Hjælp til ofrene for tragedien i Rwanda

RWANDA, der ligger i hjertet af Afrika, er blevet kaldt „Afrikas Schweiz“. Den frodige, grønne vegetation som man kan se når man flyver ind over landet, giver én et indtryk af hvordan Edens have må have været. Det er derfor ikke overraskende at folk ofte beskriver Rwanda som et paradis.

Tidligere blev der plantet to træer for hvert træ der blev fældet. Én dag om året var sat af til plantning af nye træer. Langs vejene blev der plantet frugttræer. Det var nemt og billigt at rejse rundt i landet. Hovedvejene der forbandt de forskellige præfekturer med hovedstaden, Kigali, var asfalterede. Byen voksede hurtigt. Og gennemsnitsarbejderen tjente nok til at kunne betale sine løbende udgifter.

Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde havde fremgang i Rwanda. I begyndelsen af 1994 tog over 2600 Jehovas vidner del i arbejdet med at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til landets overvejende katolske befolkning på omkring otte millioner. (Mattæus 24:14) I marts ledede forkynderne mere end 10.000 hjemmebibelstudier, og der var 15 menigheder i og omkring Kigali.

En af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd siger: „Fra november 1992 rejste jeg rundt og betjente 18 menigheder. Men i marts 1994 var det steget til 27. Antallet af pionerer (heltidsforkyndere) stiger også hvert år.“ Lørdag den 26. marts 1994 overværede 9834 højtiden til minde om Kristi død.

Men fra den ene dag til den anden ændrede situationen sig drastisk i Rwanda.a

Samfundsordenen tilsidesættes

Omkring klokken 20 den 6. april 1994 styrtede et fly ned i Kigali, hvorved både Rwandas og Burundis præsident, som begge er hutuer, omkom. Den nat kunne man overalt i hovedstaden høre politiets fløjten, og vejene blev afspærret. I de tidlige morgentimer begyndte soldater og mænd bevæbnede med macheter at dræbe dem der var tutsier. Ntabana Eugène — Jehovas Vidners bytilsynsmand i Kigali — samt hans hustru, søn og datter, var nogle af de første der blev dræbt.

En europæisk familie, der er Jehovas vidner, havde studeret Bibelen med adskillige naboer som var tutsier. Ni af disse naboer havde søgt tilflugt i familiens hjem da sindsforvirrede personer gik fra hus til hus og dræbte folk. I løbet af nogle minutter var der omkring 40 personer i huset som smadrede og væltede møblerne. Det var sørgeligt at de dræbte tutsi-naboerne. De andre formåede imidlertid, trods deres forsøg på at redde deres venner, at flygte med livet i behold.

Blodbadet fortsatte i ugevis. Man skønnede at omkring 500.000 rwandere var blevet dræbt. I tusindvis af især tutsier flygtede for livet. Jehovas Vidners afdelingskontor i Zaire underrettede brødrene i Frankrig om behovet for nødforsyninger. „Vi bad om en container med brugt tøj,“ forklarer afdelingskontoret i Zaire. „Brødrene i Frankrig har sendt os fem containere med hovedsagelig nyt tøj og nye sko.“ Disse cirka 65 tons tøj blev afsendt den 11. juni. Afdelingskontoret i Kenya sendte også tøj og medicin til flygtningene, samt Vagttårnet på det lokale sprog.

I juli havde de tutsi-dominerede styrker, kaldet Rwandas Patriotiske Front, besejret de hutu-dominerede regeringsstyrker. Derefter begyndte i hundredtusindvis af hutuer at flygte ud af landet. Der opstod kaotiske tilstande da cirka to millioner rwandere søgte tilflugt i hurtigt opstillede lejre i nabolandene.

De prøvede at hjælpe hinanden

To af de seks medarbejdere på Jehovas Vidners oversætterkontor i Kigali var tutsier. De hed Ananie Mbanda og Mukagisagara Denise. I nogle få uger formåede hutu-brødrene at beskytte dem. Men i slutningen af maj 1994 blev disse to tutsier dræbt.

Jehovas vidner satte livet på spil, og mistede det i nogle tilfælde, for at beskytte deres medkristne med en anden etnisk baggrund. (Johannes 13:34, 35; 15:13) Mukabalisa Chantal, der er tutsi, er et eksempel på dette. Da Rwandas Patriotiske Front ledte efter hutuer på det stadion hvor hun opholdt sig, greb hun ind for at hjælpe sine hutu-venner. Selv om oprørerne blev irriterede over at hun blandede sig, udbrød én: „I Jehovas vidner har virkelig et stærkt brodersamfund. Jeres religion er den bedste der findes!“

Holder sig fri af etnisk had

Vi tror ikke at Jehovas vidner er fuldstændig immune over for det etniske had der i århundreder har eksisteret i dette område af Afrika. Et Jehovas vidne fra Frankrig som tog del i nødhjælpsarbejdet siger: „Selv vore kristne brødre må anstrenge sig meget for ikke at tillægge sig den hadefulde indstilling som ligger til grund for disse ubeskrivelige massakrer.“

