Hvordan den golde kyst begyndte at bære frugt

FORTALT AF ARTHUR MELIN

Det var en klar forårsdag i 1930. Jeg stod på en havnekaj i byen Prince Rupert i British Columbia i Canada og kiggede ned på en båd der lå på den tørre havbund. Undrende spurgte jeg mig selv: ’Hvor er alt vandet blevet af?’ Det var første gang jeg så hvor stor forskel der kan være på flod og ebbe her ved Canadas vestkyst. Vandstanden kan falde op til syv meter på kun seks timer. Men hvordan var en bondedreng inde fra prærien kommet helt ud til Stillehavskysten?

JEG var heltidsforkynder for Jehovas Vidner, og var nu blevet indbudt til at få en endnu større forret — at blive besætningsmedlem på båden Charmian. Vores opgave var at rejse langs den utilgængelige vestkyst fra Vancouver og helt op til Alaska, som de første forkyndere af Guds rige. Staten British Columbias kyst var umådelig lang, og der var ingen aktive Jehovas vidner. Den eneste undtagelse var en lille gruppe forkyndere i byen Prince Rupert.

Jeg var ivrig efter at komme i gang. Så snart jeg var stået af toget, gik jeg ned til havnen for at se båden Charmian og hilse på besætningen, Arne og Christina Barstad. Der var ingen på båden, så jeg gik min vej. Da jeg senere på dagen vendte tilbage, var det at jeg fik mit chok: Det så ud som om hele havet var ved at tørre ud!

Men hvordan var jeg nået frem til at få den spændende opgave?

Min åndelige arv

Allerede hjemme på Albertas store sletter blev jeg interesseret i åndelige anliggender. Min far havde engang fundet en traktat som var skrevet af Charles Taze Russell fra Zion’s Watch Tower Tract Society. Den forandrede hans liv totalt. Han begyndte at prædike for sine naboer, selv om han havde nok at gøre med at passe farmen i Calmar i Alberta. Det skete i begyndelsen af 1890’erne, altså for hundrede år siden.

Det var i dette gudfrygtige hjem, i en svensk koloni, jeg blev født den 20. februar 1905, som den ottende af en flok der kom op på ti søskende. Min far, såvel som andre svenskere, sluttede sig til Bibelstudenterne. Senere byggede de selv en mødesal, det vi senere har kaldt en rigssal. Det blev en af Canadas første.

Arbejdet på farmen forhindrede os aldrig i at komme til de kristne møder. Her var der undertiden besøg af talere fra Vagttårnsselskabet, og deres foredrag indgav mig et stærkt ønske om at være med til at forkynde. Jeg er glad for at kunne sige at næsten alle i vores familie trofast har vandret i lyset fra Guds ord.

Med i forkyndelsen

I begyndelsen af 1920’erne fik jeg min første opgave i forkyndelsen. Jeg skulle gå fra dør til dør i byen Edmonton og uddele indbydelser til et offentligt foredrag. Da jeg stod dér alene, lærte jeg noget værdifuldt: Stol på Jehova. (Ordsprogene 3:5, 6) Med Jehovas hjælp gennemførte jeg det jeg skulle — og hvor var jeg glad!

Efterhånden som forståelsen af Jehovas sandhedsord voksede, fik jeg også større tillid til hans synlige organisation og hans trofaste og kloge træl. Jeg sagde farvel til kristenhedens mange skikke, såsom jule- og fødselsdagsfester. Min personlige frelse var ikke længere det vigtigste; i stedet fik forkyndergerningen den plads der tilkommer den. Alt dette fik en gennemgribende indvirkning på mit liv. Den 23. april 1923 symboliserede jeg min indvielse til Jehova, og kort efter gjorde jeg heltidsforkyndelsen til mit mål.

