Peters grav — findes den i Vatikanet?

„APOSTLENES fyrstes grav er blevet fundet.“ Pave Pius XII lod i 1950 denne triumferende meddelelse bringe i Vatikanets radio. Man var netop blevet færdig med en række vanskelige udgravninger under Peterskirken, og ifølge nogle kilder viste resultaterne af den arkæologiske forskning at Peter virkelig lå begravet i Vatikanet. Men ikke alle var enige heri.

For katolikker har Peterskirken i Vatikanet særlig betydning. „Den væsentligste grund til at foretage en pilgrimsrejse til Rom, er at møde Peters efterfølger og modtage hans velsignelse,“ hedder det i en katolsk rejsefører, „for Peter kom til Rom og blev begravet der.“ Men blev Peter virkelig begravet i Rom? Findes hans grav i Vatikanet? Har man fundet hans knogler?

Et arkæologisk mysterium

Udgravningerne, som begyndte omkring 1940 og varede cirka ti år, har skabt megen kontrovers. Hvad fandt de arkæologer som paven havde udpeget? Blandt andet en ikkekristen kirkegård der omfattede adskillige gravsteder. I midten heraf, under det sted hvor det pavelige alter står, fandt de en ædicula, det vil sige et monument med en niche beregnet til at rumme en statue eller et gudebillede, anbragt i en væg beklædt med rødt puds og omsluttet af to sidevægge. Til sidst kom der også på mystisk vis nogle menneskeknogler for dagen; de havde efter sigende befundet sig i en af de to sidevægge.

Det er her fortolkningerne begynder. Ifølge flere katolske lærde bekræfter fundene den tradition at Peter slog sig ned i Rom og her led martyrdøden under Neros styre, måske under forfølgelsen i år 64. Det er endog blevet sagt at knoglerne er de jordiske levninger af apostelen og kan identificeres som sådanne ved hjælp af en inskription der ifølge én fortolkning lyder: „Peter er her.“ Det lader til at pave Paul VI fæstede lid til denne hypotese da han i 1968 meddelte at man havde fundet „de jordiske rester af Skt. Peter, og disse er værdige til al vor hengivenhed og ære“.

Men nogle fortolkede fundene anderledes. Den jesuitiske arkæolog Antonio Ferrua, der tog del i udgravningerne i Vatikanet, har ved mere end én lejlighed forsikret at han ’ikke har fået lov til at offentliggøre’ alt hvad han ved om emnet, eftersom det åbenbart ikke ville stemme med påstanden om at man har fundet Peters jordiske rester. Ydermere kan man i en rejsehåndbog over Rom, redigeret af den katolske kardinal Poupard og udgivet i 1991, læse at „videnskabelige undersøgelser af de menneskeknogler man har fundet under Den Røde Mur, tilsyneladende ikke kan sættes i forbindelse med apostelen Peter“. Mærkeligt nok blev denne sætning taget ud af den næste udgave (udgivet senere i 1991), og et nyt kapitel med titlen „Visselig: Peter i Peterskirken“ var blevet indføjet.

Fortolkningen af fundene

Det er tydeligt at fundene kan fortolkes og at det er forskelligt hvad man får ud af dem. De mest autoritative katolske historikere erkender at „de historiske problemer vedrørende det autentiske ved Peters martyrdød i Rom og hans grav, stadig kan diskuteres“. Hvad viser fundene?

De der søger at bekræfte den katolske tradition hævder at den ædicula eller andagtsniche man har fundet, svarer til det ’trofæ’ eller den grav som en vis Gajus, en præst der levede i begyndelsen af det tredje århundrede, henviste til. Ifølge Eusebios fra Cæsarea, en kirkehistoriker fra det fjerde århundrede, sagde Gajus at han kunne ’vise Peters trofæ på Vaticanus’. De der holder sig til traditionen hævder at apostelen blev begravet der, under det monument der senere blev kendt som „Gajus’ trofæ“. Andre tolker imidlertid fundene ganske anderledes, og peger på at de første kristne ikke viste begravelsen af deres døde særlig opmærksomhed, og at selv om Peter virkelig skulle være blevet dræbt her, ville det være særdeles usandsynligt at man fandt hans døde legeme. (Se rammen side 29.)

Der er også dem der mener at „Gajus’ trofæ“ (hvis det er det man har fundet) ikke er en grav. De mener derimod at det er et monument der er blevet rejst til ære for Peter hen imod slutningen af det andet århundrede, og at det senere „er blevet betragtet som et gravmonument“. Ifølge teologen Oscar Cullmann „identificerer udgravningerne i Vatikanet på ingen måde Peters grav“.

Hvad med knoglerne? Det bør nævnes at det stadig er en gåde hvorfra benene i virkeligheden stammer. I det første århundrede lå der en hedensk begravelsesplads på det der i dag kaldes Vatikanhøjen. Der findes derfor adskillige menneskeknogler i området, og man har fundet mange af disse. Den ufuldstændige inskription (der sandsynligvis daterer sig til det fjerde århundrede) og som nogle mener identificerer det sted hvor knoglerne blev fundet som apostelens grav, kan i bedste fald hentyde „til det man formoder er Peters knogler“. Desuden er mange indskriftforskere af den mening at inskriptionen også kan tydes som „Peter er ikke her“.

