Et meningsfyldt liv
FORTALT AF MELVA A. WIELAND
I marts 1940, nogle få måneder efter at jeg var blevet døbt, spurgte min søster Phyllis mig: „Hvorfor bliver du ikke pioner?“ „Pioner!“ svarede jeg. „Du mener forkynde næsten hver dag!“
’HVORDAN skulle jeg kunne være pioner,’ tænkte jeg, ’med min begrænsede bibelkundskab og uden at have noget særligt i banken?’ Men Phyllis’ spørgsmål satte alligevel mine tanker i gang, og jeg lagde det også frem for Gud i bøn.
Til sidst ræsonnerede jeg som så: ’Hvorfor ikke stole på Guds løfte om at han vil tage sig af os hvis vi søger hans rige først?’ (Mattæus 6:33) I juni 1940 sagde jeg mit arbejde som syerske op. Derefter skrev jeg til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Australien og anmodede om et pionerdistrikt.
Et distrikt for livstid
Nogle uger senere fik jeg et brev hvori der stod at jeg ville modtage en distriktstildeling efter at jeg havde overværet stævnet, der skulle afholdes på stævnepladsen ved Jehovas Vidners afdelingskontor i Strathfield, en forstad til Australiens største by, Sydney. Om formiddagen den første dag efter stævnet gik jeg hen på kontoret for at få min tildeling.
På kontoret fik jeg denne besked: „Vi har i øjeblikket meget travlt i vaskeriet. Kunne du blive og hjælpe et par uger?“ Det var i august 1940 — og jeg arbejder stadig i vaskeriet! Dengang var der kun 35 på Betel; nu er der 276.
Nogle vil måske undre sig over at jeg betragter arbejdet i et vaskeri som et „meningsfyldt“ liv, især i betragtning af at jeg nu har arbejdet der i over 50 år. Inden jeg giver en forklaring, vil jeg fortælle lidt om mine ungdomsaktiviteter.
Sport blev en livsstil
Jeg er født den 1. januar 1914 i Melbourne som den første af en børneflok på fem. Vi havde nogle kærlige forældre, som levede efter høje principper og tugtede os når det var nødvendigt. Vi fik også det man måske kunne kalde en fri religiøs opdragelse, eftersom vore forældre ikke gik i kirke. Ikke desto mindre insisterede de på at vi børn gik i søndagsskole i den anglikanske kirke.
Da jeg gik ud af skolen i 1928 og begyndte at arbejde som syerske, valgte jeg at bruge det meste af min fritid på sport, i håb om at det måske kunne hjælpe mig over min generthed. Jeg meldte mig ind i en tennisklub og spillede hele året rundt. Om vinteren spillede jeg også basketball og baseball, og om sommeren var jeg på kvindernes krickethold. Kricket blev min store lidenskab, og jeg trænede hårdt for at blive så god en kricketkaster at jeg kunne deltage i landsturneringen.
Andet i livet end sport
Fra jeg var helt ung har jeg ikke kunnet forstå læren om at en kærlig Gud skulle have et sted der blev kaldt helvede, hvor de der opførte sig slet ville blive pint for evigt. Den tanke fandt jeg meget ulogisk. Min glæde var derfor stor da jeg helt uventet lærte ud fra Bibelen hvad ordet „helvede“ betyder. Det skete på følgende måde:
Min søster Phyllis, som er fem år yngre end jeg, elskede også at dyrke sport, og vi var på det samme krickethold. I 1936 præsenterede en holdkammerat Phyllis for en ung mand der hed Jim, som var kendt for at være meget religiøs. Jim begyndte snart at fortælle Phyllis om Bibelen, og det vakte hendes interesse. „Det er så logisk og fornuftigt,“ sagde hun til mig.
På det tidspunkt boede Phyllis og jeg på værelse sammen, og hun prøvede også at vække min interesse for det Jim fortalte om Guds rige. „Det vil udrette det som menneskers regeringer ikke har formået,“ sagde hun begejstret. Jeg påstod at det her bare var endnu et trossamfund som ville forvirre os, og at ingen kunne forudsige fremtiden. Men Phyllis var vedholdende og lod bibelske publikationer ligge fremme på værelset i håb om at jeg måske læste dem.
Jeg var ret nysgerrig efter at finde ud af hvorfor Phyllis var så begejstret for denne nye tro, og gav mig derfor en dag til at kigge i en brochure. Den havde den spændende titel Efter Døden. Jeg blev særlig opmærksom da jeg bladede brochuren igennem og så ordet „helvede“. Til min overraskelse lærte jeg at det ord som i Bibelen bliver gengivet med „helvede“ i virkeligheden henviser til menneskehedens fælles grav, som er for både gode og onde mennesker. Jeg fandt også ud af at helvede ikke er et pinested, men at de døde er uden bevidsthed og ikke kan føle noget. — Prædikeren 9:5, 10; Salme 146:3, 4.
