Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål

FORTALT AF JOHN ERRICHETTI

FØRST i vinteren 1938 begyndte jeg for alvor at studere Vagttårnets bibellitteratur. Da jeg måtte blive hjemme på grund af sygdom begyndte jeg at lede huset igennem for at finde noget at læse. År i forvejen havde vi modtaget litteratur fra Brooklyn, men vi ofrede den ikke alt for megen opmærksomhed på det tidspunkt. Da jeg nu læste brochurerne om helvede, sjælen og om Bibelens lære gav det mig en betagende fornemmelse, som kun kommer når man ud af mørket begynder at se det vidunderlige lys Jehova giver dem der søger efter sandheden. Jeg var opdraget i den romersk-katolske tro og vidste intet om Guds hensigter, og vi havde heller ikke en bibel i vort hjem. Den vinter læste jeg meget af litteraturen, og ligesom alle andre der begynder at lære sandheden, begyndte jeg at fortælle mine venner om de vidunderlige ting jeg lærte. Nogle troede at jeg var ved at blive gal, men et par af mine venner lyttede og de er nu i sandheden.

I det forår opsøgte jeg Jehovas vidner og begyndte at overvære deres møder. Kort efter blev der afholdt et zonestævne og jeg tog ud i tjenesten for første gang sammen med vor menighedstjener. Efter at have besøgt fire eller fem hjem sammen med ham blev jeg opmuntret til at prøve det næste. Det gjorde jeg, og manden viste sig at være modstander. Hans bemærkninger gjorde mig lidt modløs, men da vi gik over på den anden side af gaden begyndte jeg at vidne alene, og Jehova viste sig at være med mig, for jeg fortsatte til den tid vi havde aftalt. I de måneder der fulgte vandt jeg megen kundskab og erfaring ved at arbejde sammen med to pionersøstre der hørte til den salvede skare.

Nogle år senere besluttede jeg at blive pioner for at forfølge mit livsmål; og den 8. januar 1942 sendte Selskabet mig mit udnævnelsesbrev. I omkring et år og tre måneder var jeg pioner i adskillige byer i den østlige del af De forenede Stater. Jeg kom til at værdsætte heltidstjenesten mere og mere. Beviserne på Jehovas velsignelse var til stede hele tiden. Aldrig gik vi sultne, aldrig manglede vi klæder eller et sted at sove.

I marts 1943 sendte Selskabet mig et brev for at spørge om jeg kunne tænke mig at komme på Vagttårnets bibelskole Gilead. Du kan være vis på at jeg ikke tøvede ved den lejlighed. På Gileadskolen måtte der arbejdes, men det var behageligt arbejde og man fik en større værdsættelse af Jehovas organisation og også af den tillid og tro den nærede til en. Det var fem dejlige måneder, og ved afslutningshøjtideligheden sad vi alle „som på nåle“ og ventede på at få at vide hvor vi skulle hen. Jeg var den ene af otte der skulle til Alaska. Min partner og jeg fik anvist Ketchikan.

Vi ankom til Alaska den 12. oktober 1944 efter en skøn rejse ad den berømte sørute inden for øerne langs Canadas vestkyst. Vi tilbragte begge det meste af dagen med at søge efter folk der abonnerede på Vagttårnet og fandt til sidst et ægtepar der tilbød os husly for natten. Den næste dag fortsatte vi eftersøgningen og kom denne gang i forbindelse med et ældre ægtepar der var meget interesseret. De bad os om at blive hos dem. Det gik vi ind på, og så begyndte vi at vidne på egnen og ligeledes at se efter et sted at bo.

En dag spurgte en dame som jeg vidnede for, om jeg kendte to pæne unge mennesker der så efter et lille hus de kunne leje. Jeg sagde: „Det ved jeg ikke; hvordan ser huset ud?“ Hun viste mig det. Jeg sagde til hende at hvis jeg hørte om nogen ville jeg lade hende det vide. Jeg opsøgte derefter min partner så hurtigt som jeg kunne og fortalte ham om huset. Vi vendte tilbage og sagde til damen: „Her er de to unge mænd De spurgte efter.“ Huset var mere end pengene værd — seksten dollars om måneden og i den pæne bydel.