Når vi var ude at forkynde på prærien om vinteren, kørte vi rundt i hestetrukken slæde. En temperatur på mere end 15 graders frost var almindelig. Vi havde også en tjeneste vi kaldte „house-car work“; man kørte rundt i en særligt indrettet husvogn, der var meget praktisk til forkyndelse på den canadiske præries store, åbne vidder. Engang var jeg med i 14 dage i denne tjeneste. Selv om vejret var hårdt, afstandene store, og pengene små, lykkedes det mig over en periode på tre år dér i Alberta at være pioner mange gange, indtil den mindeværdige dag da jeg blev indbudt til at være med i forkyndelsen langs vestkysten. Opfordringen kom bag på mig, for jeg kendte intet til havet og havde ikke begreb om sejlads.

Men da jeg endelig var ankommet til Prince Rupert varede det ikke længe før jeg følte mig hjemme sammen med mine nye medforkyndere på båden. Broder Barstad var en garvet sømand, der havde levet af at fiske i mange år. Nu fulgte seks år med flittig forkyndelse. Vi gennempløjede farvandet langs British Columbia lige fra Vancouver til Alaska. Her lærte jeg igen noget: Tag altid imod en opgave fra Jehova. Hold dig aldrig tilbage.

Fra havn til havn med sandhedens sæd

Det første sted vi lagde til dengang i foråret 1930, var Ketchikan i Alaska, hvor vi tog 60 kartoner med bøger og blade med om bord. Vi tilbragte nogle uger med at besøge folk i Ketchikan og derefter i spredte byer og anløbssteder langs havet, såsom Wrangell, Petersburg, Juneau, Skagway, Haines og Sitka. Derefter gennemarbejdede vi hele British Columbias kyst, så vi var færdige før sommeren var forbi. Vi kom til øde beliggende skovhuggerlejre, primitive fiskefabrikker, indianerlandsbyer, og bortgemte kolonier af nybyggere, pelsjægere og så videre. Det kunne somme tider være svært at slippe af sted fra en ensom fyrmester, der var henrykt for at have nogen at snakke med.

Senere forsynede Selskabet os med grammofoner og indspilninger af bibelske foredrag. Dem tog vi med os, foruden bøger, bibler og blade. Vi måtte ofte bære dem i favnen mens vi sprang fra sten til sten når vi gik i land. Når det var ebbe, og vi skulle i land på en havnekaj højt oppe over os, måtte vi ofte slæbe tingene mens vi klatrede op ad en usikker rebstige. Jeg var taknemmelig for at jeg var i god form efter at være vokset op på en præriefarm!

På båden havde vi et højttalersystem der var meget effektivt som redskab til at lade budskabet lyde. Når vi afspillede et grammofonforedrag kunne vandspejlet bære lyden flere kilometer væk. Engang ankrede vi op i en lille vig på Vancouver Island og spillede et foredrag. Dagen efter hørte vi folk der boede inde på øen sige: „I går blev der prædiket til os direkte ned fra himmelen!“

En anden gang var der et ældre ægtepar der erklærede at de havde hørt musik der kom ned gennem deres skorsten. Da de gik udenfor hørte de ingenting. Men da de kom ind i huset igen, hørte de nogen tale! Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, vi var netop ved at skifte plade mens de var udenfor. Sagen var at vi plejede at begynde med lidt musik for at vække opmærksomhed, inden vi gik over til at spille et foredrag.

Ved en anden lejlighed var vi ankret op ved en ø hvor der var en indianerlandsby, og to indianerdrenge roede ud i kano for at se hvor stemmerne kom fra. Nogle på øen havde troet at det var de døde der var kommet til live igen!

Når vi kom til en afsidesliggende fiskekonservesfabrik, var det meget almindeligt at vi afsatte hundrede bøger på en dag. Folkene dér havde god tid til at tænke over åndelige spørgsmål. Mange fra disse isolerede steder blev Jehovas vidner. Når vi senere kom der, glædede vi os altid til den fælles opmuntring. — Romerne 1:12.

