Hvordan Gud fornægtes i det 20. århundrede
„Folk har efterhånden indstillet sig på at der ikke er nogen Gud til, og indretter nu, på godt og ondt, deres liv uden at tage Gud i betragtning.“ — One Hundred Years of Debate Over God — The Sources of Modern Atheism (Hundrede års debat om Gud — Kilderne til ateismen i nutiden).
ET TRÆ kan være stort og imponerende. Men hvis man har set på det længe nok, synes man måske ikke mere at det er noget særligt. Man har vænnet sig til det. Det kan være højt, men også det har man vænnet sig til.
Sådan kan det siges at være med ateismen. Den tanke at Gud ikke er til, fremkaldte megen debat i forrige århundrede, men i dag er der ikke noget forbavsende, endsige anstødeligt, ved denne idé. Her i tolerancens tid har ateismen kunnet leve i fredelig sameksistens med troen på Gud.
Det er ikke fordi et flertal af folk i dag pure nægter at der er en Gud. Tværtimod viser en meningsundersøgelse fra 11 repræsentative lande i Amerika, Europa og Asien, at der kun er godt 2 procent der erklærer sig som ateister. Og dog er ateismens ånd til stede overalt — også hos mange af dem der tror på Gud. Hvordan kan det gå til?
Også dét at forkaste Gud som autoritet
„Ordet ateisme bruges undertiden også om dét at man i praksis forkaster eller ser bort fra Gud,“ hedder det i leksikonet The Encyclopedia Americana. Af denne grund definerer ordbogen The New Shorter Oxford English Dictionary „en ateist“ på følgende måde: „En person der moralsk set fornægter Gud; en gudløs person.“ — Kursiveret af os.
Ja, ateisme kan være dét at man benægter Guds eksistens, eller dét at man forkaster hans myndighed — eller begge dele. Denne ateistiske ånd hentyder Bibelen til i Titus 1:16: „Offentligt bekender de at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham.“ — Se også Salme 14:1.
Denne forkastelse af Gud som autoritet kan spores helt tilbage til de første mennesker. Eva var ikke i tvivl om at Gud var til; men hun ville gerne selv „blive som Gud og kende godt og ondt“. Hun ville gerne være sin egen herre, bestemme hvilken moral hun skulle følge. Og Adam sluttede sig til hende ved selv at forkaste Guds myndighed. — 1 Mosebog 3:5, 6.
Finder vi den samme holdning i dag? Ja. Den skjulte ateisme lever i høj grad, og den giver sig udslag i et krav om uafhængighed. „Nutidens mennesker er trætte af at leve under Guds vågne øje,“ hedder det i bogen One Hundred Years of Debate Over God — The Sources of Modern Atheism. „De . . . foretrækker et liv i frihed.“ Den bibelske moral forkastes som urealistisk og ubrugelig. Mange tænker i dag som Farao i fortidens Ægypten, der erklærede: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst . . . ? Jeg kender overhovedet ikke Jehova.“ Det han forkastede var Jehovas autoritet. — 2 Mosebog 5:2.
Hvordan kristenheden fornægter Gud
Det der er mest rystende, er at også præster i kristenhedens kirker fornægter Guds autoritet, idet de har udskiftet Bibelens sandhedsord med menneskers tanker og traditioner. (Jævnfør Mattæus 15:9.) De har desuden medvirket i de mest blodige krige her i det 20. århundrede — en klar forkastelse af Bibelens kærlighedsbud. — Johannes 13:35.
Disse præster har samtidig fornægtet Gud ved at vende hans moralnormer ryggen. Et enkelt eksempel på dette er at stadig flere præster nu ved domstole bliver anklaget for pædofile handlinger. Forholdene i kristenheden leder tanken hen på tilstanden i fortidens Israel og Juda. „Landet er fyldt med udgydt blod og byen er fuld af lovbrud,“ fik profeten Ezekiel at vide, „de siger nemlig: ’Jehova har forladt landet, og Jehova ser intet.’“ (Ezekiel 9:9; se også Esajas 29:15.) Man forstår godt at mange har sagt farvel til kristenhedens kirker! Spørgsmålet er om de også behøver at sige farvel til troen på Gud.
Er ateismen velbegrundet?
Mange ateister har svært ved at forene troen på Gud med alle de lidelser vi ser i verden. Simone de Beauvoir har for eksempel sagt: „Det var lettere for mig at forestille mig en verden uden en skaber end at forestille mig at vores verden havde en skaber, med alle de selvmodsigelser det ville rumme.“
Men beviser al verdens uretfærdighed — som religiøse hyklere har deres del af ansvaret for — at der ikke findes nogen Gud? Spørg dig selv: Hvis en kniv bliver brugt til at true, såre eller ligefrem dræbe en uskyldig person med, er det så et bevis for at kniven ikke er fremstillet af nogen? Må man ikke snarere sige at redskabet bliver brugt imod sin hensigt? Sådan må man også sige at mange menneskelige lidelser skyldes at nogle her på jorden misbruger både jordens ressourcer og de evner Gud har givet dem.