Den vinter arbejdede min partner og jeg ihærdigt, spredte mange bøger og tegnede mange abonnementer. Men den var også meget mistrøstig fordi det uophørligt regnede, og da det blæste blev både vi selv og vor litteratur gennemblødt. Og for at gøre det hele værre viste Ketchikan sig at være meget religiøs på én måde og antireligiøs på en anden. Fiskerne, der for det meste var af norsk afstamning, ønskede ikke at have noget at gøre med religion eller med Bibelen; de havde fået religion nok i deres hjemland. Man kunne ikke dadle dem for at tænke på denne måde — med prædikanter i byen der altid tigger om penge og blander sig i politik. Det var et job at komme på venskabelig fod med disse fiskere. I dag har de imidlertid et andet syn på Jehovas vidner og holder meget af at læse bladet Vågn op!

Ved sommerens begyndelse planlagde min partner og jeg at arbejde i de fjernereliggende byer og landsbyer, der kun kunne nås med båd eller fly. Vi medbragte så megen litteratur som vi kunne og tog med postbåden til den nærmeste station. Vi hjalp med at losse noget fragt, hvad kaptajnen var meget taknemmelig for. En gammel indianerhøvding lod os bo hos sig mens vi forkyndte om Jehovas rige i byen og spredte megen litteratur. Vor næste station var et lille sted der hed Craig. Vi ankom omkring klokken to om morgenen. Det var bælgmørkt og regnede meget kraftigt. Der var ikke ét lys at se i byen. Manden der passede anløbsbroen viste sig ret hurtigt med en lygte, og da vi ikke havde noget sted at gå hen på det tidspunkt tog vi fat og hjalp med at losse ladningen. Kaptajnen var så tilfreds at han, da vi spurgte hvad vi skyldte for rejsen, sagde: „Intet, drenge; I skylder mig ikke en cent og jeg er jer meget taknemmelig.“ Dette her foregik i krigsårene da det var meget svært at få hjælp. Manden ved anløbsbroen var også meget taknemmelig. Han sagde til os: „Ja, herberget er lukket på dette tidspunkt, så I kan være i mit tomme lager, drenge. Der er en ovn og brænde; så lad som om I er hjemme og bliv så længe I ønsker.“ Det gjorde vi. Herfra kunne vi spadsere til en anden lille indianerlandsby omkring otte kilometer borte, og der blev atter spredt megen litteratur.

En uge senere gik vi om bord i postbåden og afrejste til Wrangell. Atter hjalp vi med at losse og atter fik vi lov at rejse med gratis. Da det var for tidligt til at vi kunne se os om efter et værelse, lagde vi vore uldtæpper på broen og gav os til at sove. Længere op ad morgenen opsøgte vi en gammel græker der abonnerede på Vagttårnet. Han bød os velkommen i sin lille hytte. Vi boede der i omkring en uge. Eftersom disse steder ikke var blevet besøgt med Rigets budskab i mange år spredte vi naturligvis megen litteratur.

Min partner og jeg begyndte nu at spørge fiskerne om nogen af dem skulle til Petersburg, der lå cirka femoghalvtreds kilometer borte. Og ganske rigtigt, én bød os velkommen om bord. Vi satte altså kursen mod Petersburg. Gæstfriheden her var ud over det almindelige. Vi kom i forbindelse med en retsindig mand som foreslog at han skulle føre os over bugten for at besøge to gamle nordmænd — de havde måske en hytte til os. Vi tog altså over bugten. Den retsindige mand spurgte de to brødre om vi kunne bo i en af deres hytter, og de sagde: „Jo, værsgo.“ „Men hvad laver I drenge forresten?“ Vi fortalte dem det. „Åh, et par prædikanter,“ sagde de med et udtryk af afsky i ansigtet. Vi fortalte dem at hvis der var noget rundt omkring på stedet vi kunne hjælpe med ville vi være glade for det. „Ja, det er udmærket,“ sagde de. De lånte os også en lille båd så vi kunne ro over til byen og forkynde fra hus til hus der.

