Tragedien i Rwanda — hvem er ansvarlig?
„Lige inden den 23-årige mekaniker Hitiyises kranium blev knust, sagde en af angriberne til ham: ’Du skal dø fordi du er tutsi,’“ fortæller U.S.News & World Report.
I APRIL og maj måned blev der begået utallige drab som dette i det lille centralafrikanske land Rwanda. I og omkring Rwandas hovedstad, Kigali, var der på det tidspunkt 15 menigheder af Jehovas Vidner. Bytilsynsmanden, Ntabana Eugène, var tutsi. Han, hans hustru og deres søn og ni-årige datter Shami, var nogle af de første der blev dræbt da voldsbølgen satte ind.
Tusinder af rwandere blev hver dag dræbt — uge efter uge. Det ovennævnte tidsskrift skrev i midten af maj: „I de sidste seks uger er op mod 250.000 blevet dræbt i en kampagne af folkedrab og straffeaktioner der kommer på højde med De Røde Khmerers blodige udrensning i Cambodja i midten af 70’erne.“
Tidsskriftet Time beretter: „I et optrin der minder om det der foregik i Nazityskland, blev børn valgt ud fra en gruppe på 500, blot fordi de lignede tutsier. . . . Borgmesteren i byen Butare i syd, som er gift med en tutsi, fik dette [pinefulde] valg af nogle hutu-bønder: han kunne redde sin hustru og sine børn hvis han overgav sin hustrus familie — både hendes forældre og hendes søster — til døden. Det gik han med til.“
På Jehovas Vidners oversætterkontor i Kigali arbejdede der seks personer, fire var hutuer og to var tutsier. Ananie Mbanda og Mukagisagara Denise var tutsier. Da militsen og soldaterne kom til huset, blev de vrede da de opdagede at hutuer og tutsier boede sammen. De ville dræbe Mbanda og Denise.
„De begyndte at pille ved sikringspindene i deres håndgranater,“ fortæller Emmanuel Ngirente, en af brødrene der er hutu, „og truede med at dræbe os fordi der var nogle af deres fjender iblandt os. . . . De krævede en stor sum penge. Vi gav dem de penge vi havde på os, men de var stadig ikke tilfredse. Som kompensation besluttede de at tage alt hvad de kunne bruge, med sig, deriblandt en bærbar computer som vi anvendte i vort oversættelsesarbejde, vores fotokopimaskine, radioer, sko, og så videre. Pludselig gik de uden at dræbe os, men de sagde at de ville komme igen.“
I de efterfølgende dage blev soldaterne ved med at komme tilbage, og hver gang tryglede hutu-vidnerne på kontoret om at deres tutsi-venner måtte blive skånet. Til sidst var det for risikabelt for Mbanda og Denise at blive på kontoret, og der blev sørget for at de sammen med andre tutsier kunne gemme sig i en nærliggende skole. Da skolen blev angrebet, lykkedes det Mbanda og Denise at flygte. De nåede at krydse adskillige vejspærringer, men ved en af dem blev alle tutsier taget til side, og Mbanda og Denise blev dræbt.
Da soldaterne kom tilbage til oversætterkontoret og opdagede at tutsierne var væk, fik hutu-brødrene en ordentlig gang prygl. Men så eksploderede en mortérgranat i nærheden, og brødrene flygtede med livet i behold.
Blodbadet fortsatte i hele landet, og antallet af døde nåede muligvis op på omkring en halv million. Med tiden forlod mellem to og tre millioner, eller flere, af Rwandas otte millioner indbyggere, deres hjem. Mange af dem søgte tilflugt i nabolandene Zaire og Tanzania. Et par hundrede Jehovas vidner blev dræbt, og mange andre flygtede til lejre uden for landet.
Hvad udløste denne hidtil usete nedslagtning og udvandring? Kunne den være undgået? Hvordan var situationen inden volden brød ud?
Hutuer og tutsier
Både i Rwanda og i nabolandet Burundi bor der hutuer. De er som regel små, tætbyggede bantufolk, hvorimod tutsierne normalt er høje og har en lysere hud. De kaldes også watutsier. I begge lande udgør hutuerne omkring 85 procent af befolkningen og tutsierne 14 procent. Optegnelser viser at der har været konflikter mellem disse etniske grupper så langt tilbage som i det 15. århundrede. For det meste har de dog levet fredeligt sammen.
„Vi plejede at leve sammen i fred,“ fortæller en 29-årig kvinde om de 3000 hutuer og tutsier der bor i byen Ruganda, som ligger nogle få kilometer øst for Zaire. I april udryddede bander af hutuer imidlertid de fleste tutsier i byen. The New York Times fortæller herom:
„Historien om denne by er historien om Rwanda: hutuer og tutsier lever sammen, har giftet sig indbyrdes og bekymrer sig ikke om, eller ved måske slet ikke, om de er hutuer eller tutsier.