Jeg fortsætter — med en ægtefælle

I 1931 giftede jeg mig med Christina Barstads søster, Anna. Vi fortsatte sammen som pionerer på båden og fik mange skønne oplevelser i årenes løb. Hvaler, søløver, sæler, marsvin, hjorte, bjørne og ørne var vore følgesvende, når vi sejlede langs kysten med dens mange hyggelige bugter og udsigt til stolte bjergtoppe, eller når vi vandrede i skovene med cedertræer, fyrretræer og de kæmpestore Douglas-fyrre. Vi har flere gange hjulpet et udmattet rensdyr der sammen med en kalv havde prøvet at svømme over et sund med stærk strøm for at slippe væk fra et rovdyr.

En eftermiddag så vi en havørn der fløj lavt hen over vandet med en kæmpestor laks i kløerne. Ørnen havde ikke kræfter til at løfte fisken helt op af vandet, så den var ved at bugsere den ind på land. Frank Franske, der hørte til vores besætning, så mulighederne, og løb hen langs stranden. Han mødte den trætte ørn og fik den til at opgive sit bytte. Pionererne fik en herlig middag, og ørnen måtte nødtvungent lære at den ikke kunne beholde alting.

På en lille ø nord for Vancouver Island var der et ægtepar ved navn Thuot som tog imod sandheden. Han var en stærk, selvstændig type, kunne ikke læse — og var midt i halvfemserne! Hun var midt i firserne. Men da manden hørte om sandheden, blev han så begejstret at han ydmygede sig og bad sin kone om at lære ham at læse. Og snart kunne han selv læse både Bibelen og Selskabets bøger. Knap tre år efter havde jeg den glæde at døbe dem begge to uden for deres afsidesliggende hjem. Vi fyldte vores robåd med vand og brugte den som dåbsbassin!

Vi havde også den glæde at se familien Sallis i Powell River tage imod budskabet om Riget. Walter læste brochuren War or Peace — Which? (Krig eller Fred?) og forstod straks at det var sandheden. Det varede ikke længe inden Walter og hele hans familie var pionerer i Vancouver, hvor vi plejede at fortøje Charmian vinteren over. Walter var nidkær, og han blev meget afholdt blandt vennerne i hele Vancouver-området. Han fuldførte sit jordiske livsløb i 1976 og efterlod en stor familie der alle var Jehovas vidner.

Modstand overvindes

I indianernes landsbyer var der kirker hvis præster ofte modarbejdede os; de betragtede os som krybskytter der sneg sig ind på deres enemærker. I Port Simpson forlangte præsten at landsbyens høvding skulle forbyde os at besøge beboerne. Vi gik selv hen til høvdingen og spurgte om han mente præsten havde ret i at landsbyens folk ikke var i stand til at tænke selv. Vi foreslog at han gav sine folk lov til at høre os forklare Guds ord, så de selv kunne afgøre hvad de ville tro. Han gav os fuld tilladelse til at forkynde i byen.

En anden høvding fik i flere årtier forhindret at andre, deriblandt nogle kirkefolk, greb ind over for Jehovas vidner. „Så længe jeg er høvding,“ sagde han, „er Jehovas vidner velkomne her.“ Vi har ikke været velkomne alle vegne, men vi er aldrig blevet tvunget til at forlade et sted på grund af modstand. Vi har kunnet gennemføre vores forkyndelse hver gang vi lagde til et sted.

Farefulde stunder

I årenes løb har vi været i fare på grund af uvejr, tidevand, uafmærkede klippegrunde, og motorstop. Engang drev vi for tæt ind mod øen Lasqueti, halvandet hundrede kilometer nord for Vancouver. Vi gik på grund på et rev fordi det faldende tidevand overraskede os, og dér lå vi overladt til elementernes nåde. Hvis vejret var blevet værre, var båden blevet knust mod skæret. Men vi klatrede op på klipperne og forsøgte at få det bedste ud af det. Vi spiste vores medbragte mad, indhentede lidt læsning, og ventede på højvandet.