En morgen bemærkede jeg at en af brødrene var ved at prøve at tjære taget på sit hus. Det var et stort tag. Da han var gammel og rystende turde han ikke gå op på taget, men prøvede at nå det fra en stige hvorpå han stod med en lang stang i hvis ende der var bundet en børste. Det var besværligt for ham. Jeg betragtede ham en stund og sagde så: „Det vil vi gøre for dig.“ Han så med forbløffelse på mig og sagde: „Vil I?“ Han kunne ikke tro at et par prædikanter ville arbejde. De kendte ikke forskellen mellem præster og kristne forkyndere.

Vi fortalte ham hvad vi havde brug for og derpå klatrede vi op for at tjære hans tag. Det var et stort hus hvor taget bestod af blikplader med alle mulige hjørner og spidser. Min partner og jeg arbejdede som myrer hele dagen for at gøre det færdigt, og omkring seks om aftenen bad de os om at komme ned for at få en bid mad at spise. Vi fortalte brødrene at vi ville gøre arbejdet færdigt da det så ud til regn. „Gør det færdigt i morgen,“ sagde den ene. „Nej, vi vil gøre det færdigt i aften,“ svarede vi, og det gjorde vi. Omkring en halv time senere begyndte det at styrte ned. De to brødre var de lykkeligste mennesker i byen da de havde fået deres tag i orden. Den næste dag spurgte de om vi ikke kunne tænke os at ordne bådeskuret. Det gjorde vi. „Hvad med det andet bådeskur?“ Vi gjorde også det færdigt. „Kunne I ikke tænke jer at ordne savmøllen også?“ „Jo, vi vil også ordne savmøllen.“

„Nå, hvad ville I sige til at male huset?“ Så malede vi huset. I mellemtiden var vi blevet færdige med at forkynde i alle hjemmene i byen og var ved at gøre os klar til at rejse. De to brødre kaldte os ind i huset og spurgte hvad de skyldte os. Vi sagde: „Ingenting! I var så venlige at lade os bo i jeres hytte, så vi ønskede at gøre gengæld for den tjeneste.“ Det ville de ikke høre tale om. Idet de pressede en rulle pengesedler i hånden på os sagde de: „Vi er mere end tilfredse, og når som helst I kommer til byen, drenge, er I mere end velkomne til at bo hos os.“ Da vi talte pengene op beløb de sig til $225.

Adskillige år senere da min nuværende partner og jeg gjorde den samme rejse standsede vi igen op i Petersburg. Denne gang inviterede de to norske brødre os til at bo hos sig i deres eget hjem. Det var en glæde at komme tilbage til denne by hvor vi vandt mange venner. Endskønt disse mennesker ikke har fattet en dybere interesse for Riget holder de meget af bladet Vågn op!

Vi kan altid få verdsligt arbejde i Petersburg, og dette har fået folk til at se forskellen mellem de lokale præster og Jehovas vidner. Alle kender os som de to drenge der boede hos brødrene Knutson.

Den første vinter min partner og jeg tilbragte i Anchorage, vil blive husket. Vi ankom den første januar og det var koldt. Vi havde et mas med at få et sted at bo. Min partner kendte en abonnent der holdt af at læse Vågn op! Så vi drog af sted for at se om han havde et sted til os. Jo, han havde en hytte der var ledig; i virkeligheden var folkene først flyttet ud den eftermiddag. Det var det mest snavsede sted jeg nogen sinde havde set. Whisky og ølflasker flød over det hele, og i hytten hang en stank som jeg aldrig ønsker at komme i nærheden af igen. Men hvor kunne vi tage hen på et så sent tidspunkt? Vi gik derfor ind på at leje stedet. Skønt der var et forfærdeligt roderi var der kun én ting for os at gøre: at gøre det rent, også ovnen for den var tilstoppet med et tykt lag sod. Og for at sætte kronen på værket måtte vi hente vand omkring to hundrede meter borte. Det var mildest talt meget nedslående. Den nat sov vi med vinduerne vidt åbne — stedet stank så det var en gru. Temperaturen faldt til 30° under nulpunktet, men vi havde det behageligt i vore arktiske soveposer. Omkring en måned senere flyttede vi ind til en broder der havde lejet en hytte som frembød et meget bedre bosted.