Men pludselig ændrer billedet sig. I april går bander af hutuer i hele landet amok, og alle tutsier de møder på deres vej bliver dræbt. Da denne nedslagtning begyndte, flygtede tutsierne ind i kirkerne for at blive beskyttet. Pøbelen fulgte efter og omdannede tilflugtsstederne til kirkegårde der var oversprøjtet med blod.“
Hvad var årsagen til disse blodige sammenstød? Den 6. april styrtede et fly ned i Kigali hvor både Rwandas og Burundis præsident omkom — de var begge hutuer. Denne episode udløste på en eller anden måde nedslagtningen af ikke kun tutsier men af alle de hutuer som man mente sympatiserede med tutsierne.
Samtidig intensiveredes kampene mellem oprørsstyrkerne — det tutsi-dominerede RPF (Rwandas Patriotiske Front) — og de hutu-dominerede regeringsstyrker. I juli besejrede RPF regeringsstyrkerne og overtog kontrollen med Kigali og det meste af den resterende del af Rwanda. I hundredtusindvis af hutuer flygtede i begyndelsen af juli ud af landet af frygt for gengældelsesaktioner.
Hvem er ansvarlig?
Da en tutsi-landmand blev bedt om at forklare hvorfor volden pludselig brød ud i april, lød svaret: „Det skyldes dårlige ledere.“
I hele landet havde politiske ledere ganske rigtig spredt løgne om deres fjender. Under ledelse af „denne verdens hersker“, Satan Djævelen, har verdslige politikere overtalt deres eget folk til at kæmpe imod og dræbe andre der tilhører en anden race, stamme eller nation. (Johannes 12:31; 2 Korinther 4:4; 1 Johannes 5:19) Det er også sket i Rwanda. The New York Times har skrevet: „Politikerne har gentagne gange forsøgt at fremelske etnisk loyalitet og skabe etnisk frygt. Hutuerne har gjort det for at bevare regeringsmagten, tutsierne for at samle støtte til oprørshæren.“
Eftersom rwanderne på mange måder ligner hinanden, ville man aldrig have forventet at de ville kunne hade og dræbe hinanden. „Hutuerne og tutsierne taler det samme sprog og følger stort set de samme traditioner,“ skriver journalisten Raymond Bonner. „Efter mange generationer med blandede ægteskaber har de fysiske forskelle — tutsien, der er høj og tynd, hutuen, der er lille og bred — efterhånden udlignet sig, så rwanderne ofte har svært ved at se om en person er hutu eller tutsi.“
Alligevel har den senere tids spærreild af propaganda haft en utrolig virkning. Alex de Waal, leder af gruppen for Afrikanske Rettigheder, siger: „Det forlyder at bønder i områder som er oversvømmet af RPF er forbløffede over at tutsi-soldaterne ikke har horn, hale og øjne der skinner i mørket — det er nemlig sådan de bliver beskrevet i de radioudsendelser de lytter til.“
Det er imidlertid ikke kun de politiske ledere der former folks tankegang. Religionen gør det samme. Hvilke store religioner findes der i Rwanda? Er de også ansvarlige for tragedien?
Religionens rolle
I opslagsværket The World Book Encyclopedia (1994) står der under Rwanda: „Størstedelen af befolkningen er romersk-katolsk. . . . Katolikkerne og andre kristne kirker driver de fleste skoler og gymnasier.“ Avisen National Catholic Reporter kalder Rwanda et „70 procents katolsk land“.
Den engelske avis The Observer har beskrevet baggrunden for den religiøse situation i Rwanda: „I 1930’erne, da kirkerne kæmpede for at opnå kontrol med uddannelsessystemet, støttede katolikkerne tutsi-aristokratiet mens protestanterne allierede sig med det undertrykte hutu-flertal. I 1959 overtog hutuerne magten og blev hurtigt bakket op af både katolikker og protestanter. Protestanterne yder stadig hutuerne stor støtte.“
Har de protestantiske gejstlige for eksempel fordømt massakrerne? The Observer svarer: „To [anglikanske] præster blev spurgt om de tog afstand fra de drab der havde fyldt kirkernes midtergange i Rwanda med halshuggede børn.