Det lød fornuftigt, især i betragtning af at brochuren forklarede at en kærlig og almægtig Gud har lovet at bringe de døde tilbage til livet ved et mirakel der bliver kaldt opstandelsen. (Johannes 5:28, 29) Nu kunne jeg også godt tænke mig at vide mere om de ting Jim havde fortalt Phyllis. Jeg fandt den lille King James-oversættelse frem som min fader havde givet mig da jeg var barn og slog de skriftsteder op som var anført i brochuren. De bekræftede det der stod i brochuren om helvede og de dødes tilstand.
En anden stor overraskelse var at lære at Gud har et personligt navn, Jehova. (Salme 83:18) Jeg kunne også se at Gud har en hensigt eller mening med det han gør eller tillader at ske. Det fik mig til at spørge: ’Hvad prioriterer jeg egentlig højest i mit liv?’ Fra da af begyndte jeg at overveje om det egentlig var det bedste for mig at gå så højt op i sport på bekostning af så godt som alt andet.
Beslutningerne føres ud i livet
Jim og Phyllis vidste ikke at jeg havde ændret mit livssyn, men det fandt de ud af da vores familie var til fest hos en ven. Dengang var det kutyme at alle ved sådanne lejligheder rejste sig op og løftede deres glas og drak en skål for Englands konge. Jeg besluttede imidlertid at jeg ville blive siddende sammen med Jim og Phyllis. De kunne ikke tro deres egne øjne da de så at jeg blev siddende! Selvfølgelig gjorde vi det ikke for at være respektløse, men som kristne følte vi at vi burde forblive neutrale og ikke deltage i sådanne nationalistiske skikke. — Johannes 17:16.
Ikke desto mindre var mine forældre og resten af familien chokerede. De sagde at vi var enten illoyale eller skøre — eller begge dele. Da Phyllis og jeg senere overværede kricketholdets årlige prisuddeling, skete det samme under en nationalistisk ceremoni. Resultatet blev at vi begge gik af holdet. Det var ikke så svært som jeg havde troet, for nu forstod jeg at det var Jesus Kristus, kongen i Guds himmelske regering, jeg skyldte min troskab og loyalitet.
Phyllis forklarede nu at jeg havde brug for at komme til Jehovas Vidners møder så min tro kunne blive styrket gennem større bibelkundskab. Dengang var der kun én menighed i Melbourne, og dér begyndte jeg at overvære møderne hver søndag eftermiddag. Jeg blev hurtigt overbevist om at det her virkelig var Guds jordiske organisation.
Inden længe blev jeg opfordret til at tage med ud i forkyndelsen fra hus til hus sammen med menigheden. I begyndelsen holdt jeg mig tilbage, men en søndag formiddag besluttede jeg at tage med, bare for at se hvordan forkyndelsen blev udført. Jeg var glad da jeg kom til at følges med en erfaren forkynder som ved den første dør blev venligt modtaget og fik en god samtale. Jeg tænkte ved mig selv: ’Det virkede jo ikke så svært, men jeg har brug for megen øvelse inden jeg kan gøre det lige så godt.’ Forestil jer min forbløffelse da forkynderen efter det første besøg sagde til mig: „Nu kan du godt forkynde alene.“
„Alene?“ spurgte jeg chokeret. „Det kan ikke være dit alvor! Hvad skal jeg sige hvis en stiller et spørgsmål jeg ikke kan svare på?“ Men hun insisterede. Jeg rystede bogstavelig talt da vi skiltes og min makker fortsatte med at forkynde på den anden side af gaden. Men på en eller anden måde overlevede jeg denne første formiddag i forkyndelsen.
Fra da af tog jeg med ud at forkynde hver søndag formiddag. Når nogen stillede mig et spørgsmål ved døren som jeg ikke kunne svare på, sagde jeg: „Det vil jeg undersøge, og så kommer jeg tilbage med svaret.“ Jeg er lykkelig for at Jehova hele tiden gav mig styrke og mod til at fortsætte. Mit liv havde nu fået en ny mening. Jeg indviede derfor mit liv til Jehova, og i oktober 1939 blev jeg døbt på badeanstalten i Melbourne. Kort efter var det at Phyllis, der nu var blevet gift med Jim, spurgte hvorfor jeg ikke begyndte som pioner.
Beteltjeneste
I januar 1941, kort efter at jeg var begyndt at arbejde på Betel, som vi kalder afdelingskontoret, blev Jehovas Vidners arbejde forbudt i Australien. Senere overtog militæret vort betelhjem i Strathfield, og jeg blev sendt til Selskabets farm i Ingleburn, cirka 50 kilometer uden for Sydney. I juni 1943 blev Vagttårnsselskabet frikendt ved domstolene, og forbudet blev ophævet. Ved årets slutning blev 25 af os indbudt til at komme tilbage til Betel i Strathfield. Her fortsatte jeg med at arbejde i vaskeriet samtidig med at jeg passede andre pligter rundt om i huset.
