Ateismens rødder

AT VOR verden befinder sig i dyb krise kan man få bekræftet blot ved at se på avisernes overskrifter en hvilken som helst dag. Den kritiske situation får mange til at spørge hvor Gud er henne. Nogle bliver ateister — hævder at der overhovedet ikke er nogen Gud. Måske er det også sådan du reagerer.

Spørgsmålet om du tror på Gud eller ej, har ikke kun teoretisk interesse. Det er bestemmende for dit syn på fremtiden. Uden Gud ligger menneskeslægtens fortsatte eksistens i vore egne hænder — en uhyggelig tanke, når man véd hvor stor en magt til at ødelægge menneskene besidder. Hvis man derimod tror på Gud, indebærer det en forståelse af at livet her på jorden har en hensigt — en hensigt der blot endnu ikke er helt realiseret.

Der har op gennem historien været sporadiske forekomster af gudsfornægtelse, men først i de sidste 2-300 år har den egentlige ateisme for alvor vundet udbredelse. Hvad er grunden?

Rødderne

Et stort træ kan være imponerende at skue. Men øjet ser selvfølgelig kun stammen, grenene, trækronen. Rødderne, som træet er vokset op af, ligger skjult i jorden.

Det kan siges at være ligesådan med ateismen, der i dag synes solidt rodfæstet. I det 19. århundrede var den idé at der ikke findes nogen Gud, allerede vokset til et ret stort ’træ’. Kan livet og universet tænkes at være blevet til uden en usynlig, igangsættende Intelligens? Er det måske rent tidsspilde at tilbede en sådan Skaber? Det 19. århundredes førende tænkere tøvede ikke med svaret. „Ligesom vi ikke længere har brug for moralske forskrifter, har vi heller ikke nogen anvendelse for religion,“ erklærede Friedrich Nietzsche. „Religion er blot menneskesindets drøm,“ hævdede Ludwig Feuerbach. Og Karl Marx, hvis skrifter senere skulle få så stor indflydelse, proklamerede: „Jeg vil frigøre tanken for religionens lænker.“

Utallige lod sig imponere. Det de så og hørte var endda kun blade og kviste på ateismens træ. Rødderne havde fæstet sig og sat skud længe inden det 19. århundrede. Overraskende nok havde kristenhedens kirker selv vandet og gødet ateismen i nyere tid! Hvordan? Ved at deres religiøse institutioner var så fyldte med fordærv og korruption at det vakte større og større skuffelse og harme.

Træet plantes

I middelalderen holdt den katolske kirke sine undersåtter i et fast greb. „Hierarkiet syntes kun i ringe grad udrustet til at dække befolkningens åndelige behov,“ bemærkes det i The Encyclopedia Americana. „Det højere præsteskabs medlemmer, og især biskopperne, blev hentet fra adelen, og disse så for det meste deres embede som en vej til magt og anseelse.“

Da Johannes Calvin, Martin Luther og andre prøvede at reformere kirken, skete det ikke altid med kristne metoder. Reformationen skæmmes af intolerance og blodsudgydelse. (Jævnfør Mattæus 26:52.) Så uhyggelige var nogle af de overgreb der blev begået, at Thomas Jefferson, USA’s tredje præsident, tre hundrede år senere skrev: „Det er mere tilgiveligt slet ikke at tro på nogen gud, end at spotte ham ved at tilskrive ham de afskyelige egenskaber som Calvin gør.“a

Det står klart at Reformationen ikke genskabte den rene måde at dyrke Gud på, men den gjorde alligevel et indhug i den katolske kirkes magt. Nu havde Vatikanet ikke længere monopol på troen. Mange sluttede sig til de nye protestantiske kirkeretninger. Men andre var blevet så skuffede over religion i det hele taget, at de gjorde den menneskelige fornuft til en slags gud. Blandt de intellektuelle opstod der et liberalt klima hvor mange forskellige meninger om Gud kunne trives.

Ny skepsis spirer

I det 18. århundrede blev menneskets fornuft efterhånden hyldet som løsningen på alle problemer. Den tyske filosof Immanuel Kant hævdede at fremskridtet hæmmedes ved at menneskene altid lod sig lede af politik og religion. „Hav mod til at bruge din egen forstand!“ opfordrede han.

Denne holdning var typisk for tiden — som kaldtes oplysningstiden, eller rationalismens tid. Perioden varede det 18. århundrede ud. En stadig spørgen og søgen efter ny viden var typisk for tiden. „Skepticisme trådte i stedet for blind tro,“ hedder det i bogen Milestones of History (Historiens milepæle). „Man satte spørgsmålstegn ved hele den gamle ortodoksi.“

Når „hele den gamle ortodoksi“ kom i søgelyset, slap religionen selvfølgelig heller ikke fri. „Der kom en ændret holdning til religion,“ nævner bogen The Universal History of the World (Den universelle verdenshistorie). „Man stillede sig ikke længere tilfreds med løftet om himmelsk løn; man forlangte et bedre liv her på jorden. Man begyndte at miste troen på det overnaturlige.“ De fleste af oplysningstidens filosoffer foragtede nærmest religionen. Især bebrejdede de den katolske kirkes magtbegærlige gejstlige at de holdt befolkningen hen i uvidenhed.

For mange af disse filosoffer førte utilfredsheden til at de blev ’deister’ (betegnelsen for mennesker der nok tror på en gud, men mener at denne ikke interesserer sig for menneskene og ikke griber ind i verdensordenen).b Nogle få blev renlivede ateister, såsom filosoffen Paul Henri Thiry Holbach, der hævdede at religion var „kilden til splid, vanvid og forbrydelser“. Med årene blev flere og flere trætte af kirkerne og erklærede sig enige med Holbach.

Hvor ironisk at kristenheden selv satte en sådan fart i ateismens vækst! „Kirkerne var selv ateismens jordbund,“ skriver Michael J. Buckley, der er professor i teologi. „Den vestlige verdens samvittighed følte sig dybt forlegen over og frastødt af bekendelseskirkerne. Kirker og sekter havde lagt Europa i ruiner, udtænkt massakrer, krævet modstand eller oprør, og søgt at udstøde eller afsætte monarker.“

Ateismen bliver fuldvoksen

I det 19. århundrede trådte benægtelsen af Guds eksistens åbent frem, og trivedes. Tænkere og videnskabsfolk tøvede ikke med at give udtryk for deres synspunkter. „Det er Gud der er vores fjende,“ erklærede en ateist frimodigt. „Had til Gud er visdoms begyndelse. Hvis det skal gå fremad for menneskeheden, kan det kun ske på ateismens grundlag.“

I det 20. århundrede har benægtelsen af Guds eksistens imidlertid fået en ny drejning; den er knap så militant. Det er en anderledes form for ateisme — en form der også har påvirket mange som mener at de tror på Gud.

[Fodnoter]

[Illustration på side 3]

Karl Marx

[Illustration på side 3]

Ludwig Feuerbach

[Illustration på side 3]

Friedrich Nietzsche

[Kildeangivelse på side 2]

FORSIDEILLUSTRATIONER: Jorden: Med tilladelse af British Library. Nietzsche: Copyright British Museum (også side 3). Calvin: Musée Historique de la Réformation, Genève (Foto: F. Martin). Marx: Foto: U.S. National Archives (også side 3). Planeter, instrumenter, korsfarere, lokomotiv: The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck. Feuerbach: The Bettmann Archive (også side 3).