Det er først når Jehovas tjener har bevist at han er villig til at udholde alle slags ubehageligheder at Jehova sørger for ham. Dette har vi erfaret gang på gang. Under udførelsen af vort missionærarbejde i Alaska har vi sovet på gulvene i forladte hytter, i vogne og både; også i dejlige bløde senge. Pionerarbejdet har givet os en meget større værdsættelse af Jehovas godhed. Vi har lært at være tilfredse under hvilke omstændigheder vi end har befundet os.

I et så udstrakt distrikt som Alaska vil pionertjenesten nødvendigvis byde på mange interessante oplevelser, især når man skal rejse med alle disponible transportmidler — med vogn, tog og fly, såvel som med store og små både.

Hvert efterår er der nu en af brødrene, en fisker, der bringer os rundt til de mange øer der udgør den sydøstlige del af Alaska. Denne broder er en god fisker og sømand. En af de ture vi foretog viste sig at blive nervepirrende. Efter at have forladt en rolig havn fortsatte vi mod vort næste bestemmelsessted, et lille samfund på omkring et halvt dusin mennesker. Vi skulle krydse et sund der var omkring fyrre kilometer bredt. Vinden blæste ret hårdt og tunge søer rullede imod os. Da vi var omkring femten minutter fra sikker ankerplads satte motoren ud. Vore batterier var væltet og havde spildt noget syre på fordeleren og standset motoren. Ved hurtigt at gnide fordeleren tør fik vi atter motoren i gang — kun for at se den standse igen. Vi trykkede på starteren en gang til; fjederen i starteren brækkede, og så var det umuligt for os at gøre mere. Vore desperate forsøg på at få motoren i gang ved hjælp af håndsvinget viste sig at være nytteløse. Vi begyndte at drive med bredsiden til de tunge søer og de hamrede mod båden med ubændig kraft. Efter et øjebliks forløb blev vi alle tre søsyge, og båden drev hvorhen vind og strøm førte den. Lidt efter lidt begyndte vi imidlertid at komme os af vor søsyge, og vi løb til radiotelefonen for at kalde kystbevogtningen. Efter hvad der forekom os at være en evighed fik vi forbindelse med et af deres skibe, og de meddelte over radioen at de ville være i stand til at nå os omkring kl. 22.00 samme aften. Vi begyndte at drive omkring kl. 16.00 den eftermiddag. Ved 23.30-tiden blev vi opfanget i deres søgelys, og efter at de havde skudt tre liner over kunne vi endelig gøre en line fast. Vi var drevet cirka 25 kilometer ud i rum sø. Du kan tro at vi opsendte bønner til Jehova, og han hørte dem. Fiskerbåden vi sejlede med var tretten meter lang og meget sødygtig. Efter at vi havde set hvilke slag båden kunne tage, begyndte vi at føle os bedre til mode. Kystbevogtningens båd slæbte os i fire timer før vi endelig nåede en sikker havn. Det var en nat vi aldrig glemmer.

Vi har gjort den samme tur om igen uden uheld. Vi har tilbagelagt mange tusinde kilometer pr. fly og pr. båd. Efter at have erfaret Jehovas beskyttelse spekulerer man ikke længer på om der vil opstå nogen vanskeligheder.

Mens jeg forfølger mit livsmål arbejder jeg nu stadig sammen med menigheden i Ketchikan, Alaska, som missionær og glæder mig meget over tjenesten her. Vi har over 200 forkyndere i Alaska og jeg kender dem alle. Der er mange retsindige mennesker spredt i små kolonier som har brug for at blive besøgt af villige tjenere. Dette er et udstrakt distrikt og der er brug for mange arbejdere. Jeg glæder mig i sandhed over heltidstjenestens skat som er min, og jeg er lykkelig over at Vagttårnets selskab sendte mig til Alaska. Kan man modtage en større forret fra Jehova end den at komme på Gileadskolen, få en opgave i et fremmed distrikt og der deltage i udvidelsesarbejdet sammen med Jehovas folk ud over jorden?