Trods risiko og ubekvemmelighed var det et sundt og herligt liv. Da vores to sønner blev født, forandrede det sig selvfølgelig. Vi fortsatte med at bo på båden, men når vi kom til Oona River oppe mod nord, stod Anna og drengene af og blev hos hendes forældre, mens vi andre fortsatte op til Alaska. Når vi kom tilbage på vej mod syd, sluttede Anna og børnene sig til os igen.

Jeg husker ikke at børnene nogen sinde har beklaget sig eller været søsyge. De havde redningsbælte på hele tiden, og når en situation begyndte at blive kritisk, bandt vi også et reb rundt om dem.

Flere forandringer

I 1936 måtte vi forlade Charmian, og jeg fik et verdsligt arbejde. Vi fik også en tredje søn. Senere købte jeg en fiskerbåd. Det betød ikke alene at jeg kunne tjene til livets ophold, men også at vi kunne fortsætte med at forkynde op og ned langs kysten.

Vi slog os ned på Digby Island, der ligger ud for Prince Rupert, og inden længe var der oprettet en lille menighed. Under den anden verdenskrig, da Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde var forbudt i Canada, sejlede vi somme tider over til Prince Rupert om natten og foretog et „lynangreb“ på distriktet — hvert eneste hjem fik noget af vores læsestof. Ingen har nogen sinde røbet at vi efter midnat sejlede over bugten for at uddele forbudte skrifter!

Den golde kyst bærer frugt

Flere og flere sluttede sig efterhånden til Jehovas Vidner, og i 1948 stod det klart at der var brug for en ny rigssal i Prince Rupert. Vi købte en militærbygning der lå over for havnen, rev den ned, flådede materialerne over vandet, og kørte dem så op til byggepladsen. Jehova velsignede vores ihærdige arbejde, og vi fik en ny rigssal.

I 1956 begyndte jeg igen som pioner, og Anna sluttede sig til mig i 1964. Nu sejlede vi igen op og ned langs Stillehavskysten. Vi har også en tid arbejdet i kredstjenesten og besøgt menigheder fra Queen Charlotte Islands mod øst over bjergene til Fraser Lake, og senere helt til byerne Prince George og Mackenzie. Vi har i årenes løb tilbagelagt tusinder af kilometer langs nordvestkysten pr. bil, båd og fly.

I Prince Rupert har vi stadig gode oplevelser i forkyndelsen. Både Anna og jeg har studeret med nogle som senere er kommet på Vagttårnets Bibelskole Gilead og har tjent som missionærer i fremmede lande. Det har været en stor glæde for os at se åndelige børn bringe det skønne budskab om Riget ud til fjerne lande!

Nu er vi begge et godt stykke over firs og må finde os i at det går ned ad bakke med helbredet. Men vi er stadig glade i tjenesten for Jehova. Vi har skønne minder om pragtfulde steder vi har set i Alaska og i hele British Columbia. Men endnu skønnere er det for os at hele dette kystland, der engang var ufrugtbart, nu blomstrer med talrige menigheder af vidner for Jehova.

Især har det varmet vort hjerte at se vore egne børn — også de åndelige børn — vokse op og tjene Jehova. Vi fryder os over at vi måtte have en lille andel i den åndelige vækst der er sket i denne del af verden. Alaska, for eksempel, har nu sit eget afdelingskontor der tilrettelægger arbejdet i de over 25 menigheder.

Her i Prince Rupert fik vi i 1988 den forret at indvi en smuk ny rigssal, lige midt i byen. Ja, vi fryder os ligesom Esajas, der sagde: „Du har gjort nationen større; Jehova, . . . du har herliggjort dig selv. Du har udvidet alle landets grænser.“ — Esajas 26:15.

[Illustration på side 21]

I kredstjenesten i 1964-67

[Illustration på side 24]

Vi brugte en båd som denne i vor tjeneste op og ned langs kysten