De næste ti år fløj af sted. I 1956 blev jeg gift med Ted Wieland, der også var på Betel. Ted var en meget rolig og tålmodig mand, og vi var glade da vi fik lov til at fortsætte med at bo på Betel — nu som mand og hustru. Vi satte begge stor pris på vort meningsfyldte liv og var lykkelige for den forret det var at tjene på afdelingskontoret i Australien. Ud over vort arbejde på Betel havde vi også den glæde at arbejde sammen i forkyndelsen og hjælpe andre til at blive Kristi disciple. I Vågn op! for 22. oktober 1993 kan du læse om familien Weekes, der er et eksempel herpå.
I løbet af de første 30 år jeg var på Betel blev familien kun forøget med 10-12 personer. Men situationen ændrede sig hurtigt i 1970’erne da vi selv begyndte at trykke Vagttårnet og Vågn op! I januar 1972 begyndte man at bygge et nyt trykkeri. Snart ankom der en trykkemaskine på 40 tons fra Japan, og i 1973 trykte vi omkring 700.000 blade hver måned. Nu begyndte vores betelfamilie virkelig at vokse.
Disse år var også en sorgens tid for mig. Først døde min kære ægtemand, Ted, i 1975 i en alder af 80 år. Derefter, inden for samme år, sov min gamle fader stille ind. Jehova og hans ord, Bibelen, samt mine åndelige brødre og søstre, var til stor trøst for mig. Gennem denne meget sørgelige tid i mit liv var det også en stor hjælp at jeg var travlt beskæftiget på Betel med et meningsfyldt arbejde.
Men livet skal jo fortsætte, og jeg begyndte igen at føle mig tilfreds og erfare velsignelser, nu som enke. I 1978 overværede jeg stævnet i London og besøgte derefter Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. At se i hundredvis af mine brødre og søstre arbejde lykkeligt sammen på Betel i Brooklyn, har siden da været til inspiration for mig.
I slutningen af 1970’erne fik vi at vide at man planlagde yderligere udvidelser af betelkomplekset i Australien. Udvidelserne skulle imidlertid ikke foregå i Strathfield, hvor mulighederne for at udvide nu var opbrugt. I stedet skulle der bygges et nyt og meget større kompleks på vores ejendom i Ingleburn, hvor jeg havde arbejdet under forbudet i begyndelsen af 1940’erne.
Fortsat et meningsfyldt liv
Alle var meget spændte da vi i januar 1982 flyttede ind i de nye bygninger. I begyndelsen var mange lidt kede af at skulle forlade kendte omgivelser, men vi blev hurtigt begejstrede for vort nye hjem, der bestod af 73 dejlige værelser. I stedet for at skulle kigge ud på murstensvægge og forstadsgader, kan vi glæde os over pragtfulde omgivelser med grønne marker og træer, kvæg der græsser og smukke solopgange og solnedgange.
Den 19. marts 1983 havde vi en herlig indvielse af det nye kompleks i den smukke efterårssol. Lloyd Barry fra Jehovas Vidners Styrende Råd holdt et bevægende indvielsesforedrag. Personligt glædede jeg mig over at han og hans hustru var til stede under indvielsesprogrammet, eftersom jeg havde arbejdet sammen med dem på Betel i Strathfield da vi alle var unge.
Den fortsatte vækst i forkyndelsesarbejdet nødvendiggjorde yderligere udvidelser af vore faciliteter her i Ingleburn. I 1987 blev kontorfløjen udvidet. Og den 25. november 1989 blev en ny femetages beboelsesbygning og en treetages nyudvidelse af trykkeriet indviet. Ja, det er en storslået vækst vi har erfaret i Australien — fra færre end 4000 forkyndere da jeg begyndte min tjeneste til omkring 59.000!
For nylig er det australske afdelingskontor, på linje med det japanske og tyske, blevet hjemsted for en af Selskabets tre regionale arkitekttegnestuer. Det har nødvendiggjort yderligere udvidelser af betelkomplekset. Endnu en treetages kontorbygning er nu blevet fuldført, og arbejdet skrider godt fremad på en femetages boligbygning med 80 værelser til vor stadigt voksende familie.
I vaskeriet er vi en stor stab der tager sig af arbejdsbyrden, men jeg mindes ofte den dag i august 1940 da jeg blev indbudt til at hjælpe i denne afdeling i to uger. Jeg er meget taknemmelig for at disse to uger nu er blevet til mere end 50 år og at Jehova Gud ledede mine skridt til et så meningsfyldt liv.
[Illustration på side 21]
Som 25-årig
[Illustration på side 23]
På vores bryllupsdag i 1956
[Illustrationer på side 24]
I 1938 gik min søster og jeg meget op i sport, men nu lever jeg et mere meningsfyldt liv