„Vi mødte brødre som havde set deres familier blive dræbt. En kristen søster havde for eksempel kun været gift i to dage da hendes mand blev dræbt. Nogle Jehovas vidner så deres børn og forældre blive dræbt. En søster som nu er i Uganda, så hvordan hele hendes familie, deriblandt hendes mand, blev nedslagtet. Dette understreger blot den følelsesmæssige og fysiske smerte som hver eneste familie af Jehovas vidner har været igennem.“

Alt i alt er omkring 400 Jehovas vidner blevet dræbt i denne etniske vold. Ingen af disse er dog blevet dræbt af en medkristen. Tutsier og hutuer som var medlemmer af henholdsvis den romersk-katolske og den protestantiske kirke, har imidlertid slået i tusindvis ihjel. Som det er kendt vidt og bredt, forholder Jehovas Vidner sig neutrale i både krige, revolutioner og andre sådanne konflikter i verden. — Johannes 17:14, 16; 18:36; Åbenbaringen 12:9.

Ubeskrivelige lidelser

I den forgangne sommer har folk rundt om i verden set billeder af disse umenneskelige og ubeskrivelige lidelser. I hundredtusindvis af rwandiske flygtninge strømmede ind i nabolandene, hvor de boede under yderst uhygiejniske forhold. Et Jehovas vidne fra Frankrig der kørte med nødforsyninger, beskriver situationen som den så ud da hans delegation den 30. juli aflagde besøg:

„Vi blev konfronteret med et helt igennem rædselsvækkende syn. Kilometer efter kilometer lå der døde kroppe langs vejen. Fællesgrave var fyldt med i tusindvis af lig. Stanken var utålelig da vi gik gennem den sydende menneskemængde. Børn legede ved siden af de døde kroppe. Der var lig af forældre hvis børn stadig var i live og hang på ryggen af dem. Sådanne scener, som man ser igen og igen, efterlader et dybt indtryk. Man bliver overvældet af en følelse af fuldstændig hjælpeløshed; omfanget af denne elendighed er så stort at det ikke kan undgå at gribe en om hjertet.“

Da i tusindvis af flygtninge i midten af juli strømmede ind i Zaire, stod Jehovas vidner i Zaire ved grænsen og rakte deres bibelske bøger og blade i vejret så deres kristne brødre og bibelinteresserede kunne få øje på dem. De Jehovas vidner som var flygtet fra Rwanda blev på den måde samlet og kørt til rigssalen i den nærliggende by, Goma, hvor der blev sørget for dem. Folk blandt Jehovas vidner med lægelig erfaring arbejdede hårdt for at lindre de lidendes smerter trods mangelen på medicin og passende faciliteter.

Hurtig hjælp

Fredag den 22. juli modtog Jehovas Vidner i Frankrig en telefax fra Afrika hvori man anmodede om hjælp. Den beskrev den frygtelige tilstand de flygtede brødre fra Rwanda befandt sig i. I løbet af 5-10 minutter besluttede brødrene at laste et transportfly med nødforsyninger. Det førte til en hektisk weekend. At det kunne lade sig gøre var bemærkelsesværdigt, især i betragtning af at man overhovedet ikke havde erfaring i at organisere en indsamling af så enorme nødforsyninger på så kort tid.

Forkynderne var utroligt rundhåndede i forbindelse med nødhjælpsfondene. Alene fra Belgien, Frankrig og Schweiz indkom der over 9.800.000 kroner i frivillige bidrag. Man fik skaffet nødhjælpsforsyninger såsom mad, medicin og nødvendigt udstyr, og alt dette blev pakket i kasser og mærket i Jehovas Vidners faciliteter i Louviers i Frankrig samt Bruxelles i Belgien. Forkynderne arbejdede dag og nat for at få sendingen klar til levering i Oostende i Belgien. I denne bys lufthavn blev der onsdag den 27. juli lastet over 35 tons i et transportfly. Dagen efter blev en mindre ladning, der hovedsagelig bestod af medicin, afsendt. Lørdag, to dage senere, medbragte endnu et fly medicin til ofrene.

Nogle Jehovas vidner fra Frankrig, deriblandt en læge, rejste til Goma og ankom inden den store sending. Da dr. Henri Tallet ankom til Goma mandag den 25. juli, var omkring 20 forkyndere allerede døde af kolera og andre var døende. Eftersom sendingen måtte leveres via Bujumbura i Burundi, omkring 250 kilometer derfra, kom den ikke til Goma før fredag formiddag den 29. juli.

Sygdomsbekæmpelse

I mellemtiden var omkring 1600 Jehovas vidner og deres venner blevet placeret som sild i en tønde på den jordlod hvor den lille rigssal i Goma lå. Til alle disse mennesker var der kun ét toilet, intet vand og meget lidt mad. I snesevis var smittet med kolera, og de blev stuvet sammen i rigssalen. Antallet af døde steg hele tiden.

