordan man skulle partere en kylling. Han kunne ikke lide at der var splinter i maden!
Jeg var ofte sammen med broder Rutherford under afslappende forhold, som for eksempel på vor radiostation, WBBR, eller i hans studieværelse på Staten Island. Han var en meget venlig mand der levede efter det han prædikede. Han forventede intet af andre som han ikke selv levede op til. I modsætning til ansvarlige personer inden for mange andre trossamfund, befandt broder Rutherford sig på et meget højt moralsk og åndeligt stade. Han levede tydeligvis for Jehovas rige.
Vanskelige økonomiske tider
Få år efter at jeg kom på Betel brød den store depression ud i verden. Finansmarkedet brød sammen, såvel som priserne på dagligvarer. Der var stor arbejdsløshed, og folk havde kun begrænsede midler at leve for. Betel fungerede ved hjælp af frivillige bidrag, og Jehova sørgede altid for at der var midler nok til at fortsætte arbejdet. Hver dag var der mad på bordet, selv om det ikke altid var vore livretter. Vi levede så enkelt som muligt, og brødrene uden for Betel hjalp os så godt de kunne.
I 1932 døde broder Robert Martin, som trofast havde været tilsynsmand for trykkeriet. I hans sted udnævnte man en dygtig ung mand på 27 år ved navn Nathan Knorr. Jeg mindes ikke nogen der havde svært ved at acceptere ham som trykkeritilsynsmand. Andre trofaste brødre, deriblandt John Kurzen, George Kelly, Doug Galbraith, Ralph Leffler og Ed Becker — alle mine kære medarbejdere — anvendte villigt deres arbejdskraft og dygtighed i Rigets gerning. — Jævnfør Anden Mosebog 35:34, 35.
Arbejdet på radiostationen
Organisationen var helt igennem viet til at udbrede den gode nyhed med alle til rådighed stående midler. Hele verden måtte høre om Riget, men vi var jo kun nogle få tusind. Efter den første verdenskrig befandt radioteknologien sig i sin spæde barndom. Men kloge brødre mente at dette kommunikationsmiddel var en gave fra Jehova på den tid. I 1923 begyndte man derfor at opbygge radiostationen WBBR på Staten Island, en af New York Citys fem bykommuner.
I perioder var jeg den eneste operatør på vor station. Jeg boede på Staten Island men måtte undertiden tage den tre timer lange sejl- og togtur til trykkeriet i Brooklyn for at arbejde dér som elektriker og mekaniker. For at gøre vor radiostation helt selvforsynende, installerede vi et dieseldrevet generatoranlæg. På Staten Island havde vi også vore egne vandbrønde og en have der kunne forsyne både den lille stab af medarbejdere på Staten Island og betelfamilien i Brooklyn med fødevarer.
Indtil vi fik mere hjælp på radiostationen havde jeg ikke meget tid til at gå til møde og deltage i tjenesten på arbejdsmarken. Der var hverken tid til selskabelighed eller weekendture, kun den årlige ferie. Én spurgte mig engang: „Spekulerede du aldrig på at forlade Betel i betragtning af din krævende tidsplan?“ Til dette kunne jeg helt ærligt svare nej. Det har været en forret og glæde at leve og arbejde sammen med så mange hengivne brødre og søstre. Og der var altid arbejde der ventede på en, og nye projekter at tage fat på.
Vi producerede og udsendte gribende radiohørespil. Vi havde ingen optagelser med specialeffekter og måtte derfor selv finde på noget. Vi fremstillede en maskine der kunne genskabe lyden af en let brise eller et rasende uvejr. Lyden af halve kokosnøddeskaller der blev slået mod polstrede planker gjorde det ud for stampende hestehove på en brolagt vej. Bag hvert hørespil lå der et stort arbejde. Men de faldt i folks smag. På den tid havde man kun lidt adspredelse og mange sad derfor og lyttede opmærksomt til programmet.
I 1920’erne og først i 30’erne skrev Selskabet radiohistorie, idet de gentagne gange sammenkoblede det største net af telefonledninger der nogen sinde havde været anvendt til radiotransmission. Rigets nyhed nåede således millioner af mennesker i hele verden.
Grammofonen
Midt i 1930’erne og først i 40’erne tegnede og byggede vi grammofoner og andet lydudstyr. Med en specialdrejebænk skar vi originalplader ud af spejlglatte bivoksskiver. For at sikre at originalpladerne var fejlfri blev hver eneste nøje undersøgt under et mikroskop. Hvis der bare var den mindste defekt måtte vi begynde forfra med optagelserne og skære en ny plade ud. Vi sendte bivokspladen til et pladefirma, der fremstillede grammofonpladerne for os.
En spændende begivenhed jeg husker var broder Rutherfords foredrag i 1933 med temaet: „Det hellige års indflydelse på fred og fremgang.“ Paven havde udråbt året til „et helligt år“, og via radioen og grammofonen afslørede vi at dette år ikke ville føre noget helligt med sig. Det viste sig også at Hitler, godt støttet af den katolske kirke, tiltog sig magten dette år, og dermed forsvandt ethvert håb om fred.
I De Forenede Stater blev organisationen Katolsk Aktion dannet med det formål at virke som kirkens håndlanger. De placerede deres egne mænd i redaktionsbestyrelser på de større aviser, tidsskrifter og bogforlag. De gik ind i politik og truede med at boykotte enhver radiostation der udsendte vore bibelske foredrag. Mange forkyndere blev overfaldet af grupper af Katolsk Aktion, især i nærheden af New Jersey. Ja, det var stormfulde tider!