De nægtede at svare. De veg uden om spørgsmålene, blev ophidsede og talte med skingre stemmer. Den egentlige årsag til krisen i Rwanda er således åbenbar — de fleste ældre medlemmer af den anglikanske kirke er stikirenddrenge for politiske ledere som har forkyndt mord og fyldt floderne med blod.“
Kristenhedens kirker i Rwanda ligner kirkerne alle andre steder. Angående kirkernes støtte til de politiske ledere har Frank P. Crozier, der var britisk brigadegeneral under den første verdenskrig, for eksempel sagt: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre mennesker blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af dem.“
De religiøse ledere i Rwanda bærer afgjort et stort ansvar for det der sker i landet. Den 3. juni 1994 skrev avisen National Catholic Reporter: „Kampene i den afrikanske nation er ’intet mindre end et folkedrab som selv katolikker beklageligvis er ansvarlige for,’ har paven udtalt.“
Det er tydeligt at kirkerne ikke har formået at undervise i de sande principper der for eksempel er baseret på skriftsteder som Esajas 2:4 og Mattæus 26:52. Ifølge den franske avis Le Monde har en præst beklagende udtalt: „De nedslagter hinanden og glemmer helt at de er brødre.“ En anden rwandisk præst tilstår: „Efter et århundrede med prædikener om kærlighed og tilgivelse slår kristne stadig hinanden ihjel. Vi har spillet fallit.“ Le Monde skriver: „Man kan ikke lade være med at tænke på at de tutsier og hutuer som kriges i Burundi og Rwanda, er blevet oplært af de samme kristne missionærer og er kommet i de samme kirker!“
Sande kristne er anderledes
Jesu Kristi sande disciple retter sig efter hans bud om at de skal elske hinanden. (Johannes 13:34) Kunne du forestille dig at Jesus eller en af hans apostle tog en machete og slog en anden ihjel? Sådanne lovløse drab er kendetegnende for folk som er „Djævelens børn“. — 1 Johannes 3:10-12.
Jehovas vidner tager hverken del i krige, revolutioner eller andre konflikter som er befordret af verdens politikere, der styres af Satan Djævelen. (Johannes 17:14, 16; 18:36; Åbenbaringen 12:9) Nej, Jehovas vidner har ægte kærlighed til hinanden. Under massakrerne var de Jehovas vidner som er hutuer derfor villige til at sætte deres liv på spil for at beskytte dem af deres brødre som er tutsier.
Tragiske forhold som dem der hersker i Rwanda burde ikke komme bag på os. I Jesu profeti angående „afslutningen på tingenes ordning“ forudsagde han: „Da vil man . . . dræbe jer.“ (Mattæus 24:3, 9) Lykkeligvis har Jesus lovet at de trofaste vil blive husket i de dødes opstandelse. — Johannes 5:28, 29.
Indtil da er Jehovas vidner i Rwanda og alle andre steder besluttede på fortsat at vise at de er Kristi disciple ved at have kærlighed til hinanden. (Johannes 13:35) Denne kærlighed er med til at aflægge et vidnesbyrd selv under de vanskelige forhold der her er beskrevet. Dette fremgår af følgende rapport „Jehovas vidner i flygtningelejre“. Lad os alle huske at Jesus sagde i sin profeti: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 24:13.
[Ramme på side 29]
JEHOVAS VIDNER I FLYGTNINGELEJRE
I juni i år befandt over 4700 Jehovas vidner sig i flygtningelejre. I Zaire var der 2376 i Goma, 454 i Bukavu, og 1592 i Uvira. Desuden var der omkring 230 i Benaco i Tanzania.
Det var forbundet med store vanskeligheder blot at komme frem til flygtningecentrene. En menighed på 60 Jehovas vidner prøvede at krydse Rusumo-broen, der er en hovedflugtrute til flygtningelejrene i Tanzania. Da de blev nægtet overgang, vandrede de langs flodbredden i en uge. Derefter besluttede de at prøve at krydse floden i kanoer. Det lykkedes for dem, og efter nogle få dage nåede de sikkert frem til lejren i Tanzania.
Jehovas vidner i andre lande organiserede transport af omfattende nødforsyninger. Brødrene i Frankrig indsamlede over et hundrede tons tøj og ni tons sko, og disse forsyninger blev sammen med fødevarer og medicin transporteret til de nødstedte områder. Noget af det første brødrene i flygtningelejrene ofte bad om, var imidlertid en bibel eller et nummer af Vagttårnet eller Vågn op!
Mange iagttagere var rørt over den kærlighed forkynderne i Zaire og Tanzania viste deres nødstedte brødre ved at besøge og hjælpe dem. Nogle af flygtningene sagde: „Medlemmer fra jeres trossamfund har besøgt jer, men der har ikke været nogen præst fra vores kirke for at besøge os.“
Jehovas vidner er blevet kendt i lejrene, hovedsagelig på grund af deres enhed, orden og kærlighed. (Johannes 13:35) Det er bemærkelsesværdigt at det i Benaco i Tanzania kun tog Vidnerne et kvarter at finde frem til deres medtroende blandt omkring 250.000 andre flygtninge i lejren.