Andre har svært ved at tro på Gud fordi de ikke kan se ham. Men hvad skal man da sige om luften, duftene og lydbølgerne? Dem kan vi heller ikke se, men vi ved at de findes. Det fortæller lungerne, næsen og ørerne os. Hvis vi har nogle vidnesbyrd, kan vi altså godt tro på noget vi ikke kan se.
En naturforsker, Irving William Knobloch, havde studeret elektronerne, protonerne, atomerne, aminosyrerne og vor egen komplicerede hjerne, hvorefter han fremsatte denne udtalelse: „Jeg tror på Gud fordi hans guddommelige eksistens for mig er den eneste forklaring på alt det jeg ser.“ (Jævnfør Salme 104:24.) Og fysiologen Marlin Books erklærer: „Hverken som almindeligt individ eller som et menneske der har viet sit liv til videnskabelig forskning, nærer jeg nogen som helst tvivl om Guds eksistens.“
Disse er langtfra de eneste. Fysikeren professor Henry Margenau oplyser: „Hvis man spørger de allerypperste videnskabsfolk, vil man finde meget få ateister blandt dem.“ Hverken videnskabens opdagelser eller kirkernes mange fejl behøver altså at tvinge os til at vende troen på en Skaber ryggen.
Hvordan den sande tro er anderledes
I 1803 skrev Thomas Jefferson, USA’s daværende præsident: „Jeg er i sandhed modstander af kristenhedens fordærv; men ikke af de sande forskrifter der stammer fra Jesus selv.“ Ja, vi må skelne mellem kristendommen — selve den lære der stammer fra Kristus — og det man kan kalde kristenheden — de mange kirker der hævder at repræsentere den kristne tro. Mange af kristenhedens læresætninger er kun funderet på menneskers overleveringer, hvorimod den sande kristendom udelukkende er baseret på Bibelens ord. Apostelen Paulus skrev således til de kristne i byen Kolossæ at de skulle skaffe sig ’nøjagtig kundskab’, „visdom“ og „åndelig forståelse“. — Kolossenserne 1:9, 10.
Det er hvad man må forvente af sande kristne, for Jesus gav sine tjenere befaling til at ’gøre disciple af folk af alle nationer, døbe dem, og lære dem at holde alt det han havde befalet dem’. — Mattæus 28:19, 20.
I dag udfører Jehovas vidner dette arbejde i 231 lande jorden over. De har oversat Bibelen til 12 sprog og trykt over 74.000.000 eksemplarer af Bibelen. Desuden hjælper de gennem bibelundervisning i private hjem i øjeblikket over 4.500.000 mennesker til også at ’holde alt det Jesus har befalet’.
Dette undervisningsprogram har langtrækkende virkning. Det bringer sand oplysning, for det er ikke baseret på menneskers tanker men på Guds visdom. (Ordsprogene 4:18) Det hjælper folk af alle nationer og racer til at iføre sig ’en ny personlighed’ der får dem til at leve i sand indbyrdes kærlighed — noget som ’oplysningen’ i det 18. århundrede og tiden derefter aldrig har formået. — Kolossenserne 3:9, 10.
Ja, den sande, ægte tro vinder frem nu i det 20. århundrede. Den fornægter ikke Gud — hverken hans eksistens eller hans autoritet. Undersøg selv sagen. Besøg Jehovas Vidner i en af deres rigssale.
[Ramme på side 6]
ATEISMENS RØDDER STYRKES
Omkring midten af det 18. århundrede fik skribenten Denis Diderot til opgave at oversætte et leksikon, et enkelt bind, fra engelsk til fransk. Han gik imidlertid en del ud over de givne rammer. Han brugte omkring 30 år, men så blev resultatet også et helt nyt kæmpeleksikon, den store franske Encyclopédie på 28 bind, et værk der opsummerede hele ånden blandt århundredets lærde.
’Den store encyklopædi’ indeholdt et væld af konkrete oplysninger, men lagde hovedvægten på menneskelig visdom. Ifølge værket Great Ages of Man (Menneskets store epoker) „vovede den at prædike den radikale trosbekendelse som gik ud på at menneskene ville kunne forbedre deres lod hvis de fulgte fornuften snarere end troen som ledetråd i livet“. Gud omtales meget lidt, om overhovedet. Bogen The Modern Heritage kommenterer: „Ved selve deres emnevalg gjorde redaktørerne det helt klart at religion ikke var noget man havde brug for at kende til.“ Det er ikke forbavsende at kirken prøvede at forhindre udgivelsen. Rigsadvokaten fordømte encyklopædien som et værk der var undergravende for politik, moral og religion.
Skønt Diderots encyklopædi havde fjender, blev værket bestilt af omkring 4000 købere — et forbløffende antal, når man tager dets høje pris i betragtning. Nu var det kun et spørgsmål om tid før den latente skepsis ville bryde ud i åben ateisme.