Glædeligt arbejde i marken
På grund af det voksende antal forkyndere af Riget midt i 50’erne kunne man nå ud til mange flere mennesker på deres bopæl. Denne metode viste sig at være langt mere effektiv end radioen når det gjaldt om at lære enkeltpersoner sandheden fra Bibelen at kende. I 1957 besluttede man derfor at sælge WBBR og bruge midlerne til at sende flere missionærer ud til andre lande.
I 1955 blev jeg tilsluttet Bedford menighed i Brooklyn, hvor jeg regelmæssigt ledede vagttårnsstudiet. Selskabet sendte mig også ud som rejsende taler i Pennsylvanien, Connecticut, New Jersey og den nordlige del af staten New York. Da jeg kom til at høre til Bedford menighed, sagde jeg til mig selv: ’Jeg er over 50 år, så jeg må hellere være med i tjenesten så meget som muligt mens jeg kan. Senere får jeg måske lumbago og kan ikke nyde tjenesten så meget.’
Efter at have arbejdet alle disse år som tekniker og sået Rigets sæd via radioen, var det en stor glæde at kunne plante og vande Bibelens sandhedskorn ude i selve marken. Jeg nød virkelig at arbejde sammen med menigheden. Forskellige familier tog mig til sig, og jeg følte mig hurtigt som en del af dem. Nogle af de små børn er nu blevet voksne, men de kalder mig stadig bedstefader. I 30 år havde vi en god tid sammen i tjenesten på arbejdsmarken, indtil jeg fik problemer med mine ben og ikke kunne gå op ad trapper eller tage undergrundsbanen. I 1985 blev jeg tilsluttet Brooklyn Heights menighed, som mødes på Betel.
Jehovas organisation har oplevet stor vækst. Når jeg har overværet de store stævner Jehovas Vidner har holdt i fjerne lande, har jeg personligt haft den forret at se hvordan Jehova har velsignet arbejdet i disse fremmede distrikter. Så det lykkedes mig altså alligevel at få set verden! Det begyndte i 1950’erne hvor nogle af os betelmedarbejdere besøgte London, Paris, Rom, Nürnberg og København. Vi rejste med båd, tog og ombyggede bombefly. Det var naturskønne oplevelser, men det mest spændende syn var skarerne af hjertelige, imødekommende brødre. Senere bragte rejser os til Orienten og til Vesteuropa igen, og for nylig til Østeuropa. De pragtfulde stævner i Polen, Tyskland og Tjekkoslovakiet var overvældende. Det er helt utroligt som vor teokratiske familie er vokset siden jeg blev en del af den!
Guds ledelse
Hvad der i begyndelsen så ud til at være små organisationsmæssige justeringer, viste sig senere at blive store fremskridt. Da vi arbejdede på nye projekter, der jo kun var redskaber som skulle hjælpe os i forkyndelsesarbejdet, havde ingen af os forudset den kolossale vækst vi senere har været vidne til. Vi gik fremad i tro, idet vi lod os lede af Jehova.
Denne fremadskridende organisation har aldrig været bange for at gøre brug af den nyeste teknik eller for selv at udvikle udstyr til brug i det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Hus-til-hus-arbejde, sammenkobling af radiostationer, grammofonforkyndelse og et program til at lede bibelstudier i folks hjem, er blandt de metoder der har været anvendt for at fremme Rigets udbredelse. Det var lidt af en bedrift da vi i sin tid oprettede vort eget trykkeri, og det samme kan siges om det computerstyrede fotosatssystem og offsettrykningen på mange sprog som i dag er taget i brug. Vagttårnets Bibelskole Gilead, den teokratiske skole og faste tilbagevendende stævner har alle været medvirkende til at bringe Jehova Gud og hans søn ære. Jeg betragter det som en stor forret at jeg personligt har kunnet iagttage og være med til alle disse forskellige ting.
Det står tydeligt for mig at Jehova leder sin jordiske organisation med sin ånd og at den modtager vejledning om hvad der skal gøres og hvordan det skal gøres. Hele hans universelle organisation, både den synlige og den usynlige del, arbejder sammen.
Jeg har aldrig fortrudt at jeg som ung mand opgav mine planer om at besejle verdenshavene. For de mest spændende og meningsfulde begivenheder i verden foregår inden for Jehovas organisation! Min rejse på vejen mod „kaldet opad“ er blevet markeret med mange, mange glæder og velsignelser — og ingen fortrydelser. — Filipperne 3:13, 14.
Jeg siger altid til de unge at de skal huske 1914. Det vil altså sige Salme 19:14, hvor der står: „Måtte det min mund siger og det mit hjerte grunder over, have din godkendelse, Jehova, min Klippe og min Genløser.“ Vi ønsker at behage Jehova i alt og beder som David: „Gør dine veje kendt for mig, Jehova; lær mig dine stier. Få mig til at vandre efter din sandhed og lær mig, for du er min frelses Gud. Til dig har jeg sat mit håb dagen lang.“ (Salme 25:4, 5) Der er en dyb sandhed i disse ord. At tage dem til hjerte kan hjælpe os til at holde os på det rigtige spor, at gå i den rigtige retning, i trit med Jehovas fremadskridende organisation.
[Illustration på side 23]
Broder Rutherford kunne lide at lave mad til sine venner
[Illustration på side 25]
Robert Hatzfeld i kontrolrummet på radiostationen WBBR
[Illustration på side 26]
Et billede af broder Hatzfeld i dag