Kolera dehydrerer eller udtørrer et menneske fuldstændig. Øjnene bliver blanke og indsunkne. Hvis man i tide begynder rehydreringsterapien (væsketabet erstattes ved intravenøs indførsel af saltvandsopløsningen „Ringer-Laktat“), kan man på to dage komme på benene igen. Øjeblikkelig gjorde man derfor en indsats for at rehydrere brødrene med den smule medicin der var til rådighed.

Derudover forsøgte brødrene at isolere de syge så man forebyggede at andre blev smittet. Man undersøgte mulighederne for at flygtningene kunne blive flyttet væk fra de forfærdelige forhold i Goma. I nærheden af Kivusøen, langt borte fra støv og fra stanken af lig som hang tungt i luften, fandt man et passende sted.

Der blev gravet huller som toiletter, og strenge hygiejneregler blev fastlagt. Dette indbefattede afvaskning af hænderne i et fad med kloret vand efter hvert toiletbesøg. Vigtigheden af sådanne strenge krav blev understreget hvorefter alle fulgte dem. Snart begyndte dødsbølgen at aftage.

Da den store sending nødforsyninger ankom fredag den 29. juli, blev der oprettet et lille hospital ved rigssalen i Goma. Omkring 60 feltsenge blev opstillet, samt et vandrensningssystem. Endvidere fik forkynderne der opholdt sig ved bredden af Kivusøen en forsyning telte. På kort tid havde de slået 50 telte op, der stod i fine, lige rækker.

På et tidspunkt var omkring 150 Jehovas vidner og deres venner alvorligt syge. I Goma døde der over 40 i den første uge i august. Men nødforsyningerne med medicin og assistance ankom tidsnok til at mange venner kunne reddes og deres smerter blive dulmet.

Et taknemmeligt, åndeligt folk

Flygtningene var overmåde taknemmelige for alt det deres medkristne gjorde for dem. De var rørt over den kærlighed deres kristne brødre i andre lande viste dem, hvilket tydeligt understregede at de var en del af et sandt internationalt brodersamfund.

Trods lidelserne har flygtningene bevaret deres åndelige sundhed. En iagttager har bemærket at „de synes at være mere optaget af at modtage åndelig føde end materiel hjælp, skønt der er et presserende behov for alt“. På opfordring blev der sendt 5000 eksemplarer af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden på det rwandiske sprog kinyarwanda, til forskellige flygtningelejre.b

Flygtningene drøftede hver dag et skriftsted fra Bibelen og afholdt alle menighedsmøder. Der blev oprettet skoleklasser for børnene, og lærerne benyttede disse timer til at undervise i hygiejneregler, idet de understregede at man kunne risikere at dø hvis man ikke fulgte dem.

Fortsat behov for hjælp

I hundredvis af flygtninge som var Jehovas vidner, var installeret andre steder, som for eksempel i Rutshuru, og de modtog den samme hjælp. Den 31. juli fløj en delegation på syv forkyndere fra Goma sydpå til Bukavu, hvortil omkring 450 medtroende var flygtet. Mange af disse kom også fra Burundi. Også her var der udbrudt kolera, og der blev ydet hjælp for at undgå dødsfald blandt brødrene.

Den næste dag kørte delegationen næsten 150 kilometer til Uvira i Zaire, en strækning hvorpå der befandt sig omkring 1600 forkyndere fordelt på syv steder. De fik vejledning i hvordan de kunne beskytte sig mod sygdomme. I en rapport baseret på delegationens beretning stod der: „Det der er blevet udrettet indtil nu er kun en begyndelse, og de 4700 som i øjeblikket modtager hjælp vil i mange måneder have behov for yderligere hjælp.“

Det forlyder at hundreder af Jehovas vidner i august vendte tilbage til Rwanda. Men så godt som alle huse og ejendele er blevet plyndret. Så nu står man over for den vanskelige opgave at skulle genopbygge huse og rigssale.

Guds tjenere fortsætter med inderligt at bede for dem der har været igennem disse forfærdelige lidelser i Rwanda. Vi ved at efterhånden som afslutningen for denne tingenes ordning nærmer sig, vil volden tage til. Men Jehovas vidner rundt om på jorden vil fortsat holde sig neutrale og lægge sand kærlighed for dagen.

[Fodnote]

[Kort på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

RWANDA

Kigali

UGANDA

ZAIRE

Rutshuru

Goma

Kivusøen

Bukavu

Uvira

BURUNDI

Bujumbura

[Illustrationer på side 15]

Til venstre: Ntabana Eugène og hans familie blev dræbt. Til højre: Mukagisagara Denise, en tutsi, blev dræbt trods hutu-brødrenes forsøg på at redde hende

[Illustrationer på side 16 og 17]

Herover: Omsorg for de syge i rigssalen i Goma. Modsatte side, nederst: Over 35 tons nødforsyninger blev indsamlet og sendt med transportfly. Herunder: Et sted ved Kivusøen som forkynderne blev overflyttet til. Til højre: Rwandiske flygtninge ved en rigssal i Zaire