En ’upålidelig tradition’

„De tidlige og mere pålidelige kilder nævner ikke hvor [Peter] led martyrdøden, men blandt de senere og mindre pålidelige kilder er der stort set enighed om at det var på Vatikanets område,“ skriver historikeren D. W. O’Connor. Arkæologernes søgen efter Peters grav i Vatikanet tog altså udgangspunkt i upålidelige traditioner. O’Connor siger videre: „Da relikvier fik stor betydning troede kristne oprigtigt at Peters [trofæ] i virkeligheden angav den nøjagtige placering af hans grav.“

Disse traditioner udviklede sig altså samtidig med at man begyndte at vise relikvier ærbødighed, noget der ikke er i overensstemmelse med Bibelen. I kampen for at opnå „åndelig“ overhøjhed og cementere deres magt, gjorde forskellige kirker i det tredje og fjerde århundrede og fremefter brug af relikvier, både ægte og falske — og ikke uden økonomiske fordele. Overbeviste om at Peters knogler besad mirakuløs kraft, opsøgte pilgrimme derfor hans formodede grav. Ved slutningen af det sjette århundrede brugte de troende at kaste omhyggeligt vejede tøjstykker ned på „graven“. En beretning fra den tid lyder: „Det bemærkelsesværdige er at hvis den bedende har en stærk tro, vil klædet, når det igen trækkes op fra graven, være fyldt med guddommelig kraft og vil veje mere end før.“ Det siger noget om den tids lettroenhed.

Igennem århundrederne har legender som denne sammen med fuldstændig grundløse traditioner bidraget væsentligt til at Peterskirken har opnået stadig større prestige. Men der har også lydt protester. I det 12. og 13. århundrede fordømte valdenserne disse udskejelser og påviste med Bibelen i hånd at Peter aldrig havde været i Rom. Århundreder senere fremholdt talsmænd for den protestantiske reformation det samme. I det 18. århundrede betragtede berømte filosoffer traditionen som både historisk og bibelsk ubegrundet. Dygtige forskere, både katolikker og andre, har den dag i dag samme holdning.

Døde Peter i Rom?

Peter, en ydmyg galilæisk fisker, forestillede sig afgjort ikke at han skulle have forrang i forhold til de andre ældste i den kristne menighed i det første århundrede. Han omtalte derimod sig selv som „deres medældste“. (1 Peter 5:1-6) Peters ydmyge holdning står i skarp kontrast til den pomp og pragt der omgiver hans formodede grav, og som kan iagttages af alle der besøger Peterskirken.

For at forfægte sin overhøjhed over andre kristne trossamfund har den katolske kirke officielt anerkendt den ’senere og mindre pålidelige’ tradition der siger at Peter en tid opholdt sig i Rom. Mærkeligt nok angiver andre gamle traditioner at han ikke blev begravet i Vatikanet, men et andet sted i Rom. Men hvorfor ikke holde sig til kendsgerningerne som er nedfældet i Bibelen, den eneste kilde der giver førstehåndsoplysninger om Peter? Guds ord siger tydeligt at Peter, i lydighed mod de retningslinjer han modtog fra den kristne menigheds styrende råd i Jerusalem, udførte sit arbejde i den østlige del af datidens verden, blandt andet i Babylon. — Galaterne 2:1-9; 1 Peter 5:13; jævnfør Apostelgerninger 8:14.

Da apostelen Paulus omkring år 56 e.v.t. skrev til de kristne i Rom, sendte han hilsener til omkring 30 af menighedens medlemmer uden at nævne Peter. (Romerne 1:1, 7; 16:3-23) Mellem år 60 og 65 e.v.t. skrev Paulus seks breve fra Rom, men Peter omtales ikke — et stærkt omstændighedsbevis for at Peter ikke befandt sig her.a (Jævnfør Andet Timoteusbrev 1:15-17; 4:11.) Paulus’ virke i Rom omtales i slutningen af bogen Apostelgerninger, men heller ikke her nævnes Peter. (Apostelgerninger 28:16, 30, 31) Hvis man frigør sig fra enhver forudfattet mening og foretager en objektiv undersøgelse af de bibelske vidnesbyrd, kan man derfor kun nå frem til den konklusion at Peter ikke forkyndte i Rom.b

Dogmet om pavens primat bygger på upålidelige traditioner og en fordrejet udlægning af Bibelen. Jesus og ikke Peter er kristendommens grundvold. „Messias er menighedens hoved,“ skrev Paulus. (Efeserne 2:20-22; 5:23) Det var Jesus Kristus som Jehova sendte for at velsigne og frelse alle dem som tror. — Johannes 3:16; Apostelgerninger 4:12; Romerne 15:29; se også Første Petersbrev 2:4-8.

Alle de der valfarter til det de oprigtigt tror er Peters grav for at ’møde hans efterfølger’, må altså tage stilling til om de vil tro på ’upålidelige traditioner’ eller på Guds pålidelige ord. Eftersom kristne ønsker at deres tilbedelse skal være antagelig for Gud, ’ser de ufravendt hen til deres tros fuldender, Jesus’ og det fuldkomne eksempel han satte for os. — Hebræerne 12:2; 1 Peter 2:21.

[Fodnoter]

[Ramme på side 29]

„Udgravningen har ikke afdækket nogen sikre tegn på at der har været en grav under aedicula’en; ej heller har man nogen som helst sikkerhed for at apostelen Peters legeme blev udleveret af bødlerne så det kristne samfund kunne begrave ham. I betragtning af normal praksis kan det meget vel være at liget af denne mand som var en fremmed (peregrinus) og i lovens forstand en lovovertræder, slet og ret blev kastet i Tiberen. . . . Desuden ville der på dette tidlige tidspunkt slet ikke være samme interesse for at bevare relikvier af hans legeme som der var i senere tider, hvor troen på verdens snarlige ende var gledet i baggrunden og martyrkulten var begyndt at vise sig. Der er således reel mulighed for at Peters legeme slet ikke blev begravet.“ — The Shrine of St. Peter and the Vatican Excavations (Peterskirken og udgravningerne i Vatikanet), af Jocelyn Toynbee og John Ward Perkins.